Kapitel 4 Kontraktens indhold, kontaktforløbet og opfølgningen inden for den femårige introduktionsperiode
Kontrakten skal beskrive udlændingens beskæftigelses- eller uddannelsesmål og fastlægge indholdet af de aktiviteter, der skal sikre, at de i kontrakten opstillede mål opfyldes. Af kontrakten skal det fremgå i hvilket omfang, udlændingen skal have tilbud i medfør af introduktionsprogrammet samt det nærmere indhold heraf, herunder hvorledes forholdet mellem danskuddannelse, jf. integrationslovens § 21, og beskæftigelsesrettede tilbud, jf. integrationslovens § 23, § 23 g og aktiviteter efter bestemmelser fastsat i medfør af § 20 d, stk. 4, skal være.
Stk. 2 De mål og indsatser, der fastsættes i kontrakten, skal sigte mod, at udlændingen kan opnå beskæftigelse inden for 1 år.
Stk. 3 Har kommunalbestyrelsen visiteret udlændingen til fleksjob efter kapitel 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, beskrives visitationsgrundlaget i kontrakten.
Stk. 4 Har udlændingen fået meddelt uddannelsespålæg efter integrationslovens § 16 a, skal dette fremgå af kontrakten.
Kommunalbestyrelsen og udlændingen har pligt til at opfylde kontrakten.
Stk. 2 Kan kommunalbestyrelsen ikke opfylde kontrakten, skal kommunalbestyrelsen tilbyde udlændingen deltagelse i en anden aktivitet, der så vidt muligt svarer til den oprindelig aftalte aktivitet.
Stk. 3 Af kontrakten skal det fremgå, at udlændingen kan klage over kommunalbestyrelsens manglende overholdelse af kontrakten til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. integrationslovens § 53, stk. 2.
Af kontrakten skal det fremgå, hvilke sanktioner der efter lov om aktiv socialpolitik gælder over for en udlænding, der modtager kontanthjælp efter § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, hvis udlændingen uden rimelig grund afviser at tage imod arbejde, udebliver fra eller afviser en eller flere af de aktiviteter, der er aftalt eller fastsat i kontrakten.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal vejlede udlændingen skriftligt om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med kontanthjælpen efter § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, jf. § 35, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal ved kontraktens indgåelse gøre udlændingen opmærksom på hovedbetingelserne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11.
Kommunalbestyrelsen skal løbende påse, at udlændingen overholder kontrakten, jf. integrationslovens § 20, stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til at følge op på kontraktens indhold og målsætninger i forhold til den pågældende udlændings aktuelle færdigheder, forudsætninger og behov.
Stk. 2 For udlændinge, der benytter sig af en ret til fravær i medfør af barselsloven, skal opfølgning først finde sted 6 måneder efter barnets fødsel og derefter i forbindelse med den lovlige fraværsperiodes udløb, medmindre der er behov for hyppigere opfølgning.
Stk. 3 Har udlændingen opfyldt målene i kontrakten, skal kommunalbestyrelsen alene følge op på kontrakten, hvis der opstår behov herfor.
Stk. 4 Opfølgningen skal ske ved en individuel samtale, hvor udlændingen møder personligt frem. Dette gælder dog ikke, hvis kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigt at foretage opfølgningen på anden måde, f.eks. telefonisk, digitalt eller ved brev. Kommunalbestyrelsen kan for grupper af udlændinge, hvor helt særlige forhold gør sig gældende, fastsætte retningslinjer for, at der i stedet for afholdelse af en samtale kan være anden form for kontakt, f.eks. for udlændinge der modtager behandling på rehabiliteringscenter eller er indlagt på sygehus.
Stk. 5 Som led i opfølgningen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om udlændingen skal tilmeldes som jobsøgende.
Stk. 6 For udlændinge, der modtager kontanthjælp efter § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, skal kommunalbestyrelsen løbende påse, at udlændingen opfylder betingelserne for at modtage hjælpen.
Stk. 7 Vurderer kommunalbestyrelsen i forbindelse med opfølgningen, at udlændingen ikke er opmærksom på betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, skal kommunalbestyrelsen vejlede udlændingen generelt om betingelserne for meddelelse heraf, herunder at meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er betinget af, at udlændingen har bestået en danskprøve og har opnået ordinær beskæftigelse.
Stk. 8 Det skal fremgå af udlændingens kontrakt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med meddelelse efter integrationslovens § 20, stk. 9, om de mulige konsekvenser af manglende dansktilegnelse har vejledt udlændingen om,
-
1) at det er vigtigt at tilegne sig det danske sprog for den pågældendes mulighed for at kunne begå sig i det danske samfund,
-
2) at meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er betinget af, at udlændingen har bestået en danskprøve, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, jf. dog udlændingelovens § 11, stk. 17, og
-
3) at det blandt andet er en betingelse for meddelelse af dansk indfødsret ved naturalisation, jf. § 6, stk. 1, i lov om dansk indfødsret, at udlændingen har bestået en danskprøve og indfødsretsprøven af 2015, jf. § 24, stk. 1 og 3, i cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation.
Stk. 9 Hvis udlændingen har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, på grundlag af ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed, skal det endvidere fremgå af kontrakten, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med vejledning efter stk. 7 har vejledt udlændingen om, at opholdstilladelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, er betinget af, at udlændingen består en danskprøve på A1-niveau og en danskprøve på A2-niveau eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau senest efter henholdsvis 6 og 9 måneder fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret eller, hvis udlændingen allerede har opholdstilladelse her i landet, fra meddelelsen af opholdstilladelsen efter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1. Det skal også fremgå af kontrakten, at kommunalbestyrelsen har vejledt om, at omprøve kan finde sted indtil 3 måneder efter udløbet af fristen på henholdsvis 6 og 9 måneder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 37 og 38, og § 9 c, stk. 1, 2. pkt. Det skal endvidere fremgå af kontrakten, at kommunalbestyrelsen har vejledt om, at den økonomiske sikkerhed, der er stillet efter udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt., kan nedsættes med henholdsvis 11.400 kr., 7.500 kr., og 7.500 kr., når udlændingen har bestået danskprøven på henholdsvis A1-niveau og A2-niveau, andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau eller en afsluttende prøve i dansk, jf. § 9 i danskuddannelsesloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 37-39.
Kontrakten skal revideres, hvis det viser sig, at der er behov herfor, herunder hvis resultatet af en gennemført helbredsmæssig vurdering, jf. integrationslovens § 15 d, giver anledning hertil, hvis udlændingens færdigheder og forudsætninger ikke har været tilstrækkeligt afklaret, eller hvis udlændingen ikke har haft mulighed for at opfylde kontrakten. Kontrakten kan endvidere revideres, hvis arbejdsmarkedets behov ændrer sig.
Stk. 2 Kontrakten skal desuden revideres, hvis udlændingen ikke er kommet i arbejde inden for 1 år efter påbegyndelse af introduktionsprogrammet.
Stk. 3 Anvender kommunalbestyrelsen ikke »Min Plan« på Jobnet, skal ændring af kontrakten ske ved, at udlændingen underskriver, og kommunalbestyrelsen påtegner den reviderede kontrakt.
Der skal foretages opfølgning på kontrakten, hvis udlændingen flytter til en anden kommune, og kommunalbestyrelsen i denne kommune overtager ansvaret for introduktionsprogrammet.