Bekendtgørelse om etablering af friplejeboliger Kapitel 10

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 611 af 27. maj 2025

Kapitel 10 Udbetaling af realkreditlån og ydelsesstøtte m.v.
§ 34

Realkreditlån til etablering af friplejeboliger hjemtages tidligst muligt, og senest når sidste bolig er klar til indflytning. Realkreditlån kan ikke hjemtages som forhåndslån.

Stk. 2 Det er en betingelse for udbetaling af realkreditlån, at kommunalbestyrelsen har godkendt anskaffelsessummen før påbegyndelsen af byggeriet og samtidig har foretaget indberetning til BOSSINF, jf. kapitel 3.

Stk. 3 Det långivende kreditinstitut beregner garantiens størrelse efter lovens § 20 for realkreditlån til etablering af friplejeboliger i bysamfund, hvorefter Udbetaling Danmark udsteder en foreløbig garanti over for kreditinstituttet. Lån udmåles i mio. kr. med 3 decimaler. Afrunding foretages efter sædvanlige afrundingsregler.

Stk. 4 Realkreditlån til finansiering af friplejeboliger i landområder efter lovens § 19 a omfattes af garantier udstedt af Udbetaling Danmark til de enkelte kreditinstitutter for lån med 100 pct. statsgaranti.

Stk. 5 Social- og Boligstyrelsen offentliggør den realkreditlånetype, der skal anvendes ved finansieringen, i Statstidende. Tilsvarende offentliggør styrelsen den realkreditlånetype, der skal anvendes ved låneomlægning. Statsgarantier overføres til nyt lån, jf. 2. pkt.

§ 35

Udbetaling af realkreditlån kan ske etapevis, når hver enkelt etape udgør en selvstændig funktionsdygtig enhed. Tilsvarende kan der udstedes foreløbig garanti for hver enkelt etape, jf. § 34, stk. 3.

§ 36

Ved låneudbetaling foretager kreditinstituttet indberetning af låne- og terminsoplysninger til BOSSINF.

§ 37

Ved kommunalbestyrelsens godkendelse af den endelige anskaffelsessum og indberetning heraf til BOSSINF, jf. § 31, foretages den endelige finansiering af byggeriet. Efter kommunalbestyrelsens godkendelse af den endelige anskaffelsessum og indberetning til BOSSINF, jf. § 31, udsteder Udbetaling Danmark endelig garanti for realkreditlån til etablering af friplejeboliger, som er beliggende i bysamfund, jf. § 34, stk. 3.

Stk. 2 Hvis der er udstedt foreløbig garanti ved etapevis udbetaling af realkreditlån, jf. § 35, udstedes endelig garantierklæring i overensstemmelse med stk. 1.

§ 38

Optages et større realkreditlån, end den endeligt godkendte anskaffelsessum giver mulighed for, skal lånet nedbringes. Udgør det for meget optagne realkreditlån mindre end 1 pct. af anskaffelsessummen dog højst 50.000 kr., skal der dog ikke ske nedbringelse. Merudgiften til denne belåning afholdes af lejerne, uden at der udbetales ydelsesstøtte til denne del af lånet.

Ydelsesstøtte
§ 39

Ydelsesstøtten til friplejeboliger beregnes på grundlag af den endelige anskaffelsessum, som kommunalbestyrelsen har godkendt efter kapitel 9.

Stk. 2 Der ydes ikke ydelsesstøtte til udgifter til garager og carporte. Den statslige lånegaranti omfatter dog også den del af realkreditbelåningen, der vedrører garager og carporte.

§ 40

Ydelsesstøtte udbetales med virkning fra hjemtagelsen af de enkelte lån på grundlag af de låne- og terminsoplysninger, som kreditinstituttet har indberettet til BOSSINF, jf. § 36. Udbetalingen sker bagud i tilknytning til de i pantebrevene fastsatte terminer.