Afskrivningsloven § 56

Denne konsoliderede version af afskrivningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skattemæssige afskrivninger

Lov nr. 433 af 26. juni 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1222 af 13. oktober 2025

§ 56

Samtlige afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger og forlods afskrivninger, der efter de hidtil gældende regler er foretaget for indkomståret 1998 og tidligere indkomstår, indgår ved opgørelsen af foretagne afskrivninger efter denne lov. Afskrivninger som nævnt i 1. pkt., jf. dog stk. 3, medregnes ved opgørelsen af fortjeneste og tab efter denne lov.

Stk. 2 Bestemmelserne i §§ 21 og 22 finder endvidere anvendelse på bygninger og installationer, hvorpå der efter afsnit IV i den tidligere afskrivningslov eller statsskattelovens § 6, litra a, er foretaget skattemæssig afskrivning.

Stk. 3 For bygninger og installationer, der er anskaffet i perioden den 1. januar 1982-indkomståret 1990, og for udgifter til ombygning og forbedring af bygninger og installationer, der er afholdt i perioden den 1. januar 1982-indkomståret 1990, opgøres de foretagne afskrivninger som de til og med indkomståret 1990 foretagne afskrivninger pristalsreguleret til og med indkomståret 1990. Forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger pristalsreguleres fra året efter forlodsafskrivningen eller anskaffelsen til og med indkomståret 1990. Hertil lægges summen af afskrivninger foretaget med virkning for indkomståret 1991 og senere indkomstår.