Bekendtgørelse om registrering af køretøjer § 85

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 741 af 17. juni 2024, bekendtgørelse nr. 1087 af 10. oktober 2024 og bekendtgørelse nr. 491 af 15. maj 2025

§ 85

Der skal på vare- og lastbiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 t, der er registreret til udelukkende erhvervsmæssig brug, oplyses cvr-nummer og navn på den registrerede ejer af bilen (virksomhedens navn). Er der en registreret bruger af vare- og lastbilen, oplyses i stedet denne virksomheds cvr-nummer og navn. I stedet for virksomhedens navn efter 1. eller 2. pkt. kan anføres virksomhedens logo, hvis dette logo entydigt identificerer virksomheden.

Stk. 2 Oplysningerne efter stk. 1

  • 1) skal være synlige og letlæselige,

  • 2) skal være i en farve, der klart afviger fra farven på vare- eller lastbilen,

  • 3) skal stå på venstre og højre side af vare- eller lastbilen,

  • 4) må ikke anføres på skilte eller lignende, der kan tages af og på vare- eller lastbilen, og

  • 5) kan fastgøres på vare- eller lastbilen med selvklæbende plastfolie.

Stk. 3 Cvr-nummer skal anføres med mindst 3 cm høje bogstaver og tal som »CVR« efterfulgt på linje eller nedenunder af cvr-nummerets 8 cifre. På vare- og lastbiler skal virksomhedsnavn anføres med mindst 3 cm høje bogstaver og tal. På lastbiler, der opfylder kravet i bekendtgørelse om godskørsel om mærkning af navnet på den registrerede bruger, skal alene anføres cvr-nummer efter denne bekendtgørelse.