Bekendtgørelse om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) i Social- og Boligstyrelsen Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 421 af 29. april 2025

Kapitel 3 Den særlige enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold i VISO
Enhedens sammensætning, faglige kompetencer m.v.
§ 10

Den særlige enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold, jf. § 171 a i barnets lov, består af ansatte i VISO og relevante dele af VISO’s leverandørnetværk.

Stk. 2 Den særlige enhed i VISO skal omfatte personer, der har de nødvendige sprogkundskaber i grønlandsk. Den særlige enhed i VISO skal i øvrigt sikre den nødvendige tolkebistand ved undersøgelser, vurderinger m.v. når en sag er omfattet af §§ 171 b eller 171 c i barnets lov.

Stk. 3 Den særlige enhed i VISO skal bestå af personer med relevante social-, børne-, og psykologfaglige kompetencer, herunder autoriserede psykologer i forhold til enhedens opgaver.

Stk. 4 Blandt fagpersonerne i den særlige enhed i VISO, jf. stk. 1-3, skal der være personer med indgående viden om grønlandske sproglige og kulturelle forhold samt kendskab til tværkulturel psykologi.

Stk. 5 Den særlige enhed i VISO skal i den enkelte sag efter §§ 171 b eller 171 c i barnets lov sikre inddragelse af de relevante fagpersoner, jf. stk. 2-4, ud fra de konkrete behov i sagen.

Udredning efter § 171 b i barnets lov
§ 11

Den særlige enhed i VISO skal yde bistand til kommunalbestyrelsen i forbindelse med indledende afklaring af, om en psykologisk vurdering eller undersøgelse, jf. § 171 b i barnets lov, kan være omfattet af enhedens bistand.

§ 12

Når der vurderes at være tale om en undersøgelse eller vurdering, som omhandler en forælder, en kommende forælder eller et barn eller en ung omfattet af målgruppen for enhedens bistand efter § 171 b i barnets lov, skal kommunalbestyrelsen sende nødvendige sagsoplysninger og oplysninger om samtykke, jf. § 171 d, stk. 1 eller 2, til den særlige enhed i VISO.

Stk. 2 Sagsoplysningerne og den særlige enhed i VISO’s dialog med kommunalbestyrelsen, barnet eller den unge, jf. § 5 i barnets lov, forældremyndighedsindehaveren eller den kommende forælder samt eventuelle andre relevante parter danner grundlag for den særlige enhed i VISO’s vurdering og afgørelse efter § 168 i barnets lov. Den særlige enhed i VISO sender afgørelsen, jf. 1. pkt., til kommunalbestyrelsen og forældremyndighedsindehaveren eller den kommende forælder og den unge, der er fyldt 15 år.

§ 13

Den særlige enhed i VISO tilrettelægger undersøgelsen eller vurderingen, jf. § 171 b i barnets lov, i dialog med kommunalbestyrelsen og forældremyndighedsindehaveren eller den kommende forælder og barnet eller den unge samt andre relevante parter på baggrund af en konkret vurdering af forholdene i sagen.

§ 14

Den særlige enhed i VISO sender en skriftlig konklusion til kommunalbestyrelsen og forældremyndighedsindehaveren eller den kommende forælder og den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2 Den særlige enhed i VISO kan afholde møde med kommunalbestyrelsen, barnet eller den unge, jf. § 5 i barnets lov, forældremyndighedsindehaveren eller den kommende forælder og andre relevante parter om resultaterne i konklusionen efter stk. 1.

Gennemgang af igangværende anbringelser efter § 171 c i barnets lov
§ 15

Den særlige enhed i VISO skal yde bistand til kommunalbestyrelsen i forbindelse med indledende afklaring af, om en igangværende anbringelse kan være omfattet af enhedens bistand efter § 171 c i barnets lov.

§ 16

Den særlige enhed i VISO tilrettelægger indhentelse af sagsoplysninger for konkrete igangværende anbringelser omfattet af § 171 c i barnets lov efter drøftelse med de enkelte kommuner.

Stk. 2 Når der vurderes at være tale om en igangværende anbringelse omfattet af § 171 c i barnets lov, skal kommunalbestyrelsen sende nødvendige sagsoplysninger og oplysninger om samtykke, jf. § 171 d, stk. 1 eller 2, i barnets lov, til den særlige enhed i VISO.

Stk. 3 Sagsoplysningerne og den særlige enhed i VISO’s dialog med kommunen, barnet eller den unge, jf. § 5 i barnets lov, forældremyndighedsindehaveren samt eventuelle andre relevante parter, danner grundlag for den særlige enhed i VISO’s vurdering og afgørelse efter § 168 i barnets lov. Den særlige enhed i VISO sender afgørelsen, jf. 1. pkt., til kommunalbestyrelsen, forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 4 Den særlige enhed i VISO skal ved en afgørelse efter § 168 i barnets lov om, at en igangværende anbringelse er omfattet af § 171 c i barnets lov, oplyse kommunalbestyrelsen, forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, om den forventede sagsbehandlingstid for gennemgang af sagen.

§ 17

Den særlige enhed i VISO sender en skriftlig sammenfattende vurdering til kommunalbestyrelsen eller Ungdomskriminalitetsnævnet, forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2 Den særlige enhed i VISO kan afholde møde med kommunalbestyrelsen, barnet eller den unge, jf. § 5 i barnets lov, Ungdomskriminalitetsnævnet, forældremyndighedsindehaveren og andre relevante parter om resultaterne i den sammenfattende vurdering efter stk. 1.