Kapitel 3 Sagens afgørelse
Sager behandles mundtligt på begæring af klageren eller den indklagede myndighed, medmindre formanden træffer beslutning om skriftlig behandling.
Stk. 2 I tilfælde, hvor der finder procedure sted for ankenævnet, er proceduren offentlig, medmindre nævnets formand efter forhandling med parterne træffer anden afgørelse af hensyn til hemmeligholdelse af oplysninger i medfør af lovgivning herom.
Stk. 3 Formanden bestemmer formen for den mundtlige forhandling, herunder i hvilken rækkefølge de mødende skal have ordet, og hvornår forhandlingen er afsluttet.
Stk. 4 Sager om efterprøvelse af lovligheden og proportionaliteten af et foreløbigt påbud, jf. konkurrencelovens § 16 b og § 19, stk. 6, og sager, der vedrører en klage over et adfærdsmæssigt påbud udstedt som led i en markedsefterforskning, jf. konkurrencelovens § 15 f, stk. 4, og § 19, stk. 7, afgøres ved skriftlig behandling af formanden og to medlemmer, hvoraf det ene medlem skal have juridisk sagkundskab, og det andet medlem skal have økonomisk sagkundskab. Formanden kan dog træffe beslutning om mundtlig behandling med deltagelse af formanden og mindst to medlemmer, hvoraf det ene medlem skal have juridisk sagkundskab, og det andet medlem skal have økonomisk sagkundskab. I disse sager træffer Konkurrenceankenævnet så vidt muligt afgørelse senest 2 uger efter skriftvekslingens afslutning eller afslutningen af en mundtlig forhandling.
Stk. 5 I sager, der behandles skriftligt, træffer ankenævnet afgørelse på grundlag af skriftlig votering, eventuelt i et møde. Formanden træffer bestemmelse herom.
Ankenævnets afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. Hvert medlem har 1 stemme. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 2 Er afgørelsen ikke truffet i enighed, skal afgørelsen tillige indeholde mindretallets opfattelse.
Stk. 3 Gives der klageren helt eller delvist medhold i den indbragte klage, eller ændrer den indklagede myndighed sin afgørelse i overensstemmelse med klagerens påstand, kan ankenævnet eller formanden på dets vegne træffe bestemmelse om hel eller delvis tilbagebetaling af det indbetalte gebyr. Det samme gælder, hvis klagen afvises.