Landsskatterettens kendelse af 28. marts 2011 i sag 10-03501

Print

Relaterede love

Skatteforvaltningsloven
Vægtafgiftsloven

Relaterede retsområder

Afgiftsret
Skatteret

Klagen skyldes, at klageren er anset for pligtig til at betale vægtafgift af motorkøretøjet, for perioden fra den 1. november 2007 til den 22. februar 2010.

Landsskatterettens afgørelse

SKATs afgørelse annulleres.

Sagens oplysninger

Det fremgår, at klageren ved mail af 20. juni 2010 rettede henvendelse til SKAT inddrivelsescentret og oplyste, at han ikke agtede at betale såkaldt motorafgift, der af inddrivelsescentret pr. 8. juli 2010 var opgjort til 5.450,18 kr. for perioden fra den 1. november 2007 til den 21. februar 2010. Inddrivelsescentret anmodede ved brev af 8. juli 2010 Skattecentret, Motorregistret, om at besvare henvendelsen.

Klageren rettede igen henvendelse i sagen til inddrivelsescentret ved brev af 29. august 2010. Denne henvendelse videresendte inddrivelsescentret den 24. september 2010 til Skattecentret med henblik på besvarelse.

SKAT Motorcentret traf herefter den 4. oktober 2010 afgørelse om, at klageren var pligtig til at betale afgift for den omhandlede periode. Der var ikke forud herfor udarbejdet forslag til afgørelse eller sagsfremstilling.

SKATs afgørelse

SKAT har anset klageren for pligtig til at betale afgift for perioden fra den 1. november 2007 til den 22. februar 2010 i henhold til § 10, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 978 af 18. september 2008 om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. Der er endvidere henvist til lovens § 6, stk. 2 og 3.

Der er herved henvist til, at køretøjet ikke ses afmeldt i registeret før den 22. februar 2010. Når et køretøj bliver stjålet, og der ikke er kaskoforsikring på bilen, skal man selv afmelde den på en nummerpladeekspedition. Centralregistreret for Motorkøretøjer er ikke en nummerpladeekspedition. Har klageren henvendt sig telefonisk til Centralregistreret til Motorkøretøjer, er dette også blevet oplyst. Politiet afmelder heller ikke køretøjet.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at han ikke er pligtig til at betale afgiften.

Det er herved bl.a. anført, at bilen blev stjålet i marts 2007, hvilket samme dag blev meldt til politiet. Der er i den forbindelse fremlagt kopi af anmeldelseskvittering fra Politiet. Klagerens ven, i hvis besiddelse bilen var på tidspunktet for tyveriet, ringede også til Centralregisteret for Motorkøretøjer og oplyste, at bilen var stjålet. Endvidere orienterede han forsikringsselskabet.

Endvidere har klageren, da han modtog et girokort det efterfølgende år, kontaktet Centralregisteret for Motorkøretøjer igen og oplyst om, at bilen var stjålet. Det har han gjort hver gang, han har modtaget et girokort. Der er ingen, som har oplyst klageren om, at han skulle rette henvendelse til nummerpladeekspeditionen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Forinden told- og skatteforvaltningen træffer afgørelse i en sag, hvor der ikke umiddelbart kan gives fuldstændigt medhold, skal der udarbejdes en sagsfremstilling og foretages høring af sagens parter. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1-3.

Kravet efter stk. 1-3 om udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring, før der træffes en afgørelse, gælder dog ikke de i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, omtalte typer af afgørelser. Disse er:

1) Afgørelser, der kan påklages til skatteankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 5.

2) Afgørelser, der kan påklages til vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 8.

3) Afgørelser, hvis en klage herover efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

4) Afgørelser, hvis en klage herover efter skatteministerens bestemmelse ikke afgøres af skatteankenævn, vurderingsankenævn eller Landsskatteretten.

5) Afgørelser om bindende svar, bortset fra bindende svar, der afgives af Skatterådet.

Nærværende sag vedrører et spørgsmål om, hvorvidt klageren er pligtig til at betale afgift for den omhandlede periode. SKAT har som hjemmel til afgørelsen henvist til vægtafgiftslovens § 10. Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 153, i bekendtgørelse nr. 1262 af 24. oktober 2007 som ændret ved bekendtgørelse nr. 799 af 20. august 2009, modsætningsvist, at afgørelser om afgift efter vægtafgiftslovens § 10 ikke skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Sagen er således ikke omfattet af undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5.

SKAT har ikke udarbejdet en sagsfremstilling, der har været sendt til høring hos klageren, forinden man traf en afgørelse i sagen. Det bemærkes samtidig, at der ikke foreligger oplysninger om, at klageren har givet afkald på høring efter skatteforvaltningslovens § 19, stk. 3, 2. pkt.

Afgørelsen er derfor behæftet med formelle mangler. Konkret må manglerne anses for at være egnet til at påvirke afgørelsens udfald, idet klageren ikke på tilstrækkelig vis har haft lejlighed til at forklare og oplyse sagen nærmere, forinden SKAT traf afgørelse i sagen.

Ud fra en konkret væsentlighedsvurdering finder retten, at den påklagede afgørelse derfor er ugyldig. Det bemærkes, at retten ikke herved har taget stilling til rigtigheden af den afgørelse, som skattecentret har truffet.

Den påklagede afgørelse annulleres derfor.