UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS RETSBOG
____________
Den 24. juni 2021 satte Østre Landsret retten i retsbygningen, Bredgade 42, København.
Som dommere fungerede landsdommerne Gunst Andersen, Morten Christensen og William Lindsay-Poulsen (kst.).
Der foretoges
23. afd. kære nr. B-274-21:
Ankenævn for biler - bilklage.dk
(advokat Jakob Busch Jensen)
mod
Indkærede, tidligere Modpart ApS
(selv)
Ingen var mødt eller indkaldt.
Ved kæreskrift af 23. april 2021 har Ankenævn for biler - bilklage.dk (herefter ”Ankenævn for biler”) kæret Retten i Roskildes fogedrets kendelse af 26. marts 2021 (FS 22-9028/2020), hvorved ankenævnets rekvisition blev afvist af fogedretten, idet fogedretten fandt, at inddrivelse af gebyrer fastsat af et godkendt privat tvistløsningsorgan skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1.
Endvidere fremlagdes fogedrettens fremsendelsesbrev af 6. maj 2021 og udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse.
Indkærede har ikke udtalt sig vedrørende kæren.
- 2 -
Ankenævn for biler har overordnet anført, at ankenævnet ikke er omfattet af begrebet ”det offentlige” i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. Det forhold, at ankenævnets vedtægter er godkendt af erhvervsministeren, ændrer ikke herved. Ankenævnet har, ligesom andre private klagenævn, mulighed for at overdrage sine fordringer til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Der er ikke tale om en pligt. Ankenævnet kan dermed vælge at inddrive sine fordringer via fogedretten. Det fremgår flere steder af forarbejderne til gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, at fordringstypen ”kan” inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvilket understreger, at et privat nævn ikke har pligt til at anvende gældsinddrivelseslovens ordning. Ligeledes fremgår det af en vejledning for godkendelse af private tvistløsningsorganer af 30. august 2018 fra Nævnenes Hus, at der er tale om en mulighed for inddrivelse gennem restanceinddrivelsesmyndigheden. Det er ikke formålet med bemyndigelsesbestemmelsen, at erhvervsministeren skal fastsætte regler, der tvinger private ankenævn til i alle tilfælde at inddrive deres krav via restanceinddrivelsesmyndigheden. Ankenævnets sagsbehandlingsgebyr i denne sag, som fogedretten har afvist at inddrive, er udstedt i medfør af § 26 i ankenævnets vedtægter og lyder på 19.000 kr. ekskl. moms. Andre fogedretter har ikke afvist lignende rekvisitioner.
Fogedretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse. Fogedretten har blandt andet bemærket, at der ikke er hjemmel i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 8, til tvangsfuldbyrdelse af kravet om betaling af gebyr for sagsbehandlingen ved Ankenævnet for biler. Vedrørende retsplejelovens § 478, stk. 2, hvorefter der kan ske udlæg for krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret, har fogedretten fundet, at det er forudsat af lovgiver, at tvangsinddrivelse af de omtalte sagsomkostningsgebyrer skal ske ved Gældsstyrelsen.
De modtagne bilag var til stede.
Retsgrundlag
Gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret, har følgende ordlyd:
”Loven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog §§ 1 a og 1 b. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at
- 3 -
loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov.”
Om bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., hedder det i de specielle bemærkninger hertil, jf. lovforslag nr. 20 af 8. oktober 2008, Folketingstidende 2008-09, Tillæg A, side 272:
”Bestemmelsen udvides med en bemyndigelse til skatteministeren til at fastsætte, at loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov. Bemyndigelsen tænkes udnyttet til at fastsætte, at fordringer fra private kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, når fordringen vedrører en opgave, der udføres for det offentlige eller der i øvrigt er offentlig regulering af opgaven, f.eks. … fordringer fra private klagenævn
… Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver allerede i dag denne type fordringer. Som følge af ophævelsen af bestemmelser i særlove om at fordringer kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, vil bemyndigelsen blive udnyttet til at præcisere, at
restanceinddrivelsesmyndigheden fortsat kan inddrive disse fordringstyper.”
Skatteministeren har i medfør af lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., udstedt gældsinddrivelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige). Bekendtgørelsens § 1, stk. 1, har følgende ordlyd:
”Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, herunder … fordringer på gebyrer fra private klagenævn …”
Gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 1 og 3, og § 3, stk. 1, lyder som følger:
”§ 2. Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, er restanceinddrivelsesmyndighed. Restanceinddrivelsesmyndigheden forestår inddrivelse af fordringer, jf. § 1, stk. 1 og 2.
…
Stk. 3. Fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når
betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. …
…
§ 3. Ved overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse i
restanceinddrivelsesmyndigheden overtager restanceinddrivelsesmyndigheden kreditorbeføjelserne.
…”
- 4 -
Gældsinddrivelseslovens § 11 er sålydende:
”Fordringer omfattet af denne lov kan med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger inddrives ved udpantning, medmindre andet følger af bilag 1.”
Det fremgår af lovens bilag 1, punkt II, at der ikke kan foretages udpantning for civilretlige fordringstyper, bortset fra en række fordringer uden betydning for denne for sag.
Bilag I til gældsinddrivelsesloven blev nyaffattet ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v.). I bemærkningerne til det lovforslag, der lå til grund for lovændringen, fremgår følgende, jf. lovforslag L 137 af 22. februar 2017, Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, side 15-16:
”Det vil indebære en væsentlig forenkling af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og dermed en væsentlig del af det regelgrundlag, som restanceinddrivelsesmyndigheden skal administrere ud fra, hvis alle fordringer, der modtages til inddrivelse, som udgangspunkt kan inddrives med alle de inddrivelsesmidler, som gældende ret – lovgivning og retssædvane – stiller til rådighed for restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås derfor, at den eksisterende positive afgrænsning af, for hvilke fordringstyper der kan ske inddrivelse ved lønindeholdelse og udpantning (udlæg), jf. bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ændres til en negativ afgrænsning, således at der for alle fordringstyper, som restanceinddrivelsesmyndigheden skal forestå inddrivelsen af, kan ske inddrivelse med samtlige tilgængelige inddrivelsesmidler, jf. ovenfor, medmindre der i bilag 1, der foreslås nyaffattet, er gjort en undtagelse for den enkelte fordringstype.
…
Det foreslås derfor, at der for alle typer af fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan ske inddrivelse ved afdragsordninger, lønindeholdelse, modregning, udpantning (udlæg) og anden form for inddrivelse, medmindre andet følger af bilag 1, der foreslås at skulle indeholde en angivelse af fordringstyper, for hvilke der gælder en undtagelse med hensyn til anvendelsen af de enkelte inddrivelsesmidler. Derved reduceres kompleksiteten i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige til gavn for det kommende it-system, der derved slipper for at skulle kunne understøtte særregler for en lang række fordringstyper, ligesom fordringshavere og skyldnere også opnår et mere præcist billede af, hvorledes inddrivelsen for de enkelte fordringstyper kan foregå. I nærværende lovforslag foreslås der alene begrænsninger for inddrivelsesskridtene lønindeholdelse, udpantning og afdragsordning, jf. nedenfor.
…
Det foreslås, at den adgang, der i dag er til inddrivelse ved lønindeholdelse og udpantning for civilretlige fordringer, skal videreføres gennem den foreslåede nyaffattelse af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
…
- 5 -
Frem for i det ny bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige at videreføre ordlyden fra de bestemmelser i det gældende bilag 1, der omfatter eller kan omfatte civilretlige fordringer, foreslås det, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter den foreslåede generelle undtagelse fra adgangen til lønindeholdelse og udpantning for civilretlige fordringer dog ikke skal gælde for andre civilretlige fordringer end de ovenfor omtalte statslige regreskrav efter bl.a. lov om arbejdsskadesikring, hvis sådanne andre civilretlige fordringer ifølge lovgivningen tilkommer en fordringshaver, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er dog ifølge forslaget en forudsætning, at de betingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stilles, for at kravet tilkommer fordringshaver, er opfyldt. Hermed tilsigtes en samlende beskrivelse af de bestemmelser, der i det gældende bilag 1 omfatter eller kan omfatte civilretlige fordringer, og bestemmelsen vil efter ordlyden ikke kun omfatte det offentlige, men enhver fordringshaver, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og som måtte have civilretlige fordringer, der ifølge lovgivningen tilkommer denne fordringshaver.
Forslaget betyder, at der skal være adgang til lønindeholdelse og udpantning for en civilretlig fordring, hvis det af en lovbestemmelse eller en bestemmelse i en bekendtgørelse udstedt i medfør af en lov fremgår, at det offentlige eller en anden fordringshaver omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har krav på fordringen. De betingelser, der ifølge lovgivningen skal være opfyldt, for at fordringen tilkommer fordringshaveren, skal være opfyldt, men er dette tilfældet, vil der med den foreslåede regel være lønindeholdelses- og udpantningsret for fordringen.”
Videre fremgår det af lovforslagets specielle bemærkninger, side 50, ad lovforslagets § 1, nr. 16:
”Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder i bilag 1 en oplistning af en række fordringstyper, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden har mulighed for at anvende … udpantning (dvs. udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder), jf. lovens § 11, i sit inddrivelsesarbejde. Fordringstyperne er oplistet i bilag 1, nr. 1-35, og flere af bestemmelserne er affattet med brede formuleringer med en beskrivelse af de omfattede fordringstypers karakteristika. Det kræver i princippet, at man for hver enkelt fordringstype må vurdere, om den svarer til beskrivelsen af fordringstyperne i bilag 1.”
Inden ikrafttrædelsen af lov nr. 285 af 29. marts 2017 var punkt 30 i bilag I til gældsinddrivelsesloven således affattet:
”Fordringer, der kan inddrives ved lønindeholdelse, jf. § 10, og fordringer, der kan inddrives ved udpantning, jf. § 11:
…
30)Udgifter til en sags behandling ved et privat ankenævn, der er etableret ved lov, og ved nævn, der nedsættes af en minister, samt gebyr til
- 6 -
finansiering af disciplinærnævnet, som opkræves hos registrerede ejendomsmæglere.”
Højesteret har ved en kendelse af 13. november 2019 (UfR 2020.266) ophævet et udlæg foretaget af Retten i Sønderborgs fogedret for Advokatnævnets krav på sagsomkostninger i anledning af domstolsprøvelse af en nævnskendelse. Højesterets flertal anførte:
”Advokatnævnet er en del af den offentlige forvaltning, jf. herved forarbejderne til retsplejelovens § 143 … Som anført i forarbejderne til gældsinddrivelsesloven skal det »offentlige« forstås bredt, og vi finder, at det forhold, at en væsentlig del af udgifterne til Advokatnævnet afholdes af Advokatsamfundet, og at Advokatsamfundet sekretariatsbetjener Advokatnævnet, ikke kan føre til, at Advokatnævnet falder uden for begrebet det »offentlige« i gældsinddrivelseslovens forstand.
…
Med ændringen af gældsinddrivelsesloven i 2017 blev positivlisten i bilag 1 ændret til en negativliste, hvor alene »civilretlige fordringstyper« er anført som fordringer, for hvilke der ikke kan foretages lønindeholdelse eller udpantning. Denne ændring vedrørte alene spørgsmålet om muligheden for at foretage lønindeholdelse og udpantning, og der var ikke med ændringen tilsigtet nogen indskrænkning af lovens anvendelsesområde. Det offentliges krav på sagsomkostninger vedrørende civilretlige sager og straffesager må således fortsat anses for omfattet af gældsinddrivelsesloven, og sådanne krav skal derfor inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, der udøver kreditorbeføjelserne, jf. gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1.”
Efter afsigelsen af Højesterets kendelse blev følgende afsnit tilføjet SKATs juridiske vejledning 2021-1 punkt G.A.1.3 (”Pantefogedordningen, begreb og kompetence”):
”…
I UfR 2020.266 HK fastslog Højesteret, at pantefogeden var rette myndighed til indkrævning af sagsomkostninger i civilretlige sager, hvor Advokatnævnet var kreditor. Det blev vurderet, at "civilretlige fordringstyper" i gældsinddrivelsesloven[s] bilag 1 ikke omfatter offentlige sagsomkostninger forbundet med civilretlige sager. Så snart kravet henhører under gældsinddrivelseslovens regler, er det pantefogeden, der skal inddrive kravet.
…”
Efter votering afsagdes
k e n d e l s e :
- 7 -
Ankenævn for biler er et privat tvistløsningsorgan godkendt af erhvervsministeren i medfør af forbrugerklagelovens § 6.
Adgangen til at tvangsinddrive krav på betaling af gebyrer for nævnsbehandlingen i fogedretten skal søges i retsplejelovens § 478, stk. 2, hvorefter udlæg kan ske for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret. En sådan udpantningsret fremgår af gældsinddrivelseslovens § 11 som specificeret i lovens bilag 1. Udgifter til en sags behandling ved visse private ankenævn var forud for ændringen af gældsinddrivelsesloven i 2017 omfattet af ”positivlisten” i lovens bilag 1, nr. 30, og der var ikke med vedtagelsen af ”negativlisten” tilsigtet nogen indskrænkning af lovens anvendelsesområde.
Landsretten finder, at Ankenævn for biler ikke kan henregnes til begrebet ”det offentlige” , således som dette begreb er anvendt i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., og er således ikke omfattet af loven i medfør af denne bestemmelse.
Gældsinddrivelsesloven gælder imidlertid tillige for opkrævning og inddrivelse af fordringer på gebyrer fra private klagenævn, jf. § 1, stk. 1, i
gældsinddrivelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om 1inddrivelse af gæld til det offentlige).
Spørgsmålet er herefter, om det forhold, at Ankenævn for biler ikke er en del af ”det offentlige” efter gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at ankenævnet frit kan vælge mellem at inddrive krav på betaling af gebyrer for nævnsbehandlingen i fogedretten i medfør af retsplejelovens § 478, stk. 2, eller at overlade inddrivelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).
I den henseende bemærkes, at retsplejelovens § 478, stk. 2, ikke omtaler spørgsmålet om kompetencen til at fremsætte anmodning om udlæg for de fordringer, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Idet der er tale om udpantningsret efter gældsinddrivelseslovens § 11, må det bero på reglerne i gældsinddrivelsesloven.
Efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 1, forestår restanceinddrivelsesmyndigheden inddrivelse af fordringer, jf. lovens § 1, stk. 1 og 2. Efter lovens § 2, stk. 3, overdrages fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og
- 8 -
sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Videre fremgår det af lovens § 3, stk. 1, at restanceinddrivelsesmyndigheden overtager kreditorbeføjelserne.
Landsretten finder på den baggrund, at gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven. Som følge af henvisningen i lovens § 2, stk. 1, til § 1, stk. 1, omfatter denne ordning også fordringer, der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens anvendelsesområde og dermed også fordringer på gebyrer fra private klagenævn, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1. Sådanne krav skal derfor inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, der udøver kreditorbeføjelserne.
Landsretten stadfæster derfor fogedrettens afgørelse.
Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part.
T h i b e s t e m m e s :
Fogedrettens kendelse stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part.
Retten hævet.