VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 2. marts 2023
Sag BS-32388/2022-VLR
(8. afdeling)
Ankestyrelsen
(advokat Hans August Becker)
mod
FOA - Fag og Arbejde som mandatar for boet efter Appelindstævnte, tidligere Sagsøger (advokat Anders Bang Mønster Hansen, beskikket)
Retten i Aalborg har den 2. august 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS-21086/2021-ALB).
Landsdommerne Torben Geneser, Thomas Klyver og Annette Nørby har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, Ankestyrelsen, har gentaget påstanden for byretten om frifindelse og har subsidiært nedlagt påstand om stadfæstelse, dog således at Ankestyrelsen dømmes til at anerkende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 % med virkning fra den 1. april 2019 til den 30. juni 2022.
Indstævnte, FOA - Fag og Arbejde som mandatar for boet efter Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, har nedlagt påstand om, at Ankestyrelsen skal anerkende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 % med virkning fra den 1. april 2019 til den 30. juni 2022.
2
Boet efter Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har haft fri proces for landsretten, jf. retsplejelovens § 331, stk. 5 og 6.
Supplerende sagsfremstilling
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf den 4. august 2022 afgørelse om, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger erhvervsevnetab er 55% fra den 1. juli 2022. Afgørelsen, der er truffet efter byrettens dom, har givet anledning til den ændring af erstatningsperioden, som følger af parternes påstande for landsretten.
Parterne har under hovedforhandlingen oplyst, at afgørelsen af 4. august 2022 er genoptaget med henblik på stillingtagen til, om erhvervsevnetabet skal forhøjes til 65 % svarende til det erhvervsevnetab, som Ankestyrelsen den 20. december 2019 traf afgørelse om for så vidt angår perioden fra den 1. december 2018 til den 31. marts 2019.
Appelindstævnte, tidligere Sagsøger afgik ved døden den 25. september 2022. Boet er indtrådt i sagen.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Retsgrundlaget
Arbejdsskadesikringslovens § 17
Efter arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, har en tilskadekommen ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis en arbejdsskade har nedsat den pågældendes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der ydes dog ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct.
Bestemmelsen i § 17, stk. 1, der blev indsat ved lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring, videreførte i uændret affattelse § 32, stk. 1, i lov nr. 390 af 20. maj 1992 om sikring mod følger af arbejdsskade, der i uændret affattelse videreførte § 27, stk. 1, i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring.
Af lovforslag nr. L 47 om arbejdsskadeforsikring, der blev fremsat den 14. oktober 1977 og vedtaget som lov nr. 79 af 8. marts 1978, fremgår, at lovforslaget var udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 792/1977 om arbejdsskadeforsikring (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 913).
Af betænkning nr. 792/1977 fremgår om udvalgets overvejelser om erstatning for tab af erhvervsevne bl.a. (betænkningens side 17-18):
3
”3o Erstatning for tab af erhvervsevne
Erstatning for tab af erhvervsevne bør efter udvalgets opfattelse være en erstatning for den af skaden forvoldte forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder. En korrekt erstatningsudmåling forudsætter herefter en vurdering af skadelidtes erhvervsmæssige muligheder, såfremt skaden ikke var sket, sammenholdt med en vurdering af hans erhvervsmuligheder den skete skade taget i betragtning.
Efter udvalgets opfattelse bør den medicinske følge af
arbejdsskaden, som efter gældende lov har afgørende betydning for erhvervsevnetabsprocentens fastsættelse, ikke have nogen selvstændig indflydelse på denne fastsættelse, men alene tillægges betydning for fastsættelsen af den ovenfor omtalte ménerstatning. Kan skadelidte, uanset store medicinske varige følger af arbejdsskaden, genoptage sit sædvanlige arbejde eller andet arbejde til samme løn, tilkommer der ham ikke erstatning for tab af erhvervsevne.
Det er administrationens erfaring, at et arbejdsulykkestilfælde har
til følge, enten at skadelidtes erhvervsevne slet ikke - eller så godt som ikke - forringes, eller at erhvervsevnen forringes så meget, at skadelidte må ophøre helt eller delvis med erhvervsarbejde, eventuelt søge lettere og dårligere lønnet arbejde. Efter udvalgets opfattelse vil der derfor kun meget sjældent forekomme tilfælde, hvor erhvervsevnetabet, når et sådant foreligger, ikke måtte fastsættes til mindst 15-20 pct. Udvalget har draget konsekvensen heraf og foreslår 15 pct. som den nedre grænse for erstatning for tab af erhvervsevne. Med denne nedre grænse er der således ikke fra udvalgets side forbundet noget ønske om at udelukke i øvrigt berettigede skadelidte fra erstatning, men alene sikret administrationen adgang til at afvise dyberegående behandling af udokumenterbare bagatelkrav.”
Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår om dagældende ret og den foreslåede ordning bl.a. (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 915-916):
”Erstatningerne.
3. Erstatning for tab af erhvervsevne og ménerstatning.
Efter den gældende lovs § 32, jfr. § 1, ydes der erstatning for tab
eller forringelse af skadelidtes erhvervsevne. Vurderes forringelsen af erhvervsevnen til mindre end 5 pct., ydes der ikke erstatning.
I praksis har sikringsstyrelsen ved vurderingen af, hvor meget
erhvervsevnen må anses for forringet i det enkelte tilfælde, lagt afgørende vægt på skadens medicinske art og omfang og i mindre grad taget hensyn til, hvilken faktisk betydning skaden har haft for skadelidtes erhvervsmuligheder, og der er udarbejdet tabeller med angivelse af procentsatser for en række typiske skader.
I mange tilfælde er der således ydet erstatning, uden at der har
været noget til skaden svarende tab af erhvervsevnen. Dette har navnlig været tilfældet ved de små invaliditeter, hvor tabellen fastsætter procenter på 5-15 pct., men hvor skaden kun i undtagelsestilfælde har forringet erhvervsevnen i egentlig forstand.
Skaden vil dog i almindelighed være til gene for den skadelidte i
hans almindelige livsførelse, og erstatningen kommer til at virke som en erstatning herfor, dvs. som en ménerstatning.
4
I forslagets §§ 27 og 28 foreslås derfor, i stedet for den hidtidige
invaliditetserstatning, en todelt erstatning bestående af:
En erstatning for varige ulemper i den daglige livsførelse, som skaden
har medført – ménerstatning – (forslagets § 28), og
En erstatning for forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller
erhvervsmuligheder – erhvervsevnetabserstatning – (forslagets § 27).
Ménerstatningen fastsættes ud fra skadens medicinske art og
omfang på grundlag af tabelsatser på lignende måde som den nuværende invaliditetserstatning. Erstatningen foreslås ydet for méngrader på 5 pct. eller derover. Den nedre grænse svarer til den nugældende grænse for ydelse af invaliditetserstatning.
…
Er der samtidig opstået en forringelse af skadelidtes indtjeningsevne
eller erhvervsmuligheder, vil skadelidte yderligere være berettiget til en erhvervsevnetabserstatning.
Denne erstatning skal efter forslaget fastsættes efter etskøn over
skadens betydning i det enkelte tilfælde.
Typisk vil en arbejdsskade medføre enten en betragtelig
indtægtsnedgang eller ingen eller kun en uvæsentlig nedgang. Det foreslås derfor, at der ikke ydes erstatning for erhvervsevnetab fastsat til under 15 pct. Bestemmelsen tilsigter at sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegående behandling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader. ”
Af lovforslagets specielle bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i § 27 fremgår bl.a. (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 932-933):
”Til § 27
Bestemmelsen, der afløser gældende lovs § 32 og § 33 omhandler
erstatning for tab af erhvervsevne.
Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.Stk. 1 giver en almindelig regel om ret til erstatning under
forudsætning af, at de skadelidte lider et indtægtstab. Efter forslaget kræves der mindst 15 pct. erhvervsevnetab for, at der kan udbetales erstatning. Efter ulykkesforsikringsloven ydes der invaliditetserstatning, når blot erhvervsevnen er nedsat med 5 pct. Om baggrunden for denne ændring henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 3 om forholdet mellem forslagets regler om erstatning for tab af erhvervsevne og ménerstatning.”
Af Folketingets Socialudvalgs betænkning af 9. februar 1978 over bl.a. lovforslag nr. L 47 om arbejdsskadeforsikring fremgår bl.a. (Folketingstidende 1977-78, tillæg B, sp. 315ff.):
”Ad I. forslag til lov om arbejdsskadeforsikring.
Udvalgets drøftelser har navnlig vedrørt de nedenfor anførte
forhold.
Erstatningen for tab af erhvervsevnen, jfr. den foreslåede § 27,
hvorunder udvalget har drøftet forslaget om, at der ikke ydes erstatning for tab af erhvervsevnen, hvis tabet er mindre end 15 pct.
…
5
… Det fremgår […] af betænkningen og af socialministerens
besvarelse af flere spørgsmål fra udvalget, at det ikke med fastsættelsen af den nedre grænse for erhvervsevnetabserstatning har været meningen at udelukke i øvrigt berettigede fra erstatning. Det betyder således, at hvis der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen, vil der efter forslaget blive ydet erstatning for dette erhvervsevnetab med mindst 15 pet. En sådan erstatning for tab af erhvervsevnen vil blive ydet også i tilfælde, hvor der efter den medicinske invaliditetsbedømmelse efter den gældende lov ikke ville være blevet fastsat en invaliditetsgrad på 15 pct. eller derover. Følgende eksempel kan anføres:
En person kommer til skade ved arbejdet. Der er tale om en
fingerskade, som efter den gældende lov medfører en invaliditetsgrad på 5 pct. Efter lovforslaget skal der derimod foretages en vurdering af, om skadelidte har lidt et tab af erhvervsevne. Hvis skadelidte efter arbejdsskaden kan genplaceres i samme arbejde til samme løn, vil der ikke blive ydet erstatning for erhvervsevnetab. Hvis den skadelidte derimod på grund af skaden ikke kan vende tilbage til sit tidligere arbejde og lider et tab, som er klart og varigt, vil der blive ydet erstatning for tab af erhvervsevnen med mindst 15 pct.”
Som bilag til Folketingets Socialudvalgs betænkning over lovforslaget er optrykt socialministerens besvarelse af bl.a. spørgsmål 11, 11 a og 32 til lovforslaget. Af disse besvarelser fremgår bl.a. (Folketingstidende 1977-78, tillæg B, sp. 405ff.):
”Spørgsmål 11:
Ad § 27 bedes oplyst antallet af erstatningssager, der vil glide ud
som følge af, at erhvervsevnetabet nu minimalt skal være 15 pct. mod tidligere 5 pct.
Svar:
Gældende lovs invaliditetsprocent fastsættes for så vidt angår de
mindre invaliditeter så godt som udelukkende på grundlag af den medicinske skadefølge (hvad er der sket med skadelidte rent legemligt). Efter lovforslaget opdeles gældende lovs invaliditetserstatning i ménerstatning og erhvervsevnetabserstatning. ...
I 1976 traf sikringsstyrelsen afgørelse om invaliditetserstatning i
3038 tilfælde, hvoraf de 2177 tilfælde blev afgjort med erstatninger svarende til under 15 pct. (medicinsk invaliditet). I langt det overvejende antal af disse sager havde den medicinske skadefølge ingen indflydelse på skadelidtes erhvervsmæssige forhold, idet skadelidte efter raskmelding genoptog sit sædvanlige arbejde til normal løn. De nævnte 2177 tilfælde ville efter lovforslaget formentlig alle resultere i ménerstatninger svarende til mellem 5 pct. og 15 pct. varigt mén. Herudover ville en del af tilfældene formentlig yderligere resultere i erhvervsevnetabserstatning, svarende til 15 pct.
erhvervsevnetab og derover.
Spørgsmål 11 a:
Sidste punktum i svaret på spørgsmål [.]11 bedes om muligt
uddybet.
6
Svar:
Det har vist sig, at små medicinske invaliditeter på op til 15 pct.
normalt ikke medfører nogen målelig nedsættelse af erhvervsevnen. I de få tilfælde indenfor denne gruppe, hvor der imidlertid er tale om indtægtstab, vil der efter sikringsstyrelsens erfaring derimod ofte være tale om en betragtelig indtægtsnedgang.
Imellem disse yderpoler er der en del tilfælde, hvor der kan
konstateres en mindre indtægtsnedgang, som dog ikke klart kan henføres til følgerne efter en arbejdsskade, men som f.eks. lige så godt kan skyldes sæsonledighed eller lignende.
Det forekommer imidlertid utvivlsomt, at der i de tilfælde, hvor
der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af en arbejdsskade, vil blive ydet en erhvervsevnetabserstatning på mindst 15 pct. Dette vil også være tilfældet, selv om en medicinsk vurdering efter de nugældende regler ikke ville føre til fastsættelse af en (tabellarisk) invaliditetsgrad på 15 pct. eller derover, men strengt taget kun til en invaliditetsgrad på mindre end 15 pct.
Det er således ikke hensigten med den foreslåede nedre grænse på
15 pct. at udelukke skadestilfælde, hvor det forekom klart, at der har været tale om et indtægtstab af nogen betydning, der skyldes arbejdsskaden.
Det er alene hensigten med den foreslåede nedre grænse at fritage
sikringsstyrelsen for at realitetsbehandle en række tilfælde med udokumenterbare og normalt bagatelagtige tab.
Spørgsmål 32:
Hvor stor var den gennemsnitlige udgiftsramme pr. år for
erstatninger på mellem 5- 15 pct. i henhold til lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde i de seneste 3 år, og hvor stor skønnes den gennemsnitlige årlige udgiftsramme at blive efter forslaget henholdsvis for ménskader på under 15 pct. og for supplerende erhvervsskadeerstatning for skader, der i ménskader ikke overstiger 15 pct.?
Hvor stor en procent er det af den samlede udgiftsramme i
henholdsvis den gamle lov og efter forslaget?
Svar:
…
En nedsættelse af den nedre grænse for erhvervsevnetab fra 15 pct.
til 5 pct. vil … næppe bevirke en væsentlig forøgelse af de samlede erstatningsudgifter. Nedsættelsen vil imidlertid medføre en betydelig belastning af sikringsstyrelsens administration, idet der vil forekomme en række tilfælde med bagatelagtige og ofte udokumenterbare tab, der må undersøges af sikringsstyrelsen. Det vil ofte også i disse tilfælde være nødvendigt, at styrelsen retter henvendelse til lokale myndigheder, såsom skattevæsen, social- og sundhedsforvaltning m.m., forinden der kan tages stilling til erstatningsspørgsmålet.
Det bemærkes, at i de tilfælde, hvor der på grund af skadelidtes
usikre fremtidsforhold, dårligere avancementsmuligheder m.v. vil blive ydet erstatning for klare og varige indtægtstab, selv om en medicinsk vurdering efter de nugældende regler ikke ville føre til fastsættelse af
7
en (tabellarisk) invaliditetsgrad på 15 pct. eller derover, kan der udmåles højere erstatning til de skadelidte efter forslagets 15 pct.-grænse end ved at nedsætte grænsen til 5 pct. Der henvises herom også til socialministeriets svar på spørgsmål 11 a.”
Arbejdsskadesikringslovens § 17 a
Efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 1, fastsættes tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet.
Bestemmelsen i § 17 a blev indsat ved lov nr. 1338 af 21. december 2005 om ændring af lov om arbejdsskadesikring (Fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer i fleksjob). Af lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen (lovforslag nr. L 73 fremsat den 16. november 2005) fremgår bl.a. (Folketingstidende 2005-06, Tillæg A, side 2123):
”Til nr. 2.
Det foreslås at indføre en særlig regel for erstatning for tab af
erhvervsevne til personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller i fleksjob. Det foreslås, at erstatningen i disse sager fastsættes på grundlag af forskellen mellem lønnen før arbejdsskaden og lønnen i fleksjobbet.
Tabet gradueres mellem 0 pct. og 100 pct. efter hidtidig praksis. Det indebærer, at tabet normalt skal udgøre mindst 15 pct. for at
berettige til erstatning, og at tabet gradueres i spring på 5 procentpoint.
Ved forslaget genindføres Arbejdsskadestyrelsens og
Ankestyrelsens praksis før højesteretsdommen af 22. december 2003. Der henvises til Ugeskrift for Retsvæsen 2004, side 867.
Den erhvervsmæssige situation anses ifølge praksis for afklaret, når
tilskadekomne er visiteret til fleksjob. …”
Ankestyrelsens principafgørelser om arbejdsskadesikringslovens §§ 17 og 17 a
Principafgørelse U-19-04
I principafgørelse U-19-04 af 23. december 2004 vedrørende nugældende arbejdsskadesikringslovs § 17 fastsatte Ankestyrelsen den sikredes erhvervsevnetab til 15 pct. i en situation, hvor den sikrede på grund af arbejdsskadens følger havde fået en arbejdstidsnedsættelse, der medførte en lønnedgang på 13,5 pct. Ankestyrelsen vurderede i den forbindelse, at ”sikrede havde en dokumenteret blivende indtægtsnedgang, og at arbejdsskaden havde medført et indtægtstab af nogen betydning” . Om forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 udtalte Ankestyrelsen i resuméet følgende:
”Det fremgår af forarbejderne til lov om arbejdsskadeforsikring, at det med den foreslåede nedre grænse på 15 procent ikke var hensigten at udelukke i øvrigt berettigede skadelidte fra erstatning, men at sikre
8
administrationen adgang til at afvise dyberegående behandling af udokumenterbare bagatelkrav. I tilfælde, hvor der er tale om et dokumenteret blivende indtægtstab som følge af en arbejdsskade, og hvor denne indtægtsnedgang er af nogen betydning, ydes der erstatning for tab af erhvervsevne på mindst 15 procent.”
Principafgørelse 15-14
I principafgørelse 15-14 af 3. marts 2014 vedrørende arbejdsskadesikringslovens § 17 a fastslog Ankestyrelsen, at erhvervsevnetabserstatning efter § 17 a kan fastsættes for et blivende erhvervsevnetab på 15 pct., selv om lønnedgangen er lidt mindre end 15 pct., og at princippet i principafgørelse U-19-04 således også gælder ved fastsættelse af erhvervsevnetab efter § 17 a. Af principafgørelsen fremgår bl.a.:
”Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Når en person efter en arbejdsskade er tilkendt fleksjob, skal erhvervsevnetabet fastsættes efter § 17a. Erstatningen kan fastsættes for et blivende erhvervsevnetab på 15%, selv om lønnedgangen er lidt mindre end 15%.
Princippet i U-19-04 gælder derfor også ved fastsættelse af erhvervsevnetab efter § 17a.
I den konkrete sag var skadelidte tilkendt fleksjob, og havde en dokumenteret lønnedgang på 13,4% efter overgangen til fleksjob.
…
Gældende
Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
U-19-04: I denne afgørelse havde skadelidte en dokumenteret lønnedgang på 13,5%. Vi fastsatte hendes erstatning for tab af erhvervsevne til 15%. Af principafgørelsen kan udledes, at den nedre grænse på 15% ikke er absolut, og at vi har mulighed for fortolkning af § 17, stk. 1, således at erstatningsberettigede personer har mulighed for erstatning, selvom en eventuel lønnedgang er mindre end de 15%.
…
Begrundelsen for afgørelsen
Vi vurderer, at du har et tab af erhvervsevne på 15 procent, som følge af arbejdsskaden den 22. juli 2009. Du har derfor ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.
Vi har lagt vægt på, at du kom til skade den 22. juli 2009, og at du den 1. marts 2012 er blevet tilkendt fleksjob. Du arbejder 12-15 timer ugentligt ved A Sygehus. Vi vurderer, at du er blevet tilkendt fleksjob på grund
9
af arbejdsskadens følger. Du er derfor omfattet af arbejdsskadelovens § 17 a.
…
Din lønnedgang som følge af arbejdsskaden svarer på baggrund af ovenstående beregning til 54.776,28 kroner, og du har dermed en lønnedgang på 13,4 procent i forhold til hvad du kunne have tjent, hvis arbejdsskaden ikke var sket.
…
Vi har herefter inddraget principafgørelse U-19-04 i vores vurdering af din sag.
Principafgørelse U-19-04:
Som udgangspunkt har man ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis man ikke kan dokumentere et indtægtstab på mindst 15 procent som følge af en arbejdsskade. Ved principafgørelse U-19-04 slog Ankestyrelsen fast, at i de tilfælde, hvor der er et dokumenteret blivende indtægtstab som følge af arbejdsskaden, og hvor indtægtsnedgangen er af nogen betydning, er man berettiget til en erstatning for tab af erhvervsevne. Ved principafgørelsen havde en skadelidt en dokumenteret lønnedgang på 13,5 procent, og Ankestyrelsen fastsatte erstatningen til 15 procent.
Principafgørelsen betyder således, at den nedre grænse i § 17, stk. 1, ikke er fast, men at man som skadelidt kan få erstatning, såfremt betingelserne i principafgørelsen er opfyldte.
…
Din sag:
Vi vurderer, at du har ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent, selvom din nedlønnedgang er mindre end 15 procent.
Vi vurderer, at principafgørelse U-19-04 også er anvendelig for situationer, hvor en skadelidt har indgået en fleksjobaftale, og dermed er omfattet af arbejdsskadelovens § 17 a. Vi mener således, at hvis en skadelidt i fleksjob kan dokumentere et blivende indtægtstab, og hvor indtægtsnedgangen er af nogen betydning, kan dette medføre en erstatning. Vi mener derfor, at § 17 a ikke indeholder en nedre grænse på 15 procent, som er indeholdt i § 17, stk. 1, og dermed er den fortolkning, der fremgår af principafgørelsen, også gældende ved fastsættelsen af erstatning efter § 17 a.
Vi har i din sag lagt vægt på, at der foreligger en tilstrækkelig sikker afklaring af dine erhvervsmæssige forhold. Vi vurderer, at du har et dokumenteret blivende indtægtstab, og at din lønnedgang på 13,4 procent er af nogen betydning. Vi har derfor anvendt principperne fra principafgørelse U-19-04, og tilkendt dig et tab af erhvervsevne på 15 procent.”
Principmeddelelse 14-20
Ankestyrelsen har i principmeddelelse 14-20 af 9. juni 2020 vedrørende arbejdsskadesikringslovens § 17 a fastslået, at hvis et indtægtstab som følge af
10
en arbejdsskade er lidt mindre end 15 procent, kan tilskadekomne i visse tilfælde alligevel tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent. Det forudsætter dog, at der er dokumenteret et blivende indtægtstab af nogen betydning. Dette gælder også, selvom erstatningen for tab af erhvervsevne er tilkendt midlertidigt. Ved vurderingen af om et indtægtstab kan anses for blivende, skal der foretages en bedømmelse af, om den tilskadekomne har udsigt til en væsentlig højere indtjening fremadrettet. I den vurdering indgår særligt tilskadekomnes funktionsbegrænsninger som følge af arbejdsskaden og i hvilket omfang disse funktionsbegrænsninger hindrer den tilskadekomne i at skaffe sig indtjening fremover. Det fremgår endvidere af principafgørelsen, at en tilskadekommen, der efter en arbejdsskade visiteres til et midlertidigt fleksjob, kan ydes erstatning for tab af erhvervsevne, selv om tabet ikke udgør mindst 15 procent, når den tilskadekomne dokumenterer et blivende indtægtstab af nogen betydning. I den konkrete sag havde den tilskadekomne dokumenteret en lønnedgang på 14,2 procent, mens tilskadekomne var ansat i et tidsbegrænset fleksjob. Ankestyrelsen fandt, at den tilskadekomne havde dokumenteret et blivende indtægtstab af nogen betydning og derfor havde ret til midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.
Landsrettens begrundelse og resultat
Parterne er enige om, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger indtægtsnedgang opgjort efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a udgør 10,3 %. Det opgjorte erhvervsevnetab ligger således under 15 %-grænsen i arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, 2. pkt.
Som anført af byretten afhænger Appelindstævntes, tidligere Sagsøger eventuelle ret til erhvervsevnetabserstatning herefter af, om hendes indtægtsnedgang kan anses for varig og af nogen betydning. Tvisten under sagen angår, om disse kriterier er opfyldt.
De nævnte kriterier bygger på forarbejderne fra 1977-78 til arbejdsskadesikringslovens § 17 (daværende arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 1), og kriterierne er lagt til grund i Ankestyrelsens principafgørelser U-19-04, 15-14 og principmeddelelse 14-20.
Som byretten har anført, fremgår det bl.a. af de nævnte lovforarbejder, at formålet med den nedre grænse på 15 % for erstatning for erhvervsevnetab var at sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegående behandling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader. Det er tilkendegivet i lovforarbejderne, at det ikke er hensigten med 15 %-grænsen "at udelukke skadestilfælde, hvor det forekom klart, at der har været tale om et indtægtstab af nogen betydning, der skyldes arbejdsskaden", og at "der i de tilfælde, hvor der er tale om en klar og
11
varig indtægtsnedgang som følge af en arbejdsskade, vil blive ydet en erhvervsevnetabserstatning på mindst 15 pct."
Det følger af Ankestyrelsens principmeddelelse 14-20, at ovennævnte kriterier også gælder i et tilfælde, hvor erhvervsevnetabserstatningen tilkendes midlertidigt som følge af, at den tilskadekomne er visiteret til et midlertidigt fleksjob. Ved vurderingen af, om et indtægtstab kan anses for varigt, skal der ifølge principafgørelsen foretages en bedømmelse af, om ”den tilskadekomne har udsigt til en væsentlig højere indtjening fremadrettet” , og i vurderingen ”indgår særligt tilskadekomnes funktionsbegrænsninger som følge af arbejdsskaden og i hvilket omfang disse funktionsbegrænsninger hindrer den tilskadekomne i at skaffe sig indtjening fremover” .
Den anerkendte arbejdsskade hos Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er en kronisk lænderygssygdom. I de lægelige- og kommunale sagsakter, der indgik i Ankestyrelsens afgørelsesgrundlag, er der beskrevet betydelige funktionsbegrænsninger og skånebehov i forhold til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger arbejdsmuligheder, og hendes tilstand betegnes som stationær med behov for varige skånehensyn. De i afgørelsen om fleksjob omtalte muligheder for bl.a. en mindre øgning af arbejdstiden indebærer ikke, at der var udsigt til, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ville kunne opnå en væsentlig højere indtjening i fremtiden.
Reduktionen i det opgjorte erhvervsevnetab i forbindelse med, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger den 1. april 2019 begyndte i fleksjob, kan ikke tillægges betydning ved varighedsvurderingen, da reduktionen skyldtes, at hun som følge af fleksjobtilkendelsen blev omfattet af opgørelsesmetoden i
arbejdsskadesikringslovens§ 17 a. Reduktionen skyldtes således ikke en
forbedring af hendes funktionsniveau og dermed evne til at skaffe sig indtjening ved arbejde.
Landsretten tiltræder herefter, at Boet efter Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har godtgjort, at der er tale om en varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden.
Appelindstævntes, tidligere Sagsøger indtægtstab på 10,3 % er uomtvistet og svarede for hende til omkring 2.800 kr. om måneden. Der er endvidere tale om en betydelig arbejdsskade, som efter opgørelsesmetoden i arbejdsskadesikringslovens § 17 klart har medført et erhvervsevnetab, hvilket Ankestyrelsens afgørelse om et erhvervsevnetab på 65 % for perioden fra den 1. december 2018 til den 31. marts 2019 også er udtryk for.
Under de foreliggende omstændigheder og henset til de i lovforarbejderne anførte tilkendegivelser om 15 %-grænsen tiltræder landsretten, at Boet efter Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har godtgjort, at der er tale om en indtægtsnedgang af nogen betydning.
12
Der foreligger herefter det fornødne grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 20. december 2022 og pålægge styrelsen at anerkende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 % med virkning for perioden fra den 1. april 2019 til den 30. juni 2022.
Med den anførte ændring vedrørende erstatningsperioden, som følger af parternes påstande under ankesagen, stadfæster landsretten herefter byrettens dom.
Efter sagens udfald skal Ankestyrelsen i sagsomkostninger for landsretten betale 28.000 kr. til statskassen. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og problemstillinger.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at Ankestyrelsen skal anerkende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger er berettiget til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 % med virkning fra den 1. april 2019 til den 30. juni 2022.
I sagsomkostninger for landsretten skal Ankestyrelsen inden 14 dage betale 28.000 kr. til statskassen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.