H1 A/S (herefter benævnt selskabet) har anmodet om følgende Bindende Afgiftssvar:
Spørgsmål:
"Kan klager ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift fradrage afgiften på de varer, som indføres af klager i henhold til momslovens § 12, stk. 2, jf. § 12, stk. 1".
SKAT har svaret følgende til spørgsmålet:
"Nej"
Landsskatterettens afgørelse
SKATs besvarelse stadfæstes.
Sagens oplysninger
Selskabet driver momsregistreret virksomhed med transport og logistik, hvorfor selskabet bistår med håndtering, styring og gennemførelse af transit-, import- og eksportprocedurer for varer, inklusiv den strategiske håndtering af indkøb, transport og lagring af råvarer, materialer og færdigvarer, således at kundernes overskud maksimeres gennem omkostningseffektivitet.
Selskabet bistår som led i sin virksomhed med transport af varer, der ikke er told- og afgiftsberigtigede. Ved transporten af sådanne varer skal toldprocedurer gældende for fællesskabsforsendelse, aktiv forædling, midlertidig indførsel, oplæggelse på frihavn, frilager eller toldoplag iagttages.
Selskabet påtager sig at gennemføre transport af varer på vegne af danske og europæiske kunder. Selskabet påtager sig i den sammenhæng ansvaret for den korrekte gennemførelse af transporten, herunder iagttagelse af betingelser for at lade en vare være omfattet af en toldprocedure, således at der ikke indtræder told- og afgiftspligt under transporten af varerne.
Selskabet har i de omhandlede tilfælde forestået transport af tredjelandsvarer under forsendelsesordningen og således under en toldprocedure, der indebar suspension af afgiftspligtens indtræden. Toldproceduren blev misligholdt, hvorved varerne blev indført til EU med den konsekvens, at told-, moms- og afgiftskrav hvilende på varerne forfaldt til betaling.
SKATs afgørelse
Det stillede spørgsmål er besvaret med: "Nej".
Der er henvist til momslovens §§ 12, 37 og 46, stk. 4.
Det fremgår af TfS1991.19, at Told- og Skattestyrelsen har tilladt, at udlægsreglerne kan bringes i anvendelse i tilfælde, hvor et speditionsfirma har betalt importmoms som følge af hæftelse som ekspeditør efter § 50 (nu § 23) i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 649 af 20/10 1988 om toldbehandling, med følgende begrundelse:
"Den konkrete sag vedrørte en entreprenørmaskine, som af et speditionsfirma blev udleveret fra firmaets "eget lager", uden at maskinen forinden var angivet til fortoldning. Speditionsfirmaet betalte herefter importmomsen, som firmaet hæftede for som ekspeditør efter toldbehandlingsbekendtgørelsens § 50.
(...)
Efter revurdering af sagen har styrelsen tilladt, at udlægsreglerne kan anvendes i et tilfælde som det foreliggende.
Dette indebærer, at speditionsfirmaet fortsat hæfter for told og afgifter som ekspeditør efter reglerne i toldbehandlingsbekendtgørelsen, og at der ikke er fradragsret for importmomsen. Importmomsen kan derimod betragtes som et udlæg for den egentlige varemodtager.
Ekspeditøren kan herefter søge udlægget godtgjort hos varemodtageren. Det er en betingelse for anvendelse af udlægsreglerne, at der ikke beregnes avance af udlægget, at der udstedes en særlig udlægsopgørelse til varemodtageren, og at originalbilagene videregives til varemodtageren.
Varemodtageren kan herefter medregne importmomsen til virksomhedens købsmoms efter momslovens almindeligt gældende regler.
Afgørelsen ændrer ikke gældende praksis, hvorefter der ikke kan indrømmes speditionsselskaber m.fl. fradrag for moms, som de har betalt i deres egenskab af kautionister i henhold til EF's forsendelsesordning, jf. § 50 i skatteministeriets bekendtgørelse nr. 649 af 20/10 1988 om toldbehandling (nu § 23 i toldbehandlingsbekendtgørelse nr. 361 af 22/3 2011)."
Selskabet kan som indgående afgift ikke fradrage afgiften på de varer, som indføres af selskabet i henhold til momslovens § 12, stk. 2, jf. momslovens § 37, stk. 1 og § 37, stk. 2, nr. 3, og der er i den forbindelse lagt vægt på, at importmomsen ikke vedrører indkøb til brug for selskabets momspligtige virksomhed, hvilket er en forudsætning for at opnå fradragsret., jf. momslovens § 37, stk. 2, nr. 3, jf. § 37, stk. 1.
Importmomsen kan derimod på visse betingelser betragtes som et udlæg for de egentlige (tilsigtede) varemodtagere, jf. TfS1991.91 (TSS.1319/91) og momsvejledningen 2011-1, afsnit G.1.3.2. Selskabet kan herefter søge udlægget godtgjort hos varemodtageren. Varemodtageren kan herefter medregne importmomsen til virksomhedens købsmoms efter momslovens almindelige regler.
Som det fremgår af momsvejledningen anses TSS.1319/91 fortsat som udtryk for gældende praksis. Speditørerne har ikke fradragsret for den importmoms, som de hæfter for i forbindelse med fejl, men på visse betingelser kan den betalte importmoms anses for et udlæg for den tilsigtede varemodtager. Udlægsreglerne kan anvendes både i forbindelse med ikke korrekt afslutning af oplæggelse på midlertidigt oplag og i forbindelse med ikke korrekt afslutning af eksterne forsendelser.
Der er ikke hjemmel til, at selskabet kan opnå fradrag for importmomsen i henhold til momslovens § 37, stk. 1 og § 37, stk. 3, nr. 2 med støtte i Landsskatterettens kendelse af 24. juli 2008, da Landsskatterettens ikke-offentliggjorte kendelse af 24. juli 2008 er en konkret afgørelse som Skatteministeriet, på grund af visse omstændigheder, valgte ikke at indbringe for domstolene.
Derfor har retspraksis ikke ændret sig på baggrund af den nævnte Landsskatteretskendelse, og den praksis, der fremgår af TSS.1319/91, anses derfor stadig for gældende retspraksis.
Klagerens påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at SKATs bindende svar ændres således, at der på spørgsmålet:
"Kan Klager ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift fradrage afgiften på de varer, som indføres af Klager i henhold til momsloven § 12, stk. 2 jf. § 12, stk. 1.
Svares: "Ja"
Til støtte herfor er det anført, at SKAT i sit bindende svar af 16. juni 2011 har afvist, at selskabet har fradrag for moms på varer, der indføres af selskabet, idet momsen ifølge SKAT ikke vedrører indkøb til brug for selskabets momspligtige virksomhed. SKAT forudsætter således i det bindende svar, at der alene er fradrag, hvis varerne er indkøbt til brug for selskabets momspligtige virksomhed.
Denne forudsætning er imidlertid ikke korrekt, idet der er ret til fradrag for moms afholdt i forbindelse med selskabets afgiftspligtige virksomhed, når momskravet har en direkte og umiddelbar forbindelse med selskabets levering af en afgiftspligtig transportydelse.
En del af selskabets virksomhed består i at bistå kunderne med den fysiske transport af varer, herunder også varer, der ikke er i fri omsætning i EU, og for hvilke der endnu ikke er betalt told og moms. Selskabet skal i relation til sådanne varer i samarbejde med kunden sikre den korrekte gennemførelse af transporten, herunder iagttagelse af betingelserne for at lade en vare være omfattet af en toldprocedure således, at der ikke indtræder told- og afgiftspligt under transporten af varerne.
Hvis betingelserne for at transportere kundernes varer uden betaling af told og moms ikke iagttages, anses varerne af SKAT for at være indført her i landet, jf. momslovens § 12. Selskabet anses i den sammenhæng af SKAT for at være importør af varerne, jf. momslovens § 46 og er dermed den, der hæfter for momskravet.
Varerne vil på det tidspunkt, hvor momskravet rettes mod selskabet, typisk være udleveret til selskabets kunde, som har anvendt varerne i forbindelse med kundens virksomhed, herunder videresolgt varerne til den endelige forbruger med heraf følgende momsbelastning af forbrugeren.
Moms er en generel forbrugsafgift, der opkræves mod at give momsregistrerede virksomheder mulighed for i momsregnskabet at fratrække det momsbeløb, som virksomheden har betalt til andre momspligtige virksomheder. Formålet med fradragsretten er ifølge EU-domstolen at sikre momssystemets neutralitet for de erhvervsdrivende, hvilket er fastslået i bl.a. sag C- 50/87 således:
"Ordningen vedrørende fradrag for indgående merværdiafgift i artiklerne 17-20 i sjette direktiv 77/388 tager sigte på i fuldt omfang at aflaste den erhvervsdrivende for denne merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt i forbindelse med hans økonomiske aktivitet".
Fradragsmekanismen sikrer således, at momsen i sidste instans bæres af den endelige forbruger. Den endelige forbruger er af EU-domstolen defineret som, jf. sag præmis 18 i C-415/85:
"(...) således som merværdiafgiftssystemet generelt er opbygget - [er] den, der erhverver et gode eller en tjenesteydelse til personlig brug og ikke til brug ved økonomisk virksomhed, og som derfor belastes med afgiften".
Det fremgår således af EU-domstolens praksis, at neutralitetsprincippet skal sikre, at selskabet får fuldt fradrag for momsen, medmindre varerne er indført af selskabet til selskabets personlige brug og ikke som led i selskabets økonomiske virksomhed. Selskabet er imidlertid ikke den endelige forbruger af varerne, hvorfor det klare udgangspunkt er, at selskabet ikke skal belastes med momsen. Hvis selskabet belastes med momsen, vil der ske et brud på neutralitetsprincippet og konsekvensen vil være, at en og samme vare momsbelastes i to led; nemlig dels ved selskabet og dels ved den endelige forbruger. En sådan retsstilling er ikke i overensstemmelse med momssystemdirektivet og den foreliggende EU-domstolspraksis.
SKAT har nægtet selskabet fradragsret for momsen med den begrundelse, at varerne ikke er indkøbt til brug for selskabets virksomhed.
Det afgørende for fradragsretten må imidlertid i overensstemmelse med momssystemdirektivet og praksis fra EU-domstolen være, hvorvidt importmomsen er afholdt i forbindelse med selskabets afgiftspligtige transport- og speditionsydelse.
En afvisning af en fradragsret for selskabet kan derfor alene hvile på en betragtning om, at importmomsen ikke er afholdt i forbindelse med selskabets afgiftspligtige aktivitet.
Selskabet leverer momspligtige ydelser bestående i transport og korrekt håndtering af de toldprocedurer, som varerne er undergivet. Når selskabet i forbindelse med udførelsen af en transport indfører den pågældende vare, jf. momsloven § 12, finder denne indførsel netop sted som led i selskabets levering af en momspligtig ydelse; nemlig transportydelsen. Importmomsen er derfor en direkte konsekvens af selskabets levering af en momspligtig transportydelse. Selskabet har derfor fradrag for momsen i henhold til momsloven § 37, stk. 2, nr. 3, der definerer den fradragsberettigede afgift, som den afgift, der efter § 12 påhviler varer, som virksomheden har indført fra steder uden for EU som led i selskabets afgiftspligtige leverance.
SKATs bindende svar er baseret på en henvisning til momsvejledningen G.1.3.2, og den heri indeholdte henvisning til TSS 1319/91. Den konkrete afgørelse fra oktober 1991, som TSS 1319/91 refererer til, vedrørte en entreprenørmaskine, som af et speditionsfirma blev udleveret fra firmaets "eget lager", uden at maskinen forinden var angivet til fortoldning. Speditionsfirmaet betalte herefter importmomsen, som firmaet hæftede for som ekspeditør efter den daværende toldbehandlingsbekendtgørelsens § 50. Told- og Skattestyrelsen nægtede - helt på linje med SKATs standpunkt i nærværende sag - speditionsfirmaet fradrag for den betalte importmoms med henvisning til, at beløbet ikke vedrørte indkøb til brug i speditionsfirmaets virksomhed.
Afgørelsen fra oktober 1991, som SKAT støtter sit bindende svar på, tager dog ikke stilling til, hvorvidt importmomsen er afholdt i forbindelse med speditionsfirmaets afgiftspligtige speditionsydelse. Dette synspunkt blev tilsyneladende ikke fremsat og vurderet under sagen.
Fradragsretten med henvisning til, at speditøren har afholdt importmomsen i forbindelse med speditionsselskabets afgiftspligtige ydelse, er siden hen blevet prøvet af Landsskatteretten i en kendelse af 24. juli 2008. Den pågældende sag omhandlede et vareparti, der var indført til EU i konsekvens af varernes unddragelse af toldtilsynet. Varerne blev ved ankomsten til EU's toldområde lagt på et midlertidigt oplag forud for afsendelsen af varerne fra EU til USA. Procedurerne omkring den midlertidige oplæggelse af varerne under toldtilsyn blev imidlertid ikke iagttaget, hvorfor varerne grundet denne unddragelse af toldtilsynet blev anset for at være indført i EU. Hermed opstod et krav på betaling af told-, moms og afgifter på de pågældende varer, som speditøren hæftede for. Landsskatteretten tog i sagen stilling til, hvorvidt speditøren havde adgang til fradrag for importmomsen på varerne. SKAT gjorde i tråd med afgørelsen fra 1991 under sagen gældende, at varerne ikke var blevet anvendt i forbindelse med speditørens momspligtige aktiviteter, hvorfor der efter momsloven § 37, stk. 1, jf. stk. 2 nr. 3 ikke var fradrag for importmomsen. Landsskatteretten fastslog imidlertid, at importmomsen måtte anses for at være afholdt i forbindelse med leveringen af Klagers speditionsydelse vedrørende leveringen af varepartiet til USA. Klager havde derfor fradrag for importmomsen.
Landsskatteretten har således fastslået, at speditøren har fradragsret for momsen og tilsidesatte hermed den tidligere praksis fra 1991. Det er derfor i strid med gældende praksis, at nægte selskabet ret til fradrag for den indgående afgift opstået som led i selskabets udførelse af selskabets momspligtige transportydelser.
Det følger således dels af EU-domstolspraksis dels af dansk praksis, at der er adgang til fradrag af den indgående afgift, der opstår som led i selskabets udførelse af selskabets momspligtige transportydelser.
Det er videre anført, at momslovens § 37 og momssystemdirektivets artikel 168 i praksis er tillagt et bredt anvendelsesområde med det formål at sikre momsens neutralitet og undgå dobbelt påligning af moms. De to bestemmelser skal derfor fortolkes udvidende og ikke indskrænkende.
Selskabets bemærkninger til kontorindstillingen
Det er i brev af 17. maj 2013 anført, at det i kontorindstillingen er anført, at selskabet hverken har opnået ret til at råde over eller anvendt de pågældende varer i forbindelse med leveringen af de nævnte ydelser, og at betingelserne for at kunne fradrage det skyldige importmomsbeløb derfor ikke er opfyldt.
Det følger dog af retspraksis og af toldlovens § 39, at transportøren under transporten af varerne råder over disse varer. Landsretten har således i SKM2001.619.VLR fastslået, at en transporter må anses for at råde over de varer, som transportøren har i hænde.
Det er derfor ikke korrekt, som forudsat i kontorindstillingen, at selskabet i afgiftsmæssig forstand ikke har opnået en råderet over de varer, som er omfattet af transporten.
Momslovens § 37 og momssystemdirektivets artikel 168 er i praksis tillagt et bredt anvendelsesområde med det formål at sikre momsens neutralitet og undgå dobbelt påligning af moms.
Det afgørende for opnåelse af fradragsret efter momslovens § 37 og momssystemdirektivet er, at momsen på varerne er afholdt af selskabet som led i sin levering af en afgiftspligtig transportydelse.
Hertil kommer, at et grundlæggende princip i momssystemet er momsens neutralitet. Moms er en generel forbrugsafgift, der ophæves hos den momsregistrerede virksomhed mod at give den momsregistrerede virksomhed mulighed for i momsregnskabet at fratrække det momsbeløb, som virksomheden har betalt til andre momspligtige virksomheder. Momsen skal altså efter sit formål i sidste ende bæres af den endelige forbruger.
Det er af samme årsag i momssystemdirektivet artikel 163 fastsat, at:
"Når varerne i forbindelse med indførsel som defineret i artikel 6l ophører med at være henført under de ordninger og procedurer, der er omhandlet i denne afdeling, træffer importmedlemsstaten de nødvendige foranstaltninger for at undgå dobbelt påligning af afgifter."
Hvis kontorindstillingen følges, vil neutraliteten i momssystemet blive brudt, da selskabet i kraft af sin rolle som transportør af de omhandlede varer ikke kan vælte den omkostning som importmomsen udgør over på forbrugeren, da de momspligtige varer kun er selskabets besiddelse som led i leveringen af en transportydelse og ikke som et omsætningsaktiv.
Hvis der nægtes fradrag, vil den samme vare blive pålignes moms to gange, da både H1 A/S og den endelige forbruger skal svare moms af varen. Hermed opnås en dobbelt påligning af afgifter, hvilket strider mod momssystemdirektivet.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Regler om betalingspligtig person ved indførsel af varer i EU
Det fremgår af momssystemdirektivets (herefter benævnt direktivet) artikel 30, at:
"Ved »indførsel af varer« forstås ankomst til Fællesskabet af en vare, der ikke er i fri omsætning som defineret i traktatens artikel 24."
Ud over de i stk. 1 omhandlede transaktioner betragtes ankomst til Fællesskabet af en vare, der er i fri omsætning, fra et tredjelandsområde, der udgør en del af Fællesskabets toldområde, som indførsel af varer.
Dertil fremgår det af momslovens § 1, at indførsel af varer fra steder uden for EU er afgiftspligtig.
Det fremgår af direktivets artikel 161, at:
"Medlemsstaterne kan fritage følgende leveringer af varer og ydelser i forbindelse hermed:
a) den i artikel 30, stk. 1, omhandlede levering af varer, der fortsat er undergivet ordningerne vedrørende fuldstændig fritagelse for importafgifter ved midlertidig indførsel eller
vedrørende ekstern forsendelse
b) den i artikel 30, stk. 2, omhandlede levering af varer, der fortsat er undergivet den i artikel 276 omhandlede procedure for intern fællesskabsforsendelse."
Dertil fremgår det af momslovens § 12, stk. 2, at når varen ved indførslen henføres under en ordning vedrørende forsendelse af varer inden for EU, aktiv forædling og midlertidig indførsel, hvor der indrømmes fuldstændig toldfritagelse ved indførslen, eller varen ved indførslen oplægges i Københavns Frihavn, på frilager eller på toldoplag, indtræder afgiftspligten dog først, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger.
Efter direktivets artikel 201 påhviler momsen ved indførsel den eller de personer, der af indførselsmedlemsstaten er udpeget eller godkendt som betalingspligtige.
Derudover fremgår det af direktivets artikel 202, at momsen påhviler den person, som bevirker, at varerne ikke længere er omfattet af ordningerne og procedurerne i artikel 156, 157, 158, 160 og 161.
Dertil fremgår det af momslovens § 46, stk. 4, at betaling af afgift af varer, der indføres fra steder uden for EU, påhviler importøren.
Regler om fradrag for moms af varer indført fra steder uden for EU:
Det fremgår af direktivets artikel 168, stk. 1, litra e), at i det omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage den moms, som skal betales eller er betalt for indførte varer.
Det følger herefter af momslovens § 37, stk. 1, at virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a, ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, kan fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.
Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 3) er den fradragsberettigede afgift den afgift, som efter § 12 påhviler varer, som virksomheden har indført fra steder uden for EU, jf. dog § 69, stk. 2.
Det fremgår af direktivets artikel 178, litra e), at den afgiftspligtige for at kunne udøve sin fradragsret skal være i besiddelse af et dokument vedrørende indførslen, der betegner ham som modtager eller importør, og som angiver eller muliggør beregningen af det skyldige momsbeløb.
EU-Domstolen har i præmisserne 55-60 i dom af 29. oktober 2009 i sag C-29/08 (AB SKF) anført følgende:
"55 Indledningsvis bemærkes, at fradragsretten i henhold til sjette direktivs artikel 17-20 udgør en integrerende del af momsordningen og derfor som udgangspunkt ikke kan begrænses. Denne ret omfatter umiddelbart hele det afgiftsbeløb, der er blevet betalt i forbindelse med transaktioner i tidligere omsætningsled (jf. bl.a. Kretztechnik-dommen, præmis 33, dom af 13.3.2008, sag C-437/06, Securenta, Sml. I, s.1597, præmis 24, og af 4.6.2009, sag C-102/08, SALIX Grundstücks-Vermietungsgesellschaft, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 70).
56 Fradragsordningen tilsigter, at den afgiftspligtige aflastes fuldt ud for den moms, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med hele sin økonomiske virksomhed. Det fælles momssystem sikrer således, at afgiftsbyrden er neutral for enhver økonomisk virksomhed, uanset dennes formål eller resultater, forudsat at virksomheden i sig selv er momspligtig (jf. bl.a. dom af 29.4.2004, sag C-137/02, Faxworld, Sml. I, s.5547, præmis 37, Inverstrand-dommen, præmis 22, Securenta-dommen, præmis 25, og dommen i sagen SALIX Grundstücks-Vermietungsgesellschaft, præmis 71).
57 Ifølge fast retspraksis er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, principielt nødvendig, for at en afgiftspligtig person har ret til at fratrække den betalte indgående moms, og for at omfanget af denne ret kan fastlægges (jf. dom af 8.6.2000, sag C-98/98, Midland Bank, Sml. I, s.4177, præmis 24, Abbey National-dommen, præmis 26, og Inverstrand-dommen, præmis 23). Retten til at fradrage den indgående moms, der er erlagt for disse goder og tjenesteydelser, er betinget af, at udgifterne til erhvervelse af disse goder eller tjenesteydelser indgår blandt omkostningselementerne i prisen for de transaktioner i senere omsætningsled, der giver ret til fradrag (jf. dommen i sagen Cibo Participations, præmis 31, Kretztechnik-dommen, præmis 35, Inverstrand-dommen, præmis 23, og Securenta-dommen, præmis 27).
58 Den afgiftspligtige har ligeledes ret til fradrag, når udgifterne til de omhandlede tjenesteydelser indgår i den pågældendes generalomkostninger og dermed er omkostningselementer i prisen på de goder og tjenesteydelser, som vedkommende leverer, selv om der ikke er nogen direkte og umiddelbar tilknytning mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag. Sådanne omkostninger har således en direkte og umiddelbar forbindelse med hele den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed (jf. bl.a. Midland Bank-dommen, præmis 23 og 31, Abbey National-dommen, præmis 35, Kretztechnik-dommen, præmis 36, og Inverstrand-dommen, præmis 24).
59 Når goder eller tjenesteydelser erhvervet af en afgiftspligtig person har tilknytning til afgiftsfritagne transaktioner eller transaktioner, der ikke er omfattet af momsens anvendelsesområde, kan der derimod hverken ske opkrævning af udgående afgift eller fradrag for indgående afgift (jf. i denne retning dom af 30.3.2006, sag C-184/04, Uudenkaupungin kaupunki, Sml. I, s.3039, præmis 24, af 14.9.2006, sag C-72/05, Wollny, Sml. I, s.8297, præmis 20, og af 12.2.2009, sag C-515/07, Vereniging Noordelijke Land- en Tuinbouw Organisatie, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 28).
60 Det følger heraf, at spørgsmålet om fradragsret afgøres på grundlag af de udgående transaktioner, som de indgående transaktioner har været anvendt til. Der er således fradragsret i tilfælde af, at den indgående momspligtige transaktion har en direkte og umiddelbar tilknytning til en eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag. Hvis dette ikke er tilfældet, skal det undersøges, om de udgifter, der er afholdt for at erhverve de indgående goder eller tjenesteydelser, indgår i generalomkostningerne knyttet til hele den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed. I det ene eller andet tilfælde forudsætter en direkte og umiddelbar tilknytning, at prisen på de indgående ydelser er medregnet i henholdsvis prisen for specifikke udgående transaktioner eller i prisen på goder eller tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person leverer i forbindelse med sin økonomiske virksomhed."
Det lægges til grund, at spørgsmålet drejer sig om fradrag for et krav om betaling af importmoms, der er opstået som følge af, at selskabet er blevet anset for betalingspligtig af den moms, der er opstået efter momslovens § 12, stk. 2, jf. stk. 1, idet de pågældende ikke-fælleskabsvarer er blevet anset for at være indført i EU af selskabet som importør på baggrund af, at varerne er anset for at være unddraget toldtilsyn i forbindelse med deres transport under forsendelsesproceduren.
Det lægges desuden til grund, at selskabet i sin egenskab som speditør har leveret en ydelse over for vareafsenderen eller varemodtageren i form af opstart af forsendelsesproceduren og transport af varerne til varemodtageren.
Det lægges videre til grund, at selskabet ikke er i besiddelse af en faktura vedrørende indførslen, der betegner selskabet som modtager eller importør.
Retten finder på den baggrund, at selskabet - uanset at det er anset for betalingspligtig importør efter momslovens § 46, stk. 4 - herved hverken har opnået ret til at råde over de pågældende varer som ejer eller har anvendt de pågældende varer i forbindelse med leveringen af de nævnte ydelser.
Retten finder herefter, at betingelserne for at kunne fradrage det skyldige importmomsbeløb efter momslovens § 37, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 3), jf. momslovens § 37, stk. 1 og direktivets artikel 168, stk. 1, litra e), samt direktivets artikel 178, stk. 1, litra e), ikke er opfyldt.
Derfor stadfæstes SKATs besvarelse.