Ved aftale om overdragelse af et apotek, som Lægemiddelstyrelsen midlertidigt driver, aftaler fratrædende og tiltrædende apoteker, hvilke apoteksfilialer og apoteksudsalg, som tiltrædende apoteker ønsker at overtage. Apoteksfilialer og apoteksudsalg som Lægemiddelstyrelsen har påbudt skal altid overtages.
Stk. 2 Tiltrædende apoteker afregner Lægemiddelstyrelsen for værdien af varelageret (AIP) samt den bogførte værdi af inventar og indretning på apoteket og påbudte apoteksfilialer og apoteksudsalg på overtagelsestidspunktet eller et senere tidspunkt fastsat af Lægemiddelstyrelsen.
Stk. 3 Lægemiddelstyrelsen afskriver inventar og indretning med 10 pct. årligt af anskaffelsesværdien og edb-udstyr med 33 pct. årligt af anskaffelsesprisen ved overdragelse til tiltrædende apoteker.
Stk. 4 Fratrædende og tiltrædende apoteker aftaler nærmere om betalingen for robotter på apoteket, apoteksfilialer og apoteksudsalg, som er påbudt opretholdt af Lægemiddelstyrelsen. Aftale om betaling for robotter er udelukkende en aftale mellem fratrædende og tiltrædende apoteker samt eventuelt 3. mand som måtte have rettigheder i forhold til robotten.
Stk. 5 Fratrædende og tiltrædende apoteker aftaler endvidere nærmere om betaling for indretning, inventar, herunder robot samt varelager på apoteksfilialer og apoteksudsalg, som tiltrædende apoteker ønsker at overtage.
Stk. 6 Aftalen om betaling for de i stk. 5 nævnte enheder må ikke overstige den bogførte værdi af indretning og inventar og værdien af varelageret.
Stk. 7 Værdien af varelager på apoteket, apoteksfilialer og apoteksudsalg, som er påbudt opretholdt af Lægemiddelstyrelsen, opgøres på datoen, hvor Lægemiddelstyrelsen ophører med den midlertidige drift af apoteket.
Stk. 8 Værdien af varelager (AIP) på apoteksfilialer og apoteksudsalg, som ikke er påbudt opretholdt af Lægemiddelstyrelsen opgøres på datoen, hvor Lægemiddelstyrelsen ophører med den midlertidige drift af apoteket. Differencen af værdien af varelageret (AIP) opgjort ved datoen for Lægemiddelstyrelsens overtagelse af apoteket til datoen for Lægemiddelstyrelsens overdragelse til tiltrædende apoteker afregner Lægemiddelstyrelsen med fratrædende apoteker.