UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt onsdag den 8. februar 2023
Sag 32/2022
Ankenævn for biler - bilklage.dk
(advokat Rune Derno)
mod
Indkærede 1
(advokat Jesper K. Fenger-Mieritz)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Fogedretten i Roskilde den 26. marts 2021 (FS 22-9028/2020) og af Østre Landsrets 23. afdeling den 24. juni 2021 (B-274-21).
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Dahl Jensen, Michael Rekling og Jens Kruse Mikkelsen.
Påstande
Kærende, Ankenævn for biler - bilklage.dk, har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved fogedretten.
Indkærede 1, har ikke udtalt sig i anledning af kæren.
Sagsfremstilling
Den 26. juni 2020 traf Ankenævnet for biler – bilklage.dk afgørelse i en klagesag mod Indkærede 1 (nu under konkurs). Ankenævnet besluttede i den forbindelse, at Indkærede 1 skulle betale 19.000 kr. ekskl. moms i omkostninger til ankenævnet.
I oktober 2020 indbragte Ankenævn for biler sagen for Fogedretten i Roskilde med anmod-ning om foretagelse af udlæg hos Indkærede 1.
- 2 -
Ved kendelse af 26. marts 2021 afviste fogedretten sagen, idet fogedretten fandt, at fordringen skal inddrives via restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen). Af fogedrettens be-grundelse fremgår:
”Lovgrundlag
Efter forbrugerklagelovens § 6 jf. bekendtgørelse nr. 1151 af 30. september 2015 om godkendelse af private tvistløsningsorganer § 3, er Ankenævnet for biler godkendt som et privat tvistløsningsorgan.
I samme bekendtgørelsens § 27 hedder det:
”Et t vistløsningsorgan kan få godkendt gebyrer, som en erhvervsdrivende skal betale for behandling af sagen, hvis
1. forbrugeren får medhold i sin klage, eller
2. …
Stk. 2. Gebyrerne fastsættes på baggrund af oplysninger fra tvistløsningsorganets esti-merede gennemsnitlige udgifter til sagernes behandling.
Stk. 3. Der vil kunne opkræves højere beløb for erhvervsdrivende, der ikke løbende bi-drager til tvistløsningsorganets drift.
Stk. 4. Hvis beløb fastsat i medfør af stk. 2 - 3, der ikke betales af den erhvervsdrivende, skal kunne inddrives efter gældsinddrivelseslovens §§ 10 og 11, jf. nr. 30 i lovens bilag 1, skal beløbene fastsættes som standardbeløb, som meddeles den erhvervsdrivende al-lerede ved sagens begyndelse.”
I bekendtgørelse nr. 1885 af 8. december 2020 om gebyrer ved godkendte private- eller ankenævn hedder det bl.a.;
” Ankenævn for biler
§ 9. De i medfør af vedtægterne for Ankenævn for biler i § 26 fastsatte gebyrer udgør følgende:
1) For erhvervsdrivende, der løbende bidrager til nævnets drift,
…
2) For erhvervsdrivende, der ikke løbende bidrager til nævnets drift, 19.000 kr. ekskl. moms, hvis forbrugeren får medhold, jf. stk. 1, nr. 1, …”
Efter positivlisten i bilag 1 nr. 30 til den tidligere gældende gældsinddrivelseslov kunne bl.a.:
”Udgifter til en sags behandling ved et privat ankenævn, der er etableret ved lov,… inddrives ved lønindeholdelse eller udpantning efter lovens §§ 10-11 ”
Gældsinddrivelsesloven blev ændret i 2017 og i den forbindelse blev positivlisten i bi-lag 1 ændret til en negativliste, hvor alene »civilretlige fordringstyper« er anført som fordringer, for hvilke der ikke kan foretages lønindeholdelse eller udpantning. Denne ændring vedrørte alene spørgsmålet om muligheden for at foretage lønindeholdelse og
- 3 -
udpantning, og der er ifølge forarbejderne ikke med ændringen tilsigtet nogen ind-skrænkning af lovens anvendelsesområde.
I overensstemmelse hermed hedder det bl.a. i den nuværende gældsinddrivelseslov § 1, stk.1:
”Loven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog §§ 1 a og 1 b. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til l ov.”
Bemyndigelsen i 2 pkt. blev oprindelig indsat ved L 2008.1333 og er senest er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige § 1, stk. 1, hvori det hedder:
”Lov om inddri velse af gæld til det offentlige gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller ind-drives af det offentlige, herunder private og udenlandske fordringer på underholdsbi-drag, tilbagebetalingskrav fra A-kasser, fordringer på kontrolafgifter, ekspeditionsgeby-rer og rejsekortfordringer fra jernbanevirksomheder, fordringer på gebyrer fra private klagenæ vn…”
Inddrivelse af gebyrer fastsat af et godkendt privat tvistløsningsorgan kan ikke sidestil-les med inddrivelse af en privatretlig fordring og må fortsat anses for omfattet af gælds-inddrivelsesloven. Disse krav skal derfor inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, der udøver kreditorbeføjelserne, jf. gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1.
Med denne begrundelse afvises sagen fra fogedretten.”
Ved kendelse af 24. juni 2021 stadfæstede Østre Landsret fogedrettens afgørelse. Af landsret-tens begrundelse fremgår bl.a.:
”Ankenævn for biler er et privat tvistløsningsorgan godkendt af erhvervsministeren i medfør af forbrugerklagelovens § 6.
Adgangen til at tvangsinddrive krav på betaling af gebyrer for nævnsbehandlingen i fo-gedretten skal søges i retsplejelovens § 478, stk. 2, hvorefter udlæg kan ske for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret. En sådan udpantningsret fremgår af gælds-inddrivelseslovens § 11 som specificeret i lovens bilag 1. Udgifter til en sags behand-ling ved visse private ankenævn var forud for ændringen af gældsinddrivelsesloven i 2017 omfattet af ”positivlisten” i lovens bilag 1, nr. 30, og der var ikke med vedtagelsen af ”negativlisten” tilsigtet nogen indskrænkning af lovens anvendelsesområde.
Landsretten finder, at Ankenævn for biler ikke kan henregnes til begrebet ”det offentli -ge” , således som dette begreb er anvendt i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., og er således ikke omfattet af loven i medfør af denne bestemmelse.
Gældsinddrivelsesloven gælder imidlertid tillige for opkrævning og inddrivelse af for-dringer på gebyrer fra private klagenævn, jf. § 1, stk. 1, i gældsinddrivelsesbekendtgø-
- 4 -
relsen (bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om 1inddrivelse af gæld til det offentli-ge).
Spørgsmålet er herefter, om det forhold, at Ankenævn for bile r ikke er en del af ”det of -fentlige” efter gældsinddrivels eslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at ankenævnet frit kan vælge mellem at inddrive krav på betaling af gebyrer for nævnsbehandlingen i fo-gedretten i medfør af retsplejelovens § 478, stk. 2, eller at overlade inddrivelsen af for-dringen til restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).
I den henseende bemærkes, at retsplejelovens § 478, stk. 2, ikke omtaler spørgsmålet om kompetencen til at fremsætte anmodning om udlæg for de fordringer, som i lovgiv-ningen er tillagt udpantningsret. Idet der er tale om udpantningsret efter gældsinddrivel-seslovens § 11, må det bero på reglerne i gældsinddrivelsesloven.
Efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 1, forestår restanceinddrivelsesmyndigheden inddrivelse af fordringer, jf. lovens § 1, stk. 1 og 2. Efter lovens § 2, stk. 3, overdrages fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Videre fremgår det af lovens § 3, stk. 1, at restanceinddrivelsesmyndigheden overtager kreditorbeføjelserne.
Landsretten finder på den baggrund, at gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligato-risk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven. Som følge af hen-visningen i lovens § 2, stk. 1, til § 1, stk. 1, omfatter denne ordning også fordringer, der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lo-vens anvendelsesområde og dermed også fordringer på gebyrer fra private klagenævn, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1. Sådanne krav skal derfor inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, der udøver kreditorbeføjelserne.
Landsretten stadfæster derfor fogedrettens afgørelse.”
Anbringender
Ankenævn for biler har anført navnlig, at ankenævnet har valgfrihed i forhold til, om inddri-velse af krav på gebyrer skal ske via restanceinddrivelsesmyndigheden, eller om ankenævnet selv ønsker at forestå inddrivelsen via fogedretten.
Ankenævn for biler er ikke omfattet af begrebet ”det offentlige” i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., jf. bl.a. UfR 2020.266 H og UfR 2020.520 Ø.
Ankenævnet har, ligesom andre private klagenævn, mulighed for at overdrage sine fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen), jf. gældsinddrivelses-bekendtgørelsens § 1, stk. 1, som er udstedt i medfør af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., hvorefter skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov. Ankenævnet er dog ikke forpligtet til at overdrage sine fordringer.
- 5 -
I forarbejderne til gældsinddrivelseslovens bemyndigelsesbestemmelse i § 1, stk. 1, 2. pkt., er det flere steder anført, at fordringstypen kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Anvendelsen af ordet ”kan” understreger, at priv ate nævn ikke har pligt til at anvende gælds-inddrivelseslovens ordning, og at Ankenævn for biler dermed ikke er afskåret fra selv at fore-stå inddrivelsen ved domstolene i medfør af retsplejelovens almindelige regler. Lovgiver har således bevidst valgt at a nvende ordet ”kan” i modsætning til ordet ”skal” , der anvendes samme sted i forarbejderne for så vidt angår udenlandske krav.
Det fremgår ligeledes af vejledning for godkendelse af private tvistløsningsorganer fra august 2018, at der er tale om en mulighed for inddrivelse gennem restanceinddrivelsesmyndigheden. Det er således ikke formålet med bemyndigelsesbestemmelsen, at ministeren kan fastsætte regler, som tvinger private nævn til i alle tilfælde at inddrive krav via restanceinddrivelses-myndigheden, som de seneste mange år har været og stadig er særdeles udfordret i forhold til at forestå en effektiv inddrivelse på vegne af fordringshaverne.
Det er således kun, hvis Ankenævn for biler anmoder restanceinddrivelsesmyndigheden om bistand til inddrivelse af fo rdringen, at fordringen bliver til ”en fordring, der opkræve s eller inddrives af det offentli ge” . Såfremt ankenævnet ikke vælger at overdrage fordringen til ind-drivelse, besidder ankenævnet selvsagt fortsat kreditorbeføjelserne for sine fordringer, og an-kenævnet kan i den forbindelse vælge at forestå inddrivelsen på egen hånd. Fordringen er i dette tilfælde ikke en fordring, der opkræves eller inddrives af det offentlige. Dette i modsæt-ning til, hvad der gælder for de offentlige fordringshavere, hvis fordringer i alle tilfælde er fordringer, der opkræves og inddrives af det offentlige, hvilket typisk også vil fremgå af sær-lovgivningen.
Det bemærkes i øvrigt, at Ankenævn for biler som privat klagenævn er mere økonomisk af-hængig af en effektiv inddrivelse, end offentlige myndigheder typisk vil være, hvilket er en del af baggrunden for, at ankenævnet ikke ønsker at overdrage fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, selv om det i visse tilfælde er muligt. Ankenævnet ønsker således i stedet for selv at forestå inddrivelse via fogedretterne, og fogedretterne kan foretage udlæg for kravene i medfør af retsplejelovens § 478, stk. 2.
Det har i den forbindelse ikke betydning, om udpantningsretten følger af gældsinddrivelseslo-ven eller af anden lovgivning. Det væsentlige i den forbindelse er alene, at der er en tilstræk-
- 6 -
kelig høj grad af sikkerhed for, at kravet består til, at man i lovgivningen har valgt at tillægge fordringstypen udpantningsret. Udpantningsretten følger således fordringen, og ikke personen eller myndigheden, som anmoder om udlægget. Ankenævnet kan derfor anmode fogedretten om at foretage udlæg for fordringen.
Til støtte for, at Ankenævn for biler har valgfrihed og således kan forestå inddrivelsen via fogedretten, henvises endvidere til den betydelige og langvarige retspraksis hos fogedretten med privatretlig inddrivelse for ankenævnet. Således har Ankenævnet, siden dets godkendelse ved erhvervsministeren i november 2012, problemfrit forestået inddrivelse af disse fordringer, uden at der fra domstolenes side er rejst spørgsmål om, at kravet skal inddrives af restance-inddrivelsesmyndigheden i henhold til gældsinddrivelsesloven.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår, om fogedretten med rette har afvist Ankenævnet for bilers anmodning om ind-drivelse af ankenævnets krav på et sagsomkostningsbeløb (gebyr) hos Indkærede 1 (nu under konkurs). Landsretten har stadfæstet fogedrettens kendelse.
Af de grunde, som landsretten har anført, stadfæster Højesteret kendelsen.
Thi bestemmes :
Landsrettens kendelse stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.