Højesterets kendelse af 20. oktober 2023 i sag BS-21/2023-HJR

Print

Relaterede love

Arveloven
Dødsboskifteloven
Boafgiftsloven

Relaterede retsområder

Afgiftsret

Resumé

Højesteret stadfæster landsrettens kendelse, og tiltræder dermed, at gaver givet kort før dødsfald må anses som dødslejegaver, og derfor skulle medregnes ved opgørelse af boafgift

Dokumenter i sagen

BS-21/2023-HJR

Tidligere instans

BS-204/2022-VLR
KAD002

UDSKRIFT

AF

HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt fredag den 20. oktober 2023  

Sag 21/2023

Kontaktperson i dødsbo (Søn) kærer på vegne af Kærende (Dødsbo) Vestre Landsrets kendelse i sagen:   

Kærende (Dødsbo)

(selv)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Skifteretten i Viborg den 1. juni 2022 (SKS 4-1389/2021) og af Vestre Landsrets 15. afdeling den 9. september 2022 (B-0204-22).   

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Michael Rekling, Oliver Talevski, Kurt Rasmussen, Kristian Korfits Nielsen og Søren Højgaard Mørup.

Påstand

Kærende (Dødsbo) har nedlagt påstand om, at boet er fritaget for boafgift.

Sagsfremstilling

Søn har oplyst, at han den 2. august 2021 besøgte sin far AfdødePlejehjem, hvor Afdøde boede, og at det under besøget blev aftalt, at Søn skulle overføre 68.700 kr. til hver af Afdødes seks børnebørn og 24.000 kr. til hver af hans to svigerbørn fra Afdødes konto i henhold til en generalfuldmagt, som Afdøde tidligere havde givet ham. Den 5. august 2021 overførte Søn be-løbene. Den 7. august 2021 døde Afdøde, der var 77 år gammel.   

Inden dødsfaldet havde Afdøde været indlagt på Regionshospital Viborg fra den 18. til den 26. juli 2021 på grund af en lungebetændelse som følge af fejlsynkning (aspirations-

- 2 -

pneumoni). Om indlæggelsen i juli 2021 fremgår det af hospitalets journal bl.a., at han blev indlagt på grund af høj respirationsfrekvens og højt iltforbrug, og at han havde høj feber. Han blev behandlet med bl.a. antibiotika og modtog desuden ilt i de første dage under indlæggel-sen. Der blev forsøgt anlagt ernæringssonde, men det måtte opgives. Afdøde blev udskre-vet den 26. juli 2021 til plejehjemmet.

Af Overlæges tilførsel i journalen den 26. juli 2021, kl. 10:34, fremgår bl.a.:

Journalnotat

Ad. udskrivelse:   

Pt. har et stort ønske om udskrivelse, hvilket tilgodeses.   

Som tidligere anført marginal tilstand og revurdering af indlæggelsesbe-hov/væskebehandling/ernæring, dysfagi.

Ved egen læge opfølgende hjemmebesøg, se venligst epikrise.”

Af sygeplejerske Person 1's tilførsel i journalen den 26. juli 2021, kl. 12:52, frem-går bl.a.:

Udskrivningsstatus

Ernæring. Status og opgaver efter udskrivelse/overflytning

Vi mader til frokost, men Afdøde hoster og hoster. Vi giver også øl m. fortykning af kop m. tud, men også her hoster og hoster Afdøde. Jeg informerer Afdøde og de pårørende, hvad jeg observerer, og datter henvender sig efterflg. til mig. Hun har tårer i øjnene, og ved godt, hvad vej det går. Afdøde ønsker IKKE sonde, og skal naturligvis ikke have en sådan. Det bedste han ved er øl, så det skal han bare have så rigeligt af, siger hun, selvom han fejlsynker. Det fung. bedst for Afdøde, hvis han selv er med til at styre tudekoppen, og vi blot støtter, OG når han tager store mundfulde, oplyser datter.

Hun håber bare, at han får en god sidste tid på Plejehjem.”

Af Overlæges tilførsel i journalen den 26. juli 2021, kl. 13:10, fremgår bl.a.:

” Udskrivningsnotat

Ad. behandlingsniveau:

Pt. er ikke kandidat til genoplivning. Ej heller til respiratorbehandling grundet lavt funk-tionsniveau.

- 3 -

Alt efter oralt indtag og behandling respons på pneumoni, bedes egen læge venligst vurdere, om pt. vil have gavn af indlæggelser i fremtiden. Både pt. og pårørende ønsker aktiv behandling med væske og antibiotika efter udskrivelse. Aktuelt reversibel tilstand.   

Det skønnes yderst skrøbeligt at udskrive pt. til plejehjemmet med fortsat dysfagi uden PEG sonde og vedvarende risiko for aspiration, men pt. har et stort ønske om udskrivel-se, hvilket tilgodeses.   

Ad. biokemi:

Pt. har frabedt sig næsten alle blodprøvetagninger under indlæggelse, hvorfor kalium-deficit ikke er fuldt ud korrigeret.   

Såfremt forværring i almentilstand efter udskrivelse, trods antibiotisk behandling og væske, skal der ej heller foretages flere blodprøver.

Opfølgning hos egen læge

Opfølgning:

Gul

Begrundelse: 1. Pt. opfylder kriterierne for opfølgende hjemmebesøg, hvor der alt efter almentilstand, er respons på antibiotisk- og væskebehandling må tages stilling til, om der fortsat er indikation for aktiv behandling.

Kontrol CRP ved Akut Teamet den 29.7.21. med svar herpå ved geriater Overlæge.”

Af Læges tilførsel i journalen den 2. august 2021, kl. 09:00, fremgår bl.a.:

” RHV, Telefo nkonsultation, Klinik for Ældresygdomme

Journalnotat

Opfølgning via Akutteam efter nylig indlæggelse … Akutte amet mener ikke han har det særlig godt.

CRP er faldet fra over 300 til d.d. 80, dog let stigning i leukocytter til 19.   

Plan

Har nu fået 15 dages beh. Og der vil være fortsat være risiko for aspiration på baggrund af udtalt dysfagi.

Pt. AFSLUTTES til e.l. som bedes tage stilling til, om der fortsat er indikation for aktiv beh., indlæggelse ved forværring af tilstand, set i lyset af at pt. ikke har ønsket sondeer-næring.

Opfølgning hos egen læge, Ambulant

Opfølgning:

Grøn

- 4 -

Begrundelse: pt. AFSLUTTES til e.l. som bedes tage stilling til, om der fortsat er indi-kation for aktiv beh., indlæggelse ved forværring af tilstand, set i lyset af at pt. ikke har ønsket sondeer næring.”

Afdødes journal fra Plejehjem for perioden fra den 26. juli til den 7. au-gust 2021 er fremlagt under sagen. Det fremgår af en tilførsel den 31. juli 2021, kl. 14:52, bl.a.:

” Betydning for situation/borgerens tilstand:  Forværring

Overskrift:  Apnø

Observation:  [Afdøde] har flere apnø perioder imens jeg står og giver iv. Ser lidt spids ud i ansigtet omkring næsen, det er dog første gang jeg ser Afdøde.

Kontakt til personale som siger Afdøde har haft 38,1 i temp til morgen.

Kontakt til datter som er glad for at jeg ringer, og vil kontakte hendes brødre. Svært at sige om apnø skyldes udmat-telse/pneumoni eller om det er begyn-dende tegn på foreliggende mors.”

Af en tilførsel i plejehjemsjournalen den 1. august 2021, kl. 11:29, fremgår bl.a.:

” Bet ydning for situation/borgerens tilstand:  Uændret

Overskrift:  tilstand

Observation:  Afdøde ønsker ikke ko ntakt til vagtlæ-ge eller indlæggelse, men vil gerne at egen læge kontaktes imorgen mhp. vi-dere plan.   Syntes at Afdøde ligner sig selv hertil morgen, svarer relevant og kan godt pjatte lidt.”

Af en tilførsel i plejehjemsjournalen den 1. august 2021, kl. 21:28, fremgår bl.a.:

” Betydning for situation/borgerens tils tand:  Uændret

Overskrift:  Meget træt

- 5 -

Observation:  Afdøde er meget træt og svag og han vil helst være i sengen…”

Af en tilførsel i plejehjemsjournalen den 2. august 2021, kl. 15:55, fremgår bl.a.:

” Betydning for situation/borgerens tilstand:Forværring

Overskrift:  antibiotica

Observation:  Søn har været på besøg idag. Afdøde ønsker IKKE indlæggelse igen. Behandlings niveauet er svarende til behandling / lindring der kan foregå i hjemmet. Der måles kun tp, hvis Afdøde ønsker det.   Ved forværring i tilstanden/ eller hvis Afdøde findes død kontaktes til Søn igennem hele døgnet.   Familien og Afdøde er afklaret med at Afdødes nuværende tilstand er kritisk. Han har stadig en ukuelig livsvilje og livs-gnist men k roppen er fysisk ved at ”stå af” . Der kan evt gives panodil pn .. Supp panodil findes kun som 250 mg disse fremskaffes til imorgen. Søn er orienteret om ovenstående plan”

Af en tilførsel i plejehjemsjournalen den 4. august 2021, kl. 22:27, fremgår bl.a.:

” Betydning for situation/borgerens tilstand:Uændret

Observation:  Afdøde har ikke været oppe i av. Afdøde øn-sker at være i sengen. Afdøde er meget træt og har ingen kræfter til at hoste op efter at have spist eller drukket. Afdødes ve jrtrækning er meget rallende, da han ikke kan hoste op.   Spist meget sparsomt dr ukket godt.”

Af en tilførsel i plejehjemsjournalen den 5. august 2021, kl. 15:21, fremgår bl.a.:

” Betydning for situation/b orgerens tilstand:  Uændret

Overskrift:  almen tilstand

- 6 -

Observation:  Har idag haft besøg af Person 2 11-12. Person 3 og Afdøde har facetime til Søn. Afdøde er meget træt tilstanden ellers uændret fra i går.”

Af en tilførsel i plejehjemsjournalen den 5. august 2021, kl. 21:07, fremgår bl.a.:

” Betydning fo r situation/borgerens tilstand:  Uændret

Observation:  Afdøde har ikke ønsket at komme op i AV, er træt og mat Afdøde har spist og drukket meget spar-somt.   Sover det meste af tiden, reagerer på til-tale og svarer relevant.”

Af en tilførsel i plejehjemsjournalen den 6. august 2021, kl. 13:10, fremgår bl.a.:

” Betydning for situation/borgerens tilstand:Uændret

Overskrift:  Alm tilstand

Observation:  Afdøde har været op ca 1 timer, og han vil gerne tilbage i seng. Sover det meste af tiden reagerer og svarer relevant. Spist og drukket meget sparsomt.”

Af en tilførsel i plejehjemsjournalen den 6. august 2021, kl. 23:04, fremgår bl.a.:

” Betydning for situation/borgerens tilstand:  Forværring

Observation:  Afdøde har været meget træt i dag. Spist minimalt. UT har prøvet at give piller og kaliumclorid, men Afdøde har ikke væ-ret i stand til at indtage pillerne.”

Af en tilførsel i plejehjemsjournalen den 7. august 2021, kl. 02:52, fremgår bl.a.:

” Betydning for s ituation/borgerens tilstand:  Forværring

Overskrift:  Urolig

Observation:  Afdøde kan ikke finde ro. Ønsker og får pn Midazolam.

- 7 -

Der er anlagt [subkutan kanyle i form af såkaldt] tegnestift.”

Skifteretten i Viborg sendte den 11. maj 2022 en afgiftsberegning i Kærende (Dødsbo) til Søn. Af afgiftsberegningen fremgår, at bobeholdningen var angivet til 490.084 kr., og at der derudover var et tillæg ”af dødslejegaver hævet på kontoe n den 5. au-gust 2021” på 460.200 kr. Som følge heraf udgjorde bobeholdningen i alt 950.284 kr. og oversteg bundfradraget efter boafgiftslovens § 6. Skifteretten beregnede og opkrævede som følge heraf en boafgift på 49.902,60 kr.

Den 30. maj 2022 klagede Søn over afgiftsberegningen.

Skifteretten afsagde den 1. juni 2022 følgende kendelse:

”Skif teretten har den 11. maj 2022 fremsendt afgiftsberegning i boet til Søn. Skifteretten har i afgiftsberegningen tillagt "dødslejegaver hævet på kontoen den 5. august 2021" med 460.200 kr.   

Afdøde afgik ved døden den 7. august 2021.   

Der henvises til Søns tidsmæssige fremstilling af sagen, som skifteret-ten kan tiltræde.   

Skifteretten har i brev af 16. marts 2022 anmodet Søn om at fremsende relevante oplysninger til sagen, ligesom det i brevet er angivet, hvad skifteretten skal ta-ge stilling til.   

Der blev den 24. august 2021 afholdt et telefonmøde med Søn, hvor skifteretten har noteret, at Søn har oplyst således:

"... har været syg i mange år med alzheimers. Han fik en alvorlig lungebetæn-delse, som han havde svært ved at komme over."

Drøftelserne på telefonmødet var afstedkommet af, at der den 5. august 2021 var foreta-get større pengeoverførsler fra afdødes konto til en række nærtstående.   

Søn har i mail af 24. februar 2022 fremkommet med sine oplysninger om afdødes helbredsmæssige forhold.   

Skifteretten har, trods anmodet herom, ikke modtaget dokumentation for afdødes hel-bred op til dødsfaldet fra læge, sygehus, plejehjem mv.   

- 8 -

Søn har fremsendt fuldmagten fra afdøde. Heri er opremset en række forhold, men det er ikke nævnt, at fuldmagten giver bemyndigelse til at give gaver på vegne af Afdøde.

Skifterettens begrundelse og resultat

Skifteretten lægger til grund, at gaveoverførslerne faktuelt er foretaget af Søn 2 dage før, Afdøde afgik ved døden, og at Søn ikke har imø-dekommet skifterettens anmodning om dokumentation for Afdødes helbredsmæssi-ge forhold den 5. august 2021, eksempelvis i form af en journaludskrift fra plejehjem-met.

De foreliggende helbredsmæssige oplysninger om Afdøde på gavetidspunktet den 5. august 2021, og oplysningerne om Afdødes ønske om at give gaver, fremkommer således i det hele fra Søn, der tillige er gavemodtager.   

På denne baggrund finder skifteretten, at overførslerne i forhold til boafgiftsberegningen skal anses som dødslejegaver. Derfor

bestemmes:

Skifterettens boafgiftsberegning fastholde s.”

Søn kærede den 6. juni 2022 kendelsen.   

Skifteretten henholdt sig til afgørelsen, idet skifteretten dog bemærkede, at gavemodtagerne rettelig var Afdødes børnebørn og svigerbørn og ikke hans børn som anført i kendelsen.

Den 9. september 2022 afsagde landsretten følgende kendelse:

”De omtvistede gaver blev givet den 5. august 2021, og Afdøde afgik ved døden den 7. august 2021. Gaverne må derfor anses for at være givet kort før giverens død.

Landsdommerne Malene Værum Westmark og Annette Nørby udtaler:   

Efter indholdet af journalmaterialet, herunder særligt sygehusjournalen fra den 26. juli 2021 og journalen fra plejehjemmet for perioden 2.-7. august 2021, finder vi, at døden efter en objektiv sagkyndig lægelig vurdering måtte anses for nært forestående den 5. august 2021, hvor gaverne blev givet, og at dette endvidere må have stået klart for Afdøde og hans søn, der foretog overførslerne.   

Som følge heraf og efter pengegavernes størrelse finder vi, at overførslerne den 5. au-gust 2021 på i alt 460.200 kr. må anses for gaver omfattet af arvelovens § 93, der efter fast praksis skal tillægges bobeholdningen ved beregning af boafgift.

Vi stemmer derfor for at stadfæste skifterettens kendelse.

- 9 -

Landsdommer Rasmus Foged udtaler:   

Det fremgår af overlægens udskrivningsnotat, at Afdødes aktuelle tilstand ved ud-skrivelsen den 26. juli 2021 var ”reversibel” , og af afdelingslægens telefonnotat af 2. august 2021 fremgår, at Afdødes egen læge blev anmodet om at tage stilling til fort-sat behandling og eventuel indlæggelse ved forværring.

Herefter, og efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, finder jeg ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at døden efter en objektiv sagkyndig lægelig vurdering måtte anses for nært forestående på det tidspunkt, gaverne blev givet.

Jeg stemmer derfor for at tage Søns påstand til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Landsretten stadfæster derfor skifterettens kendelse.

T h i b e s t e m m e s:

Skifterettens kendelse stadfæstes.”

Retsgrundlag

Boafgiftsloven

Lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven) blev indført ved lov nr. 426 af 14. juni 1995 og trådte i kraft den 1. juli 1995. Loven afløste den tidligere lov om afgift af dødsboer og gaver (arveafgiftsloven), der samtidig blev ophævet. Boafgiftslovens § 1, stk. 1 (jf. lovbe-kendtgørelse nr. 11 af 1. juni 2023) lyder således:

”Efter bestemmelserne i denne lov skal der betales e n boafgift på 15 pct. til staten, jf. dog §§ 1 a og 1 b, af de værdier, som en afdød person e fterlader sig.”

Boafgiftslovens § 17, stk. 1, er sålydende:

”§ 17. Skifteretten gennemgår boopgørelser og beregner og opkræver afgifterne, jf. §§ 79 og 80 i lov om skifte af dødsboer, bortset fra opkrævning af forhøjet afgift efter § 1 b, stk. 1.”

Loven indeholder i § 22 og § 23 regler om afgift af gaver. Af forarbejderne (Folketingstiden-de 1994-95, tillæg A, lovforslag nr. L 254, s. 3855) fremgår:

- 10 -

”Gaveoverdra gelser på dødsleje er ifølge arvelovens § 70 om dødsgaver omfattet af denne lovs regler om te stamenter og vil således blive omfattet af boafgifterne.”

Dødsboskifteloven

Dødsboskiftelovens § 79, stk. 3, er sålydende:

”§ 79…

Stk. 3. Skifteretten reviderer boopgørelsen,

1) når der i boet er arvinger eller legatarer repræsenteret ved værge eller skifteværge,   

2) når afdødes formue tilfalder staten, jf. arvelovens § 95, stk. 1,

3) i det omfang told- og skatteforvaltningen i medfør af stk. 2 har anmodet derom, eller

4) i det omfang det som et led i en stikprøvekontrol eller af hensyn til beregning af af-gift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver måtte findes hensigtsmæssigt.”

Dødsboskiftelovens § 80, stk. 1, er sålydende:

”§ 80. Skifteretten b eregner og opkræver bo- og tillægsboafgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver og kan forinden forelægge spørgsmål om afgiftsberegningen for told- og skatteforvaltningen. Told- og skatteforvaltningen opkræver boafgift efter boafgiftslovens § 1 b, stk. 1.”

Arveafgiftsloven

Forud for boafgiftsloven gjaldt som nævnt lov om afgift af dødsboer og gaver som senest æn-dret ved lov nr. 1119 af 21. december 1994 (arveafgiftsloven). Arveafgiftslovens § 4, litra a, og § 5, litra b og c, var sålydende:

”§ 4. Afgiften svares foruden af al egentlig arv tillige i følgende tilfælde: a) af legat er og dødsgaver…

§ 5. Samme afgift som af arv svares endvidere

ved en persons død:

b) af gaver, som vedkommende person har bortskænket i levende live, når ha havde for-beholdt sig indtægterne eller nytten og brugen af det bortskænkede for sin livstid eller for et tidsrum, der endnu ikke var udløbet ved hans død;

c) af overdragelser, vedkommende person har foretaget til omgåelse af afgiftspligten ef-ter denne lov.”

- 11 -

Arveloven

Arvelovens § 93 er sålydende:

”§ 93. Reglerne om testamente finder tilsvaren de anvendelse på gaver, der

1) gives i giverens levende live, men som er bestemt til at opfyldes efter giverens død, og   

2) er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestå-ende og giveren var klar over dette.   

Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, gælder ikke for sædvanlige gaver”

Arvelovens § 93 fik sin nuværende ordlyd i forbindelse med arvelovsreformen i 2008 (lov nr. 515 af 6. juni 2007). Om dødslejegaver (§ 93, stk. 1, nr. 2) fremgår det af de specielle be-mærkninger til bestemmelsen bl.a. (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 100, s. 3406 f.):

”Stk. 1, nr. 2, indebærer en begrænset udvidelse af dødslejebegrebet i den gældende ar-velovs § 70, idet reglerne om testamenter efter forslaget skal anvendes på gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden måtte anses for nært forestående, og giveren var klar over dette. Bestemmelsen medfører, at det må afgøres ved en kon-kret bevisbedømmelse, om døden måtte anses for nært forestående, og om giveren var klar over dette. Giverens forestilling herom bør sammenholdes med de foreliggende op-lysninger om omstændighederne i forbindelse med sygdommens karakter og forløb. Det må i øvrigt overlades til retspraksis at fastlægge det nærmere indhold af kravet om, at giveren skal forudse sin død som nært forestående.

Det afhænger ligeledes af en konkret vurdering, om gaven reelt er udtryk for en gave fra dødsboet, eller om giveren snarere realiserede en allerede eksisterende plan om at yde en livsgave. I vurderingen indgår en bedømmelse af givers og modtagers forhold og og-så af arvingernes forhold, hvis de tidligere har modtaget tilsvarende gaver. Endvidere vil gavens art og værdi naturligvis spille en rolle.

En gave, der gives på et tidspunkt, hvor giveren urigtigt anså sin død for nært foreståen-de, men uden iagttagelse af testamentsreglerne, kan formentlig kræves tilbageleveret ef-ter læren om urigtige forudsætninger. Hvis giveren ikke kræver gaven tilbageleveret, er der tale om en livsgave.

Det forhold, at en gave omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, indebærer, at testamentsreglerne skal være iagttaget. Dette gælder bl.a. reglerne om testamentsformerne og reglerne om testationskompetencen, herunder navnlig respekten af tvangsarvereglerne. Henvisningen til testamentsreglerne omfatter også bestemmelserne om, at testamenter frit kan tilbage-kaldes, medmindre der er afgivet uigenkaldelighedserklæring, jf. lovforslagets § 68.

- 12 -

Dødsgaver vil som andre dødsdispositioner kunne være ugyldige på grund af eksempel-vis tvang, svig, udnyttelse eller urigtige forudsætninger, og en gave vil kunne tilsidesæt-tes på grund af bristende forudsætninger.”

Anbringender

Kærende (Dødsbo) har anført navnlig, at skifteretten ikke har den fornødne hjemmel til at tilsidesætte Afdødes gaver til børnebørn og svigerbørn som dødslejegaver med virkning for boafgiften, da den tidligere bestemmelse i arveafgiftslovens § 5, litra c, ikke er videreført i boafgiftsloven. Henset til Højesterets dom i UfR 2021.1836 og Højesterets vurdering af, at skattemyndighederne ikke havde adgang til at foretage en lignende tilsidesættelse af gaver med henblik på dødsboets skattepligt efter dødsboskatteloven, må det kræve et meget klart og tydeligt hjemmelsgrundlag, såfremt skifteretten har kompetence til at foretage tilsvarende handlinger på området for boafgifter.

Afdødes gaver kan ikke anses for at have været dødslejegaver. Gaverne blev givet, inden Afdøde døde, og der var ikke på det tidspunkt nogen grund til at tro, at døden var nært forestående. Han gav også gaver i 2020 og havde tidligere i 2021 givet gaver til sine børn.

Der skal efter praksis anlægges en streng vurdering af, hvornår der er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at døde n efter ”en objektiv sagkyndig lægelig vurdering må anses for nært fore-stående” . Der foreligger imidlertid ingen lægelig vurdering i sagen, der fastslår, at døden var nært forestående. Landsrettens flertals opfattelse af, at der forelå en sådan lægelig vurdering, må anses for at være forkert, idet hverken Afdøde eller familien i øvrigt var blevet præsen-teret for en sådan. At døden skulle have været nært forestående, var heller ikke et samtaleem-ne mellem Afdøde og Søn under besøget på plejehjemmet den 2. august 2021, da gaverne blev aftalt.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling

Afdøde, der afgik ved døden den 7. august 2021, gav nogle dage inden sin død gaver for tilsammen 460.200 kr. til sine børnebørn og svigerbørn.

For Højesteret angår sagen, om værdien af gaverne skal indgå i boopgørelsen med henblik på beregning og opkrævning af boafgift.   

- 13 -

Skifterettens beregning og opkrævning af boafgift

Efter § 17, stk. 1, i lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven) gennemgår skifteretten boopgørelser og beregner og opkræver afgifterne, jf. § 79 og § 80 i lov om skifte af dødsboer.

Ifølge boafgiftslovens § 1 skal der betales boafgift af ”de værdier, som en afdød person eft er-lader sig.”

Det fremgår ikke af bemærkningerne til § 1 i boafgiftslovens forarbejder, om dødsgaver og dødslejegaver skal anses for værdier, som en afdød person har efterladt sig. Det fremgår imid-lertid af bemærkningerne til lovens § 22 og § 23 om gaveafgift (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, lovforslag nr. L 254, s. 3855), at gaveoverdragelser på dødsleje ifølge arvelovens § 70 om dødsgaver (nu § 93) er omfattet af denne lovs regler om testamenter og således vil bli-ve omfattet af boafgifterne.

Arvelovens § 93 bestemmer, at lovens regler om testamente finder tilsvarende anvendelse på gaver, som enten gives i giverens levende live, men som er bestemt til at opfyldes efter give-rens død (dødsgaver), eller som ikke er sædvanlige gaver og er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestående, og giveren var klar over dette (dødsle-jegaver).

Højesteret finder, at boafgiftslovens § 1 i overensstemmelse med forarbejderne og fast lands-retspraksis med henblik på at modvirke omgåelse skal forstås således, at værdien af gaver, som er omfattet af arvelovens § 93, skal medregnes ved opgørelsen af de værdier, som en af-død person efterlader sig. Dette gælder, selv om ingen arving vil anfægte gavernes gyldighed.

Er der tale om dødslejegaver?

Arvelovens § 93 omfatter som nævnt bl.a. gaver, der er givet kort før giverens død på et tids-punkt, hvor døden må anses for nært forestående, og giveren var klar over dette.

Af forarbejderne til § 93 (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 100, s. 3406 f.) fremgår bl.a., at det må afgøres ved en konkret bevisbedømmelse, om døden måtte anses for nært forestående, og om giveren var klar over dette. Giverens forestilling herom bør ifølge forarbejderne sammenholdes med de foreliggende oplysninger om omstændighederne i for-

- 14 -

bindelse med sygdommens karakter og forløb. Det afhænger ligeledes af en konkret vurde-ring, om gaven reelt er udtryk for en gave fra dødsboet, eller om giveren snarere realiserede en allerede eksisterende plan om at yde en livsgave. I vurderingen indgår en bedømmelse af givers og modtagers forhold og også af arvingernes forhold, hvis de tidligere har modtaget tilsvarende gaver. Endvidere vil gavens art og værdi spille en rolle.

Afdøde gav ifølge Søn gaverne under et besøg på Plejehjem den 2. august 2021, og Søn overførte gavebeløbene den 5. august 2021. Gaverne er således givet kort før Afdødes død den 7. august 2021.

Spørgsmålet er herefter, om Afdødes død på dette tidspunkt måtte anses for nært forestå-ende, og om han var klar over dette.

Afdøde var indlagt med lungebetændelse fra den 18. til den 26. juli 2021. Det må efter journaludskrifterne fra Regionshospital Viborg og fra Plejehjem lægges til grund, at Afdøde var træt og svækket efter indlæggelsen. Han havde fravalgt at få ernæ-ring via sonde og havde svært ved at indtage ernæring på naturlig måde.

Af plejehjemmets notat den 2. august 2021 fremgår, at Afdøde og hans familie var klar over, at hans tilstand var kritisk, og at der blev truffet aftale med Søn om, hvordan plejehjemmet skulle forholde sig, hvis Afdødes tilstand blev forværret, eller Afdøde døde.

Samme dag aftalte Afdøde og Søn, at Søn fra Afdødes konto skulle overføre gaver på 68.700 kr. til hver af Afdødes seks børnebørn og 24.000 kr. til hver af hans to svigerbørn svarende til i alt 460.200 kr. De enkelte gaver svarede til de beløb, der maksimalt kunne gives afgiftsfrit efter boafgiftslovens § 22, stk. 1 og 2. Det samlede beløb udgjorde knap halvdelen af Afdødes formue.   

Højesteret finder, at det efter oplysningerne om Afdødes helbred må lægges til grund, at Afdødes død var nært forestående, da gaverne blev givet. Endvidere finder Højesteret, også når gavernes størrelse tages i betragtning, at Afdøde på dette tidspunkt var klar over, at hans død var nært forestående.

- 15 -

Højesteret finder herefter, at gaverne er dødslejegaver som beskrevet i arvelovens § 93, og at værdien af gaverne som følge heraf skal medregnes ved opgørelsen af de værdier, som Afdøde har efterladt sig, jf. boafgiftslovens § 1. Det er derfor med rette, at skifteretten har med-regnet gavebeløbet på 460.200 kr. ved beregningen af boafgiften.

Konklusion

Højesteret stadfæster landsrettens kendelse.

Thi bestemmes :

Landsrettens kendelse stadfæstes.