Kapitel 10 Udbetaling af pension under strafafsoning m.v.
Personer, der bliver omfattet af en foranstaltning som nævnt i § 45, stk. 1, eller § 46, stk. 1, i lov om social pension, kan tilkendes pension efter loven. Pensionen inddrages med virkning fra udgangen af den måned, hvor opholdet, anbringelsen eller indlæggelsen påbegyndes, uanset om pensionen først tilkendes senere. Hvis personen inden opholdet, anbringelsen eller indlæggelsen fik udbetalt pension forud, inddrages pensionen med virkning fra udgangen af den måned, der følger efter måneden, hvor opholdet, anbringelsen eller indlæggelsen påbegyndes.
Hvis pensionen er inddraget efter § 45, stk. 1, eller § 46, stk. 1, i lov om social pension, gælder inddragelsen hele pensionen. Pensionen anses dog ikke for bortfaldet, og kommunalbestyrelsen kan yde personligt tillæg og helbredstillæg, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Beløb til dækning af udgifter til husleje og lignende efter § 45, stk. 2, eller § 46, stk. 2, i lov om social pension og andre faste udgifter, der har betydning for opretholdelse af boligen, kan efter kommunalbestyrelsens konkrete vurdering udbetales af kommunen. Beløbet kan ikke overstige pensionen.
Stk. 2 Hvis den forventede samlede afsoningstid, anbringelsestid eller indlæggelsestid overstiger 6 måneder, skal kommunen undersøge, om personens boligbehov kan dækkes på anden måde end ved hjælp efter stk. 1, f.eks. ved fremleje af lejeboligen eller ved, at der på anden måde sikres personen en bolig ved løsladelsen eller udskrivelsen. De 6 måneder kan forlænges efter kommunalbestyrelsens konkrete vurdering.
Pensionen udbetales igen med virkning fra 1 måned før opholdets ophør. Hvis pensionisten før opholdet, anbringelsen eller indlæggelsen fik udbetalt pension forud, genoptages udbetalingen dog med virkning fra datoen for opholdets ophør. Pensionsudbetalingen genoptages ikke, hvis opholdet ophører med henblik på kortvarigt ophold uden for de foranstaltninger, der er nævnt i § 45, stk. 1, eller § 46, stk. 1, i lov om social pension.
Stk. 2 Hvis en pensionist flytter mellem foranstaltninger, for hvilke der gælder regler om inddragelse, opretholdes inddragelsen.