Forældelsesfrist i klage- og erstatningsloven skulle fortolkes i overensstemmelse med de almindelige forældelsesregler
Sagen angik for Højesteret, om Ankenævnet for Patienterstatningen med rette havde afvist at behandle et krav om erstatning for A’s epilepsilidelse med henvisning til, at kravet var forældet efter § 59, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven).
Højesteret fandt, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i § 59, stk. 1, må fastlægges i overensstemmelse med de almindelige regler om forældelse i forældelsesloven, og at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen først indtræder, når den lidelse, der kræves erstatning for, har vist sig på en sådan måde, at den skadelidte havde rimelig anledning til og
mulighed for at rejse et erstatningskrav.
Højesteret tiltrådte herefter, at A’s forældre, C og B, tidligst i november 2015 havde rimelig anledning til og mulighed for at kræve erstatning vedrørende A’s epilepsilidelse, og at dette erstatningskrav ikke var forældet, da B den 1. maj 2016 indgav anmeldelse til Patienterstatningen.
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom om hjemvisning af sagen til Ankenævnet for Patienterstatningen.
