Barselsloven § 3

Denne konsoliderede version af barselsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel

Lov nr. 566 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 29. januar 2025,
som ændret ved lov nr. 1703 af 30. december 2024 og lov nr. 706 af 20. juni 2025

§ 3

Retten til barselsdagpenge er betinget af, at personen ved fraværsperiodens begyndelse har lovligt ophold her i landet eller efter EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger, er omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

Stk. 2 Barselsdagpenge kan dog udbetales under ophold i udlandet til en person, der er udsendt af en arbejdsgiver med hjemsted her i landet til beskæftigelse i højst 1 år i udlandet, når den udsendtes indkomst kan beskattes i Danmark.

Stk. 3 Barselsdagpenge kan endvidere udbetales til en person, der ved fraværsperiodens begyndelse opholder sig i udlandet i en periode, som der efter § 27, stk. 3, eller § 28, stk. 2, ses bort fra ved vurderingen af, om beskæftigelseskravet er opfyldt.

Stk. 4 Personer, der efter en international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til barselsdagpenge, selv om de ikke har ophold her i landet.

Stk. 5 En person, der ved starten af en fraværsperiode er berettiget til barselsdagpenge i overensstemmelse med stk. 1-4, bevarer retten til barselsdagpenge for den resterende del af denne periode, uanset hvor personen opholder sig.