VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 8. marts 2022
Sag BS-5584/2021-VLR
(4. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøger
(advokat Lars Sandager, beskikket)
mod
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune)
(advokat Kristian Torp)
Biintervenient
KL
(advokat Søren Skjerbek)
Retten i Kolding har den 12. januar 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-28/2012-KOL).
Landsdommerne Annette Dellgren, Lisbeth Kjærgaard og Ida Skouvig har del-taget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellant, tidligere Sagsøger har påstået, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) til hende skal betale 3.648.446,50 kr. med procesrente af 131.900 kr. fra 1. januar 2007, af 2.132.812,50 kr. fra 1. januar 2011 og af 1.383.734 kr. fra 15. september 2020.
Subsidiært har Appellant, tidligere Sagsøger påstået, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal betale 2.822.534 kr. med procesrente af 1.138.800 kr. fra den 1. januar 1985 og af 1.683.734 kr. fra den 15. september 2020.
2
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har påstået frifindelse.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune), der har opfyldt byrettens dom, har videre nedlagt påstand om, at Appellant, tidligere Sagsøger skal betale 474.649,58 kr. med procesrente fra den 12. febru-ar 2021.
Subsidiært har Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) påstået den tilkendte godtgørelse fastsat til et mindre beløb med renter fra kravets indenretlige fremsættelse, mere subsidiært stadfæstelse, og mest subsidiært at den påståede erstatning og godtgørelse skal fastsættes til et mindre beløb med renter fra kravenes indenretlige fremsættelse.
Appellants, tidligere Sagsøger principale påstand fremkommer således, idet kravet vedrø-rende godtgørelse efter EMRK er betalt af Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) efter byrettens dom:
Tabt arbejdsfortjeneste1.603.734,00 kr.
Svie- og smertegodtgørelse80.000,00 kr.
Varigt mén131.900,00 kr.
Erhvervsevnetab1.832.812,50 kr.
I alt3.648.446,50 kr.
Kravet vedrørende tabt arbejdsfortjeneste er opgjort for perioden 1. januar 2008 – 31. august 2020 og er beregnet på baggrund af en månedsløn på 25.000 kr. med tillæg af 12,5% feriepenge med fradrag af Appellants, tidligere Sagsøger indkomst i perioden.
Svie- og smertegodtgørelsen er opgjort til det maksimale beløb efter erstat-ningsansvarsloven i 2020, og Appellant, tidligere Sagsøger har ikke krævet forretning heraf.
Méngodtgørelsen er opgjort efter taksterne i 2006, dvs. 6.595 kr. pr. méngrad, og på baggrund af en méngrad på 20%.
Kravet vedrørende erhvervsevnetabet, der er beregnet pr. 1. januar 2011, frem-kommer således:
0,75 x 10 x 287.500 kr. (årsløn 2011) = 2.156.250 kr., reduceret med 15% på grund af alder, i alt 1.832.812,50 kr.
Subsidiært har Appellant, tidligere Sagsøger opgjort kravet vedrørende erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarsloven fra 1984 til 1.080.000 kr., svarende til 0,75 x 6 x 240.000 kr. (skønnet årsindkomst forud for 2001), der kræves forrentet fra ska-destidspunktet den 1. januar 1985.
Appellant, tidligere Sagsøger har også for landsretten haft fri proces.
3
Supplerende sagsfremstilling
Der har for landsretten været fremlagt en udskrift fra protokollen for socialud-valget i Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) vedrørende et møde afholdt den 27. marts 1980, hvor en anmodning fra Appellants, tidligere Sagsøger forældre om hjemgivelse af døtrene blev behandlet. Protokollen indeholder en gengivelse af Den sociale Ankestyrelses brev af 7. februar 1980, hvorefter Appellant, tidligere Sagsøger blev anset for at have op-holdskommune sammen med forældrene i By 2, hvorfor sagen blev henvist til fortsat behandling i Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune). Desuden indeholder protokollen bl.a. føl-gende:
”Mod hjemgivelse taler følgende spørgsmål:
Ifølge rapport fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) af 29.8.1978 har forældrene tilsyne-ladende vanskeligt ved at klare pasningen af Bror 1 på 4 år og Bror 2 på 1 år, som er understimuleret og kommer usoigneret i daginsti-tutionen. Kan forældrene leve op til ansvaret ved også at have piger-ne hjemme?
Det må frygtes, at der pålægges Appellant, tidligere Sagsøger så store arbejdsbyrder med hensyn til børnepasning og huslige pligter, at hendes gode udvik-ling, bl.a. skolemæssigt vil være alvorlig truet.
Hvordan vil velsoignerede Appellant, tidligere Sagsøger reagere, såfremt hun overdrages an-svaret for drengene, der beskrives som usoigneret?
Søsters nuværende skolesituation beskrives som værende i god udvik-ling, med store fremskridt siden skolestarten. Kan forældrene stimu-lere og støtte Søster skolemæssigt?
Såfremt udvalget nægter hjemgivelse på nuværende tidspunkt, kan forældrene da gøre noget for at blive kvalificeret til at få børnene hjem?
Fars reaktionsmønster er jo et hovedproblem i famili-en. Han reagerer meget kraftigt overfor følte uretfærdigheder og kan blive meget opfarende og hidsig, hvis han føler der er nogen som kommer ham for nær, d.v.s. blander sig i ting, som kun vedrører ham. Han har et udpræget behov for at køre i bil. Dette behov mel-der sig især, når han føler sig presset eller er sur. Han afreagerer ved bilkørsel.
Behovet er størst, når han er uden beskæftigelse. Siden maj 1978 har familien drevet en grill-bar i By 3 og Far henter selv varene hjem i bil. Ligeledes driver han en forretning med autolift, starthjælp og transport til værksted. Mor er nok noget bedre end man-den, men hun kan dog ikke stille noget op, når han får sine udbrud.
4
Såfremt udvalget hjemgiver pigerne efter forældrenes ønske, vil man så stille betingelser til forældrene, f.eks. mulighed for at deltage i fri-tidsaktiviteter, fremmedhjælp til pasning af drengene m.v.? Vil man rette henvendelse til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) med anmodning om pædagogisk støtte til familien, eksempelvis personlig rådgiver?
Pigerne blev anbragt i privat familiepleje i november 1969 med for-ældrenes accept. Årsagen til anbringelsen var, at familiens hus i By 4 var nedbrændt og alle familiens ejendele forsvandt ved bran-den. Familien havde ingen løsøreforsikring.
I foråret 1971 anmodede forældrene om hjemgivelse af børnene. Fa-milien havde på daværende tidspunkt bopæl i By 5, hvor børne-og ungdomsværnet traf beslutning om at børnene skulle forblive i familiepleje i henhold til daværende børne- og ungdomsværns § 28, stk.1, nr. 2. Familiens forhold var af en sådan karakter, at man ikke mente det var forsvarligt, at børnene blev hjemgivet. Afgørelsen blev senere stadfæstet i Landsretten. Børnene blev i maj 1972 overflyttet fra familiepleje til Børnehjemmet Institution 1 i By 6, hvor de stadig-væk har ophold.
Familien tilflyttede Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) den 23.10.1976. De bebor en lejlighed med 2 værelser og 2 kamre på Adresse 2. Lej-ligheden er meget spartansk indrettet, der er dog tæpper på gulvet og en sofagruppe. Ordensforholdene lader en del tilbage at ønske, men er dog acceptable. Manden modtager mellemste invalidepen-sion. Hustruen har drevet flere brugttøjsforretninger i By 2, men har lukket forretningerne. Familien har derefter drevet en grill-bar i By 3, som ligeledes er lukket. Det seneste forsøg har ligeledes været en tøjforretning i By 3, som er lukket sidst i februar må-ned.
Der er 2 hjemmeværende børn, Bror 2 født Dato 21977 og Bror 1 født Dato 31974. Børnene går i henholdsvis Vuggestue og Børnehave. Bror 2 har været i institutionen siden 1.2.1978, har haft støttepædagog 1 år på grund af understimulering. Det fremgår af indberetning fra børnehaven af 26.2. 1980, at drengen stadig fungerer dårligt mellem børnene. Hans udvikling er ikke al-derssvarende, hans grovmotorik er meget kluntet, han er voldsom og dominerende i sin leg. Kan han ikke klare en situation, bliver han aggressiv og spiller klovn. Han har et dårligt sprog, siger kun enkelte ord forståeligt og bruger en del uforståelige lyde og er meget højrø-stet. Det kan være svært for personalet at tage barnet på armen når han kommer, da han er snavset og lugter, hvilket også de største af børnene siger. I institutionen giver man ham bad, vasker hår og tøj
5
for at han kan blive accepteret af de andre børn. Hele drengens ad-færd er meget påvirket af den hjemlige situation. Er der f.eks. pro-blemer med at politiet henter moderen på grund af fogedsager, er barnet grædende og utryg. Det kniber forældrene at få hentet barnet til vuggestuens lukketid kl. 17,30.
Fra børnehaven oplyses om Bror 1, at han er meget klæbende og på-trængende overfor andre børn og voksne, selvom det er nogen han ikke kender. Han er i perioder særdeles aggressiv og støjende. I leg med andre børn er det ham, der vil være toneangivende og hvis det ikke lykkedes, bliver han aggressiv. Dette har især kunnet mærkes i perioder, hvor moderen er blevet hentet af politiet. Med hensyn til beklædning og hygiejne, svarer børnehavens vurdering til vuggestu-ens.
Der har været holdt møder i såvel børnehaven som vuggestuen, hvor repræsentanter fra socialforvaltningen samt den pædagogiske konsu-lent har været til stede sammen med forældrene. Problemet er blevet drøftet med forældrene, hvor de indtrængende er blevet opfordret til at opgive deres forskellige gøremål med forretninger o. lign. Kort tid efter det første møde i vuggestuen, blev forretningen i By 3 lukket. Ved næste møde blev der lavet et skema til forældrene, som angav tidspunkter for møde og afhentningstider i institutionen, sam-tidig med, at man endnu engang indskærpede at børnene skulle mø-de renvaskede og i rent tøj om morgenen. Ved forespørgsel til såvel børnehave som vuggestue d.d. er det oplyst, at familien stort set har fulgt forskrifterne.
For at få en helt aktuelt vurdering af pigernes holdning til spørgsmå-let om hjemgivelse til forældrene, er der d.d. rettet henvendelse til Børnehjemmet Institution 1. Det ældste barn Appellant, tidligere Sagsøger er helt klart indstillet på, at tage ophold hos forældrene. Søster er derimod noget svingende, den ene dag ønsker hun at komme hjem, den næste dag ønsker hun at forblive på børnehjemmet.
Ved samtale med forældrene er det gjort dem klart, hvilke vanske-ligheder der evt. kan komme ved pigernes hjemgivelse. De har nu været på institution i ca. 10 år, hvor de intet materielt har manglet. De har eget værelse, som er velmøbleret og er vant til at være velklædte, at der bliver vasket og ordnet forskellige ting for dem. Li-geledes er der på børnehjemmet personale til at hjælpe dem med lek-tielæsning, hvilket specielt er et problem for Søster. Forældrene mener dog ikke, at disse problemer vil være større end de kan klare dem. Børnene kender forholdene i hjemmet, idet der under hele anbringel-
6
sesperioden har været en relativ tæt kontakt. Forældrene har ofte be-søgt børnene på institution, ligesom børnene i ferie og weekender har haft ophold i hjemmet. Med hensyn til eget værelse, er der i den nuværende lejlighed to værelser, som ikke bliver benyttet til andet end oplagringsplads til tøj fra hustruens tidligere forretninger. Med hensyn til lektiehjælp mener moderen godt, at kunne klare denne opgave.
Familiens Læge 1 har den 25.3.1980 afgivet følgende er-klæring
”Undertegnede har været læge for Familien siden efteråret 1976, jeg har således efterhånden et indgående kendskab til familien og mener at have en fornemmelse af, hvordan familien totalt funge-rer. Jeg og min kollega Læge 2 har den 19.3.1980 undersøgt Bror 2 og Bror 1 meget grundigt, ligesom vi har haft en længere samtale med forældrene. Det er vor overbevisning, at børnene bliver passet forsvarligt, men at der naturligvis er en stor pædagogisk op-gave for de professionelle personer, der kommer i forbindelse med familie og børn. Det er ligeledes vor, overbevisning at familiens res-sourcer ikke er store og at man ikke uden at resikere svære proble-mer, bør udsætte denne familie for yderligere belastninger” .”
Det fremgår videre af socialudvalgets protokol, at begge forældre gav møde, og at socialudvalgsformanden fik bekræftet, at forældrene ønskede børnene hjem-givet, og at der under hele anbringelsesperioden havde været hyppig kontakt til børnene gennem både forældrenes besøg på institutionen og børnenes besøg i hjemmet. Familien havde ingen forretninger eller engagementer og havde såle-des tid til at tage sig af børnene. Efter drøftelse blev det besluttet, at begge piger skulle hjemgives til forældrene, og at hjemgivelsen skulle ske i forbindelse med afslutningen af skoleåret 1979/80 i en prøveperiode på et halvt år. Samtidig blev der beskikket personlig rådgiver for begge piger.
I et udateret arbejdsgrundlag fra Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) børnerådgivning er det om Appellant, tidligere Sagsøger anført, at hun er fuldt accepteret og den bedst fungerende i familien. Arbejdsplanen er ikke at overvurdere hendes styrke og prøve at træk-ke hende væk fra det ansvar, hun som helhed føler for hele familien. Det er un-der iagttagelser angivet, at ved løbende iagttagelser i familien registreres tids-forbruget til hvert barn. Notater over forbrug af tid, henvendelseskarakter, in-teressen for snak, leg og lignende skal være følelsesmæssige neutrale, dvs. kun klare indtryk af handlingerne uden holdningsmæssige tilkendegivelser.
Af kommunens referatark fremgår bl.a., Appellants, tidligere Sagsøger mor den 24. novem-ber 1980 oplyste, at manden havde forladt hende den 20. november 1980. Ifølge notaterne havde familien ”i den sidste periode efter omstændighederne klaret
7
sig rimeligt” . Manden havde dog flere gange truet med at rejse hjemmefra, så-fremt han ikke fik sin vilje med hensyn til bevillinger. Yderligere er det i et no-tat for den 27. november 1980 anført, at Vidne 1 ved hjemmebesøg havde konstateret, at manden havde haft ophold i hjemmet siden fraflytningsdatoen. I et notat fra december 1980 er det anført, at familiens personlige rådgiver, Vidne 1, ønskede et møde med ”afdelingsleder Person 7, Person 8 og undertegnede, da det er en familie, der søger at spille afdelingerne ud mod hin-anden” . Det fremgår videre af notatet, at de 2 ældste børn var hjemgivet på prøve fra institution ”for ca. 3/4 år siden” . Der er i et notat ligeledes fra decem-ber 1980 bl.a. anført følgende:
”Endvidere skal de ændrede forhold i hjemmet forelægges socialud-valget ved Vidne 1 med henblik på om betingelserne for hjemgi-velsen stadig er tilstede.”
I forbindelse med en ansøgning om hjælp til forsat underhold og faste udgifter fra Appellants, tidligere Sagsøger mor er det i referatarket i et notat fra 27. februar 1981 an-givet, at der var talt med moderen om, at kommunen havde fået en anmeldelse om, at ægtefællen boede hos familien. Moderen havde ifølge notatet benægtet dette, men hun havde oplyst, at han var hjemme hele dagen, indtil børnene kom i seng kl. 8.00.
Af Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) referatark vedrørende familien fremgår af et notat fra 9. oktober 1981, at det senere i samtalen var meget svært at komme videre, idet faderen var meget aktiv og destruktiv i sine indlæg, og det kun blev til ustruk-tureret snak. Samtalen blev afsluttet med, at moderen tilkendegav, at hun ville forsøge at opfylde de ønskede krav og arbejde bedre sammen med skole og daginstitution.
Det er i et notat fra 21. oktober 1981 anført, at støttepædagogen havde oplyst, at der i forbindelse med hans morgenbesøg var konstateret en række problemer. Moderen havde sendt Søster afsted sammen med drengene til daginstitutionen, da hun ikke selv kunne klare det pga. penicillin. Lejligheden var rodet. Drenge-ne var sendt afsted til daginstitutionen uden badetøj, penge og mad til den planlagte udflugt. Støttepædagogen havde i den forbindelse en længere snak med moderen om hendes manglende vilje til at gå aktivt ind i familiens daglig-dag på en mere konstruktiv og effektiv måde.
Af et notat fra den følgende dag fremgår, at forældrene havde været til mæg-ling på statsamtet, og at de bl.a. var nået til enighed om, at forældremyndighe-den over de 4 børn tilfalder moderen, og at samværet udøves efter en indbyrdes aftale mellem forældrene.
8
Støttepædagogen meddelte ifølge et notat fra 3. november 1981, at det var hans opfattelse, at faderen på trods af separationen i de sidste par dage havde op-holdt sig permanent i lejligheden. Den følgende dag oplyste støttepædagogen, at der var opstået yderligere problemer med Søster. Hun havde været fuld-stændig forsvundet i 4 timer, uden nogen vidste besked om, hvor hun var. Se-nere blev hun fundet på en nærmere angivet adresse hos en mand, fra hvem hun havde modtaget et ur og penge. Søster blev herefter den 16. november 1981 anbragt på Skole.
Faderen kontaktede den 16. december 1981 sagsbehandleren angående uro i forbindelse med, at faderen ved besøg i hjemmet havde fundet drengene alene hjemme. Dagen efter oplyste moderen, at det beroede på en række misforståel-ser, idet Appellant, tidligere Sagsøger havde lovet at se efter drengene, men kort havde for-ladt lejligheden for at melde til fritidsklubben, at hun ikke kunne komme.
Det fremgår af et notat fra 18. december 1981, at der på opfordring fra Appellants, tidligere Sagsøger Bror 1's klasselærer og fritidshjem blev holdt et møde. No-tatet indeholder bl.a. følgende:
”Både fritidshjemmet og klasselæreren opfordrer sagsbehandleren til at arbejde på en snarlig fjernelse af børnene fra hjemmet, idet de vurdererede de hjemlige rammer og den manglende stimulation som faretruende for børnenes udvikling. Problemstillingen blev gennem en længere diskussion drøftet, og der blev fra sagsbehandleren givet en bred redegørelse for, hvilke foranstaltninger, der var iværksat for familien. Sagsbehandleren forklarede, at der på nuværende tids-punkt ikke var grundlag for at iværksætte hjælpeforanstaltningen uden samtykke, idet dette ville kræve, at børnenes udvikling var tru-et, hvilket ikke på nuværende tidspunkt er tilfældet. Der kører for øjeblikket en intensiv påvirkning af familien igennem en behand-lingsplan lagt i samarbejde med den pædagogiske konsulent og ført ud i livet af støttepædagogen. Der var helt tydeligt sket en positiv udvikling i familien siden den effektive pædagogiske påvirkning var iværksat, og det blev løbende forsøgt at påvirke de negative sider, der var i familien. Skolen og fritidshjemmet ville med udgangspunkt i de nye oplysninger, de har fået om familien, prøve at udnytte de timer Bror 1 var i skolen og i fritidshjemmet til en effektiv socialpæ-dagogisk påvirkning til gavn for Bror 1. Inden for deres respektive arbejdsområder ville de prøve at skabe mere interesse fra moderens side til de ting Bror 1 beskæftigede sig med i dagtimerne. Samtidig håbede de, at der kunne skabes stabile rammer i det hjemlige miljø, som var en vigtig forudsætning for, at Bror 1 socialt kunne tilpasse sig og være åben for de pædagogiske påvirkninger. Hvis problemer-ne i skolen eller
9
fritidshjemmet bliver af mere massiv karakter, ville de vende tilbage til sagsbehandleren for at drøfte disse.”
Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) referatark vedrørende Appellants, tidligere Sagsøger mor indeholder i et notat fra 13. januar 1983 oplysning om, at der forelå en bidragsresolution vedrø-rende børnebidrag for perioden 10. december 1980 til 8. april 1981. Af et notat fra 17. februar 1983 fremgår, at kommunen havde modtaget en resolution fra amtet, hvoraf det fremgik, at faderen var pålagt at betale bidrag til børnene Appellant, tidligere Sagsøger, Bror 2 og Bror 1 fra den 1. juli 1981.
Appellants, tidligere Sagsøger mor oplyste den 25. maj 1983 i forbindelse med, at hun søgte om fortsat økonomisk hjælp, at moderen var gravid og skulle føde ca. 14. okto-ber 1983. Faderen til dette barn var ”den sædvanlige” , dvs. Far. Barnet blev født Dato 4 1983. Af et notat fra 20. januar 1984 fremgår, at forældrene agtede at flytte sammen i By 3.
Ifølge bopælsattester for Appellant, tidligere Sagsøger, hendes søster, mor og far havde Appellant, tidligere Sagsøger og hendes far samme bopælsadresse i Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) fra hen-des hjemgivelse i juni 1980 til 1. december 1980 og igen fra 1. april 1981 til 26. maj 1981. Videre fremgår det, at Appellant, tidligere Sagsøger fra 5. december 1984 ikke længere havde samme bopælsadresse som forældrene.
Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) advokat har i et telefonnotat udarbejdet den 10. marts 2020 vedrørende en telefonsamtale med Person 2 dagen før, anført at Person 2 oplyste følgende:
”…
Han husker, at han for mange år siden var engageret af kommunen til at hjælpe en socialt udsat familie.
Han husker, at der var problemer med faren, og at familien havde svært ved at tage vare på en almindelig husholdning, og han måtte vejlede dem i madlavning, i at holde hus og børn rene mm.
Om pigerne huskede han, at den mindste havde været på et hjem, men han huskede ikke hvor.
Foreholdt spørgsmålet om, hvorvidt han havde bemærket noget ved-rørende incestlignede forhold, oplyste han, at det havde han ikke.
…”
Person 2 er efterfølgende afgået ved døden.
10
Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) advokat har ved mail af 22. januar 2021 til Appellants, tidligere Sagsøger advokat oplyst, at byrettens dom ville blive opfyldt ved eksekutionsfristens ud-løb, men at dette ikke var udtryk for ankeafkald eller afkald på at nedlægge påstand om tilbagebetaling med tillæg af renter efter renteloven.
Forklaringer
Appellant, tidligere Sagsøger og Vidne 1 har afgivet supplerende forklaring.
Appellant, tidligere Sagsøger har supplerende forklaret, at da hun politianmeldte sin far, lige før hun skulle til eksamen på HH, var hun ikke klar over, at han også hav-de misbrugt hendes Søster. Søster har fortalt hende, at hun tilsvarende ikke vidste noget om faderens misbrug af hende. Misbruget fandt sted, når hun var alene hjemme med faderen.
Da hun blev hjemgivet, var boligen rodet. Hun holdt sit eget værelse opryddet, men hun havde vanskeligt ved også at holde resten af hjemmet og lave mad. Maden var begrænset. De fik mest grød. Der var evige diskussioner om penge. Hun ved, at faderen kørte hendes mor til By 5, hvor moderen trak på gaden. Når hendes far havde kørte moderen til By 5, kørte han hjem og misbrugte hende. Hendes far flyttede hyppigt adresse for at få flere penge, men han var i hjemmet. Han fortsatte også med at køre moderen til By 5.
Vidne 1 var med til at hente hende på børnehjemmet, og hun husker, at de i forbindelse hermed var ude for at købe dyner. Vidne 1 kom ikke først, da hun vågnede på sygehuset efter selvmordsforsøget. Hun husker således, at hendes far stod tæt ved sengen, og at Vidne 1 stod lidt i baggrunden. Forældrene vil-le have hende udskrevet. Hun havde fundet nogle piller i hjemmet, da det hele væltede for hende. Det var efter, at hun havde set sin kat falde ud ad vinduet fra 4. sal, og hendes far havde truet med at slå katten ihjel, hvis hun hentede den. Hun har ingen erindring om at have været i kontaktet med Vidne 1 ud over de to beskrevne tilfælde.
Hun kan huske, at hun har været i Person 2's lejlighed, hvor han hjalp med nogle lektier, men hun har ingen erindring om, at han er kommet i hjem-met. Person 2 var rar at snakke med. Hun fortalte ham ikke om overgre-bene, for hendes far havde truet med, at ingen ville tro hende. Desuden havde hendes far sagt, at det var noget alle gjorde. Dengang vidst hun ikke, at hun havde et stående tilbud om at blive fjernet fra hjemmet.
Da hun fik psykologhjælp i 1999, var det for at få bearbejdet skilsmissen. Hun følte ikke på det tidspunkt et behov for at få bearbejdet barndommen. Det var hendes oplevelse, at hun på daværende tidspunkt havde en velfungerende til-værelse.
11
Under opholdet på børnehjemmet var hun til lægeundersøgelse hvert halve eller hele år. Der blev i den anledning konstateret, at hendes ryg var skæv. Un-der sit arbejde som postbud var hun udsat for en faldulykke, hvorunder hun slog ryggen. Postsækkene måtte veje op til 20 kg, og hun røg bagover og ned ad en cement skråning, da hun tog fat i en sæk, der vejede 40 kg. Siden 1990’erne har hun haft begrænsninger i forhold til rygbelastende arbejde, og hun er tidligt i graviditeterne blevet sygemeldt grundet problemerne med ryggen.
I 1987 var hun udsat for en arbejdsulykke vedrørende anklen. Det havde hun gener af i mange år, og hun mangler 10% i fodens bøjeevne. Arbejdsskaderne er alle anerkendt, men det er vurderet, at méngraden har været mindre end 5%. Den skade på lillefingeren, som hun fik under arbejdet hos Virksomhed 2, hindrede hende ikke i at køre taxa.
Da hun blev afskediget fra arbejdet som taxachauffør, var det vanskeligt at fin-de et andet arbejde, og hun blev derfor revalideret som dekoratør. Hun kunne imidlertid ikke finde arbejde som dekoratør, men fik arbejde som buschauffør. Under en volleyball kamp kom hun til skade med en finger. Det gjorde meget ondt, og hun blev sygemeldt ad to omgange. Det var nødvendigt at reoperere.
Efter hun i 2010 havde fået afslag på ansøgningen om førtidspension på det fo-religgende grundlag, rettede hun selv henvendelse til Virksomhed 6, hvor hun kom i praktik.
I 2010 røg ”proppen af” i forhold til det psykiske. Da hun i 2011 fik tilkendt før-tidspension, fandt hun overskud til at søge om aktindsigt.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at han har afleveret de to håndskrevne telefonnotater fra april 1980 til kommunen. Det er utænkeligt, at han blot skulle have lagt dem på sagen uden at drøfte indholdet med sin overordnede. Han antager, at han har fået at vide, at der ikke var alvorlige nok indikationer til at ændre afgørelsen om hjemgivelse.
Det var logisk for ham at kontakte børnehjemmet forud for hjemgivelsen, og han har helt sikkert også læst alle sagsakterne. Han gjorde ikke noget ved, at børnehjemmets mistanke ikke var omtalt i papirerne. Han kan ikke sige, hvor-for der ikke er udarbejdet en egentlig rapport vedrørende indholdet af samta-lerne med børnehjemmet, men at der kun foreligger to håndskrevne notater.
Forældrene var voldsomt optaget af egne gøremål og behov, som de ikke kunne tilsidesætte i forhold til varetagelsen af børnene. Aftalerne med kommunen blev aldrig overholdt.
12
Han har ingen erindring om ansættelsen af Person 2 som støtteperson for familien. Den psykologiske og pædagogiske rådgivning, som han i sin udatere-de rapport til kommunen anførte, familien havde brug for, ville ikke blive dæk-ket ved ansættelsen af en støtteperson med Person 2's kompetencer.
Der var i kommunen ikke lydhørhed i forhold til de ting, han syntes, der skulle gøres i forhold til familien, og han gav derfor op. Han har ikke haft noget med familien at gøre, efter han ophørte som familiens rådgiver, men han kan være stødt på børnene i diverse institutioner.
Da han udarbejdede sin rapport af 7. august 1980, havde han fortsat brug for at komme mere ind i familiens forhold. Den udaterede rapport kan godt være en status på de 6 måneders prøveperiode for hjemgivelsen. Det er vanskeligt for ham i dag at erindre, om han dengang mente, at det var tvingende nødvendigt at fjerne børnene igen. Hvis han havde kunnet definere den støtte, pigerne skul-le have, havde opretholdelse af hjemgivelsen været forsvarlig.
Det er hans opfattelse, at han har foretaget en indberetning ved i rapporten til kommunen at omtale faderens udtalelser om, at faderen var uforstående over for, at man ikke må gå i seng med sine børn. Det er umuligt at svar på, om pi-gernes benægtelser af, at faderen gik i seng med pigerne, var troværdige. Han troede ikke på pigerne, når de sagde, at der ikke skete noget.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Appellant, tidligere Sagsøger har yderligere anført, at ansvarsgrundlaget for Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) er et culpaansvar, der er at sidestille med et professionelt ansvar, og at ansvaret ikke er et hæftelsesansvar, men et direkte og selvstændigt ansvar. Tele-fonnotaterne er fremkommet ved aktindsigt i kommunens sag, og de er derfor kommet til kommunens kundskab. Det forhold, at Vidne 1 eller andre har spurgt pigerne, om de blev seksuelt misbrugt, og spurgt faderen, om han mis-brugte pigerne, og fik afvisende svar herpå, er ikke tilstrækkeligt til at afklare risikoen og imødegå den. Støttepersonen ophørte i begyndelsen af 1982, og der er derfor direkte sammenhæng mellem kommunens manglende reaktion og manglende tilsyn og misbruget. Kommunen var bekendt med, at faderen de facto boede ved familien. Der foreligger derfor både et selvstændigt ansvar for tilsidesættelse af kommunens pligter efter bistandsloven og en krænkelse af hendes rettigheder efter EMRK art. 3, som har været en bindende standard for danske myndigheder siden ratificeringen i 1953, hvorfor der er grundlag for godtgørelse efter konventionen såvel som krav på erstatning efter dansk rets almindelige regler. Det misbrug, der ubestridt fandt sted, inden hun fyldte 18 år, er egnet til at forvolde uoprettelig skade, og det er i sig selv tilstrækkeligt til at begrunde det fulde krav og tab. Retslægerådet og Arbejdsmarkedets Er-
13
hvervssikring peger entydigt på overgrebene som afgørende årsag til hendes varige psykiske lidelser, og uden overgrebene ville hun efter al sandsynlighed ikke have haft disse lidelser efter skilsmisse, samlivsproblemer m.v. Der fore-ligger tilstrækkelig årsagssammenhæng, når den skadevoldende hændelse har igangsat et symptomforløb, jf. U 2020.3515 H, og årsagssammenhæng er ikke betinget af, at der er såvel nødvendig som tilstrækkelig sammenhæng. De seksuelle overgreb har været egnet til og faktisk medført de psykiske skader, og kommunen måtte også indse dette, hvorfor der foreligger kausalitet og adæ-kvans.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har heroverfor anført, at der ikke er begået fejl eller forsøm-melser fra kommunens side, som har været årsag til de indtrådte skader. Den relevante periode sluttede, da Appellants, tidligere Sagsøger far fraflyttede kommunen, subsidiært ved familiens samlede flytning til Kommune 2. Der har væ-ret ført et hyppigt og tæt tilsyn, og familien har haft betydelig støtte. Efter da-gældende normer og praksis har der ikke været grundlag for at iværksætte yderligere foranstaltninger i form af tvangsanbringelse, idet Appellant, tidligere Sagsøger, hendes forældre og hendes søster besvarede Vidne 1's spørgsmål om seksuelt misbrug benægtende. Mistanken blev først bestyrket i august 1985, da Appellant, tidligere Sagsøger fortalte om faderens misbrug af hende, og på dette tidspunkt var Appellant, tidligere Sagsøger flyttet hjemmefra. Det er Appellant, tidligere Sagsøger, der skal dokumen-tere, at eventuelle skader kan henføres til den ansvarsbegrundende årsag, og det fremgår af Retslægerådets besvarelse, at der kan være mange – også ukend-te – årsager til hendes psykiske gener. Da forholdene ligger forud for Danmarks implementering af EMRK, må bedømmelsen efter konventionen ske i lyset af, at den alene havde folkeretlig virkning. Kommune har ikke tilsidesat tilsyns- og handlepligter, hvorfor der ikke kan ske domfældelse efter EMRK.
Biintervenienten KL har yderligere anført til støtte for Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune), at det afgørende for, om en myndighed er ansvarlig for en krænkelse, er, om myndig-heden vidste eller burde være bekendt med, at barnet har levet under forhold, der udgør en krænkelse af EMRK art. 3, og myndigheden desuagtet undlader at iværksætte tiltag til at afdække eller forhindre krænkelsen, og at dette medfø-rer, at tilstanden kan bestå. Hvis landsretten måtte finde, at kommunen har til-sidesat reglerne i den dagældende bistandslov og EMRK på en sådan måde, at det udgør en krænkelse efter art. 3, er retsfølgen en godtgørelse efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26, og der er ikke grundlag for yderligere erstat-ning.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det fremgår af Højesterets kendelse af 30. august 2018, at sagen drejede sig om, hvorvidt Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har handlet ansvarspådragende ved at tilsidesætte sine forpligtelser i forbindelse med, at der blev begået seksuelle overgreb mod Appellant, tidligere Sagsøger i en periode fra 1979 til 1985. Højesteret hjemviste sagen til
14
fortsat behandling ved Retten i Kolding på baggrund af, at der ved lov nr. 140 af 28. februar 2018 i forældelseslovens § 3 blev indsat et nyt stk. 5, der ophæver forældelsesfrister på fordringer på erstatning eller godtgørelse, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb begået over for denne.
Sagen angår herefter, om Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har handlet culpøst eller har krænket Appellants, tidligere Sagsøger rettigheder efter artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention (EMRK) ved at have hjemgivet hende til forældrene, og ved ikke at have forhindret, at hun som barn blev udsat for seksuelle overgreb fra sin far. I givet fald angår sagen tillige spørgsmål om godtgørelse for ikke øko-nomisk skade og erstatning for psykisk skade efter erstatningsansvarsloven.
Af forarbejderne til forældelseslovens § 3, stk. 5, fremgår, at der ikke ændres ved, at der skal føres bevis for kravet, og at det med tiden bliver sværere at løfte denne bevisbyrde. Appellant, tidligere Sagsøger har således bevisbyrden for, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) vidste eller burde have vidst, at der var risiko for, at hun ville blive udsat for seksuelle overgreb fra sin far, og at kommunen i givet fald har und-ladt at udfolde rimelige bestræbelser for at forhindre overgrebene.
Der er i Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) sagsakter flere steder henvist til materiale, som ikke er fremlagt, da det efter det oplyste ikke længere er i behold. Det er ubestridt, at de til enhver tid gældende kassationsregler er overholdt.
Appellants, tidligere Sagsøger far blev ved Vestre Landsrets ankedom af 16. januar 1986 dømt for at have haft samleje med Appellant, tidligere Sagsøger, fra hun var 15-16 år gammel og heref-ter i 3-4 år, mindst 1 gang om måneden og ofte med kortere mellemrum.
Ved Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 5. februar 1980 blev Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) anset for opholdskommune, hvorefter det var Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune), der skulle træffe afgørelse om forældrenes anmodning om hjemgivelse af Appellant, tidligere Sagsøger og hendes søster efter den dagældende bistandslovs § 123, stk. 1. Afgørende er så-ledes, om Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) efter dette tidspunkt har tilsidesat lovbestemte for-pligtelser over for Appellant, tidligere Sagsøger.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) besluttede den 27. marts 1980 at hjemgive Appellant, tidligere Sagsøger og hendes søster. Det fremgår af afgørelsen, at kommunen forinden bl.a. rettede henvendelse til børnehjemmet Institution 1, og at Appellant, tidligere Sagsøger helt klart var indstillet på at tage ophold hos forældrene. Videre fremgår det, at der var ind-hentet en erklæring fra familiens læge. Af sagens oplysninger fremgår det tilli-ge, at der under hele anbringelsesperioden havde været en relativt tæt kontakt til forældrene, og at forældrene stort set havde fulgt kommunens forskrifter vedrørende Appellants, tidligere Sagsøger to brødre. Det er beskrevet, at faderens reak-tionsmønster var et hovedproblem i familien, idet han reagerede meget kraftigt
15
over for følte uretfærdigheder og kunne blive opfarende og hidsig. Som led i hjemgivelsen beskikkede Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) med virkning fra 1. juni 1981 pæda-gogisk konsulent Vidne 1 som personlig rådgiver for Appellant, tidligere Sagsøger og hendes søster, jf. den dagældende bistandslovs § 33, stk. 1, nr. 2. Hjemgivelsen skete i en prøveperiode på et halvt år.
Person 9, der var plejemor for Appellant, tidligere Sagsøger til omkring 1972, har den 2. april 2013 forklaret, at Appellant, tidligere Sagsøger en aften klagede over, at det gjorde ondt i under-livet, og at lægen undersøgte Appellant, tidligere Sagsøger og sagde ”der er vist ingen tvivl” . Sagsakter-ne indeholder ikke oplysninger herom, og det kan derfor ikke antages, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) havde eller burde have haft kendskab hertil.
Østre Landsret stadfæstede i 1972, at der var meddelt Appellants, tidligere Sagsøger foræl-dre afslag på en anmodning om hjemgivelse af hende og hendes søster under henvisning til, at der bestod en nærliggende fare for børnenes sjælelige og le-gemlige udvikling, såfremt de under de foreliggende ustabile forhold blev over-ladt til de meget primitive forældres varetægt og opdragelse. Det fremgår af Kammeradvokatens redegørelse til brug for sagen, at børnene bl.a. var under-søgt flere gange af læger og en psykolog, og at det blev vurderet, at børnenes ernæringstilstand var under middel, at de var tilbage i åndelig udvikling, og at de havde været udsat for dårlig pleje i hjemmet.
Børnehjemmet Institution 1 oplyste i en udtalelse af 7. august 1978 til socialudval-get i Kommune 1, at Appellant, tidligere Sagsøger klarede sig godt, og at det også gik ”ret godt hos forældrene i veekend og ferier” . Socialcenteret anførte i et brev af samme dato til socialudvalget, at specielt Appellants, tidligere Sagsøger alder og øvrige udvikling kunne pege på en hjemgivelse inden for en overskuelig frem-tid, forudsat at familiens forholdsvis stabile forhold fortsatte, og at hun blev styrket skolemæssigt.
Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) på dette tids-punkt vidste eller burde have vidst, at der var risiko for, at Appellant, tidligere Sagsøger ville blive udsat for seksuelle overgreb fra sin far, og det er ikke bevist, at kommunen har begået fejl i forbindelse med beslutningen om hjemgivelse.
Vidne 1 har i håndskrevne telefonnotater dateret 29. og 30. april 1980 fra sam-taler med henholdsvis en medarbejder og en leder på børnehjemmet anført, at medarbejderen mente, at ”faderen ville gå i seng med Appellant, tidligere Sagsøger. De opførte sig som et forelsket par” , og at ”Faderen ville have at Appellant, tidligere Sagsøger som 13-årig skulle have P-piller” . Sagsakterne indeholder ingen oplysninger om underretninger om mi-stanke om overgreb. De anførte udtalelser er således ikke i øvrigt beskrevet i kommunens sagsakter, og de er hverken omtalt i børnehjemmets udtalelse til socialudvalget eller i oplysningerne fra Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) henvendelse til børne-hjemmet den 27. marts 1980 forud for beslutningen om hjemgivelse. Der fore-
16
ligger dermed ikke i sagsakterne nærmere oplysninger om baggrunden for me-darbejderen og lederens udtalelser til Vidne 1, og børnehjemmet udleverede efter det oplyst Appellant, tidligere Sagsøger til weekend- og feriesamvær med faderen uden forbehold. På denne baggrund og efter udtalelsernes karakter finder landsretten ikke, at de var tilstrækkelig konkrete til at kommunen burde have omgjort beslutningen om hjemgivelse, men at de kunne begrunde tiltag efter den dagældende bistandslov. Henset til, at hjemgivelsen skete for en prøvepe-riode på 6 måneder, og at der var iværksat hjælpeforanstaltning i form af be-skikkelsen af Vidne 1 som personlig rådgiver for Appellant, tidligere Sagsøger, finder landsretten det ikke bevist, at kommunen har handlet ansvarspådragende ved at gennemføre hjemgivelsen den 20. juni 1980.
Vidne 1 har i udtalelsen af 7. august 1980 til socialudvalget, hvori han oply-ser, at han er i kontakt med familien et par gange om ugen, omtalt problemer vedrørende Appellants, tidligere Sagsøger søster. Han har beskrevet Appellant, tidligere Sagsøger som tilsyneladende mere robust og fyldt med selvtillid. I relation til problemer ved-rørende søsteren er anført, at ”Faderen siger, at hvis Søster skulle gå sammen med mig i en weekend, ville der komme ting frem (sladder), som jeg ikke skulle vide noget om” . Der foreligger ikke underretning om overgreb eller mistanke herom, og udtalelsen indeholder ikke oplysninger, som fører til, at kommunen burde have vidst, at der var risiko for, at Appellant, tidligere Sagsøger ville blive udsat for seksuelle overgreb fra sin far.
Ifølge et notat for den 5. december 1980 i Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) referatark skulle fa-miliens ændrede forhold i hjemmet forelægges socialudvalget med henblik på, om betingelserne for hjemgivelse stadig var til stede. Herefter og efter indholdet af Vidne 1's udaterede rapport lægger landsretten til grund, at den er udarbej-det ca. et halvt år efter Appellants, tidligere Sagsøger hjemgivelse. Det fremgår heraf, at det generelt er dårligere fat med Appellant, tidligere Sagsøger. Videre er det anført, at hun har været glad for at være hjemme, og at hun klarer sig fint i skolen. Vidne 1 om-taler en række problemer i familien og angiver vedrørende Appellants, tidligere Sagsøger far, at han har meget svært ved at forstå baggrunden for almindelige normer og adfærd, og at ”F.eks. kan han ikke forstå, at forældre ikke må gå i seng med de-res egne børn” . Der er ikke i sagsakterne gengivet oplysninger om, at Vidne 1 havde spurgt faderen eller pigerne, om faderen gik i seng med dem. I rapporten anfører Vidne 1, at der enten skal bygges et ”enormt net af hjælpe- og støtte-foranstaltninger op omkring hele familien” , eller alle børnene skal anbringes i familiepleje. Han har med håndskrift tilføjet, at ”Dog skal Appellant, tidligere Sagsøger spørges, om hun vil blive hjemme” . Under disse omstændigheder findes oplysningerne i Vidne 1's rapport ikke at kunne begrunde en konkret formodning eller anden mi-stanke, om at Appellant, tidligere Sagsøger blev eller risikerede at blive udsat for seksuelle overgreb fra sin far, men måtte give anledning til overvejelser hos kommunen, om der var behov for yderligere foranstaltninger efter bistandsloven.
17
Ifølge Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) referatark blev der afholdt et møde den 27. marts 1981, hvor Vidne 1 gav udtryk for, at den uheldige hjemmesituation for alvor var begyndt at give sig udslag i en fejludvikling og adfærdsvanskeligheder hos børnene, og at der var indsendt alarmerende rapporter fra skole og daginstitu-tioner specielt gående på Appellants, tidligere Sagsøger mindre søskende.
Familien blev herefter bevilget en støtteperson 20 timer om ugen og i april 1981 tiltrådte Person 2 som familiens støttepædagog. Forældrene blev samti-dig præsenteret for en behandlingsplan, som socialforvaltningen ønskede gen-nemført.
Støttepædagogen oplyste den 14. maj 1981 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune), at det i forbin-delse med enesamtaler med familien var kommet frem, at Appellant, tidligere Sagsøger havde ”en ven (Person 10)” , og at der var talt med hende om prævention, og at p-piller var ”ved at være på tale” .
Appellant, tidligere Sagsøger forsøgte den 15. maj 1981 at begå selvmord. Det fremgår af sagsakterne, at forældrene, der først havde oplyst, at hun tumlede med, at hen-des kat var løbet væk, at hun var uvenner med Person 10, og at de havde forbudt hende at komme sammen med en vietnameser samt faderens tilbagevendende trusler om at forlade hjemmet, ringede den 16. maj 1981 og oplyste, at ”Appellant, tidligere Sagsøger så sent som i onsdag havde forsøgt på at overtale sin fader til at gå i seng med hende. Dette havde Appellant, tidligere Sagsøger også tidligere forsøgt, men faderen havde konsekvent afvist hende” . Appellant, tidligere Sagsøger har i byretten forklaret, at hendes kat var løbet væk, og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Det fremgår af Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) referatark, at sagsbehandleren den 17. maj 1981 oplyste til lægen, at man anbefalede, at Appellant, tidligere Sagsøger blev overført di-rekte til børnepsykiatrisk afdeling for at ”få lukket op for Appellant, tidligere Sagsøger” og undgå, at hun blev udleveret til forældrene, før der var klarhed over omstændighederne ved selvmordsforsøget. Børnepsykiatrisk ambulatorium ved psykiater Person 11 fik den 18. maj 1981 en kort orientering om hændelsesforløbet og familiesammensætningen. Det var herefter planen, at Appellant, tidligere Sagsøger, der netop var fyldt 15 år, skulle indskrives på børnepsykiatrisk ambulatorium som et led i behandlingen efter selvmordsforsøget, og at de måtte ”prøve at nå ind til Appellants, tidligere Sagsøger inderste jeg og afdække nogle af hendes problemer” , og at hun der-næst skulle motiveres til et ophold i familiepleje. Appellant, tidligere Sagsøger var i første fase samarbejdsvillig, men tilkendegav efter forældrenes påvirkning, at hun ikke ønskede nogen form for efterbehandling. Psykiater Person 11, der havde talt med familien og vurderet, at de havde brug for psykisk bistand, an-befalede herefter som den bedste foranstaltning en daglig tæt kontakt til famili-en, som kunne ske gennem støttepædagogen med flere timer. I forlængelse her-af blev støttepædagogens ugentlige timetal sat op til 40 timer pr. uge den 19. juni 1981, og det blev aftalt, at der skulle udarbejdes en mere detaljeret arbejds-
18
plan i forlængelse af den tidligere behandlingsplan, da kommunen vurderede, at det for tiden var det bedste sikkerhedsnet for børnene.
Foranstaltningen med Vidne 1 som personlig rådgiver for Appellant, tidligere Sagsøger ophørte med virkning fra 1. november 1981. Forinden havde Vidne 1 den 17. juni 1981 oplyst, at ”han med Appellant, tidligere Sagsøger er kommet ind i en periode, hvor de har haft meget svært ved at tale med hinanden” . Appellant, tidligere Sagsøger tilkendegav samtidig over for sagsbehandleren, at hun ønskede at ”slippe af med Vidne 1” . Vidne 1 skulle derfor i en periode forholde sig neutral i forhold til Appellant, tidligere Sagsøger.
Sagsbehandleren har i forbindelse med en rapport af 3. december 1981 om god-kendelse af Søsters anbringelse på skolehjem beskrevet, at ”Generelt har børne-ne Appellant, tidligere Sagsøger, Bror 1 og Bror 2 været inde i en jævn fremadskridende udvikling” . Videre er det anført, at Appellant, tidligere Sagsøger klarede sig godt i skolen, var aktiv og interesseret i praktikarbejdet hos den kommunale dagplejemor, og at hun jævn-ligt kom i ungdomsklubben.
Ifølge et notat for den 21. december 1981, havde støttepædagogen i forbindelse med afvikling af juleferie været i kontakt med familien, og han vurderede, at der var en positiv stemning i familien, hvor alt for øjeblikket gik godt.
Støttepædagogen fortsatte indtil den 1. april 1982, hvor støttepædagogens rolle måtte siges at være udspillet, efter familien klart havde tilkendegivet at de øn-skede at klare sig selv uden bistand. Børnerådgivningen havde i godt 1 år været meget aktivt inde i sagen, da familien havde haft massive sociale problemer, og sagsbehandleren havde haft næsten daglig kontakt med familien. Det fremgår af sagsbehandlerens rapport af 4. marts 1982 vedrørende pålæg om, at Appellants, tidligere Sagsøger brødre dagligt frekventerer de anviste daginstitutioner, at der ef-ter støttepædagogens ophør ville blive ført tilsyn med de forhold, hvorunder børnene og familien levede, gennem det etablerede samarbejde med daginstitu-tionerne, skolen og lægen. Om Appellant, tidligere Sagsøger er det i rapporten anført, at hun fulgte 9. klasse, var medhjælper hos en kommunal dagplejemor, og at hun efter selvmordsforsøget var fulgt mere intensivt for hurtigt at kunne opfange eventuelle faresignaler. Videre fremgår det, at hun fortsat ønskede at forblive i hjemmet, men at hun havde et stående tilbud om anbringelse uden for hjem-met, hvis hun følte behov for det. Appellant, tidligere Sagsøger hentede sin løn for arbejdet som medhjælper hver 14. dag hos sagsbehandleren i børnerådgivningen.
Det fremgår af sagsakterne, at familien efter den 1. april 1982 fortsat havde hyppig kontakt til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) frem til familiens flytning til Kommune 2 den 1. marts 1984. Der er i disse akter ikke indeholdt oplysninger, som burde have givet anledning til mistanke hos kommunen om, at Appellant, tidligere Sagsøger blev udsat for seksuelle overgreb fra sin far.
19
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har således ført et hyppigt tilsyn med familien, fulgt Appellant, tidligere Sagsøger og iværksat omfattende foranstaltninger i forhold til familien, herunder også Appellant, tidligere Sagsøger. Sagsakterne indeholder ingen underretning om seksu-elle overgreb eller om mistanke herom. Appellant, tidligere Sagsøger har forklaret, at hun ikke fortalte nogen om faderens overgreb. Videre har hun forklaret, at hun ikke havde kendskab til faderens overgreb på hendes søster.
Under de anførte omstændigheder er det ikke godtgjort, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for Appellant, tidligere Sagsøger i forbindelse med de seksuelle overgreb, hun var udsat for, inden hun fyldte 18 år. Det er således ikke under de beskrevne omstændigheder tilstrækkelig godtgjort, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) havde modtaget konkrete oplysning om sådanne omstændigheder, som burde have givet kommunen en rimelig begrundet mistanke om, at der forelå en påregnelig risiko for, at faderen ville begå seksuelle overgreb af den karakter, Appellant, tidligere Sagsøger blev udsat for. Det er herefter ikke bevist, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har handlet culpøst eller har krænket Appellants, tidligere Sagsøger rettigheder efter artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Som følge heraf tager landsretten Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) principale påstand til følge.
Efter sagens udfald skal statskassen i sagsomkostninger for begge retter betale 454.000 kr. til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune). 450.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 4.000 kr. til retsafgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb samt sagens betydning.
Der er ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 252, stk. 4, 2. pkt., at til-lægge biintervenienten, KL, sagsomkostninger.
THI KENDES FOR RET:
Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) frifindes, og Appellant, tidligere Sagsøger skal inden 14 dage til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) betale 474.649,58 kr. med procesrente fra den 12. februar 2021.
I sagsomkostninger for begge retter skal statskassen inden 14 dage betale 454.000 kr. til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune). Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.