Bekendtgørelse om etablering af friplejeboliger Kapitel 14

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 611 af 27. maj 2025

Kapitel 14 Ansøgning om godkendelse
§ 49

Friplejeboligleverandøren sender ansøgning til Social- og Boligstyrelsen om godkendelse af etablering af friplejeboliger ved erhvervelse af eksisterende ejendomme. Ansøgningen skal vedlægges:

  • 1) Kopi af den certifikation, som Sundhedsstyrelsen har meddelt.

  • 2) Dokumentation for, at friplejeboligleverandøren ejer eller har indgået aftale om køb af ejendommen. En købsaftale må kun være betinget af, at ejendommen godkendes som friplejeboliger og af købesummens berigtigelse.

  • 3) Beskrivelse af ejendommen, herunder oplysninger om ejendommens beliggenhed, vedligeholdelsestilstand, antal boliger og disses indretning.

  • 4) Oplysning om, at der er eller vil blive knyttet serviceareal til boligerne.

  • 5) Erklæring fra friplejeboligleverandøren om, at de beboere, der skal være lejere i friplejeboligbebyggelsen, er omfattet af målgruppen for friplejeboliger, jf. lovens § 3, stk. 1.

  • 6) Erklæring fra beliggenhedskommunen om, at etablering af friplejeboliger lovligt kan finde sted inden for rammerne af gældende plangrundlag.

Stk. 2 Hvis ejendommen er opført med offentlig støtte, og denne støtte ønskes fortsat, skal ansøgningen tillige vedlægges dokumentation for, at kreditinstituttet har godkendt, at friplejeboligleverandøren overtager det støttede lån.

Godkendelse
§ 50

Social- og Boligstyrelsen meddeler godkendelse af etablering af friplejeboliger på de betingelser, der følger af lov om friplejeboliger og denne bekendtgørelse. Samtidig foretager styrelsen indberetning til BOSSINF, jf. § 6, stk. 2, nr. 4.

Stk. 2 Social- og Boligstyrelsen underretter kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne skal etableres, om godkendelser meddelt efter stk. 1 samt betingelser herfor, jf. §§ 51 og 52.

Betingelser
§ 51

Hvis løbende støtte fortsætter efter erhvervelsen af ejendommen, finder lovens § 15, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

§ 52

Friplejeboligleverandøren skal senest på ibrugtagningsdatoen underrette Social- og Boligstyrelsen og beliggenhedskommunen om denne. Underretning kan undlades, hvis datoen for ibrugtagning af ejendommen som friplejeboliger er endeligt angivet i ansøgningen om godkendelse.

Stk. 2 Hvis en løbende støtteudbetaling skal fortsætte efter erhvervelsen, er det en betingelse, at ejendommen umiddelbart efter erhvervelsen tages i brug som friplejeboliger. Social- og Boligstyrelsen underretter Udbetaling Danmark og Landsbyggefonden om, at ejendommen er taget i brug som friplejeboliger med fortsat støtte.