Erstatningsansvarsloven
Retsplejeloven
Forældelsesloven
Landsrettens dom, hvorved de sagsøgte myndigheder blev frifundet for de efterladtes krav om godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af en pårørendes død, blev dels stadfæstet dels ophævet og hjemvist til fornyet behandling ved landsretten.
Under en biljagt den 1. april 2003 blev NN skudt af en politiassistent og afgik herved ved døden. Ved stævning af 20. oktober 2008 anlagde NN’s mor og søster, A, og B, sag mod henholdsvis Københavns Politi, Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten med krav om godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af NN’s død. Sagen blev af byretten henvist til landsretten, som efter at have udskilt spørgsmål om retlig interesse og forældelse til særskilt behandling frifandt de sagsøgte myndigheder under henvisning til, at hverken A eller B var omfattet af den personkreds, der kunne få godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a. Sagen blev herefter indbragt for Højesteret.
Højesteret udtalte, at sagen efter det oplyste måtte antages at angå spørgsmålet om, hvorvidt A og B havde krav på godtgørelse, fordi de sagsøgte myndigheder på retsstridig måde havde krænket deres rettigheder i henhold til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 2 og 13 som nærmeste efterladte til NN. Over for Københavns Politi støttedes kravet på selve forvoldelsen af NN’s død og erstatningsansvarslovens § 26 a, hvorefter den, der forsætligt eller groft uagtsomt forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær. Over for Statsadvokaten for København og Rigsadvokaten støttedes kravet på det efterfølgende undersøgelsesforløb, idet det var A og B’s opfattelse, at dette havde været mangelfuldt og fejlbehæftet på en sådan måde, at der herved var påført dem som efterladte en selvstændig krænkelse, og at dette berettigede dem til godtgørelse efter dansk rets almindelige regler, der måtte forstås under hensyn til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 41. Højesteret bemærkede, at der ikke var grundlag for at anse spørgsmålet, om de efterladte opfylder betingelserne for godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a, som et spørgsmål om retlig interesse i søgsmålet. Højesteret fandt endvidere, at kravet efter erstatningsansvarslovens § 26 a mod Københavns Politi var forældet, mens kravet mod statsadvokaten og Rigsadvokaten ikke var forældet.
Højesteret stadfæstede herefter landsrettens frifindelse af Københavns Politi, ophævede landsrettens dom i forhold til Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten samt hjemviste denne del af sagen til fortsat behandling