Bekendtgørelse om kildeskat § 41

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om kildeskat er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 839 af 24. juni 2025

§ 41

Ved salg af ejerbolig og køb af ny bolig kan anmodning om forlængelse af henstandsordningen efter kildeskattelovens § 89 A, stk. 5, indgives inden 6 måneder efter afhændelsen. Erhvervelse af den nye ejerbolig skal ske i løbet af det indkomstår, hvori afhændelsen finder sted, eller i det nærmest efterfølgende. Når den nye ejerbolig er erhvervet, skal den skattepligtige inden 1 måned give meddelelse herom til Skatteforvaltningen.

Stk. 2 Den del af henstandsordningen vedrørende en tidligere ejerbolig, som ikke forlænges efter stk. 1, forfalder til betaling ved erhvervelsen af en ny ejerbolig med sidste rettidige betalingsdag 6 måneder efter denne dato. Hvis den skattepligtige ved udløbet af den i stk. 1, 2. pkt., nævnte frist ikke har erhvervet en ny ejerbolig, forfalder henstandsbeløbet ved fristens udløb med sidste rettidige betalingsdato 6 måneder efter denne dato.

Stk. 3 Reglerne i stk. 1 og 2 kan også anvendes, hvis den skattepligtige har erhvervet den nye ejerbolig inden afhændelsen af den tidligere. Erhvervelsen af den nye ejerbolig må dog tidligst være sket i det nærmeste foregående indkomstår før det indkomstår, hvori den tidligere ejerbolig afhændes. Ansøgning om forlængelse skal dog indgives inden 1 måned efter afhændelsen af den tidligere ejerbolig. Den del af henstanden vedrørende den tidligere ejerbolig, som ikke forlænges, forfalder ved afhændelsen med sidste rettidige betalingsdato 6 måneder efter denne dato.

Stk. 4 Henstandsordninger vedrørende tidligere ejerboliger i fredede bygninger kan kun forlænges efter reglerne i stk. 1-3, hvis ejeren ved afhændelsen er pensionist, jf. § 89 A i lovbekendtgørelse nr. 678 af 12. august 2002.