Praktiserende læger, øjenafdelinger på sygehuse, speciallæger og andre, der virker inden for social- og sundhedsvæsenet, skal anmelde børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til Synsregisteret med samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden.
Stk. 2 Anmeldelsen skal indeholde en bekræftelse af, at indehaveren af forældremyndigheden er informeret om anmeldelsen af barnet eller den unge til Synsregisteret og har givet samtykke til, at barnet eller den unge anmeldes til Synsregisteret, samt at Synsregisteret kan videregive oplysninger om anmeldelsen til relevante social-, sundheds- og undervisningsmyndigheder. Anmeldelsen kan udover oplysning om barnets navn og CPR-nummer indeholde oplysninger om forældrenes navne, egen læge og egen øjenlæge samt oplysninger om diagnose, synsstyrke og tidligere indlæggelser, hvis sådanne oplysninger forefindes.
Stk. 3 Samtykke til anmeldelse til Synsregisteret for børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, gives af kommunen.