Bekendtgørelse om etablering af friplejeboliger Kapitel 15

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 611 af 27. maj 2025

Kapitel 15 Ansøgning om godkendelse
§ 53

Friplejeboligleverandøren sender ansøgning til Social- og Boligstyrelsen om godkendelse af etablering af friplejeboliger i lejede ejendomme tilhørende private. Ansøgningen skal vedlægges:

  • 1) Kopi af den certifikation, som Sundhedsstyrelsen har meddelt.

  • 2) Beskrivelse af ejendommen, herunder oplysninger om ejendommens beliggenhed, vedligeholdelsestilstand, antal boliger og disses indretning.

  • 3) Oplysning om, at der er eller vil blive knyttet serviceareal til boligerne.

  • 4) Kopi af lejekontrakt, der skal være tidsubegrænset og omfatte såvel boliger som serviceareal.

  • 5) Erklæring fra friplejeboligleverandøren om, at de beboere, der skal være lejere i friplejeboligbebyggelsen, er omfattet af målgruppen for friplejeboliger, jf. lovens § 3, stk. 1.

  • 6) Erklæring fra beliggenhedskommunen om, at etablering af friplejeboliger lovligt kan finde sted inden for rammerne af gældende plangrundlag.

Godkendelse
§ 54

Social- og Boligstyrelsen meddeler godkendelse af etablering af friplejeboliger på de betingelser, der følger af lov om friplejeboliger og denne bekendtgørelse. Samtidig foretager styrelsen indberetning til BOSSINF, jf. § 6, stk. 2, nr. 5.

Stk. 2 Social- og Boligstyrelsen underretter kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne skal etableres, om godkendelser meddelt efter stk. 1 samt betingelser herfor, jf. § 55.

Betingelser
§ 55

Friplejeboligleverandøren skal senest på ibrugtagningsdatoen underrette Social- og Boligstyrelsen og beliggenhedskommunen om denne. Underretning kan undlades, hvis datoen for ibrugtagning af ejendommen som friplejeboliger er endeligt angivet i ansøgningen om godkendelse.