UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt torsdag den 19. januar 2023
Sag 72/2022
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(advokat Tyge Trier, beskikket)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Svendborg den 2. juni 2022 (R4-220/2021) og af Østre Landsrets 18. afdeling den 23. juni 2022 (S-1561-22).
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen og Jens Kruse Mikkelsen.
Påstande
Tiltalte, har har nedlagt påstand om, at anklagemyndighedens anmodning om fort-sat varetægtsfængsling af ham ikke burde være blevet taget til følge som sket ved landsret-tens kendelse, subsidiært at kendelsen ændres således, at han fængsles i surrogat på Udrejse-center Kærshovedgård eller en anden institution anvist af Hjemrejsestyrelsen.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Sagsfremstilling
Tiltalte blev den 7. marts 2019 idømt 3 års fængsel for forsøg på fremme af terror-virksomhed efter straffelovens § 114 e, jf. § 21. Han blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig og frakendt sin danske indfødsret. Straffen var udstået den 27. marts 2020, og han blev samme dag varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 50, stk. 2, og § 35, stk. 2.
- 2 -
Tiltalte søgte dagen inden varetægtsfængslingen asyl i Danmark. Den 26. februar 2021 afslog Udlændingestyrelsen anmodningen om asyl. Den 26. maj 2021 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen og bestemte, at udrejsen skulle ske straks og om nødvendigt tvangsmæssigt.
Tiltalte var i perioden fra den 27. marts 2020 til den 27. oktober 2020 varetægts-fængslet efter udlændingelovens § 50 og § 35, stk. 2. I perioden fra den 28. oktober 2020 til den 17. juni 2021 var han varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35, stk. 2, og fra den 17. juni 2021 efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1.
I november 2019 indbragte Tiltalte spørgsmålet om udvisning for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med påstand om, at udvisningen af ham er i strid med Den Euro-pæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Menneskerettighedsdomstolen antog den 12. maj 2022 klagesagen til realitetsbehandling. Domstolen har ikke tillagt klagen opsættende virkning.
Om udsendelsesbestræbelserne frem til juni 2022 fremgår følgende af anklagemyndighedens svarskrift for Højesteret:
”Af samtalerefereat af 28. maj 2021 udfærdiget af Hjemrejsestyrelsen fremgår det, at Tiltalte blev gjort bekendt med Flygtningenævnets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse. Det fremgår videre, at Tiltalte – direke adspurgt – tilkendegav, at han ikke ønskede af medvirke til sin udsendelse.
Den 2. juni 2021 anmodede Hjemrejsestyrelsen den marokkanske ambassade om at ud-stede et rejsedokument.
Den 9. juni 2021 Hjemrejsestyrelsen Udlændinge- og Integrationsministeriet om bistand til at fremme sagen i forhold til ambassaden,
…
Ved brev af 5. juli 2021 oplyste Hjemrejsestyrelsen den marokkanske ambassade om, at Tiltalte var blevet idømt en straf på fængsel i 3 år for overtrædelse af straffeloven, og at Tiltalte ikke længere havde lovligt opholdsgrundlag i Danmark.
Ved en hjemrejsesamtale den 3. august 2021 oplyste Tiltalte igen, at han ikke ønskede at medvirke til sin hjemrejse.
Den 5. august 2021 forkyndte Hjemrejsestyrelsen for Tiltalte, at styrelsen havde truffet afgørelse om, at han ikke medvirkede til udsendelsen.
- 3 -
Den 26. august 2021 blev der afholdt et møde mellem den marokkanske ambassadør og repræsentanter fra Udenrigsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet, i hvilken forbindelse Hjemrejsestyrelsens brev af 5. juli 2021 blev udleveret.
Den 30. september 2021 oplyste Udlændinge- og Integrationsministeriet Hjemrejsesty-relsen om, at den marokkanske ambassadør ønskede at modtage en kopi af dommen om udvisning, og at der havde pågået juridiske overvejelser herom med det resultat, at der kunne udarbejdes en ekstrakt, der efterfølgende kunne udleveres til den marokkanske ambassade.
Den 5. november 2021 sendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en note verbale (diplomatisk note) af samme dato fra Udenrigsministeriet til den marokkanske ambas-sadør, hvor den af Tiltalte begående kriminalitet blev beskrevet.
Den 8. november 2021 anmodede den marokkanske ambassade om yderligere oplys-ninger om straffedommen med henblik på forelæggelse af sagen for myndighederne i Marokko.
Den 10. december 2021 blev der afholdt et møde mellem Udlændinge- og Integrations-ministeriet og den marokkanske ambassade, hvor en ny ekstrakt samt en note verbale fra Udenrigsministeriet af samme dato med anmodning om udstedelse af rejsedokument, blev udleveret. Den marokkanske ambassadør tilkendegav, at man ønskede ekstrakten legaliseret, ligesom man ønskede en ny anmodning, hvoraf det skulle fremgår, at udste-delsen af rejsedokumentet skulle ske med henblik på tvangsmæssig udsendelse.
…
Den 14. januar 2022 blev en ny ekstrakt leveret til den marokkanske ambassade.
Af en note verbale af 1. april 2022 fra den marokkanske ambassade fremgår det, at de marokkanske myndigheder havde revurderet sagen og afvist at udstede rejsedokument med den begrundelse, at Tiltalte er født i Danmark, og han var blevet radikaliseret i Dan-mark.
Den 6. maj 2022 blev der afholdt et møde mellem den marokkanske ambassade, Ud-lændinge- og Integrationsministeriet og Udenrigsministeriet, og den marokkanske am-bassade fik udleveret en note verbale af 5. maj 2022 med en ny anmodning om at udste-de rejsedokument for Tiltalte.
Udenrigsministeriet gengav i en mail af 8. maj 2022 det på mødet passerede. Det frem-går bl.a. af mailen, at den marokkanske ambassade anbefalede, at sagen fremover blev drøftet i et andet regi under tilstedeværelse af kompetente myndigheder, hvilket de dan-ske myndigheder erklærede sig enige i.
Den 25. maj 2022 oplyste Udlændinge- og Integrationsministeriet Hjemrejsestyrelsen om, at sagen ikke blev drøftet på et møde i New York den 18.-20. maj 2022, som for-ventet, og de danske myndigheder ville følge op på sagen med de rette myndigheder i Rabat.
- 4 -
Ved mail af 25. maj 2022 til Hjemrejsestyrelsen oplyste Udlændinge- og Integrations-ministeriet, at der gennem diplomatiske kanaler i både Danmark og Rabat blev arbejdet på en opfølgning på sagen.”
Byretten forlængede ved kendelse af 2. juni 2022 varetægtsfængslingen frem til den 30. juni 2022 med følgende begrundelse:
”Grundlaget for rettens kendelse af 16. december 2021, stadfæstet af Østre Landsret ved kendelse af 27. december 2021, er fortsat til stede, jf. hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, idet retten finder, at mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sik-re Tiltaltes tilstedeværelse, og at fortsat varetægtsfængsling på nuværende tidspunkt ikke ville være uproportional. Retten finder samtidig, at sagen fremmes med den fornødne omhu, herunder henset til det oplyste om, at Udenrigsministeriet nu vil følge op på sagen direkte overfor Marokko. Retten finder på denne baggrund og uanset det oplyste om, at sagen er antaget ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, heller ikke, at det er udsigtsløst, at Tiltalte kan udsendes.”
Ved kendelse af 23. juni 2022 stadfæstede landsretten byrettens kendelse med følgende be-grundelse:
”Tiltalte, der er marokkansk statsborger, blev ved Østre Landsrets ankedom af 7. marts 2019 for forsøg på fremme af terrorvirksomhed efter straffelovens § 114 e, jf. § 21, idømt fængsel i 3 år og frakendt sin danske indfødsret samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Den 27. marts 2020 blev han løsladt efter endt afso-ning og herefter varetægtsfængslet bl.a. i medfør af dagældende udlændingelovs § 35, stk. 2, idet han havde ansøgt om asyl. Den 26. maj 2021 meddelte Flygtningenævnet ham endeligt afslag herpå, og han har herefter siden den 17. juni 2021 været varetægts-fængslet i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, med henblik på udsendelse af landet.
Tiltalte har ikke ønsket at medvirke til udsendelsen. Det må endvidere læg-ges til grund, at der gennem diplomatiske kanaler både i Danmark og Marokko fortsat arbejdes på en udsendelse, og at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der ikke længere er reel udsigt til, at det inden for en nærmere fremtid vil være muligt at ud-sende ham. Uanset at Tiltalte har været varetægtsfængslet i medfør af hjem-rejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, siden den 17. juni 2021, tiltræder landsretten herefter, at betingelserne herfor fortsat er opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger efter det oplyste om hans personlige forhold ikke kan anses for tilstrækkelige.”
Anbringender
Tiltalte har anført navnlig, at varetægtsfængslingen på nuværende tidspunkt over-stiger den øvre grænse på 18 måneder for varetægtsfængsling, som er den længste varetægts-fængsling efter hjemrejselovens § 14 tiltrådt af Højesteret, jf. UfR 2005.1197 H. Han har væ-ret fængslet efter udlændingeloven uafbrudt fra marts 2020 til i dag og dermed i mere end to
- 5 -
år og seks måneder. Proportionaliteten skal vurderes på baggrund af den samlede periode, han har siddet varetægtsfængslet, og ikke kun den periode, hvor han har været fængslet efter hjemrejseloven. Behandlingen af hans asylsag var særdeles langvarig og skyldtes forhold hos Udlændingestyrelsen, hvilket ikke bør komme ham til skade. Forhandlingerne med de marok-kanske myndigheder er fastlåste og har reelt stået stille siden februar 2020, og de marokkan-ske myndigheder har i april 2022 direkte afvist at udstede rejedokumenter med henvisning til, at han er født i Danmark, og at det er i Danmark han er blevet radikaliseret.
Den omstændighed, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har antaget hans klage over mulig krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 i forbindelse med udvis-ningen fra Danmark til realitetsbehandling betyder i praksis, at han ikke kan udsendes, før Menneskerettighedsdomstolen har truffet afgørelse i sagen. Danmark udsender efter fast prak-sis ikke klagere i sager om mulig krænkelse af artikel 8, mens sagerne verserer. Allerede fordi der er langstrakte udsigter til, at en udsendelse derfor vil kunne effektueres, er varetægts-fængslingen uproportional.
Hans mor er alvorligt syg af kræft og har brug for hans hjælp i dagligdagen, hvorfor en place-ring på et udrejsecenter med opholds- og meldepligt vil gøre det muligt at bistå hende. Han har endvidere yngre søskende, som han ville kunne støtte med lektiehjælp, såfremt varetægts-fængslingen ikke opretholdes.
Opretholdelse af varetægtsfængslingen er endvidere i strid med Menneskerettighedskonven-tionens artikel 5, stk. 1, litra f.
Anklagemyndigheden har anført navnlig, at der ikke i hjemrejselovens § 14 eller forarbejder-ne til denne bestemmelse er fastsat en øvre grænse for varigheden af en varetægtsfængsling efter bestemmelsen. Udstrækningen af en varetægtsfængsling beror således på en konkret vurdering, herunder af, om der er reel udsigt til udsendelse inden for en overskuelig fremtid. Det er perioden, som Tiltalte har været fængslet efter hjemrejselovens § 14, der skal indgå i proportionalitetsvurderingen, og ikke den samlede periode han har siddet vare-tægtsfængslet. På tidspunktet for landsrettens kendelse den 23. juni 2022 var denne periode lige over 12 måneder. Herudover skal det tillægges betydning ved vurderingen, at Tiltalte er idømt 3 års fængsel for forsøg på fremme af terrorvirksomhed, og at han ikke har ønsket at medvirke til udsendelsen.
- 6 -
Den omstændighed, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har antaget Tiltaltes klagesag til realitetsbehandling, kan ikke føre til en anden vurdering, idet det bemær-kes, at klagen ikke er tillagt opsættende virkning.
Der er ikke i retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, hjemmel til, at Højesteret kan træffe afgørelse om, at Tiltalte skal fængsles i surrogat på Udrejsecenter Kærshovedgård.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår, om betingelserne for varetægtsfængsling af Tiltalte i medfør af hjem-rejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, var opfyldt den 23. juni 2022, hvor landsretten afsagde kendelse om fortsat varetægtsfængsling.
Efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, kan en udlænding varetægtsfængsles, når der er be-stemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstede-værelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mis-tanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom.
Tiltalte, der er født i Danmark i 1997, erhvervede ved fødslen både dansk og ma-rokkansk statsborgerskab. Han blev ved Retten i Glostrups dom af 26. juni 2018 fundet skyl-dig i forsøg på fremme af terrorvirksomhed efter straffelovens § 114 e, jf. § 21, ved sammen med tre medtiltalte at have forsøgt at rejse ind i Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Byret-ten fastsatte straffen til fængsel i 3 år, og han blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig samt frakendt sin danske indfødsret. Den 7. marts 2019 stadfæstede Østre Landsret dommen.
Den 26. marts 2020 søgte Tiltalte om asyl i Danmark. Dagen efter, den 27. marts 2020, blev han varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 50, stk. stk. 2, og § 35, stk. 2, da han samme dag havde færdigafsonet fængselsstraffen. Han har siden været varetægts-fængslet efter bestemmelser i udlændingeloven og senest hjemrejseloven. Den 26. februar 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på asyl, og Flygtningenævnet stadfæstede afgørelsen den 26. maj 2021.
- 7 -
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ved brev af 12. maj 2022 antaget Tiltaltes klage efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 til realitetsbehandling. Menneskerettighedsdomstolen har ikke tillagt klagen opsættende virkning.
Ved den kærede afgørelse af 23. juni 2022 stadfæstede landsretten byrettens kendelse af 2. juni 2022 om fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, indtil den 30. juni 2022.
Det fremgår af sagens oplysninger, at Tiltalte ikke ønsker at udrejse frivilligt, og at de danske myndigheder siden Flygtningenævnets afslag på asyl løbende har været i kontakt med de marokkanske myndigheder om udstedelse af rejsedokumenter til Tiltalte med henblik på en tvangsmæssig udsendelse til Marokko. Ved en verbalnote af 1. april 2022 meddelte den marokkanske ambassadør, at de marokkanske myndigheder havde besluttet at afvise at udstede rejsedokument med den begrundelse, at Tiltalte er født i Dan-mark, og at han er blevet radikaliseret i Danmark. Sagen blev herefter drøftet på et møde den 6. maj 2022 mellem den marokkanske ambassade, Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udenrigsministeriet. Det fremgår af et referat af mødet, at den marokkanske ambassade anbe-falede, at sagen fremover blev drøftet i et andet regi (direkte mellem de kompetente myndig-heder eller alternativt blev taget op på politisk niveau).
Højesteret tiltræder på den anførte baggrund, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, var opfyldt den 23. juni 2022, herunder at en propor-tionalitetsvurdering efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke var til hinder for fortsat varetægtsfængsling.
Højesteret har i den forbindelse lagt vægt på, at det – uanset afslaget i verbalnoten af 1. april 2022 – efter oplysningerne om drøftelserne på mødet med den marokkanske ambassadør den 6. maj 2022 ikke allerede halvanden måned senere kunne fastslås, at der ikke var reel udsigt til udsendelse inden for rimelig tid.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 12. maj 2022 har oplyst, at Tiltaltes klage efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 var antaget til realitetsbehandling, idet det bemærkes, at Domstolen ikke har tillagt klagen opsættende virkning.
- 8 -
Thi bestemmes :
Landsrettens kendelse stadfæstes.
Tiltalte skal betale kæreomkostningerne for Højesteret.