D O M
afsagt den 22. september 2021 af Vestre Landsrets 13. afdeling (dommerne Ida Skouvig, Annette Nørby og Rikke Holm Simonsen (kst.) med domsmænd) i ankesag
V.L. S – 0961 – 21
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte 2
født den Dato 2
Påstande
Tiltalte 2, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse, herunder vedrø-rende udvisningen.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisre-sultat, dog således at tiltalte i forhold 3a påstås dømt for et slag med en cykel, hvorved han ramte fg. politikommissær Forurettede 1 på armene, og for at have kastet en cykel mod de to polititjenestemænd uden at ramme. Anklagemyndigheden har endvidere påstået skærpelse af fængselsstraffen.
Anklagemyndigheden har berigtiget tiltalen i forhold 4 således at, ” og slog ud efter dem med metalkrykken” udgår. Anklagemyndigheden har desuden berigtiget tiltalen i forhold 9 således, at ”pistolskæfte” ændres til ”pistolhylster” .
- 2 -
Supplerende oplysninger
I forbindelse med hovedforhandlingen er der blevet afspillet videooptagelser samt video med rekonstruktion.
Tiltalte er med virkning fra den 1. september 2007 tilkendt førtidspension, og der er for landsretten fremlagt lægelige oplysninger vedrørende dette.
Syd- og Sønderjyllands Politi har den 30. september 2020 foretaget en § 26-afhøring af tiltalte, hvoraf bl.a. fremgår følgende:
”…
Ad udlændingens tilknytning til det danske samfund
1. Varigheden af udlændingens samlede (lovlige og ulovlige) ophold i landet
Afhørte havde boet i Danmark i 26 år, han kom med hans forældre til Danmark. Han kom til landet da han var 13-14 år.
2. Varighed af tidligere frihedsberøvelser i Danmark
Afhørte oplyste at han ønskede at tale med sin advokat forud for besvarelse at dette spørgsmål. Han vidste ikke hvad politiet skulle bruge dette til. Afhørte oply-ste efterfølgende at det havde han. 2 gange og 3 gang med den han var anholdt for nu.
3. Integration i det danske samfund og i andre medlemsstater
Har pågældende en dansk omgangskreds, danske venner, kollegaer mv. Afhørte oplyste at det havde han. Han havde mange danske venner som han gik i byen med. Og han havde danske arbejdskollegaer. Afhørte oplyste at han havde støre tilknytning til Danmark end hjemlandet. Afhørte oplyste at han var Dansker og ville give sit liv for danmark.
4. Opvækst , skolegang og uddannelsesforløb
Da afhørte kom til Danmark voksede han op i By hvorpå han flyttede til Søn-derborg. Han voksede op med hans forældre, lille bror Vidne 4, tidligere Tiltalte 1 og lille søster Person 1. Forespurgt til om han gik i skole gik han op sprogskole i By. Han var startet og stoppet af flere omgange henholdsvis i By, Haderslev og Sønder-borg. Afhørte havde ville startet på arbejde. Pga. helbredsmæssige problemer havde han ikke taget en uddannelse da han var nød til at stoppe. Afhørte oplyste at han flere gange (2 gane) havde søgt om dansk statsborgerskab, men havde ikke fået det og vidste ikke hvorfor. Både hans søster og bror havde fået det.
5. Arbejde i Danmark og andre medlemsstater
Han havde arbejdet på Virksomhed hvor de lavede ventiler til sygehuset. Han var ansat på fabrik. Han arbejdede der måske 2-3 år men var ikke sikker. Han arbej-dede siden på samme fabrik men en anden afdeling. I forhold til referencer oply-ste afhørte at han ikke kunne huske hvad arbejdsgiveren hed. Afhørte havde dog
- 3 -
betalt SKAT og vi kunne søge oplysningerne der. Afhørte oplyste at han ønskede at arbejde men ikke kunne mere da han var blevet syg.
6. Fagbevægelse
Afhørte oplyste at hans læge havde anbefalet ham pension idet han var for syg til at arbejde. Da han arbejdede var han medlem af 3F, men da lægen anbefalede pension meldte han sig ud.
7. Skriftlige/mundtlige danskkundskaber
Afhørte kunne snakke og forstå en del dansk men det var svært over telefonen. Han kunne dog ikke læse og skrive det. Hvis han koncentrerede sig ville han dog nok kunne læse noget.
8. Aktiv deltagelse i foreningsliv
Afhørte oplyste at han løb, men han var ikke medlem af nogen fritidsinteresser. Han oplyste at han ikke var blevet inviteret hvorfor han ikke var medlem nogen steder. Han var heller ikke medlem af nogen foreninger, evt.
Ad udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold
1. Alder
43 år.
2. Helbredstilstand herunder misbrug af euforiserende stoffer
Da afhrøte var lille havde han haft menegitis og afhørte havde haft det dårligt. Han havde fået konstateret PTSD af hans læge og fået tilkendt pension. Årsagen til dette var at han havde en dag gået på arbejde og da han kom hjem rystede hans hænder. Han fik balancebesvær og kunne ikke trække vejret. Han fik derpå vold-somt hovedpine i baghovedet og hans hjerte begyndte at banke hurtigere. Afhør-te var gået til lægen som havde oplyst til ham at han havde psykiske problemer pga. krigen. Afhørte havde gået til psykiatrerer ved Person 2. Hans læge hed Læge, han var gået på pension men han havde haft praksis tæt på kom-munen i Sønderborg.
Forespurgt til om afhørte tog medicin oplyste han at han havde taget medicin men havde fået det være af det hvorfor han var stoppet. Nu prøvede afhørte at dyrke sport og spise bestemte fødevarer for at få det bedre.
Afhørte oplyste at hans læge havde oplyst ham om at nogen celler i hans hjerne var ødelagt men det var bedre at spørge lægen. Afhørte havde nogen papirer fra et hospital i Split i Kroation.
3. Sygdom som ikke kan behandles i hjemlandet
Afhørte oplyste at hans PTSD og depresion ikke kunne behandles i hjemlandet og han var ikke i stand til at klare sig selv. Afhørt oplyste at han selvføgelig gav sit samtykke til indhentelse af helbredsoplysninger til indhentelse af lægeerklæring
Ad udlændingens tilknytning til herboende personer
1. Ægteskab/registreret partnerskab
Afhørte havde aldrig været gift men ville gerne.
- 4 -
2. Fast samlivforhold/kæreste
Afhørte havde ikke noget fast forhold pt.
3. Børn
Afhørte havde ikke nogen børn så vidt han vidste.
4. Forældre, øvrig familie og omgangskreds her i landet
Afhørtes mor, far, bror og søster boede i landet som han sås med ofte. Afhørte vidste ikke om han havde anden familie i landet.
…
Ad udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet
1. Har udlændingen opretholdt kontakten til familien i hjemlandet
Afhørte oplyste at han ikke havde nogen familie i hjemlandet. Det var mange år siden han sidste havde besøgt hans hjemland, dette havde været med hans fami-lie aldrig selv.
2. Har udlændingen et nationalitetspas eller mulighed for at få et udstedt
Afhørte oplyste at han kun havde fremmedpas. Han oplyste at han ikke vidste om han kunne få et da han aldrig havde søgt og ikke ønskede dette.
3. Aftjening af værnepligt i hjemlandet
Nej
4. Oplysninger om udlændingens eller pårørendes ejendom i hjemlandet
Intet
5. Oplysninger om udlændingens skriftlige og mundtlige kundskaber
Afhørte oplyste at han talte og forstod Bosninsk, han kunne læse og skrive på ca. samme niveau som han læste og skrev dansk, dvs. lidt.
Afhørte oplyste at han følte sig hjemme i danmark. Han var dansker.
…”
Forklaringer
Tiltalte og vidnerne Vidne 1, fg. politikommissær Forurettede 1, politiassistent Forurettede 2, politibetjent Forurettede 3, Forurettede 5 og Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere afgivet for-klaring af Vidne 5, Vidne 6, Vidne 7, Vidne 8, Vidne 9 og politibetjent Vidne 10. Vidne 4, tidligere Tiltalte 1 har endvidere afgi-vet forklaring som vidne.
- 5 -
Tiltalte har supplerende forklaret, at han gik ned foran boligblokken, fordi han gerne ville forklare politiet, hvad han vidste om episoden med naboen. Det er den betjent, der hedder Forurettede 1, som han i byretten har beskrevet som kraftig. Han sagde ikke noget til Forurettede 1, inden Forurettede 1 gav ham peberspray. Han pegede heller ikke på Forurettede 1 eller sagde noget truende til ham.
Han holdt børnecyklen op foran sig for at forsvare sig. Han lagde den selv ned igen. Det var ikke hans bror Vidne 4, tidligere Tiltalte 1, der bad ham om at lægge cyklen. Han kan godt høre på videoen, at Vidne 4, tidligere Tiltalte 1 beder ham om at lægge cyklen. Forurettede 1 ville slå ham ihjel og havde slået ham mange gange. Forurettede 1 havde slået ham henne ved opgangen til lejligheden. Det er ikke med på filmen. Han hørte godt, at hans far og bror bad ham om at lade sig anholde. Han var bange og troede, at han var i krig. Han har ikke rørt de to andre cykler. Han har ikke set andre have fat i nogen af cyklerne.
På videoen, hvor man ser ham med krykken, ser det ud som om, han går frem mod betjen-tene. Når man er blevet slået så mange gange, ved man ikke, hvad man laver. Han har ikke slået med krykken. Han var blevet slået af Forurettede 1 før den episode, man kan se på filmen. Han ved ikke, hvorfor hans far og bror holdt ham fast. Han har oplevet krig, og under epi-soden var det som om, han igen var midt i en krig.
Han kan ikke huske alt, hvad der skete den aften. Han fik også peberspray i øjnene, så han kunne ikke se ret meget.
Han ved ikke, om det var Forurettede 1, der lå oven på ham, da han hørte pistolskuddet. Han ved heller ikke, hvem der skød, eller hvorfor der blev skudt. Han rørte ikke selv ved nogen pistol, og han prøvede heller ikke at få fat i en pistol. Han hørte ikke nogen råbe ”pistol ”eller noget om, at han skulle give slip.
Han hørte ikke på noget tidspunkt en betjent sige til ham, at han var anholdt. Han ved ikke, hvorfor betjenten sagde, at det var for sent selv at gå til stationen.
Han har ikke selv deltaget i krig, og han har aldrig haft et våben i hånden. Han er højre-håndet. Han husker ikke, om han efterfølgende talte med polititjenestemand Forurettede 4 eller Vidne 10 på hospitalet. Han husker ik-ke, om han har sagt noget på hospitalet om pistoler.
- 6 -
Under grundlovsforhøret havde han det dårligt både fysisk og psykisk. Det var derfor, han ikke ville udtale sig.
Det var hans bror Vidne 4, tidligere Tiltalte 1, der havde en konflikt med naboen. Der havde tidligere på afte-nen været en episode, som han havde overhørt fra garagen. Naboen sagde grimme ord, og han var blevet bange.
Da han stod med børnecyklen, var han også bange. Han var blevet slået af Forurettede 1, og han havde fået peberspray. Det var begge betjente, der brugte peberspray. De ville ikke høre på det, han havde at sige. De samme betjente havde kørt efter hans bil et par dage før. Han kunne genkende Forurettede 1's ansigt.
Han har ikke haft fat i de to andre cykler. Der er mange, der bare smider deres cykler.
Han ved ikke, hvordan Forurettede 1 har fået skader på armen. Det er helt sikkert, at han ikke har slået nogen af betjentene.
Han så ikke et lysglimt, da han lå i græsset. Han lå med hovedet ned mod jorden og kunne ikke se, hvad der foregik. Han husker ikke, om der var flere betjente oven på ham samti-digt.
Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han fortsat bor hos sine forældre. Det har han altid gjort. Han bor hos dem, fordi han er syg. Han har PTSD og har angst. Han har ingen familie tilbage i Bosnien, og han har ikke kontakt til nogen i Bosnien.
Han husker ikke, om han har været i Bosnien, efter at han er kommet til Danmark. Hans hjerne er skadet, og han er ikke i stand til at huske.
Han har ingen bosniske venner i Danmark. Han kender enkelte bosnier i Danmark, som han hilser på. Han har ikke haft arbejde, siden han fik førtidspension.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at hun stod uden for blokken ved nr. 5A, da politi-et ankom. Hun stod ca. 5 meter derfra. Tiltalte kom ned fra lejligheden som den sidste. Han var meget ophidset og forsøgte at komme over til hendes far, men politiet stoppede ham.
- 7 -
Det ”metal” , som tiltalte tog op af baglommen, var aflangt og ca. 40-50 cm. Han slog be-tjenten én gang i hovedet med det. Hun har ikke set sådan en genstand før, men det var en krykke. Tiltaltes mor var ikke til stede på det tidspunkt. Det var den store blonde betjent, der forsøgte at afværge slaget, og den mørkhårede betjent, der blev ramt i hovedet. Hun så først tiltaltes mor på et tidspunkt derefter. Hun så ikke, om der var nogen, der tog fat i mo-derens krykke.
Hun kan ikke huske, om der var nogen, der blev ramt af den cykel, som tiltalte kastede. Den blev kastet i en afstand af ca. 1 meter. Der var ikke både et slag og et kast med cyklen. Hun så ikke tiltalte have fat i andre cykler.
Da cyklen var blevet kastet, gik hun op i lejligheden.
Tiltalte var anholdt, da han fik peberspray i øjnene. Det var den mørkhårede betjent, der brugte peberspray.
Fg. politikommissær Forurettede 1 har supplerende forklaret, at tiltalte var meget aggressiv, da han kom ned fra opgangen. Vreden var først rettet mod naboen, men derefter mod be-tjentene. Tiltalte kiggede direkte på vidnet og talte dansk, da han sagde: ”Dig skal jeg nok huske” . Det var ikke for sjov. Der var 4-5 meter imellem dem på det tidspunkt.
Han blev ramt én gang af et slag med en cykel. Han havde løftet armene over hovedet for at afværge slaget, og han blev ramt på armene. Der blev også kastet med en cykel, men den ramte ham ikke. Der var ca. 10 meter imellem tiltalte og vidnet, da cyklen blev kastet. Den blev kastet med kraft op i luften og direkte imod ham, og den landede 1-2 meter foran ham. Tiltalte tog også fat i en børnecykel, som han gik rundt med i armene, men den blev lagt på jorden igen med hjælp fra tiltaltes far.
Tiltalte tog bagefter en krykke fra en kvinde og bevægede sig frem imod ham. Han husker ikke, om tiltalte gjorde udfald med krykken.
De sagde flere gange til tiltalte, at han var anholdt, men han svared e bare ”nej, nej” .
Det, man kan se på videoen fra altanen, er det forløb med krykken, han har fortalt om.
- 8 -
På et tidspunkt lykkedes det at få tiltalte til at lægge krykken, så de kunne tale sammen. Tiltalte ville stadig ikke anholdes, og han begyndte at bevæge sig væk fra dem. Han tog derfor fat i tiltalte, der nu slog ud efter ham med knyttet hånd. Han blev ramt på armen.
Ved græsarealet blev tiltalte ved med at kæmpe imod anholdelse. Det var Forurettede 3, der tog fat i tiltalte, og der var nogle sekunder, hvor vidnet ikke havde fokus på tiltalte og Forurettede 3, da han blev forstyrret af tiltaltes far.
Da Forurettede 3 råbte ”pistol” , vendte han sig rundt og så, at Forurettede 3 og tiltalte lå på jorden og kæmpede. Tiltalte havde fat i en pistol. Han så, at tiltalte holdt pistolen i en arm, der var strakt over hovedet. Forurettede 3 havde fat om tiltaltes hånd på pistolen, og tiltalte forsøgte at presse pistolen op mod Forurettede 3's hoved. Han trak selv sin pistol og afgav et varselsskud. Han advarede forinden tiltalte to gange ved at råbe ”smid den” eller ”slip den” . Tiltalte reagerede ikke, og derfor affyrede han varselsskud. Det hele tog kun et par sekunder.
Forurettede 3 trak bagefter over til hækken og genstartede pistolen. Det sker ved at trække magasinet ud og lade pistolen igen. Lygten sidder på undersiden af pistolen, og den kan aktiveres på begge sider. Den kan enten lyse konstant eller i glimt afhængigt af, hvordan den bliver aktiveret. Tiltalte havde fat om selve pistolens skæfte, og Forurettede 3's hånd var ovenpå. Han så ikke lys under episoden.
Han kender ikke tiltalte fra tidligere episoder. Når man bruger peberspray, kan man se, om man rammer. Man kan følge strålen, og han så, at han ramte tiltalte i hovedet med peber-sprayen.
Den cykel, han blev slået med, var også en form for børnecykel. Han blev ikke ramt af en krykke.
De endte på græsarealet, fordi tiltalte bevægede sig, da de forsøgte at anholde ham. Da der blev råbt pistol, lå tiltalte og Forurettede 3 på jorden. Forurettede 3 havde sin venstre side ned mod jorden. Ud over en pistol har de i politibæltet blandt andet en peberspray, håndjern, stav, reservemagasin og en lygte. En kortvarig aktivering af lyset på pistolen kan ske på begge sider. Fastlåsningen af funktionen skal ske på pistolens højre side.
- 9 -
Efter varselsskuddet slap tiltalte pistolen, og Forurettede 3 samlede den op og løb over til hæk-ken med den.
De var ved boligblokken, da tiltalte første gang fik at vide, at han var anholdt.
Han husker ikke, om tiltalte havde pistolen i højre eller venstre hånd. Han så ikke, da tiltal-te trak pistolen, og han så ikke, om tiltalte havde fingeren på aftrækkeren. Han så ikke, om Forurettede 3's våbenhylster var tomt. Tiltalte lå nærmest på ryggen under episoden. Vidnet havde set videoerne fra stedet, inden rekonstruktionen blev lavet.
Tiltalte blev endnu mere aggressiv, efter at han var ramt af peberspray.
Politiassistent Forurettede 2 har supplerende forklaret, at tiltalte råbte og skreg og viftede med armene, da han kom ned fra opgangen. De forsøgte at få tiltalte til at falde til ro, men det var ikke muligt. Tiltalte sagde på et tidspunkt på dansk: ”Dig skal jeg nok huske ” og pegede på Forurettede 1.
Tiltalte og Vidne 4, tidligere Tiltalte 1 tog to børnecykler og kastede dem imod ham og Forurettede 1. Cyk-lerne ramte dem ikke, men de landede lige foran dem. De blev kastet i retning mod dem, og det var ikke tilfældigt. Dernæst løb tiltalte frem mod Forurettede 1 med en anden børnecykel. Tiltalte slog Forurettede 1 med cyklen, og Forurettede 1 afværgede slaget med armene foran hovedet. Der-efter tilkaldte vidnet assistance. Efterfølgende tog tiltalte også en lille børnecykel, som han gik rundt og truede med. Den fik faderen taget fra ham.
Da tiltalte gik rundt med krykken, havde han den flere gange hævet over jorden, imens han gik frem mod vidnet. Tiltalte blev ved med at have krykken i hånden, indtil de kom ned på græsarealet. Kollegerne Forurettede 3 og Forurettede 4 ankom, da de var befandt sig for enden af boligblokken.
Forurettede 3 og Forurettede 1 var ca. 8-10 meter bag ved ham, da de havde fat i tiltalte på græsarealet. Han var selv koncentreret om Vidne 4, tidligere Tiltalte 1. Han kiggede tilbage, da han hørte skuddet, og han så da, at Forurettede 3 kom gående med en pistol i hånden. Han troede i første omgang, at det var Forurettede 3, der havde skudt. Han så, at der kom en patron ud, da Forurettede 3 tog ladegreb på pistolen.
- 10 -
Han så, at tiltalte blev ramt af Forurettede 1's peberspray i ansigtet, da de stod ved blokken. Tiltalte bøjede sig ned og rystede ansigtet, men derefter var han klar igen. Vidnet har ikke set pe-berspray blive anvendt før, men han havde forventet en større effekt af peberspray.
Tiltalte havde fået peberspray, da episoderne med børnecyklerne og krykken fandt sted.
Han kender ikke tiltalte fra tidligere.
Politibetjent Forurettede 3 har supplerende forklaret, at tiltalte og hans to kol-leger, Forurettede 2 og Forurettede 1, var mellem græsarealet og blokken, da han ankom til stedet. Der var meget larm og kaos, og der var én, der gik rundt og truede med en krykke.
Da de var på græsarealet, så det på et tidspunkt ud som om, tiltalte ville slå Forurettede 2 med en krykke, og han tog derfor fat i tiltalte i en ”jydekrog” . Det betyder, at han havde en arm rundt om tiltaltes overkrop. Han fik tiltalte lagt ned. Da de lå på græsset, slog tiltalte flere gange ud imod hans ansigt med knyttet hånd, og han måtte afværge slagene.
Han så tiltaltes hånd komme op under ham med pistolen. Da armen passerede hans ansigt, drejede tiltalte hånden, så pistolen med piben forrest pegede ind mod hans ansigt. Han så mundingen pege i retning mod sit ansigt. Han lagde sin venstre hånd oven på pistolens slæde og trak den lidt tilbage, så der opstod en funktionsfejl. Det var for at sikre, at pistolen ikke kunne afgive skud. Tiltaltes hånd var på pistolens skæfte. Han trykkede tiltaltes hånd ned mod græsset, men tiltalte forsøgte at presse armen op igen. Han forsøgte at få pistolen til at pege væk fra den retning, hvor andre kolleger var ved at anholde Vidne 4, tidligere Tiltalte 1.
Det var hans indtryk, at tiltalte ville skyde ham, hvis han fik muligheden. Han mærkede ikke, at pistolen blev taget op af hylsteret. Han så et kort lysglimt, da de lå og kæmpede om pistolen. Det kom fra pistolens lygte. Hele episoden tog nok 10-15 sekunder.
Efter at han havd e råbt ”pistol” , hørte han et skud, og tiltalte slap pistolen. Vidnet løb der-efter over til hækken og udbedrede funktionsfejlen med patronen, der sad i klemme. Deref-ter kunne han sætte pistolen tilbage i det tomme hylster.
Da han deltog i rekonstruktionen, havde han ikke set nogle af videoerne. Rekonstruktionen viser, hvordan han oplevede situationen. Han råbte pistol straks, han så, at tiltalte havde
- 11 -
pistolen i hånden. Han så ikke, hvor Forurettede 1 var på det tidspunkt. Han så ikke, om Forurettede 1 pege-de imod tiltalte med en pistol. Han bemærkede ikke, om tiltalte sagde noget, da vidnet og tiltalte lå på jorden.
Hylsteret var i stykker, da han forsøgte at sætte pistolen tilbage. Han tror, at aktiveringen af det kortvarige lysglimt sker på højre side af pistolen. Lysglimtet kom efter, at pistolen blev rettet imod hans ansigt. Han ved ikke, om pistolen efterfølgende har været sendt til tekniske undersøgelser.
Et pistolhylster er sikret to steder, og han mærkede ikke, at pistolen blev taget op. Han var iført en skudsikker vest med logo på ryggen. Han kan høre på videoen, at tiltalte på et tids-punkt skriger, men det lagde han ikke mærke til, da han var på stedet.
Vidne 4, tidligere Tiltalte 1 har supplerende forklaret, at tiltalte ikke var aggressiv, da han kom ned fra opgangen. Vidnet og tiltalte talte stille og roligt sammen, da Forurettede 1 talte højt og skubbede til tiltalte. Han kunne se, at tiltalte blev meget bange. Politiet havde kontrol over situationen, men alligevel brugte Forurettede 1 peberspray mod tiltalte.
Han forsøgte at forklare politiet, at tiltalte var syg og bange. Han forsøgte også at tale tiltal-te til ro. Tiltalte kastede ikke med den cykel, han på et tidspunkt stod med i hånden.
Tiltalte tog en krykke fra sin mor og holdt den op i luften. Vidnet kunne se på tiltalte, at han var i chok, men vidnet så ikke på noget tidspunkt tiltalte slå med krykken. Han holdt øje med tiltalte under hele episoden ved blokken.
Da de var på græsarealet, hørte han på et tidspunkt et pistolskud. Vidnet lå da nede på græsset ved hækken ca. 3-4 meter fra tiltalte. Han kunne se over til tiltalte. Han så ikke på noget tidspunkt en pistol eller et lysglimt. Han hørte på et tidspunkt tiltalte sige på bosnisk, at han manglede luft, og han så, at tiltalte fik håndjern på. Politiet skød op i luften, fordi der kom en masse mennesker.
Tiltalte var i fint humør. Foreholdt, at han ifølge retsbogen fra grundlovsforhøret den 14. august 2020 har forklaret, at tiltalte var lidt hidsig, da vidnet ankom til stedet, har han for-klaret, at han ikke i dag husker det sådan. Politiet sagde først til tiltalte, at han var anholdt, da de havde givet ham peberspray. Det blev sagt, imens tiltalte stadig var ved blok 5.
- 12 -
Da tiltalte stod med krykken, forsøgte både vidnet og deres far at holde fast i tiltalte, fordi tiltalte var meget bange.
Han har ikke for byretten forklaret, at han lå ca. 14 meter fra tiltalte, da han hørte skud. Han kiggede direkte over mod tiltalte, da skuddet lød. Politiet havde på det tidspunkt fuld-stændig kontrol over tiltalte, der havde begge hænder på ryggen. Han hørte ikke nogen råbe ”pistol” eller ”slip den” .
Forurettede 5 har supplerende forklaret, at han kun så, hvad der skete på græs-arealet. Han kan ikke svare på, hvem det var, tiltalte gav et slag med krykken. Han tror, at det var en politimand, der blev ramt. Der kom mange betjente mod tiltalte, og tiltalte slog ud med krykken for at forsvare sig.
Derfra hvor han stod, ville han have kunnet se, hvis tiltalte havde haft en pistol. Han kig-gede over mod tiltaltes venstre side, da tiltalte lå ned. Han kunne ikke se tiltaltes hænder, fordi der lå så mange betjente oven på ham.
Den betjent, der skød, lå oven på Vidne 4, tidligere Tiltalte 1. Da skuddet lød, lå tiltalte ned og hav-de 3-4 betjente over sig. Vidnet kiggede over imod Vidne 4, tidligere Tiltalte 1, da der blev skudt.
Han er ven af familien og har efterfølgende talt med både tiltaltes far og Vidne 4, tidligere Tiltalte 1 om forlø-bet den pågældende aften.
Vidne 3 har supplerende forklaret, at han så noget af episoden på græsområdet. Han er sikker på, at han ikke så tiltalte med en pistol. Han havde fokus 100 % rettet mod tiltalte, fordi tiltalte var ved at blive kvalt.
Han tror, at han hørte to skud. Det var lige efter, at han ankom. Han så ikke, hvad der gik forud for skuddene. Han hørte ikke nogen råbe ”pistol” eller ”læg den” . Han stod nok ca. 10 meter fra tiltalte, da skuddene lød.
Han kan ikke se sig selv på videoerne, og han har ikke efterfølgende talt med nogen om sagen.
- 13 -
Vidne 5 har forklaret, at han kender tiltalte lidt. Han har også af og til hilst på til-taltes far og broderen, Vidne 4, tidligere Tiltalte 1.
Han så ikke alt, hvad der foregik om aftenen den 13. august 2020. Han har hørt, at der var en familie, der havde provokeret tiltaltes familie et par dage før episoden.
Politibetjentene, som kom til stedet, var meget aggressive. Det så han ud af vinduet fra sin lejlighed i blok 4. Han så ikke alt, hvad der foregik, da han samtidig var i gang med noget andet.
Foreholdt, at han ifølge politirapport af 20. august 2020 har forklaret, at han så tiltalte kaste en børnecykel mod en betjent, har han forklaret, at han ikke havde tolk, da han blev afhørt, og at han var meget påvirket af situationen. Han så, at familien forsvarede sig mod politiet, og tiltalte tog børnecyklen i hånden for at forsvare sig med den. Det er rigtigt, at politiet brugte peberspray.
Han så, hvad der skete på græsarealet. Han hørte et skud og blev dybt chokeret. Det var en politibetjent, der skød op i luften. Han så også, at tiltalte blev slået på kroppen. Han kunne kun dårligt se tiltalte, der lå på jorden, men tiltalte råbte højt på bosnisk, at han ikke kunne få vejret. Han tror ikke, at tiltalte havde en pistol i hånden. Han så en pistol ligge i græsset. Han stod ca. 2 meter fra tiltalte.
Han husker ikke, om han læste politirapporten igennem, efter at han havde afgivet forkla-ring til politiet.
Han hørte ikke nogen råbe ”pistol” eller ”slip den” . Han så, at tiltaltes ben sad helt forkert efter episoden.
Vidne 6 har forklaret, at hun er nabo til tiltalte. Den pågældende aften hørte hun ud gennem vinduet, at politiet spurgte Vidne 4, tidligere Tiltalte 1 ind til episoden med den anden familie. Pludselig kom tiltalte ud fra opgangen, og der opstod problemer. Vidne 4, tidligere Tiltalte 1 sagde til politiet, at han ville stoppe tiltalte, for at der ikke skulle opstå problemer.
Hun gik ned fra lejligheden, og for enden af blokken kom der mange mennesker til stedet. Der kom også mange politibiler.
- 14 -
Hun så hele episoden på græsarealet. Hun så en betjent, der skød op i luften. Der var også en betjent, der sad oven på tiltaltes hals. Da betjenten skød, havde tiltalte ikke en pistol i hånden. Tiltalte havde hænderne på ryggen. Hun kunne ikke se tiltaltes hænder. Politibe-tjentene var meget sure. Hun hørte ikke nogen råbe ”pistol” eller ”slip” .
Ved blokken så hun tiltalte kaste med en cykel. Hun så ikke, om cyklen blev kastet mod nogen. Da tiltalte kom ned fra opgangen, var han hidsig. Hun hørte ikke, om tiltalte sagde noget til politiet.
Vidne 7 har forklaret, at han er nabo til tiltalte. Han kender også tiltaltes far og bror, Vidne 4, tidligere Tiltalte 1.
Han så det første af episoden ud af køkkenvinduet. Han så to betjente, der anholdte tiltalte. Han så ikke, om der blev anvendt peberspray. Han så på et tidspunkt, at tiltalte havde en cykel i hånden, men han så ikke, om der blev kastet med den. Vidne 4, tidligere Tiltalte 1 gjorde alt, hvad han kunne for at overtale tiltalte til at overgive sig. Han hørte også, at der blev talt om, at tiltal-te var syg. Han så ikke tiltalte med en krykke i hånden.
Han gik ud af lejligheden og fulgte med rundt om blokken. Tiltalte ville ikke overgive sig, selv om mange forsøgte at overtale ham.
Ved græsarealet kom der to politibetjente mere til stedet. Da de var stået ud af bilen, gik det meget stærkt. Han så tiltalte ligge ned med den ene betjents arme omkring sig. Der stod en anden betjent ved siden af, der skød op i luften. Der var mange mennesker, der råbte, men han kunne høre skuddet og blev meget chokeret. Han så ikke tiltalte med en pistol, og han så ikke, om tiltalte fægtede med armene. Han stod ca. 8-10 meter derfra. Han husker ikke, hvilket tøj han havde på den pågældende aften, men han kan genkende sig selv på en af videoerne.
Vidne 8 har forklaret, at han kender tiltalte lidt. Han kender mest tiltaltes bror. Den pågældende aften hørte han larm ude fra pladsen foran blok nr. 5 eller 6. Han gik ud for at kigge efter sin søn. For enden af blok 6 så han en gruppe mennesker stå ved blok 5. Da han kom tættere på, kunne han blandt andet se tiltalte og tiltaltes far. Han så to politibetjente, der lagde tiltalte ned. Tiltalte kunne ikke gøre meget modstand. Den ene betjent var øverst
- 15 -
ved tiltaltes krop, den anden var ved tiltaltes ben. Politiet havde magten over tiltalte. Som han husker det, havde den ene betjent jeans og en vest på. Den anden betjent havde en poli-tiskjorte på.
Den ene betjent lå hen over tiltalte, den anden gik frem og tilbage. Han hørte og så, at den betjent, der havde politiskjorte på, skød med en pistol. På det tidspunkt havde tiltalte ikke en pistol. Tiltaltes hænder var bag ved ryggen. Han så ikke på noget tidspunkt et lysglimt. Han stod ca. 10 meter fra stedet, men han havde fint udsyn. Han så også, at tiltalte blev slået med en politistav. Han blev meget forskrækket, da der blev skudt.
Foreholdt at han til politirapport af 31. august 2021 skulle have forklaret, at han havde svært ved at se alt det, der foregik, ligesom det gik meget hurtigt, har han forklaret, at han godt kan huske, hvad der skete under episoden.
Han hørte ikke på noget tidspunkt nogen råbe ”pistol” .
Vidne 9 har forklaret, at han bor i Boligområde, og at han har kendt tiltalte og dennes familie i over 15 år.
Den pågældende aften gik han ned til containerne for enden af blok 5, da han kunne se, at en masse mennesker var forsamlet. Han kunne se, at tiltalte var meget bange.
Foreholdt, at han ifølge politirapport af 1. september 2021 har forklaret, at tiltalte blev ag-gressiv, når politiet kom tæt på ham, har han forklaret, at det ikke var sådan, han forklare-de. Han forklarede til politiet, at tiltalte bliver bange, når politiet er tæt på.
Han gik ikke med over på græsarealet. Der var mange mennesker, men han så, at tiltalte blev lagt ned og slået af en af betjentene. Han hørte, at der blev affyret et skud, og alle blev meget bange. Der stod nogen foran ham, men han kunne se tiltaltes hoved. Han så ikke en pistol.
Han hørte ikke en politimand råbe ”pistol” eller ”læg den” . Han stod nok 6-7 meter fra tiltalte. Der var to betjente omkring tiltalte. Han så ikke, om der var en betjent, der blødte. Han har ikke talt med nogen fra tiltaltes familie om episoden. Han har heller ikke talt med andre i Boligområde om den.
- 16 -
Politibetjent Vidne 10 har forklaret, at hun deltog i bevogtningen af tiltalte på Åbenrå Sygehus. Det var natten efter episoden i Boligområde. Hun havde bevogtningsopgaven sammen med politibetjent Forurettede 4.
Da de ankom, hilste de på tiltalte, men da han fandt ud af, at Forurettede 4 havde været til stede under episoden i Boligområde, ville han ikke tale med Forurettede 4. Tiltalte blev aggressiv. Han virkede også lidt fraværende og mærket af situationen.
Forurettede 4 holdt sig i baggrunden, da hun talte med tiltalte. Han fortalte hende, at han vidste, hvordan man bruger våben, og at han havde været i krig og slået flere ihjel.
Hun talte også med tiltalte om den konkrete episode i Boligområde, og tiltalte viste hende sine mærker på kroppen og den brækkede ankel. Tiltalte sagde, at han godt vidste, hvordan man skal reagere i en presset situation. Hun forstod det sådan, at han godt vidste, hvordan man får en pistol op af et hylster. Hun husker ikke ordret, hvad tiltalte sagde om dette. Han sagde det hele på dansk. Han fortalte, at han havde forsøgt at tage pistolen fra en af hendes kolleger. Hun var der ikke for at afhøre ham, men hun havde forinden samtalen vejledt ham om, at han ikke havde pligt til at udtale sig.
Hun skrev efterfølgende en rapport om den samtale, som hun den 15. august 2021 havde haft med tiltalte. Hun har skrevet i rapporten, at tiltalte var bekendt med, at han havde fået fat i politimandens pistol. Det var det, tiltalte havde fortalt hende.
Rapporten er udskrevet den 31. august 2021, men hun husker det sådan, at hun gik hjem og skrev rapporten med det samme, dog kan hun have gjort den færdig en anden dag. Hun stod kun for bevogtningen og havde ikke noget med efterforskningen af sagen at gøre.
Tiltalte virkede ikke sløv, da hun talte med ham. Hun ved ikke, om tiltalte havde fået me-dicin.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldsspørgsmålet
- 17 -
Forhold 1
Det tiltrædes af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte i forhold 1 er fundet skyldig som sket.
Forhold 3a
Anklagemyndigheden har for landsretten i forhold 3a endeligt påstået tiltalte dømt for et slag med en cykel, hvorved han ramte fg. politikommissær Forurettede 1 på armene, og for at have kastet en cykel mod de to polititjenestemænd uden at ramme.
Forsvareren har protesteret mod anklagemyndighedens ændring af tiltalen og har herved henvist til, at retten ikke kan domfælde for forhold, der ikke er omfattet af tiltalen, jf. rets-plejelovens § 883, stk. 3.
Efter forklaringerne fra fg. politikommissær Forurettede 1 og politibetjent Forurettede 2 er det bevist, at tiltalte slog Forurettede 1 én gang med en cykel og kastede én gang med en anden cykel mod de to polititjenestemænd, og landsretten finder, at dette er omfattet af tiltalen.
I dette omfang finder landsretten, at tiltalte er skyldig i forhold 3a.
Forhold 4
Det fremgår af den video, der er indleveret af vidnet Vidne 6, at Tiltalte 2 med en krykke, der er hævet over hovedet, vedholdende forsøger at komme frem mod de to polititjenestemænd, og at tiltaltes far og bror med magt holder ham tilbage.
Med denne bemærkning, og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at Tiltalte 2 er fundet skyldig i forhold 4 som sket.
Forhold 5 og 8
Det tiltrædes af de grunde, som byretten har anført, at Tiltalte 2 i disse forhold er fundet skyldig som sket.
Forhold 9
Politibetjent Forurettede 3 og fg. politikommissær Forurettede 1 har også for landsretten forklaret troværdigt og detaljeret om forløbet. Deres forklaringer understøttes
- 18 -
af videomaterialet, navnlig videosekvensen Vol 1, hvor man blandt andet kan se et lysglimt og høre, at der flere gange af politi et bliver råbt ”pistol” og ”slip den” , inde n der affyres et advarselsskud. Forklaringerne understøttes desuden af tekniske fund ved græsarealet og tekniske undersøgelser af pistolhylsteret.
Landsretten tiltræder på denne baggrund og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, at det er bevist, at Tiltalte 2 er skyldig i tiltalen, dog således at der i overensstem-melsen med tiltalen for byretten alene kan ske domfældelse for at have ført pistolen i ret-ning mod Forurettede 3's hoved, imens Forurettede 3 lå på jorden, og ikke som anført af byretten ved at have peget med pistolens pibe mod Forurettede 3's ansigt.
Det kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat, at en række vidner, der var til stede i området ved Boligområde, for landsretten har forklaret, at de ikke på no-get tidspunkt så Tiltalte 2 med en pistol i hånden.
Landsretten tiltræder derfor, at Tiltalte 2 er fundet skyldig i forhold 9.
Straffastsættelsen
Landsretten finder, at straffen bør forhøjes til fængsel i 3 år og 6 måneder navnlig under hensyn til karakteren af forhold 9. Landsretten har herved særligt lagt vægt på, at Tiltalte 2 i forhold 9 er dømt for at sætte sig i besiddelse af et skarpladt skydevåben ved at fravriste en politibetjent, der var i færd med at anholde ham, dennes tjenestepistol, at han anvendte den til at true politibetjenten med, og at der under episoden, hvor politibetjenten og Tiltalte 2 kæmpede om pistolen, var fare for andre menneskers liv.
Udvisningen
Efter det ovenfor anførte sammenholdt med oplysningerne om varigheden af tiltaltes op-hold i Danmark er betingelserne for udvisning af Tiltalte 2 i medfør af udlændin-gelovens § 22, nr. 2, nr. 6 og nr. 8, opfyldt. Ifølge udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, skal der som udgangspunkt meddeles et indrejseforbud for bestandig.
Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, at Tiltalte 2 herefter skal udvises af Danmark, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
- 19 -
forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret-ten til respekt for privatliv og familieliv.
Tiltalte 2 er ugift og har ingen børn. Han har haft lovligt ophold i Danmark siden den 25. august 1993, og en udvisning vil derfor udgøre et indgreb i hans ret til privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig i et demokra-tisk samfund af hensyn til bl.a. den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydel-se eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Dette beror på en proportionalitets-vurdering. De kriterier, der skal indgå i afvejningen, fremgår blandt andet af Den Europæi-ske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 (Maslov mod Østrig). Indrejsefor-buddets varighed indgår som et element i proportionalitetsvurderingen.
Tiltalte 2 er fundet skyldig i besiddelse af en skarpladt pistol, han fravristede en politibetjent, der var i færd med at anholde ham. Pistolen blev anvendt til at true politibe-tjenten med. Der er således tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, og Tiltalte 2 er idømt en fængselsstraf på 3 år og 6 måneder. Straffen omfatter tillige forhold vedrøren-de grov vold, til dels forsøg herpå, vold og trusler mod politiet.
Tiltalte 2 er bosnisk statsborger og har haft lovligt ophold i Danmark med sine forældre, siden han var 16 år og 11 måneder. Han er nu 45 år, og det er oplyst, at han fort-sat bor hos sine forældre, at han på grund af helbredsmæssige problemer ikke har taget en uddannelse i Danmark, og at han siden 2007 har været på førtidspension. Det er desuden oplyst, at han taler og forstår en del dansk, men at han ikke kan læse og skrive dansk.
Om tilknytningen til Bosnien er det oplyst, at Tiltalte 2 er født i Bosnien, og at han har opholdt sig der, indtil han indrejste i Danmark. Han taler og forstår bosnisk, og han har oplyst, at han for år tilbage har været på besøg i hjemlandet sammen med sin familie.
Landsretten lægger herefter til grund, at Tiltalte 2, der retteligt har haft lovligt op-hold i Danmark i 26 år og 7 måneder, ikke i fuldt omfang er integreret i det danske sam-fund. Det lægges desuden til grund, at han – selv om han har oplyst, at han ikke længere har familie i Bosnien – ikke vil være uden forudsætninger for at begå sig i Bosnien, og at
- 20 -
det efter en eventuel udvisning vil være muligt for ham at opretholde forbindelsen til fami-lien i Danmark, herunder ved kommunikation via telefon og internet.
Tiltalte 2 er tidligere flere gange straffet for personfarlig kriminalitet, senest i 2003. Tiltalte 2 er ikke tidligere betinget udvist eller tildelt en advarsel om udvis-ning.
5 voterende udtaler:
Efter en samlet vurdering af arten og grovheden af de forhold, Tiltalte 2 nu er dømt for, oplysningerne om hans personlige forhold og hans tilknytning til henholdsvis Danmark og sit hjemland, finder vi, at udvisning af Tiltalte 2 må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro og forbrydelse. Udvisning er derfor ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Vi stemmer derfor for at udvise tiltalte.
4 af disse voterende finder, at det vil være uproportionalt at udvise tiltalte med indrejsefor-bud for bestandigt og stemmer derfor for, at meddele indrejseforbuddet for 6 år, jf. udlæn-dingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, hvorimod én voterende, der efter en samlet vurdering finder det proportionalt at meddele indrejseforbuddet for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, stemmer for at meddele indrejseforbuddet for bestandig.
1 voterende udtaler:
Efter en samlet vurdering finder jeg, at udvisning af tiltalte med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Jeg stemmer derfor for at ændre byrettens afgø-relse om udvisning og i stedet tildele Tiltalte 2 en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.
Efter stemmeflertallet udvises Tiltalte 2 af Danmark med et indrejseforbud på 6 år.
Med disse ændringer stadfæster landsretten dommen.
Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.
- 21 -
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes med de ændringer, at straffen forhøjes til fængsel i 3 år og 6 må-neder, og at Tiltalte 2 udvises af Danmark med et indrejseforbud på 6 år.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Ida Skouvig Annette Nørby Rikke Holm Simonsen
(kst.)