Når et registreret køretøj skifter ejer eller bruger, har den nye ejer eller bruger pligt til snarest muligt og senest inden 3 uger efter ejer- eller brugerskiftet at fremstille køretøjet til teknisk kontrol og få det godkendt, når dette følger af stk. 2, medmindre køretøjet afmeldes forinden, jf. dog stk. 3.
Stk. 2 Et køretøj, der ikke er underkastet periodisk syn, skal bortset fra knallert fremstilles til teknisk kontrol og godkendes, hvis
-
1) køretøjet er registreret første gang for mellem 5 og 10 år siden og senest fremstillet til teknisk kontrol og godkendt for mere end 2 år siden, eller
-
2) køretøjet er registreret første gang for mere end 10 år siden og senest fremstillet til teknisk kontrol og godkendt for mere end 1 år siden.
Stk. 3 De i stk. 2 nævnte køretøjer kræves ikke fremstillet til teknisk kontrol, hvis
-
1) ejer- eller brugerskifte sker mellem ægtefæller eller registrerede partnere,
-
2) en ægtefælle eller registreret partner efter den anden ægtefælles eller registrerede partners død eller i tilfælde af skilsmisse eller separation overtager et køretøj, der er registreret i den anden ægtefælles eller registrerede partners navn,
-
3) en person overtager et køretøj, der er registreret i en samboendes navn, hvis den fælles bopæl har bestået de sidste 5 år,
-
4) en person ved dødsfald overtager et køretøj, der er registreret i afdødes navn, hvis vedkommende har haft fælles bopæl med afdøde de sidste 2 år før dødsfaldet, eller
-
5) en person ved ophævelse af fælles bopæl overtager et køretøj, der er registreret i en samboendes navn, hvis den fælles bopæl har bestået de sidste 5 år før samlivsophævelsen.