Ledninger omfattet af deklarationer stiftet på privatretligt grundlag var ikke anbragt på gæstevilkår
I forbindelse med Vejdirektoratets etablering af en motorvej var det nødvendigt at gennemføre arbejder vedrørende 21 eksisterende ledninger, som ejedes af N1 A/S, TDC NET A/S, Vestforsyning Spildevand A/S, Vestforsyning Vand A/S og Vestforsyning Varme A/S.
Ledningerne var anbragt i henhold til deklarationer, der alle var stiftet på privatretligt grundlag.
Sagerne angik, om de respektive ledningsejere eller Vejdirektoratet som arealejer skulle afholde udgifterne til ledningsarbejderne. Vejdirektoratet havde henvist til det ulovbestemte gæsteprincip til støtte for, at ledningsejerne skulle afholde udgifterne. Gæsteprincippet er betegnelsen for en udfyldende regel, som finder anvendelse i tilfælde, hvor der uden vederlag er givet tilladelse til at anbringe en ledning på en ejendom. Reglen indebærer, at ledningsejeren som ”gæst” skal bekoste ledningsarbejder, der er nødvendiggjort af arealejerens ændrede benyttelse af det areal, hvor ledningen er anbragt.
Højesteret fastslog, at alle de i sagerne omhandlede ledninger var anbragt på vilkår, der indebar, at Vejdirektoratet som arealejer skulle afholde udgifterne til ledningsarbejderne i forbindelse med etableringen af motorvejen.
Deklarationen vedrørende fire af ledningerne beroede på en ensidig ejerdisposition, idet Holstebro Kommune var både ledningsejer og arealejer, da ledningerne blev anbragt. Højesteret udtalte, at de hensyn, der ved aftaler mellem ledningsejer og arealejer kan begrunde anvendelse af det ulovbestemte gæsteprincip ikke i almindelighed kan overføres på sådanne tilfælde. Højesteret udtalte videre, at der i sådanne tilfælde normalt er en formodning for, at pålæggelse af en deklaration om sikring af ledninger har til formål bl.a. at fastslå, at ledningsejeren ikke skal betale for ledningsomlægninger, der sker på arealejerens foranledning, hvis der på et senere tidspunkt ikke længere er identitet mellem ledningsejeren og arealejeren. Retstillingen var ikke ændret som følge af at ledningerne var overdraget fra Holstebro Kommune til vestforsyningsselskaberne, hvorfor Vejdirektoratet skulle afholde udgifterne til arbejderne vedrørende de fire ledninger.
De øvrige 17 ledninger var anbragt i henhold til aftaler mellem de daværende ledningsejere og de daværende arealejere. Spørgsmålet var bl.a., om arealejerne havde givet tilladelse til ledningsanbringelsen mod vederlag, herunder om et eventuelt vederlag var givet som kompensation for, at ledningerne ikke lå som ”gæster”.
For alle 17 ledningers vedkommende var der aftalt en erstatning. Højesteret tog stilling til, om erstatningen for de enkelte ledningers vedkommende havde karakter af vederlag som kompensation for, at ledningerne ikke skulle være ”gæster”.
Højesteret udtalte bl.a., at det i en situation, hvor der er aftalt en erstatning, påhviler arealejeren at godtgøre, at betalingen ikke udgør vederlag for, at ledningsanlægget ikke skal ligge på gæstevilkår. Højesteret bemærkede, at det måtte anses for at være uden betydning, om det på nuværende tidspunkt kunne godtgøres, at [vederlaget/erstatningen] faktisk var blevet betalt. Ingen af de 17 ledninger fandtes af være omfattet af gæsteprincippet som udfyldende regel.
Ordlyden af deklarationerne for de øvrige 17 ledninger var forskellig, men Højesteret fastslog, at de alle indebar, at Vejdirektoratet som arelejer selv skulle afholde udgifterne til arbejder vedrørende ledningerne, der skete på arealejerens foranledning.
