Bekendtgørelse om registreringsafgift Kapitel 2

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om registreringsafgift er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1030 af 25. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2525 af 15. december 2021, bekendtgørelse nr. 149 af 27. januar 2023 og bekendtgørelse nr. 490 af 12. maj 2025

Kapitel 2 Afgiftsfritagelse af køretøjer, der benyttes til afprøvning af komponenter og udstyr, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 16
§ 4

Skatteforvaltningen kan efter ansøgning midlertidigt afgiftsfritage køretøjer, som en virksomhed anskaffer og benytter til nødvendig afprøvning af komponenter og udstyr, som virksomheden fremstiller til køretøjer.

Stk. 2 Afgiftsfritagelse kan ske, hvis følgende betingelser opfyldes:

  • 1) Køretøjet registreres i virksomhedens navn.

  • 2) Virksomheden oplyser Skatteforvaltningen om komponenterne og udstyret, formålet med afprøvningen og den forventede prøveperiode.

  • 3) Afprøvningen er nødvendig for teknisk udvikling af komponenterne og udstyret eller for fremskaffelse af dokumentation vedrørende komponenterne og udstyret.

Stk. 3 Et afgiftsfritaget køretøj må alene anvendes til det oplyste testformål.