Aktivloven Kapitel 10 c

Denne konsoliderede version af aktivloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om aktiv socialpolitik

Lov nr. 455 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1004 af 30. juni 2025,
som ændret ved lov nr. 1703 af 30. december 2024, lov nr. 198 af 25. februar 2025, lov nr. 469 af 14. maj 2025 og lov nr. 707 af 20. juni 2025

Kapitel 10 c Særlig støtte
§ 87

Personer, der opfylder betingelserne i § 11, stk. 2, og som har høje boligudgifter eller en stor forsørgerbyrde, kan særskilt eller i forbindelse med udbetaling af hjælp efter kapitel 6 a-7 få særlig støtte.

Stk. 2 Inden kommunen giver særlig støtte, skal det undersøges, om der kan skaffes en rimelig billigere bolig. Det vil være et krav, at kommunen har fundet en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, som personen kan flytte ind i, inden den særlige støtte kan nedsættes eller ophøre.

Stk. 3 Personer, der får nedsat hjælpen som følge af en sanktion efter denne lov, får særlig støtte med det beløb, der ville have været udbetalt, hvis de pågældende ikke havde været omfattet af nedsættelsen.

Stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for beregningen af støtten efter stk. 1, herunder regler om begrænsning af støtten og fradrag for indtægter. Bekendtgørelse om særlig støtte efter § 87 i lov om aktiv socialpolitik