Afvisning af bevisanke grundet tiltaltes udeblivelse
T blev ved Retten i Sønderborgs dom af 10. juli 2020 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder samt en advarsel om udvisning for en række tilfælde af bl.a. bedrageri og databedrageri. T ankede til frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse. Hovedforhandlingen til behandling af T’s anke, som omfattede såvel bevis- som udmålingsanke, var berammet med otte retsdage i perioden 17. - 28. maj 2021. Retten blev sat den 17. maj 2021 klokken 12.30, hvor T ikke var mødt. Klokken 12.50 afsagde landsretten kendelse om, at bevisanken blev afvist. Retten påbegyndte herefter behandlingen af udmålingsanken. T ankom til retten klokken 13.17, dvs. 47 minutter inde i hovedforhandlingen.
Spørgsmålet for Højesteret var, om det var med rette, at T’s bevisanke blev afvist i henhold til den dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 920, stk. 2. Efter denne bestemmelse kunne retten – hvis tiltalte udeblev uden oplyst lovligt forfald i et tilfælde, hvor dommen var anket af ham – ved kendelse afvise tiltaltes bevisanke, hvis retten fandt, at sagen ikke med nytte kunne behandles, uden at tiltalte var til stede.
Højesteret fastslog, at vurderingen efter den dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 920, stk. 2, af, om ankesagen med nytte kunne behandles, uden at T var til stede, med rette var foretaget på det tidspunkt, hvor landsretten konstaterede, at T var udeblevet. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering af, at ankesagen – hvor det var planlagt, at T skulle afgive forklaring – ikke med nytte kunne behandles, uden at T var til stede. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.