Bekendtgørelse om modstandsdygtighed og beredskab i energisektoren § 113

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 260 af 6. marts 2025

§ 113

Virksomheder kan skriftligt ansøge om at etablere samordnet beredskab, der medfører, at beredskabsarbejdet efter lov om styrket beredskab i energisektoren, bekendtgørelse om sikkerhedsgodkendelser i energisektoren og denne bekendtgørelse varetages i fællesskab eller af den ene part.

Stk. 2 Ansøgninger om samordnet beredskab skal sendes til Energistyrelsen til godkendelse og skal som minimum indeholde følgende:

  • 1) En begrundelse for ansøgningen.

  • 2) En beskrivelse af de geografiske forhold mellem virksomhederne.

  • 3) En beskrivelse af organisatoriske forhold hos virksomhederne og forskellene herved.

  • 4) En beskrivelse af fordele og ulemper ved de praktiske og tekniske konsekvenser ved et samordnet beredskab.

  • 5) Hvordan den operative indsats af virksomhederne skal håndteres, herunder angivelse af virksomhedernes indbyrdes ansvars- og kompetenceforhold, samt kommunikations- og informationsforhold.

Stk. 3 Energinet skal høres ved ansøgninger om samordnet beredskab for virksomheder i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren.

Stk. 4 Energistyrelsen lægger i sin afgørelse vægt på, om en samordning af beredskabet for virksomhederne må anses at styrke modstandsdygtigheden og beredskabet hos hver enkelt virksomhed, virksomhederne som gruppe og energisektoren som helhed.