Højesterets dom af 27. maj 2011 i sag 286/2009

Print

Relaterede love

Renteloven
Erstatningsansvarsloven
Funktionærloven
Forvaltningsloven
Personoplysningsloven_invalid
Helbredsoplysningsloven

Relaterede retsområder

Arbejdsret
Erstatningsret
Familieret
Forvaltningsret

Resumé

Kommune handlede i strid med persondataloven, da den som en referenceoplysning bl.a. oplyste, at man mistænkte en tidligere medarbejder for at have et alkoholproblem

Som følge af højt sygefravær blev A opsagt fra sin stilling som socialrådgiver i kommunen H’s voksenafdeling. Forinden havde A haft to sygefraværssamtaler med sin ledelse, hvorunder A blev konfronteret med ledelsens mistanke om, at A havde et alkoholproblem. A bestred oplysningen, ligesom A efter samtalerne, men inden sin opsigelse, sendte et brev til sin overordnede leder, hvori hun anmodede om, at der blev sat en stopper for de ”ondsindede rygter”. Efter opsigelsen blev A af arbejdsformidlingen henvist til en jobsamtale med D i kommunen S, der havde en stilling ledig som socialrådgiver i børn- og ungeområdet. I forbindelse med samtalen gav A tilladelse til, at D kunne indhente referenceoplysninger hos H. D kontaktede H telefonisk og blev bl.a. oplyst om, at ledelsen havde mistænkt A for at have et alkoholproblem, og at A havde bestridt dette. D kontaktede derpå A og oplyste hende om de modtagne oplysninger, samt om at man ikke fandt, at hun havde de fornødne kvalifikationer.

Sagen vedrørte herefter, om H og S’ behandling af oplysningen om mistanken mod A var i strid med forvaltningsloven, helbredsoplysningsloven eller persondataloven, herunder bl.a. om A’s samtykke omfattede H’s videregivelse, og om S havde foretaget fornøden partshøring.

Byretten frifandt kommunerne, idet retten udtalte, at A havde givet samtykke, og at oplysningen var saglig og korrekt. Landsretten fandt begge kommuners håndtering af oplysningen omfattet af og i strid med helbredsoplysningsloven, og at de hver især skulle betale A 25.000 kr. i godtgørelse herfor.

Højesteret fandt ikke en behandling af oplysninger om misbrug af nydelsesmidler omfattet af helbredsoplysningsloven, således som denne lovs formål og indhold må fortolkes. Med henvisning til persondatalovens anvendelsesområde efter de dagældende regler lagde Højesteret endvidere efter bevisførelsen til grund, at notaterne over sygefraværssamtalerne med A var oprettet på et almindeligt tekstbehandlingssystem, og at de fortsat blev behandlet elektronisk. Højesteret udtalte herefter, at H’s videregivelse – uanset om den måtte være sket ud fra lederens hukommelse – var omfattet af loven. Højesteret udtalte endvidere, at en oplysning om alkoholmisbrug er omfattet af begrebet ”helbredsoplysning”, som dette er anvendt i persondatalovens § 7, og at A’s samtykke til at indhente referenceoplysninger ikke omfattede en sådan følsom oplysning. H måtte i den forbindelse vide, at oplysningen kunne være skadelig for A, ligesom A havde bestridt oplysningen. Videregivelsen var derfor i strid med persondataloven, og H skulle betale A 25.000 kr. i godtgørelse herfor. For så vidt angik kommunen S henviste Højesteret til kravene i forvaltningslovens § 29 om indhentning af oplysninger i ansøgningssager. Højesteret lagde imidlertid til grund, at A’s tidligere leder oplyste D om mistanken mod A, uden at D direkte havde spurgt herom. S havde derfor ikke indhentet oplysninger om A i strid med forvaltningsloven. Efter bevisførelsen fandt Højesteret derimod, at S – allerede inden D kontaktede A om de modtagne oplysninger – havde besluttet ikke at ansætte A, men at S burde have foretaget partshøring. Da den manglende partshøring ikke havde haft betydning for S’ beslutning, var der dog ikke grundlag for at pålægge S at betale A godtgørelse herfor.

Højesteret ændrede dermed landsrettens dom.