Parter
H1 v/ IA
(v/Adv. Khuram Ahmed)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/Adv. Malthe Gade Jeppesen)
Afsagt af byretsdommer
Peter Lind Larsen
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen er anlagt den 8. marts 2017 og angår, om betingelserne for genoptagelse er opfyldt, dels med hensyn til sagsøgers afgiftstilsvar for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013, dels med hensyn til sagsøgers ansvar for A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2013.
Sagsøger, H1, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at der skal ske genoptagelse for sagsøgers indkomstår 2013.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Landsskatteretten stadfæstede ved afgørelse af 9. december 2016 en afgørelse fra SKAT af 4. april 2016, hvorefter SKAT afslog at genoptage den sagsøgende virksomheds afgiftstilsvar for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013 og virksomhedens ansvar for A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2013.
Af Landsskatterettens afgørelse fremgår bl.a.:
"...
Faktiske oplysninger
H1 v/IA (herefter benævnt virksomheden) er en enkeltmandsvirksomhed. Virksomheden er registreret i det centrale virksomhedsregister, CVR, under branchekoden 81.21.00 – Almindelig rengøring i bygninger.
Virksomheden havde angivet følgende moms til SKAT for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013:
|
Periode |
Salgsmoms |
Købsmoms |
|
20130630 |
768.029 |
536.876 |
|
20130930 |
793.527 |
574.500 |
|
20131231 |
857.929 |
625.095 |
En del af den angivne købsmoms bestod i fradrag for udgifter til rengøringsydelser, som virksomheden oplyste, var leveret af G1, G2 samt G3 (herefter benævnt leverandørerne). Virksomheden har oplyst, at de havde benyttet sig af leverandørerne til at levere rengøringsydelser til virksomhedens kunder.
SKAT anmodede den 13. februar 2014 og den 7. april 2014 om virksomhedens resultatopgørelse og kontospecifikationer samt underbilag vedrørende virksomhedens leverandører for perioden fra den 1. april til 31. december 2013.
I marts og maj 2014 modtog SKAT resultatopgørelse for virksomheden. SKAT har efter det oplyste telefonisk rykket virksomhedens repræsentant for kontospecifikationer, dog uden at disse er blevet fremsendt.
Den 16. oktober 2014 fremsendte SKAT et forslag til afgørelse med tilhørende sagsfremstilling til virksomheden.
Ved afgørelse af 5. januar 2015 forhøjede SKAT virksomhedens momstilsvar for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013 med 963.400 kr. SKAT traf samtidig afgørelse om, at virksomheden skulle hæfte for AM-bidrag med 308.288 kr. og A-skat med 1.949.921 kr.
SKAT har begrundet ændringen af virksomhedens købsmoms med, at virksomhedens leverandører ikke kan anses for at have været i stand til at levere de rengøringsydelser, som virksomheden har angivet købsmoms for. Derudover var de indsendte fakturaer fra leverandørerne mangelfulde.
SKAT anså de indsendte fakturaer for at være fiktive, idet SKAT blandt andet ikke kunne lokalisere leverandørerne på de til SKAT oplyste virksomhedsadresser. Dertil kom, at leverandørerne ikke havde driftsudgifter til lokaler mv., at betalingsstrømmen hos leverandørerne i øvrigt var mistænkelig, at leverandørerne ikke havde ansatte svarende til deres omsætning, samt at fakturaerne var mangelfulde.
Som en konsekvens af, at SKAT ikke anså det for muligt, at de af virksomheden oplyste leverandører havde leveret rengøringsydelserne, tog SKAT udgangspunkt i, at virksomheden selv måtte have leveret rengøringsydelserne. SKAT fastsatte derefter A-skat og AM-bidrag ud fra en skønsmæssig vurdering af virksomhedens udgifter til lønninger.
Det fremgår af SKATs afgørelse af 5. januar 2015, at indehaveren blandt andet havde følgende bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse:
”… jeg har entreret med underleverandører, som jeg denne gang har tjekket oplysningerne på, om de var moms registreret, hvilket de var.
Arbejdet hos mine kunder er udført og de har betalt, og jeg har honoreret fakturaerne fra underleverandørerne via bank, som foreskrevet af SKAT.
Jeg mener, sammen med mine rådgivere, at jeg ikke kan gøres ansvarlig for underleverandørernes forhold til SKAT. Jeg skal bare sikre mig, at de er momsregistreret og leverer det arbejde jeg har anmodet dem om.
Da der ikke er kædeansvar, er underleverandørernes juridiske forhold er ikke mit ansvar, og kan ikke pålægges som hæftelse på mig for moms, A-skat og AM-bidrag. Jeg har fulgt SKAT’s anvisninger, og må på enhver måde afvise mit ansvar for underleverandørernes forhold.
Men jeg må fastholde at jeg ingen kendskab har til underleverandørernes forhold, men har blot konstateret at arbejdet er udført til mine kunders tilfredshed.
Det er som om SKAT stadig hænger fast i de fejl jeg måtte have begået tidligere, og derfor konsekvent afviser alt der kommer fra mig, uden reel vurdering af mine forhold, men ønsker at pådrage mig ansvar for underleverandørers forhold, som jeg ingen part har i, og heller ikke ansvar for.
Konklusion
SKATs forslag af den 16. oktober 2014 afvises i sin helhed.
Jeg afviser ethvert ansvar for underleverandørernes forhold. Kan blot konstatere at arbejdet er udført for mine kunder som aftalt, og betaling har fundet sted digitalt som foreskrevet.”
Indehaveren påklagede ikke SKATs afgørelse af 5. januar 2015.
Virksomhedens repræsentant sendte den 23. juni 2015 en anmodning til SKAT om ordinær genoptagelse af virksomhedens momstilsvar for perioden 1. april til 31. december 2013 samt spørgsmålet om virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag for indkomstår 2013.
Denne anmodning blev afslået den 9. juli 2015, idet SKAT fandt, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der kunne ændre SKATs afgørelse af 5. januar 2015.
Virksomhedens repræsentant påklagede den 9. oktober 2015 SKATs afgørelse af 9. juli 2015 til Landsskatteretten.
Landsskatteretten traf den 17. februar 2016 afgørelse, hvorefter SKATs afgørelse af 9. juli 2015 blev annulleret som følge af formelle mangler.
Den 26. februar 2016 sendte SKAT på ny et forslag til afgørelse vedrørende genoptagelsesanmodningen. SKAT foreslog at afslå at genoptage virksomhedens momstilsvar samt spørgsmålet om virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag.
Den 4. april 2016 traf SKAT afgørelse i overensstemmelse med SKATs forslag af 26. februar 2016.
Afgørelsen af 4. april 2016 blev påklaget til Landsskatteretten den 4. juli 2016.
Repræsentanten har med klagen til Landsskatteretten fremsendt en underleverandørkontrakt mellem virksomheden og G2 (herefter leverandør A) om levering af rengøringsydelser. Repræsentanten har endvidere indsendt en faktura udstedt til virksomheden fra leverandør A, hvorpå der faktureres 380.000 kr. for ’samlet opvask og rengøring’. Der er desuden vedlagt en udskrift fra F1-banks netbank, der viser, at der er overført 380.000 kr. til den konto, der er oplyst på fakturaen.
Repræsentanten har endvidere vedlagt en række fakturaer fra virksomheden til virksomhedens kunder for levering af rengøringsydelser.
...
...
Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet virksomhedens anmodning om genoptagelse af afgiftstilsvaret for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013 samt anmodning om genoptagelse vedrørende hæftelse for A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2013.
Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2:
”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.
Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften.”
Når der anmodes om genoptagelse af et afgiftstilsvar, påhviler det den afgiftspligtige at dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Den afgiftspligtige skal således kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere opgørelse af afgiftstilsvaret har været forkert, fordi den hvilede på forkerte, eller nu ændrede faktiske omstændigheder eller væsentlige nye retsforhold.
Repræsentanten har gjort gældende, at virksomheden ikke bærer ansvaret for, at leverandørerne udspecificerer deres fakturaer, og at leverandørers mangelfulde fakturaer derfor ikke kan komme virksomheden til skade.
Repræsentanten har videre gjort gældende, at fakturaerne er retskraftige, idet det afgørende for om en faktura kan anses som et retsgyldigt dokument er, at leverandøren kan identificeres. Repræsentanten har henvist til Landsskatterettens kendelse af 15. maj 2009, LSR 07-00062.
Landsskatteretten bemærker, at det påhviler den afgiftspligtige at påvise, at betingelserne for fradrag er opfyldt, herunder at fakturaerne lever op til kravene i momsbekendtgørelsen. Dette følger blandt andet af Østre Landsrets dom af 14. december 2015, offentliggjort i SKM2016.27.ØLR. Landsskatteretten bemærker videre, at retten i LSR 07-00062 tog stilling til, hvorvidt en virksomhed havde dokumenteret at have modtaget momspligtige leverancer i henhold til en fakturering. Landsskatteretten lagde blandt andet vægt på, at leverandøren ikke kunne identificeres. Landsskatteretten finder hverken, at det kan udledes af kendelsen, at identifikation af leverandøren er det eneste krav, der kan stilles til en faktura, eller at dette alene er afgørende for, om en levering kan anses for dokumenteret modtaget. På den baggrund finder Landsskatteretten ikke, at det anførte kan sandsynliggøre ændring af afgiftstilsvaret, og dermed ligge til grund for en genoptagelse.
Repræsentanten har yderligere gjort gældende, at underleverandørernes forhold ikke kan bebrejdes virksomheden, da virksomheden har undersøgt om leverandørerne var momspligtige, og da virksomheden har købt og betalt for ydelserne.
Landsskatteretten bemærker, at virksomhedens indehaver gjorde dette gældende overfor SKAT forud for SKATs afgørelse af 5. januar 2015, og at SKAT forholdt sig hertil i afgørelsen. Retten bemærker endvidere, at indehaveren ikke indbragte SKATs afgørelse af 5. januar 2015 for Landsskatteretten eller domstolene. Retten finder på den baggrund ikke, at der er tale om væsentlige nye retsforhold. I øvrigt følger det af praksis, at det er den, der ønsker et fradrag, der har bevisbyrden for fradragets berettigelse, herunder bevisbyrden for at ydelsen er leveret af leverandøren.
Landsskatteretten henviser til Østre Landsrets dom af 14. december 2015, offentliggjort i SKM2016.27.ØLR. Hvis der er tvivl om leverandørens evne til at levere de fakturerede ydelser, må det følge heraf, at det påhviler virksomheden at afkræfte denne tvivl.
Repræsentanten har under sagens behandling i Landsskatteretten fremlagt en faktura fra leverandør A, en bankudskrift, der viser at virksomheden har overført et beløb til leverandør A svarende til det fakturerede beløb, en kontrakt indgået med leverandør A vedrørende levering af ydelserne samt virksomhedens egne fakturaer til sine kunder. Det fremlagte indgik ikke i SKATs fastsættelse af momstilsvaret af 5. januar 2015, og der er dermed tale om nye oplysninger. Landsskatteretten finder imidlertid ikke, at det fremlagte kan sandsynliggøre, at der vil ske en ændring af afgiftstilsvaret ved en eventuel genoptagelse. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at leverandør A, ifølge det af SKAT fremlagte, ikke kan anses for at have været i stand til at levere de pågældende ydelser. Om end de af repræsentanten fremlagte dokumenter normalt kan medvirke til at dokumentere, at en ydelse er leveret, så adresserer de ikke de forhold, der stiller spørgsmålstegn ved leverandør A’s evne til at levere ydelserne.
Landsskatteretten finder således, at det anførte ikke giver tilstrækkelig grundlag for at pålægge SKAT at genoptage sagen med henblik på fornyet prøvelse af virksomhedens momstilsvar. Der foreligger heller ikke andre nye oplysninger eller omstændigheder, som kan begrunde genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.
For så vidt angår virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag, følger det af de almindelige forvaltningsretlige principper, at en myndighed kan pålægges at genoptage en afgjort sag, hvis der fremkommer nye oplysninger, som myndigheden ikke var bekendt med på afgørelsestidspunktet, og disse kan antages at ville have medført en væsentlig anden vurdering af sagen.
SKAT har pålagt virksomheden hæftelse for A-skat og AM-bidrag som en følge af, at de pågældende ydelser ikke kan anses for leveret af de af virksomheden anførte leverandører, og virksomheden dermed selv må have haft ansatte til at udføre arbejdet.
Landsskatteretten finder med henvisning til ovenstående gennemgang heller ikke, at der er fremlagt oplysninger, der giver grundlag for genoptagelse af virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse."
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af IA, der har forklaret bl.a., at han kom i kontakt med de tre underleverandører ved selv at søge eller ved, at folk henvendte sig om arbejde. Han fik bl.a. henvendelser, når han var på kundebesøg. Han har været i rengøringsbranchen siden 2005. Han har lært af sine tidligere fejl. Han ved, at hans revisor tjekkede, om de pågældende underleverandører var gode nok, og herunder, om de var momsregistrerede. Han havde ikke andre underleverandører, mens han havde de tre, men han har også haft egne ansatte. Revisor lavede deres lønsedler og trak A-skat mv. Revisor sagde, at sagsøger skulle se underleverandørernes indberetninger til SKAT, og det gjorde sagsøger. De blev betalt med en fast timepris, som han ikke husker i dag. Der blev lavet kontrakter med alle tre. Sagsøger mødtes med JI og underskrev kontrakten bilag 8. Sagsøger tjekkede ikke, om JI var registreret som direktør på dagen for underskriften den 12. december 2012, men senere konstaterede sagsøger, at han var registreret som direktør. Revisor lavede kontrakten. Betaling skete, når arbejdet var udført, og kunden havde betalt sagsøger. Underleverandøren lavde en timespecifikation, som sagsøger sammenholdt med sine egne oplysninger. Ud fra fakturarerne kunne han se, hvor arbejdet var udført. Det var nemmere dengang. Han vidste ikke, hvordan underleverandørerne brugte betalingerne fra sagsøger, men medarbejderne fik deres løn, fordi de kom igen. Sagsøger havde selv 5-6 ansatte. Han mødte underleverandørernes medarbejdere ved stikprøvekontroller om natten. Det var blandede nationaliteter. Sagsøger har gjort alt det, han fik besked på af revisor, og har ikke haft interessere i, at noget var ulovligt. Underleverandørerne blev i starten instrueret af sagsøger eller hans folk om opgaverne. Det var en mundtlig instruktion på pladserne. Specifikationerne i sagen er lavet af underleverandørerne. Bilag A, side 2, er lavet af G1. Der var faste aftaler om arbejdet i fitnesscentre og timepriser for opvask og rengøring på restauranter. Side 2 er timesedlen. Det samme gælder fakturaerne med timesedler fra G2 og G3. Det skyldes en fejl ved udprintningen, at udstedelsesdato og fakturanummer ikke ses i højre side af fakturaerne. Timesedlen blev lavet ud fra en skabelon, som sagsøger havde lavet og sendt til underleverandørerne. Det er derfor, de ser ens ud. Det var underleverandørerne, der udfyldte skabelonerne.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i påstandsdokument af 19. februar 2018 anført følgende:
1. Ad underleverandørernes fakturaer fradrag for købsmoms
Det fremgår af sagen, at sagsøgers virksomhed, der er en rengøringsvirksomhed, forestår rengøring i andre virksomheder. Det fremgår desuden, at sagsøger i sin virksomhed anvender underentreprenører til at udføre rengøringsopgaverne. Denne praksis med underentreprenører er helt almindelig inden for rengøringsbranchen.
Det fremgår, at fakturaerne fra G2 (bilag 9), der om end anfører det udførte arbejde samt den hermed forbundne udgift, ikke i øvrigt er udspecificeret.
Sagsøger er ikke uenig i, at de fremlagte fakturaer fra underleverandører som G2 ikke er specielt udspecificerede og måske burde være mere uddybende i sin beskrivelse af det udførte arbejde, arbejdssted osv.
Der er imidlertid tale om sagsøgers underleverandørers fakturaer ikke sagsøgers egne fakturaer og uanset, at sagsøger ikke er uenig med SKAT i, at underleverandører som eksempelvis G2 burde være mere udførlige i sine fakturaer, er det ikke sagsøgers ansvar, at hans underleverandører ikke har udspecificeret sine fakturaer yderligere.
Afgørende i en virksomhed, og således også for sagsøger ved modtagelsen af fakturaer fra sine underleverandører, er helt grundlæggende, at de fakturerede beløb er i overensstemmelse med det faktisk udførte arbejde. At fakturaerne ikke er yderligere udspecificeret er, så længe det for virksomheden er tydeligt, hvad der betales for, mindre vigtigt.
Hvis man som virksomhed skulle have en pligt til at sikre, at ens underleverandørers fakturering er udspecificeret og detaljeret nok i skattemæssig henseende, ville det pålægge virksomheder en uforholdsmæssig tidsmæssig byrde. En sådan kontrol kan således ikke kræves af sagsøger og ej heller være hans ansvar. Underleverandørers mangelfulde fakturaer skal derfor ikke komme klager til skade.
Det er desuden ikke muligt at nægte en afgiftspligtig person fradrag for moms med den begrundelse, at en anden afgiftspligtig person har tilsidesat sine pligter i henhold til momslovgivningen, jf. EU-Domstolens sag C-438/09, Boguslaw Juliusz Dankowski, præmis 35, 36 og 37. EU-Domstolen udtaler i sagens præmis 35 og 36 følgende:
" (35) Når den kompetente afgiftsmyndighed er i besiddelse af de nødvendige oplysninger for at kunne fastslå, at den afgiftspligtige person, som aftager af de omhandlede handelstransaktioner, er momsbetalingspligtige, kan den ikke foreskrive supplerende betingelser hvad angår den afgiftspligtiges ret til at fradrage den indgående afgift, der kan medføre, at udøvelsen af denne ret bortfalder (jf. dom af 8.5.2008, forenede sager C-95/07 og C-96/07, Ecotrade, Sml. l, s. 3457, præmis 64, og af 30.9.2010, sag C-392/09, Uszodaépitö, Sml l, s. 8791, præmis 40).
(36) En tjenesteyders eventuelle tilsidesættelse af forpligtelsen i medfør af sjette direktivs artikel 22, stk. 1, kan således ikke rejse tvivl om fradragsretten i henhold til dette direktivs artikel 5 17, stk. 2, for aftageren af tjenesteydelserne. "
At de af sagsøger anvendte underleverandører af SKAT ikke kunne lokaliseres, er heller ikke et forhold, der skat komme sagsøger til last, da det ikke kan forventes, at han skal føre kontrol med disses tilhørssteder. En sådan byrde er urimelig, ligesom det vil være strafbart at udføre detektivarbejde og myndighedsarbejde.
2. Ad sagsøgers fakturaer, betaling og reelle leverancer
Sagsøger har fremlagt kopi af egne udstedte fakturaer (bilag 10).
Det fremgår af fakturaerne til G4 (bilag 10, s. 1-3) at de vedrører rengøring hos G4 i henholdsvis Y1-by og Y2-by.
Af fakturaerne til henholdsvis G5, G6, G7, G8, G9, G10, G11 og G12, der ud over rengøring blandt andet også vedrører opvask, kan man se, at der i kolonnen antal er opgjort, hvor mange timer, der er brugt til de forskellige opgaver.
Sagsøgers egne fakturaer fremstår således tydeligt udspecificerede, og den solgte ydelse i form af rengøring, opvask etc. er således tydelig identificerbar og målbart.
Sagsøger har med de fremlagte fakturaer fra sine underleverandører sammenholdt med dokumentation for betaling heraf i form af bankoverførsler godtgjort, at have betalt sine underleverandører for det leverede arbejde.
Der er desuden med den fremlagte dokumentation i form af sagsøgers egne fakturaer godtgjort, at sagsøgers kunder har modtaget og betalt for en ydelse af sagsøger.
I øvrigt skal det fremhæves, at såfremt sagsøgers underleverandører ikke skulle have leveret den aftalte ydelse til sagsøgers kunder, ville disse have et krav mod sagsøger ligesom, det må formodes, at en del af disse ville have tilbageholdt betalingen, som må antages at være en overvejende sandsynlighed som følge af manglende levering. Der er imidlertid ingen af sagsøgers kunder, der har tilbageholdt betaling.
3. Ad A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2013
Ved fremlæggelsen underleverandørkontrakten i bilag 8, har sagsøger dokumenteret, at han ikke har haft ansatte, men at arbejdet derimod er udført af underleverandører. Sagsøger havde derfor ikke pligt til at indeholde eller betale moms, A-skat eller AM-bidrag for indkomståret 2013.
Fremlæggelsen af underleverandørkontrakten i bilag 8 ændrer således sagsøgers ansvar for A-skat og AM-bidrag, idet det ikke kan pålægges ham, men underleverandørerne at indeholde A-skat og AM-bidrag.
Ud fra de samlede omstændigheder er SKATs ansættelse, der hviler på et forkert grundlag, tillige åbenbart urimelig.
Skatteministeriet har i påstandsdokument af 19. februar 2018 anført følgende:
1.1 H1 har ikke godtgjort, at betingelserne for genoptagelse af dennes afgiftstilsvar for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013 er opfyldt
Genoptagelse af et afgiftstilsvar på foranledning af et afgiftssubjekt forudsætter dels, at der fremlægges nye oplysninger af enten faktisk eller retlig karakter, og dels at disse oplysninger kan begrunde en ændring af det afgiftstilsvar, der ønskes genoptaget, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, 1. pkt. Bestemmelsen er altså toleddet.
Som beskrevet i svarskriftet, s. 6, fremlagde H1 med sin klage til Landsskatteretten af 4. juli 2016 (bilag F) nye dokumenter i form af en underleverandørkontrakt med G2 (bilag 8) og en række fakturaer udstedt af H1 (bilag 10). Disse dokumenter indgik hverken i SKATs afgørelse af 5. januar 2015 (bilag 3) eller i SKATs afslag på genoptagelse (bilag E), og H1 har derfor fremlagt nye oplysninger af faktisk karakter.
Første led af betingelsen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, 1. pkt., er derfor opfyldt.
Spørgsmålet er herefter, hvorvidt disse nye oplysninger af faktisk karakter kan begrunde en ændring af SKATs upåklagede afgørelse af 5. januar 2015 (bilag 3) – det vil sige, om andet led af betingelsen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.
Skatteministeriet gør gældende, at dette ikke er tilfældet.
Hverken underleverandørkontrakten med G2 (bilag 8) eller sagsøgerens salgsfakturaer (bilag 10) kan løfte sagsøgerens skærpede bevisbyrde for, at betingelserne for fradrag for købsmoms er opfyldt, jf. nedenfor afsnit 1.1.1.
1.1.1 H1 har ikke med de nye oplysninger godtgjort, at betingelserne for fradrag for købsmoms er opfyldt
H1 er momsregistreret, og H1 kan derfor ved opgørelse af afgiftstilsvaret fratrække moms af virksomhedens indkøb af varer og ydelser, hvis disse indkøb udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37, stk. 1.
Det er alene fakturaer, der dækker over reelle leverancer, der giver ret til momsfradrag, jf. eksempelvis SKM2017.461.ØLR, SKM2017.117.ØLR, SKM2009.325.ØLR og SKM2012.663.VLR. Det følger også af EU-Domstolens faste praksis, at der ikke er fradragsret, blot fordi momsen er anført på en faktura, men at fradragsretten er betinget af, at fakturaen dækker over den faktiske gennemførelse af en momspligtig transaktion, jf. eksempelvis sag C-342/87, Genius Holding, præmis 13 og 19, og sag C-642/11, Stroy Trans, præmis 30.
SKAT har imidlertid ved sin kontrol konstateret en række usædvanlige forhold relateret til de hævdede underleverandører. Ikke alene rejser disse forhold en betydelig tvivl om købsfakturaernes realitet, men disse usædvanlige forhold skærper også H1’s bevisbyrde for, at købsfakturaerne faktisk dækker over reelle leverancer, jf. eksempelvis SKM2009.325.ØLR.
SKAT har således konstateret, at de hævdede underleverandører ikke kan lokaliseres, at alle indbetalte midler på underleverandørernes bankkonti er videreført til enten enkeltpersoner, udenlandske bankkonti eller vekselbureauer, og at underleverandørerne hverken har haft ansatte eller indlejet arbejdskraft i et sådant omfang, som selskabernes omsætning nødvendiggør, jf. SKATs afgørelse af 5. januar 2015 (bilag 3).
Under disse omstændigheder har H1 ikke med de nye faktiske oplysninger – hverken underleverandørkontrakten med G2 (bilag 8) eller H1’s salgsfakturaer (bilag 10) – løftet sin skærpede bevisbyrde for, at købsfakturaerne, som H1 ønsker fradrag for købsmoms på baggrund af, dækker over reelle leverancer.
Hertil kommer for det første for så vidt angår de nye oplysninger (bilag 8 og bilag 10), at underleverandørkontrakten med G2 er underskrevet den 12. december 2012 af JI som direktør for G2. JI var imidlertid på dette tidspunkt ikke den registrerede direktør i selskabet, jf. selskabsrapport (bilag C, side 6).
For det andet kommer, at SKAT ikke i sin afgørelse af 5. januar 2015 (bilag 3) har bestridt, at H1 har udført det arbejde for sine kunder, som H1 har angivet salgsmoms af. Fremlæggelsen af H1’s salgsfakturaer (bilag 10) kan derfor ikke løfte H1’s skærpede bevisbyrde for, at det arbejde der – ubestridt – er leveret, er udført af de hævdede underleverandører. Salgsfakturaerne kan med andre ord ikke i sig selv dokumentere, at arbejdet faktisk er leveret af de hævdede underleverandører.
Herudover kommer også generelt, at såvel G1’s fakturaer (bilag A, s. 1, 4, 7 og 10), G2 fakturaer (bilag A, s. 13 og bilag 9, s. 1) og G3’s fakturaer (bilag A, s. 16, 19, 23, 26, 29, 32 og 35) ikke opfylder momsbekendtgørelsens krav til dokumentation, jf. dagældende momsbekendtgørelse § 61, stk. 1 (bekendtgørelse nr. 814 af 24. juni 2013). H1 er derfor også af denne selvstændige grund afskåret fra at opnå fradrag for købsmoms.
Det gør sig gældende for samtlige fakturaer, at det ikke fremgår af disse, hvilket arbejde/ydelser fakturaerne vedrører, herunder hvornår og hvor arbejdet er udført. Det er ikke tilstrækkeligt, at der i fakturaerne er angivet eksempelvis ”Mandskabs udlejning” (bilag A, s. 1), ”Samlet Opvask og Rengøring” (bilag A, s. 13 og bilag 9, s. 1) og ”Rengøring diverse pladser” (bilag A, s. 16).
Tilsvarende gør det sig gældende for G2's faktura (bilag A, s. 13 og bilag 9, s. 1), at der hverken fremgår en fakturadato eller et fakturanummer af fakturaen.
Det er derfor ikke på baggrund af de fremlagte købsfakturaer muligt at kontrollere hverken omfanget eller arten af det leverede arbejde, og H1 har dermed ikke ved fremlæggelsen af disse købsfakturaer dokumenteret, at fakturaerne dækker over rengøringsydelser leveret til H1.
Fakturaerne er endvidere vedlagt en række specifikationer (bilag A, s. 2, 5, 8, 11, 14, 17, 20, 24, 27, 30, 33 og 36). Af specifikationerne fremgår, hvilket arbejde de pågældende fakturaer angiveligt dækker over, herunder hvor arbejdet er udført, og hvor mange timer der er anvendt. Det gør sig imidlertid gældende for alle de fremlagte specifikationer, at det ikke fremgår, hvornår de er udarbejdet og af hvem.
I H1’s anmodning om genoptagelse af 23. juni 2015 (bilag 2, s. 5) anføres det imidlertid, at H1 har ”udarbejdet timeregnskab for underleverandørens arbejde, ud fra vore kontrakter med vore kunder, som har bekræftet, at arbejdet som de har betalt for er udført”. Det må derfor lægges til grund, at det er H1 selv – og ikke de hævdede underleverandører – der har udarbejdet specifikationerne.
Specifikationerne kan under disse omstændigheder ikke tillægges nogen bevismæssig vægt henset til, at specifikationerne er udarbejdet af H1 selv, at det ikke fremgår, hvornår de er udarbejdet, og at specifikationerne ikke er understøttet af anden objektiv dokumentation, for eksempel i form af timesedler udarbejdet af de hævdede underleverandører.
Under alle omstændigheder kan hverken underleverandørkontrakten med G2 (bilag 8) eller H1’s salgsfakturaer (bilag 10) ændre ved, at de hævdede købsfakturaer, som H1 ønsker fradrag på baggrund af, ikke er forskriftsmæssige.
1.2 H1 har ikke godtgjort, at betingelserne for genoptagelse af H1’s ansvar for A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2013 er opfyldt
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at der kan ske genoptagelse af en afgørelse, hvis der fremkommer nye oplysninger, som myndigheden ikke var bekendt med på afgørelsestidspunktet, og hvis disse nye oplysninger må antages at ville have medført en væsentlig anden vurdering.
Spørgsmålet er derfor også her, om de nye oplysninger, H1 fremlagde med klagen af 4. juli 2016 (bilag F), medfører en væsentlig anden vurdering.
Med henvisning til det i svarskriftet under den supplerende sagsfremstilling anførte om de hævdede underleverandører gøres det tilsvarende gældende, at fremlæggelsen af underleverandørkontrakten med G2 (bilag 8) og H1’s salgsfakturaer (bilag 10) ikke ændrer ved H1’s ansvar for A-skat og AM-bidrag, jf. nedenfor afsnit 1.2.1.
1.2.1 H1 har ikke godtgjort, at H1 ikke er ansvarlig for manglende indeholdt A-skat og AM-bidrag
Det følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1, at der til A-indkomst henregnes enhver for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, ferie, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.
I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsen skal foretages ved udbetaling af A-indkomsten, jf. § 46, stk. 2, 1. pkt.
Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med et for lavt beløb, er umiddelbart ansvarlig over for det offentlige for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelsen af reglerne i kildeskatteloven, jf. lovens § 69, stk. 1.
Højesteret har konsekvent pålagt ansvar for betaling af indeholdelsespligtige beløb, når den indeholdelsespligtige har været bekendt med de forhold, der begrunder indeholdelsespligten, jf. eksempelvis UfR 2008.2243 H (SKM2008.613.HR) og UfR 2012.2337 H (SKM2012.462.HR). Det afgørende er, om den indeholdelsespligtige havde kendskab til de faktiske omstændigheder, der begrundede, at indeholdelsespligten blev aktualiseret.
Reglerne finder tilsvarende anvendelse for indeholdelse og opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.
Det er i sagen ubestridt, at H1 har udført det arbejde, som H1’s salgsfaktura dækker over, og fremlæggelsen af H1’s salgsfakturaer (bilag 10) kan derfor ikke ændre SKATs afgørelse, hvorved H1 blev fundet ansvarlig for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.
Det udførte arbejde har imidlertid i hele den relevante periode været af et sådant omfang, at arbejdet ikke kan have været udført alene af IA selv. Dette er da heller ikke gjort gældende – hverken i forbindelse med den materielle sag eller i forbindelse med genoptagelsessagen.
Det udførte arbejde for H1’s kunder må derfor – helt eller delvist – have været udført enten af underleverandører antaget af H1 eller af ansatte hos H1, som H1 har undladt at indeholde A-skat og AM-bidrag for, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1.
Som redegjort for oven for under afsnit 1.1.1 har H1 ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at arbejdet har været udført af underleverandører. Underleverandørkontrakten med G2 (bilag 8) ændrer ikke herved, jf. det oven for anførte.
Arbejdet – der ubestridt er blevet leveret – må derfor være blevet udført af ansatte hos H1, i hvis lønudbetalinger H1 har været forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og § 46, stk. 1, samt AM-bidragslovens § 1 og 2, stk. 1, nr. 1. H1 er derfor ansvarlig for betaling heraf, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1.
H1 har herudover hverken løftet sin bevisbyrde for, at den skønsmæssige ansættelse, som SKAT har foretaget i afgørelsen af 5. januar 2015 af den samlede A-indkomst, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2, er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag. H1 har heller ikke godtgjort, at H1 ikke har handlet forsømmeligt ved ikke at have indeholdt A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og AM-bidragslovens § 7.
Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.
Rettens begrundelse og afgørelse
Ad genoptagelse af sagsøgers afgiftstilsvar for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013
Retten finder, at hverken de nye oplysninger, der forelå for Landsskatteretten i form af en underleverandørkontrakt og nogle fakturaer, eller de oplysninger, der foreligger for retten, herunder sagsøgers forklaring og det, sagsøger i øvrigt har gjort gældende til støtte for sin påstand, kan begrunde en ændring af SKATs afgørelse af 5. januar 2015 om afgiftstilsvaret, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, 1. pkt. Retten lægger herved særlig vægt på SKATs oplysninger om usædvanlige forhold i relation til de underleverandører, som sagsøger hævder at have indgået aftaler med.
Ad genoptagelse af sagsøgers ansvar for A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2013
Retten findes endvidere, at der efter en samlet bedømmelse af de samme omstændigheder, som er anført ovenfor, heller ikke er grundlag for at antage, at de nye oplysninger ville have medført en væsentlig anden vurdering med hensyn til sagsøgers ansvar for A-skat og AM-bidrag end SKATs afgørelse af 5. januar 2015.
Som følge af det anførte frifindes sagsøgte.
Efter sagens værdi, forløb og udfald skal sagsøger betale et beløb inkl. moms til dækning af sagsøgtes udgift til advokatbistand som nedenfor bestemt. Beløbet er fastsat med udgangspunkt i de vejledende salærtakster.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Skatteministeriet frifindes.
H1 skal inden 14 dage betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
Tryk her for at se Landsskatterettens afgørelse