Dyreejeren må kun opbevare receptpligtige lægemidler, som dyreejeren har erhvervet i overensstemmelse med § 4, og som af dyrlæge, apotek eller anden virksomhed, der er godkendt af Lægemiddelstyrelsen til forhandling af lægemidler, er forsynet med en etiket.
Stk. 2 Dyreejeren må ikke opbevare lægemidler, for hvilke markedsføringstilladelsen er tilbagekaldt.
Stk. 3 Hvis et lægemiddels etiket er placeret på en yderemballage, skal lægemidlet og yderemballagen opbevares samlet. Etiketten må ikke ødelægges eller fjernes.
Stk. 4 Den besætningsansvarlige må kun opbevare receptpligtige lægemidler til produktionsdyr, for hvilke der opbevares en anvisning i besætningen, jf. dog stk. 5. For lægemidler, som dyrlægen har ordineret på baggrund af en telefonkonsultation, gælder anvisningen fra det seneste rådgivningsbesøg.
Stk. 5 Receptpligtige lægemidler, der er godkendt til forebyggende behandling, og ikke er omfattet af en tilbageholdelsestid, må opbevares uden anvisning. Dette gælder dog ikke antimikrobielle lægemidler.