Bekendtgørelse om prismodeller for visse typer af betalingsinstrumenter Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1518 af 3. december 2025

Kapitel 2 Prismodel og beregning af betalingen
§ 3

Betalingsmodtager, jf. § 7, nr. 11, i lov om betalinger, betaler et abonnement eller en procentvis sats til dækning af omkostningerne ved driften af et betalingssystem, jf. § 7, nr. 13, i lov om betalinger.

Stk. 2 Betalingsmodtager kan vælge mellem de prismodeller, der fremgår af §§ 5 og 6 nedenfor, når betalingsmodtager indgår en aftale med indløser om modtagelse af det pågældende betalingskort.

Stk. 3 Betalingsmodtager kan som minimum ved hvert kvartal vælge at skifte mellem prismodellerne i §§ 5 og 6 med højst en måneds varsel til indløser.

§ 4

Betalingen efter prismodellerne i §§ 5 og 6 er opdelt i 10 intervaller. Disse intervaller er opdelt efter antallet af transaktioner, som betalingsmodtager har haft i de seneste fire kvartaler, jf. bilag 1.

§ 5

Betalingsmodtager betaler som udgangspunkt et abonnement til dækning af omkostningerne ved driften af betalingssystemet, jf. dog valgmuligheden i § 3, stk. 2 og stk. 3.

Stk. 2 Det maksimale årlige abonnement per interval for betalingsmodtagere med en gennemsnitlig transaktionsværdi under eller lig med 210 kr. er fastsat i bilag 2.

Stk. 3 Det maksimale årlige abonnement per interval for betalingsmodtagere med en gennemsnitlig transaktionsværdi over 210 kr. er fastsat i bilag 3.

Stk. 4 Hvis en indløser med en betalingsmodtager aftaler en pris under maksimalprisen, jf. stk. 2 og stk. 3, må den ydede rabat ikke finansieres via opkrævningen fra øvrige betalingsmodtagere, jf. § 10, stk. 2.

§ 6

Betalingsmodtager betaler alternativt en procentvis sats til dækning af omkostningerne ved driften af betalingssystemet, jf. valgmuligheden i § 3, stk. 2 og stk. 3.

Stk. 2 Den maksimale procentvise sats per interval er fastsat i bilag 4.

Stk. 3 Hvis en indløser med en betalingsmodtager aftaler en pris under maksimalprisen, jf. stk. 2, må den ydede rabat ikke finansieres via opkrævningen fra øvrige betalingsmodtagere, jf. § 10, stk. 2.

§ 7

Hvis aktørerne bag de kommercielle aftaler for et betalingsinstrument er enige, kan de forelægge erhvervsministeren et forslag til ændring i antal intervaller og abonnement per interval eller procentvise satser.

Stk. 2 Forslaget fra aktørerne bag de kommercielle aftaler til ændringer, jf. stk. 1, skal være underskrevet af alle aktørerne bag de kommercielle aftaler for et betalingsinstrument.