Byrets dom af 24. april 2017 i sag BS 1-1249/2014

Parter

FFF som mandatar for A

(v/Adv. Fm. Lise Winther Jensen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Bodil Søes Petersen)

Afsagt af byretsdommerne

Torben Bybjerg Nielsen, Ole Kaels og Lone Drengsgaard

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt A, der er lastbilchauffør, opfylder betingelserne for at foretage standardfradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9A for 8 dage i 2007, hvor han overnattede i sin lastbil mindre end 50 km fra sin sædvanlige bopæl.

Sagsøgeren, Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A, har påstået, at Skatteministeriet skal anerkende, at A for indkomståret kan fradrage rejseudgifter i henhold til ligningslovens § 9A med yderligere 3.236 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Oplysningerne i sagen

A var i 2007 ansat som chauffør ved G1, Y1-adresse. A var dengang bosiddende på adressen Y2-adresse, og har selvangivet fradrag for rejseudgifter med 65.300 kr. på baggrund af ugesedler for perioden 4. august - 16. december 2007.

Der er enighed om, at ansættelsesforholdet var omfattet af Transport- og Logistikoverenskomsten af 1. april 2007 mellem Arbejdsgiverforeningen for Transport & Logistik og Fagligt Fælles Forbund, herunder de særlige bestemmelser om chaufførarbejde. Det fremgår af chaufføroverenskomstens § 3, stk. 3, at A var berettiget til et udliggertillæg på 85 kr. pr. overnatning uden for sin bopæl. Det fremgår af ugesedlerne, at A fra G1 fik udbetalt udliggertillæg på 85 kr. for alle de 8 omtvistede dage.

Skatteankenævnet fastsatte fradraget for rejseudgifterne efter ligningslovens § 9A til 20.969 kr., hvilket Landsskatteretten stadfæstede ved en afgørelse af 1. juli 2014.

Det siges i Landsskatterettens afgørelse, hvor A er omtalt som klageren:

"Har en arbejdsgiver udbetalt godtgørelse for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, skal godtgørelsen medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. ligningslovens § 9, stk. 5. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9A, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet. Godtgørelsen er i så fald skattefri.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse. En lønmodtager anses for at være på rejse:

1) når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, eller

2) når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Rejseudgifter, jf. stk. 1, kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i ligningslovens § 9A, stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter, jf. ligningslovens § 9A, stk. 7, 1. pkt.

Der henvises til ligningslovens § 9A samt SM 2005.1004.

Det lægges til grund i sagen, at der mellem klagerens lastbil (midlertidige arbejdssted) og hans sædvanlige bopæl i de påklagede 7 døgn har været en afstand på under 50 km. Det drejer om sig om fire overnatninger i Y3-by, som ligger 27 km fra klagerens sædvanlige bopæl, én overnatning i Y4-by, som ligger 49 km væk og endelig to overnatninger i Y5-by, som ligger 42 km fra bopælen.

To retsmedlemmer, herunder formanden, finder, at der ved vurderingen af klagerens forhold skal træffes afgørelse efter en samlet konkret vurdering af klagerens forhold, hvorefter det ikke alene er hensynene til afstanden og transporttiden, men også til klagerens øvrige forhold, herunder arbejdsforhold, arbejdstid og arbejdsgiverens instruktioner, der skal lægges vægt på, jf. SKM2009.333.HR.

Det forhold, at chauffører er underlagt køre-hviletidsbestemmelser kan ikke tillægges selvstændigt betydning, men skal medtages som ét moment ud af flere ved den samlede vurdering.

Ved afgørelsen er der lagt vægt på afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og klagerens sædvanlige bopæl, der var på mellem 27 og 49 km. Klageren ses således at have haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Under disse omstændigheder voterede disse retsmedlemmer for stadfæstelse af SKATs afgørelse.

Et retsmedlem finder, at køre/hviletidsbestemmelserne er en nødvendig del af chaufførernes arbejde og derfor er der behov for, at de overnatter i lastbilerne. Dette retsmedlem voterede derfor for at give klageren medhold.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet og Landsskatteretten stadfæster således Skatteankenævnets afgørelse."

Der blev indleveret stævning i sagen den 1. oktober 2014.

Sagen for retten vedrører følgende 8 rejsedage, hvorom det med udgangspunkt i As daglige kørselsrapporter fremgår:

For de omhandlede dage udgjorde den samlede arbejdstid mellem 13 og 16 timer. Hviletiden mellem afslutningen af en arbejdsdag og starten på den næste arbejdsdag udgjorde mellem 8 og 10,5 timer. For den 1. november er der ikke angivet hviletid, idet den dag afsluttede arbejdsperioden, og A ikke var på arbejde den følgende dag, hvorfor der heller ikke er opgjort tid i hjemmet.

Der er under sagen indhentet en erklæring fra IP, G1, om As arbejdsforhold og vilkår under ansættelsen i efteråret 2007.

Erklæringen af 1. oktober 2015 indeholder følgende spørgsmål og svar:

"2. Spørgsmål vedrørende udliggertillæg og rejsegodtgørelse

...

2.1 Har G1 betalt "udliggertillæg" á 85 kr. for hver nat, A overnattede i lastbilen uden for sin sædvanlige bopæl?

Svar: Vi betalte udetillæg hver nat han sov i lastbilen.

2.2. Hvordan har G1 sikret sig, at A fik udbetalt det rigtige antal udliggertillæg á 85 kr.?

Svar: A skrev det på sine dagsedler

2.3 Har G1 ført kontrol med, at A faktisk har overnattet uden for hjemmet?

I bekræftende fald ønskes en redegørelse for, hvordan denne kontrol er udført?

Svar: Vi lavede kun stikkontrol en gang i mellem - hverken dagligt eller ugentligt.

2.3 Har G1 ud over "udliggertillægget" også betalt for As kost og logi efter godkendt regning, når A overnattede i lastbilen uden for sin sædvanlige bopæl?

Svar: Nej - han fik 85 kr. De penge var til mad - logi var der i lastbilen.

3 Spørgsmål vedrørende As ansættelsesforhold

...

3.1 Var der udarbejdet en ansættelseskontrakt for A?

Svar: Ja

Hvad var As sædvanlige arbejdstider?

Svar: Det svingede meget - når der var meget gods startede dagen typisk ved 5-6 tiden og sluttede når den daglige køre/hviletid var opbrugt.

3.3 Hvordan var As arbejdsdag tilrettelagt? Ved spørgsmålet ønskes en nærmere redegørelse for As kørselsmønster. Endvidere ønskes en redegørelse for, om As arbejdsdag kunne afsluttes uden, at godset var blevet leveret, herunder om det var sædvanligt for A?

Svar: Arbejdsdagen blev tilrettelagt efter opgaverne - hvor skulle godset hentes " (hvilken by") - hvilken bil var tættest " (færrest tomme km") - aflæsse/pålæsse tidspunkt. Det skete godset blev på bilen natten over - men vi forsøgte vides muligt at få læsset af samme dag som godset kom på.

3.4 Skulle A, når der var arbejde nok, køre indtil hans køretid (efter køre- og hviletidsreglerne) var opbrugt?

Svar: ja

3.5 Måtte A forlade lastbilen med gods i løbet af arbejdsugen efter arbejdsdagens afslutning?

Svar: Ja - det gods vi kørte med havde kun værdi for de kunder vi kørte det for. Vi kørte med sand - grus - kul samt foderstoffer.

3.6 Måtte A anvende lastbilen til private formål i løbet af arbejdsugen efter arbejdsdagens afslutning?

Svar: Som det er meget normalt i denne branche har chaufførerne bilerne med hjem. Vi havde en plads i Y9 hvor bilen kunne stilles efter endt arbejdsdag eller i weekenden. Det brugte A ikke - han havde lastbilen med hjem. Det er svært at svar 100% på hvornår arbejdsdagen afsluttedes. Når arbejdes opgaven var løst - eller når bilen stod hjemme på As hjemmeadresse?

3.7 Måtte A parkere lastbilen med gods ved sin bopæl i løbet af arbejdsugen?

Svar: Ja og det gjorde han

3.8 Måtte A parkere lastbilen uden gods ved sin bopæl i løbet af arbejdsugen?

Svar: Ja og det gjorde han

3.9 Var A forpligtet til at overnatte uden for hjemmet på samme sted som lastbilen?

Hvis spørgsmålet besvares bekræftende, hvordan blev A kompenseret herfor?

Svar: Bestemt nej -det var ikke nødvendigt med det gods vi kørte med.

3.11 Er du bekendt med, om A i løbet af arbejdsugen i 2007 har anvendt lastbilen til kørsel til sin bopæl, hvor han overnattede?

Svar: Jeg kan kun generelt svare på dette spørgsmål. Ingen af mine ansatte ville sove ude fra mandag til fredag uge efter uge året rundt. I vores lavsæson - januar til april kom mine ansatte noget mere hjem i løbet af ugen end de gjorde i højsæson - Juli til september/oktober. Jeg ansatte typisk chauffør som boede godt ift. godset vi kørt, så muligheden for at komme hjem efter endt arbejde var tilstede.

2.12 Blev As kørsel i lastbilen i arbejdsugen overvåget af G1 via "Dynafleet" - teknologi?

Hvis spørgsmålet besvares bekræftende bedes dokumentation for, at bilen blev overvåget via "Dynafleet" - teknologi, medsendt.

Hvis spørgsmålet besvares bekræftende ønskes endvidere en redegørelse for, hvorfor A i kørselsrapporterne har sat kryds i analogkontrol.

Svar: Dynafleet eksistere ikke længere og derfor kan jeg ikke dokumentere det ønskede. Mener A kørte analog bil."

A har forklaret, at han i 2007 var ansat hos G1 ved IP. Han havde da været ansat i virksomheden 3-4 år. Han har arbejdet i alt 12 år som lastbilchauffør. Han havde en skriftlig ansættelseskontrakt. Han blev aflønnet pr. time efter overenskomsten, og han førte timerne i en kalender og på sine dagsedler. En dagseddel bliver også kaldt en kørselsrapport. Dagsedlerne var grundlaget for ugesedlerne, som der blev afregnet løn efter. En typisk arbejdsdag var sådan, at han dagen forinden fik besked om, hvad han skulle køre med, og hvor han skulle køre, og han mødte altid på afhentningsstedet et kvarter før, så han kom til som den første. Hans arbejdsdag stoppede, når han efter køre-hvile-tids-reglerne ikke længere havde lov til at køre. En typisk arbejdsdag var på ikke under 13 timer. Arbejdsdagen indeholdt også tid til af- og pålæsning, der kunne tage alt fra ½ til 2-3 timer.

Han kørte i hele Jylland og lidt på Fyn. Han overnattede, når han ikke måtte køre længere, hvor han da var kommet til. Det kunne være på en rasteplads eller hos en bonde. Hvis det passede sådan, at han kunne nå frem til det sted, hvor han skulle læsse, så sov han der, og ellers på en rasteplads. Han kom aldrig hjem for at sove. IP så hellere, at de kørte, da de kunne komme til at mangle de sidste 5 minutter dagen efter - det var holdningen. Han betalte ikke for at overnatte. Der er en sovekabine i lastbilen, hvor han overnattede, og han førte på dagsedlen, hvor han overnattede. Han overholdt køre-hvile-tids-reglerne ved at kikke på tælleren, som tæller de timer, man kører, og tælleren bipper, når man snart skal holde pause. Den bipper 30 min før og igen 15 minutter før, man skal holde pause. Han har bedt om en kopi af skiverne, men måtte ikke få disse. IP sagde, at han skulle beholde registreringerne, hvis der blev behov for at dokumentere noget vedrørende hans kørsel. Hans kørsel blev sikret overholdt via Dynafleet og via skiverne. Dynafleet er et analogt system, og IP kørte tests på Dynafleet. Fartskriverne var et krav, modsat Dynafleet. Han skulle normalt starte kl. 6, når de kørte med foderstoffer. Når de kørte grus fra Y10-by, kunne de starte tidligere. Han fik mad fra sit køleskab i vognen. Der var ikke toilet i vognen, så han måtte ud mellem træerne.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentets anbringender, hvoraf fremgår:

"Det gøres overordnet gældende, at de ovenfor anførte betingelser for at være på rejse i henhold til ligningslovens § 9A er opfyldt.

3.1 Rejserne er grundet i arbejdet på et midlertidigt arbejdssted

For en lastbilchauffør anses lastbilen i henhold til ligningslovens § 9A, stk. 5, 3. pkt., som et midlertidigt arbejdssted, da der er tale om et arbejdssted, der bevæger sig i takt med arbejdets udførelse. Det er også tilfældet i nærværende sag, hvor As lastbil anses som et midlertidigt arbejdssted i ligningslovens § 9A's forstand.

Det er ubestridt, at A opfylder betingelsen om, at rejsen er grundet i arbejde på et midlertidigt arbejdssted.

Rejserne har en varighed på minimum 24 timer

Det fremgår af As opgørelse over rejsedage (ekstrakten side 195), at rejserne på de 8 omtvistede dage alle havde en varighed på mere end 24 timer. Betingelsen om, at rejserne skal have en varighed på minimum 24 timer er således også opfyldt.

3.3 A overnattede rent faktisk i lastbilen

Det gøres gældende, at A overnattede i lastbilen på alle de 8 omtvistede dage.

Dette fremgår af kørselsrapporterne (ekstrakten side 179), hvor A har anført de steder, han har overnattet uden for sin sædvanlige bopæl.

Skatteministeriet har imidlertid - uden at anføre noget grundlag herfor - bestridt, at A skulle have overnattet ude på de 8 omtvistede dage.

Da A overnattede i lastbilen, er det ikke muligt at fremlægge direkte dokumentation for overnatningerne, eksempelvis i form af hotelregninger eller lignende. Der er imidlertid en række forhold, som tilsammen underbygger, at A rent faktisk har overnattet på de anførte steder.

De af As udarbejdede kørselsrapporter blevet overgivet til G1, som i overensstemmelse hermed og med chaufføroverenskomstens § 3, stk. 3, (ekstrakten side 73) har udbetalt udliggertillæg for alle de dage, hvor A overnattede ude, herunder de 8 omtvistede dage.

G1 foretog - som forklaret af IP (ekstrakten side 190) - stikprøvekontroller for at sikre, at A og de øvrige chauffører rent faktisk overnattede de angivne steder.

Hertil kommer, at G1 i den relevante periode anvendte Dynafleet-teknologi til at overvåge chaufførerne. Som beskrevet i sagsfremstillingen og på Volvos hjemmeside (ekstrakten side 275) er Dynafleet- teknologien et værktøj til at kontrollere lastvognes og chaufførers nøjagtige placering.

Hvis A - i strid med angivelserne i kørselsrapporterne og ugesedlerne - havde overnattet på sin bopæl i stedet for det anførte sted, ville IP kunne have set det ved hjælp af Dynafleet- teknologien.

At A i weekenderne - og på mindre travle dage uden for højsæsonen - har haft lastbilen med på sin bopæl og overnattet dér, har ikke betydning for de i denne sag omtvistede dage, hvor køre- og hviletidsreglerne nødvendiggjorde overnatning uden for bopælen.

Endeligt skal det også fremhæves, at SKAT, Skatteankenævnet og Landsskatteretten, jf. Landsskatterettens afgørelse i sagen (ekstrakten side 6) - på baggrund af den dokumentation, som også er fremlagt i denne sag - har godkendt fradrag for de øvrige dage, hvor A blot overnattede længere end 50 km væk fra sin sædvanlige bopæl uden at betvivle dokumenternes rigtighed.

Ovenstående forhold underbygger både hver for sig og tilsammen, at A utvivlsomt har overnattet ude på de omtvistede dage. Denne betingelse er derfor også opfyldt.

3.4 Rejserne medfører, at A på grund af afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke havde mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl

Det gøres gældende, at netop køre- og hviletidsreglerne for erhvervschauffører har en sådan karakter, at disse regler må tillægges afgørende betydning for fortolkningen af, hvornår der efter ligningslovens § 9A foreligger den situation, at "lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl", herunder hvornår der efter Højesterets praksis "er behov for, at arbejdstageren overnatter på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted."

3.4.1 Fortolkning af Banedanmark-dommen

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand anført, at Højesterets dom i Banedanmark-sagen (U.2009.2098 H, materialesamlingen side 125) (SKM2009.333.HR) er udtryk for, at Højesteret har fastsat en nedre grænse på ca. 50 km, hvorefter vurderingen af, hvorvidt det var muligt for arbejdstageren at overnatte på den sædvanlige bopæl skal foretages ud fra objektive kriterier, hvor der ikke lægges vægt på arbejdsforhold, arbejdstid, og arbejdsgiverens instruktioner, jf. Skatteministeriets kommentar til Banedanmark-dommen (materialesamlingen side 189) og svarskriftet (ekstrakten side 30).

Dette bestrides.

Praksis efter Chauffør-sagen (materialesamlingen side 121) var, at der for chauffører gjaldt et særligt afstandsbegreb, idet der blev taget hensyn til det forhold, at chauffører er underlagt køre- og hviletidsreglerne. Det blev således i Chauffør-sagen slået fast, at i de tilfælde, hvor en chauffør i henhold til køre- og hviletidsreglerne ikke må køre videre eller skal foretage hvil, vil chaufføren stadig anses for at være på rejse ifølge rejsereglerne, selvom han overnatter tæt på sin bopæl (helt ned til 12 km fra bopælen), fordi det ikke efter køre- og hviletidsreglerne er muligt for chaufføren at køre hjem til bopælen i sådanne situationer.

Da As forhold ikke adskiller sig fra de forhold, som var til bedømmelse i Chauffør-sagen, er A omfattet af denne landsskatteretspraksis for chauffører.

Spørgsmålet er herefter, om Banedanmark-dommen kan fortolkes således, at denne ændrer den praksis, som blev knæsat i Chauffør-sagen. Nærmere bestemt er spørgsmålet, om følgende udtalelse fra Højesteret ændrer Landsskatterettens praksis:

"Vi finder, at en afstand mellem en sædvanlig bopæl og et midlertidigt arbejdssted kan være så kort, at dette i sig selv indebærer, at betingelsen om, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, ikke er opfyldt, medmindre der er behov for, at arbejdstageren overnatter på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted. " (Understreget her)

Banedanmark-dommen kan alene tages til indtægt for, at i det omfang afstanden mellem arbejdsstedet og bopælen udgør mindre end 50 km, så foreligger der ikke et behov for overnatning ved arbejdsstedet, alene fordi medarbejderens transporttid til arbejdsstedet vil være betydelig, eller fordi der er risiko for, at medarbejderen på grund af forsinkelser ikke vil kunne møde i rette tid.

Skatteministeriet har da også både offentligt i ovenfor nævnte kommentar til Banedanmark-dommen (materialesamlingen side 125) og i denne sag (svarskriftet, ekstrakten side 30) anerkendt, at Banedanmark-dommen skal forstås således, at der - selvom afstanden mellem arbejdsstedet og bopælen er mindre end 50 km - kan være et "arbejdsmæssigt behov" for, at arbejdstageren overnatter på det midlertidige arbejdssted, og at der i sådan en situation ikke kan foretages en objektiv vurdering udelukkende baseret på afstanden.

I Banedanmark-dommen er der kun begrænset indikation af, hvornår der foreligger et sådant behov for overnatning på det midlertidige arbejdssted. I Banedanmark-dommen forelå der intet særligt behov for overnatning på eller ved arbejdsstedet. Der var således ikke procederet på, at der forelå et særligt behov for overnatning ved arbejdsstedet - når der bortses fra den generelle procedure om medarbejderens mulighed for at foretage transporten, herunder risikoen for forsinkelser.

Ved vurderingen af, om der foreligger et behov, må der i sagens natur lægges vægt på de konkrete faktiske omstændigheder og arbejdsforholdets karakter.

På dette punkt adskiller nærværende sag sig betydeligt fra Banedanmark-dommen, idet der i nærværende sag (og i sager om chauffører generelt) foreligger adskillige forhold, som tilsammen og hver for sig medfører, at der er behov for, at chaufføren forbliver ved lastbilen (det midlertidige arbejdssted) og ikke tager hjem til bopælen:

For det første anses enhver alternativ transportform fra det sted, hvor lastbilen parkeres til den sædvanlige bopæl, ikke for hviletid (eller pause) efter køre- og hviletidsreglerne (materialesamlingen side 77). Enhver transport til og fra bopælen skal derfor fragå i beregningen af hviletid (eller pause), ligesom kørsel i lastbilen udgør egentlig køretid. Der vil derfor som alt overvejende hovedregel foreligge en overtrædelse af køre- og/eller hviletiden, hvis chauffører som A kører hjem til deres sædvanlige bopæle efter endt arbejde, selvom der er mindre end 50 km. Dette skyldes, at vognmændene - pga. den hårde konkurrence i transportbranchen - kræver, at arbejdet/kørslen først ophører, når enten køretiden er opbrugt, eller daglig hviletid skal indledes (ekstrakten side 191).

For det andet vil det ofte forholde sig således, at chaufføren ikke på forhånd ved, hvor han ender med at overnatte, idet der altid er et element af uforudsigelighed om, hvor chaufføren præcist opholder sig, når køretiden udløber, eller hviletiden skal påbegyndes. Chaufføren kan derfor ikke på forhånd arrangere transporten mellem dette sted og sin bopæl.

For det tredje vil overnatning ofte foregå på rastepladser eller lignende, hvor transport til og fra bopælen i hovedsagen udelukkende kan foregå med bil, hvilket i så fald vil forudsætte, at chaufføren skal såvel hentes som bringes i bil af en anden person.

Ovennævnte 3 forhold gør sig alle gældende for A, og der forelå derfor et klart og utvetydigt arbejdsmæssigt behov for, at A overnattede i lastbilen, også på de dage, hvor han overnattede mindre end 50 km fra bopælen.

I As ansættelsesforhold hos G1 var det desuden en klar forudsætning, at A - såfremt der var tilstrækkeligt med transportopgaver - hver dag udnyttede den maksimale køretid og benyttede den minimale hviletid. Hele As normale arbejdsuge fra mandag til torsdag var således undergivet arbejdsgiverens instruktioner.

Hertil kommer, at A - i modsætning til de to arbejdstagere i Banedanmark-sagen - var omfattet af de særlige køre- og hviletidsregler for chauffører, som ikke var til prøvelse i højesteretssagerne.

Banedanmark-dommen ændrer ikke på Landsskatterettens praksis for chauffører, idet Højesterets udtalelse om, at der skal være behov for overnatningen indenfor en radius af 50 km fra bopælen netop må anses for at være opfyldt som konsekvens af de særlige forhold, der gør sig gældende for chauffører, herunder særligt køre- og hviletidsreglerne.

3.4.2 Overholdelse af køre- og hviletidsbestemmelserne medfører et behov for overnatning uden for bopælen

Det gøres gældende, at pligten til at overholde køre- og hviletidsbestemmelserne i sig selv udgør et behov - som fastsat i Banedanmark-dommen - for, at chauffører overnatter i lastbilen, selvom der er under 50 km til bopælen.

Dette var også et af retsmedlemmernes opfattelse under landsskatteretsafgørelsen (ekstrakten side 7), hvor ét af de tre retsmedlemmer netop fandt, at køre- og hviletidsbestemmelserne er en nødvendig del af chaufførernes arbejde, og at der derfor er behov for, at de overnatter i lastbilerne.

Det gøres desuden gældende, at A konkret overholdt køre- og hviletidsreglerne. As kørsel og overholdelse med reglerne blev kontrolleret med et analogt kontrolapparat (køreskiver) efter reglerne i EUs kontrolapparatforordning (materialesamlingen side 59) og køre- og hviletidsbekendtgørelsen.

Såvel G1 som SKAT, Skatteankenævnet og Landsskatteretten har, ved henholdsvis lønudbetalingen og ved godkendelsen af fradrag for dage med overnatning mere end 50 km fra bopælen, lagt til grund, at de anførte oplysninger er korrekte. Skatteministeriets antagelse om, at der ikke er ført tilstrækkelig kontrol med As kørsel, er derimod grundløs.

Formålet med kørselsrapporterne var at danne grundlag for lønafregningen. Man kan derfor ikke nødvendigvis udlede af kørselsrapporterne, om alle dele af køre- og hviletidsreglerne er overholdt.

En gennemgang af kørselsrapporterne og af den fremlagte oversigt over oplysningerne i kørselsrapporterne (ekstrakten side 195) vidner imidlertid om, at As kørsel er tilrettelagt, så køre- og hviletidsreglerne er udnyttet til grænsen.

Såfremt A havde kørt hjem for at overnatte på sin bopæl på de 8 dage, sagen vedrører, ville hviletiden i alle tilfælde udgøre mindre end 9 timer, hvilket utvivlsomt ville have medført en overtrædelse af hviletidsreglerne, hvilket også fremgår af beregningen af (fiktiv) tid i hjemmet på oversigten (ekstrakten side 195).

Der er således ingen grund til at antage, at A kørte hjem for at overnatte.

Det bestrides, at det forhold, at A arbejdede op til 13-16 timer på de dage, sagen vedrører, skulle skabe en formodning for, at køre- og hviletidsreglerne ikke er overholdt.

As arbejde bestod af andre opgaver end kørsel, herunder af- og pålæsning af gods samt rengøring af lad, stolper og presenning mm., hvilket fremgår af kørselsrapporterne. Sammenlagt med kørsel - og de heraf følgende obligatoriske pauser - er reglerne ikke til hinder for sådanne lange arbejdsdage, så længe A maksimalt arbejdede 48 timer om ugen over en fire måneders periode.

Da kørsel - uanset hvorledes denne skulle foretages - ville udgøre en overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne og som sådan være strafbar efter færdselsloven, gøres det gældende, at der var behov for, at A overnattede i lastbilen (det midlertidige arbejdssted). Herunder bemærkes navnlig, at dette i mindst samme omfang var i arbejdsgiverens interesse, idet enhver overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne udløste en bøde til arbejdsgiveren af dobbelt størrelse i forhold til den bøde, som A ville have modtaget.

Hvis A på de pågældende dage havde anvendt en del af sin hviletid på transport til og fra sin bopæl (hvilket hermed ikke ville tælle som hviletid), ville dette have udgjort en overtrædelse af reglerne.

Hvis A derimod havde anvendt tid på transport til sin bopæl, havde holdt et fuldt hvil og herefter havde anvendt yderligere tid på transport tilbage til lastbilen, ville dette være i strid med arbejdsgiverens instruktioner.

A havde således ikke mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl uden enten at overtræde arbejdsgiverens instruktioner eller køre- og hviletidsreglerne.

Disse forpligtelser udgjorde tilsammen et behov for, at A overnattede i lastbilen, uanset om overnatningen i lastbilen på de omtvistede dage skete under 50 km fra hans sædvanlige bopæl.

Herudover bestrides Skatteministeriets synspunkt om, at der skulle være en formodning for, at køre- og hviletidsreglerne ikke har haft nogen indvirkning på As kørsel i lastbilen. Det er åbenbart, at de detaljerede og strafbelagte køre- og hviletidsregler har haft en afgørende betydning for A og andre chaufførers kørsel. Skatteministeriets synspunkt om det modsatte er grundløst.

Uanset, om der er sket overtrædelser af hviletidsreglerne, gøres det gældende, at dette ikke i sig selv kan medføre, at A afskæres fra at få skattefradrag på disse dage.

3.5 Sammenfatning

Sammenfattende gøres det således gældende, at A opfylder alle betingelser for at få rejsefradrag i henhold til ligningslovens § 9A.

Endvidere gøres det gældende, at Højesterets dom i Banedanmark-sagen ikke afskærer lastbilchauffører som A fra at få rejsefradrag, når køre- og hviletidsbestemmelserne medfører, at det ikke er tilladt at køre videre, selvom overnatning så fald finder sted under 50 km fra bopælen.

Endeligt gøres det gældende, at arbejdsgiverens instruktion om at op- bruge køretiden inden overnatning - i sammenhæng med nødvendigheden af at overholde køre- og hviletidsreglerne - udgør et behov i overensstemmelse med Højesterets dom Banedanmark-sagen, således at de af A foretagne overnatninger både over og under 50 km er omfattet af rejsereglerne i ligningslovens § 9A."

Sagsøgte har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentets anbringender, hvoraf fremgår:

"3.1 Den principale påstand

Til støtte for den nedlagte påstand har sagsøgeren gjort gældende, at han er berettiget til fradrag for de 8 omtvistede døgn, idet han - til trods for den korte afstand til bopælen - var forhindret i at overnatte på sin bopæl, da han skulle overholde de regler om køre- og hviletid, der gælder for lastbilchauffører.

Sagsøgeren bærer bevisbyrden for, at betingelserne for at opnå fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9A, stk. 7, er opfyldt, jf. eksempelvis UfR 2004.1516H (SKM2004.162.HR) (Materialesamlingen, s. 85).

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9A, stk. 7, jf. stk. 1, giver arbejdstagere adgang til at fradrage rejseudgifter (kost og logi), som de påføres i forbindelse med arbejde på et midlertidigt arbejdssted, enten med standardtaksterne i ligningslovens § 9A, stk. 2 og 3, eller med de faktisk afholdte udgifter.

Det er blandt andet en betingelse for at få fradrag for rejseudgifter, at arbejdstageren kan anses for at være på rejse i ligningslovens forstand. Arbejdstageren skal således på grund af afstanden mellem sin bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke have mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9A, stk. 1, ligesom det er en betingelse, at arbejdstageren faktisk skal have overnattet uden for sin sædvanlige bopæl.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det i første række gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han faktisk har overnattet i lastbilen på de otte omtvistede dage (afsnit 3.1.1).

I anden række gøres det gældende, at sagsøgeren hverken har godtgjort, at det ville udgøre en overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne, såfremt han på de pågældende dage var kørt til sin bopæl, eller at køre- og hviletidsreglerne i øvrigt var overholdt på de pågældende dage (afsnit 3.1.2).

Endelig gøres det i tredje række gældende, at afstanden mellem det sted, sagsøgeren hævder at have overnattet i sin lastbil, og sagsøgerens bopæl på alle de omtvistede dage har været så kort, at det følger af Højesterets dom i UfR 2009.2098H (SKM2009.333.HR) (Materialesamlingen, s. 125), at sagsøgeren under alle omstændigheder ikke kan anses for at have været på rejse i ligningslovens § 9A's forstand (afsnit 3.1.3). Spørgsmålet om køre- og hviletidsreglernes overholdelse er derfor i denne henseende uden betydning.

3.1.1 Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at han har overnattet i lastbilen på de omtvistede dage

Som nævnt umiddelbart ovenfor, bærer sagsøgeren bevisbyrden for, at han faktisk har overnattet i lastbilen de otte omtvistede dage. Henset til at sagsøgeren gør gældende, at han har overnattet i lastbilen meget tæt på sin sædvanlige bopæl, og henset til, at sagsøgeren endvidere afsluttede sin arbejdsuge på to af de otte omtvistede dage, er denne bevisbyrde skærpet.

Sagsøgeren har imidlertid ikke under sagen fremlagt nogen objektiv dokumentation, der underbygger sagsøgerens oplysninger om, at han har overnattet i lastbilen de otte omtvistede dage.

Tværtimod er der en række forhold i sagen, der taler imod sagsøgerens forklaring herom.

I en under sagen indhentet skriftlig erklæring (Ekstrakten, s.189) har sagsøgerens arbejdsgiver således oplyst, at sagsøgeren - i modsætning til det sagsøgeren har anført under retssagen - ikke var forpligtet til at overnatte i lastbilen sammen med det gods, han transporterede (spørgsmål 3.10).

Tværtimod var sagsøgerens arbejdsdage forsøgt tilrettelagt således, at godset blev læsset af og på samme dag. Hertil kommer, at sagsøgeren i øvrigt også kunne tage lastbilen med hjem i løbet af arbejdsugen (spørgsmål 3.3 og 3.6), ligesom sagsøgeren kunne forlade lastbilen med gods efter endt arbejdsdag (spørgsmål 3.5).

Sagsøgerens arbejdsgiver oplyser endvidere i den indhentede erklæring, at sagsøgeren i løbet af arbejdsugen også faktisk benyttede lastbilen til kørsel til sin bopæl, hvor han overnattede (spørgsmål 3.6).

Det er i klar modstrid med sagsøgerens oplysninger under retssagen om, at han ikke i løbet af arbejdsugen parkerede lastbilen ved bopælen, jf. processkrift I, side 2, midten (Ekstrakten, s. 54).

Arbejdsgiverens erklæring skaber en stærk formodning for, at sagsøgeren ikke har overnattet i lastbilen de otte dage, som sagen angår. Denne formodning har sagsøgeren ikke formået at afkræfte.

Det forhold at sagsøgeren på de otte omtvistede døgn har fået udbetalt et såkaldt udliggertillæg af sin arbejdsgiver dokumenter ikke, at sagsøgeren faktisk har overnattet i lastbilen. Det fremgår således af arbejdsgiverens svar på spørgsmål 2.2, at udbetalingen af udliggertillægget alene var baseret på, hvad sagsøgeren skrev på sine køresedler, ligesom det fremgår af arbejdsgiverens svar på spørgsmål 2.3, at arbejdsgiveren ikke førte egentlig kontrol med, om sagsøgeren faktisk overnattede i lastbilen på de dage, hvor sagsøgeren havde angivet det i sine køresedler.

Endelig fremgår det af erklæringens punkt 3.12, at sagsøgerens arbejdsgiver - så vidt arbejdsgiveren erindrer - ikke overvågede sagsøgerens lastbil ved hjælp af såkaldt Dynafleet-teknologi. Sagsøgerens arbejdsgiver ville således heller ikke via dette system kunne konstatere, om sagsøgeren overnattede på sin bopæl i stedet for det i køresedlerne anførte sted, som sagsøgeren ellers har gjort gældende under sagen.

3.1.2 Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at sagsøgeren overnattede i lastbilen på grund af køre- og hviletidsreglerne

Selv hvis sagsøgeren havde dokumenteret, at han faktisk har overnattet i lastbilen på de otte omtvistede dage, ville sagsøgeren fortsat ikke være berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9A, idet sagsøgeren ikke har godtgjort, at det var umuligt for ham at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Sagsøgeren har under sagen gjort gældende, at det ikke var muligt for ham at overnatte på sin bopæl, fordi det ville udgøre en overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne, såfremt han var kørt hjem.

Når sagsøgeren påberåber sig køre- og hviletidsreglernes overholdelse som begrundelse for, at det ikke var muligt for ham at overnatte på sin bopæl, påhviler det sagsøgeren at dokumentere, at (1) det ville være en overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne, såfremt sagsøgeren var kørt til sin bopæl på de af sagen omfattede dage og at (2) køre- og hviletidsreglerne i øvrigt var overholdt på de pågældende dage. Denne bevisbyrde har sagsøgeren heller ikke løftet.

Sagsøgeren oplyser i replikken på side 2, afsnit 1.2 (Ekstrakten, s. 40- 41), at sagsøgerens overholdelse af køre- og hviletidsreglerne blev kontrolleret med et analogt kontrolapparat (skiver). Sagsøgeren oplyser samme sted, at dokumentationen vedrørende kørslerne er blevet destrueret af sagsøgerens arbejdsgiver i overensstemmelse med § 7, stk. 8, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport (Materialesamlingen, s. 56).

Sagsøgeren havde i medfør af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparat inden for vejtransport (Materialesamlingen, s. 61), mulighed for at kræve at få udleveret kopi af de diagramark, der blev anvendt til at kontrollere, at sagsøgeren overholdt køre- og hviletidsreglerne.

Denne mulighed har sagsøgeren imidlertid ikke benyttet sig af.

Uden disse diagramark er det ikke muligt for sagsøgeren at dokumentere, at køre- og hviletidsreglerne konkret har været overholdt, samt at reglerne ville blive overtrådt, såfremt sagsøgeren kørte til sin bopæl på de pågældende dage.

Det må komme sagsøgeren bevismæssigt til skade, at diagramarkene ikke længere er tilgængelige, ligesom det må komme sagsøgeren bevismæssigt til skade, at sagsøgeren ikke sørgede for at få diagramarkene udleveret fra sin arbejdsgiver.

De under sagen fremlagte kørselsrapporter udgør ikke tilstrækkelig dokumentation for, at køre- og hviletidsreglerne konkret har været overholdt, ligesom de heller ikke indeholder de fornødne oplysninger til kontrol af, om i hvert fald køretidsreglerne har været overholdt.

Kørselsrapporterne er således udarbejdet af sagsøgeren selv, ligesom sagsøgeren selv har oplyst, at de er udarbejdet for at danne grundlag for sagsøgerens lønafregning og ikke for at dokumentere overholdelsen af køre- og hviletidsreglerne. Sagsøgeren synes da heller ikke at være uenig i, at det ikke på baggrund af kørselsrapporterne kan konkluderes, at sagsøgeren har overholdt køre- og hviletidsreglerne, jf. hertil det i processkrift 2, side 4, 1. afsnit, anførte (Ekstrakten, s. 66).

Hvis der kunne lægges vægt på køresedlerne, tegner de endvidere et billede af, at sagsøgeren i hvert fald ikke i alle tilfælde har overholdt køre- og hviletidsreglerne.

I henhold til kørselsrapporterne har sagsøgeren således på alle de otte omtvistede dage haft en arbejdsdag på mellem 12 og 15 timer. Denne arbejdsmængde skaber i sig selv en formodning for, at køre- og hviletidsreglerne ikke har været overholdt, når der henses til, at køretiden maksimalt må udgøre 10 timer dagligt, samt at hviletiden som udgangspunkt skal udgøre 11 sammenhængende timer dagligt, idet det dog tillades, at hviletiden alene udgør 9 sammenhængende timer tre gange om ugen.

Det fremgår tilmed af kørselsrapporterne, at sagsøgeren for kørslerne den 6. august (Ekstrakten, s. 82), den 30. oktober (Ekstrakten, s. 127), den 31. oktober (Ekstrakten, s.128) og den 28. november (Ekstrakten, s. 143) maksimalt kan have haft en sammenhængende hviletid på henholdsvis 8 timer og 45 minutter, 8 timer, 8 timer og 45 minutter samt 8 timer og 30 minutter. I henhold til kørselsrapporterne kan sagsøgeren således ikke på disse dage have levet op til forordningens krav om en sammenhængende hviletid på minimum 9 timer. Det synes da også under sagen at være ubestridt, at sagsøgeren overtrådte hviletidsreglerne på de pågældende dage, jf. hertil det i replikken på side 6, 7. afsnit, til side 7, 1. afsnit, anførte (Ekstrakten, s. 44-45).

Det følger endvidere af kørselsrapporterne for den 12. (Ekstrakten, s. 134) og den 28. november (Ekstrakten, s. 143), at sagsøgeren på disse dage har kørt så langt (henholdsvis 767 og 727 kilometer), at han med stor sandsynlighed har overskredet den daglige maksimale køretid på 10 timer. I den forbindelse bemærkes, at den maksimalt tilladte hastighed for lastbiler i Danmark er 80 kilometer i timen, og at det alene er tilladt at køre med denne hastighed på motorvej.

Endelig fremgår det af køresedlen for den 31. oktober (Ekstrakten, s. 128), at sagsøgeren denne dag alene har kørt 319 kilometer. Såfremt sagsøgeren ikke har kørt til sin bopæl på denne dag, har det således næppe været for at overholde reglerne om køretid.

De fremlagte kørselsrapporter indikerer således, at sagsøgeren dels på størstedelen af de otte omtvistede dage har overtrådt reglerne om køre- og hviletid, dels at sagsøgeren i hvert fald for en af dagene har haft mulighed for at køre til sin bopæl under overholdelse af reglerne om køretid.

Da sagsøgeren ikke har godtgjort, at køre- og hviletidsreglerne har været overholdt, eller at reglernes overholdelse var afgørende for, om sagsøgeren på de omtvistede dage kunne køre til sin bopæl, kan sagsøgeren ikke påberåbe sig køre- og hviletidsreglernes som årsag til, at det ikke har været muligt for ham at overnatte på sin bopæl.

Skatteministeriet skal således også af denne grund frifindes.

3.1.3 Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at der var et arbejdsmæssigt behov for, at han overnattede i lastbilen

Selv hvis sagsøgeren havde dokumenteret, at han på de omtvistede dage faktisk har overnattet i lastbilen, at dette var nødvendigt for at overholde reglerne om køre- og hviletid, samt at disse regler i øvrigt var overholdt på alle de 8 omtvistede dage, er sagsøgeren fortsat ikke berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9A, idet han ikke kan anses for at være på rejse i ligningslovens forstand, da afstanden mellem sagsøgerens bopæl og det midlertidige arbejdssted i alle tilfælde har været er så kort, at den ikke har umuliggjort overnatning på bopælen.

Som det fremgår af skemaet på side 2, har afstanden mellem sagsøgerens bopæl og det sted, sagsøgeren hævder at have overnattet i lastbilen, for alle de 8 omtvistede dage været mellem 13 og 48 kilometer. Dette er ubestridt under sagen.

Højesteret har i UfR 2009.2098 H (SKM2009.333.HR) (Materialesamlingen, s.125) slået fast, at afstanden mellem et midlertidigt arbejdssted og bopælen kan være så kort - i den konkrete sag 51 og 40 kilometer - at det i sig selv indebærer, at betingelsen om, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen ikke er opfyldt, medmindre der er behov for, at arbejdstageren overnatter på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted.

Højesterets dom indebærer, at der i tilfælde, hvor afstanden til den sædvanlige bopæl er så kort, at det ikke kan anses for umuligt at overnatte på bopælen, skal foretages en objektiv vurdering af muligheden for at overnatte på den sædvanlige bopæl baseret på afstanden, hvor der som udgangspunkt ikke kan lægges vægt på arbejdsforhold, arbejdstid og arbejdsgiverens instruktioner, jf. Højesterets præmisser (Materialesamlingen, s. 145).

Det er derfor alene, såfremt sagsøgeren fører bevis for, at der forelå et arbejdsmæssigt behov for, at sagsøgeren overnattede i lastbilen - til trods for den korte afstand til bopælen - at der ikke skal foretages en objektiv vurdering i denne sag.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at der bestod et sådant arbejdsmæssigt behov for, at sagsøgeren overnattede i lastbilen.

Det bemærkes i den forbindelse, at det af sagsøgeren anførte om, at sagsøgeren af sin arbejdsgiver var pålagt at overnatte i lastbilen for at passe på godset er udokumenteret, ligesom det er i strid med sagsøgerens arbejdsgivers besvarelse af spørgsmål 3.5 og 3.10 (Ekstrakten, s. 192 og 193).

På den baggrund gøres det gældende, at sagsøgeren på alle de otte omtvistede dage grundet den korte afstand mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl, under alle omstændigheder havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Der er ikke grundlag for at fortolke Højesterets dom i UfR 2009.2098H (SKM2009.333.HR) således, at der skal indrømmes fradrag i alle tilfælde, hvor køre- og hviletidsreglerne ikke kan overholdes, hvis sagsøgeren selv kører hjem til sin sædvanlige bopæl eller på grund af arbejdsdagens længde sammenholdt med rejsetiden ikke havde mulighed for at være på bopælen i 11 timer eller mere.

Højesteret betoner således i sine præmisser, at der ved den konkrete vurdering, der skal foretages, når afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og bopælen er længere end 51 kilometer, kan lægges vægt på "arbejdstid", "arbejdsforhold" eller "arbejdsgiverens instruktioner". Ved denne konkrete vurdering kan køre- og hviletidsreglernes overholdelse dermed indgå som et element blandt flere ved den samlede vurdering af, om rejsebegrebet i ligningslovens § 9A er opfyldt.

Når køre- og hviletidsreglernes overholdelse alene indgår som et blandt flere elementer i den konkrete vurdering, der skal foretages, når afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og bopælen er længere end 51 kilometer, kan hensynet til køre- og hviletidsreglernes overholdelse ikke i sig selv føre til, at sagsøgeren må anses for at være på rejse i ligningslovens forstand efter den strengere objektive vurdering, der skal foretages, når afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og bopælen er kortere end 51 kilometer.

At køre- og hviletidsreglernes overholdelse ikke i sig selv kan føre til, at rejsebegrebet i ligningslovens § 9A, stk. 1, jf. stk. 7, er opfyldt understøttes da også af, at den ene af sagsøgerne i UfR 2009.2098H (SKM2009.333.HR), SB, påberåbte sig arbejds- og miljølovens hviletidsbestemmelser og reglerne om en maksimal ugentlig arbejdsuge på 48 timer, som følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. SB gjorde blandt andet gældende, at han alene under henvisning til den lange transporttid og korte tid på den sædvanlige bopæl ikke kunne anses for at have haft reel mulighed for at overnatte hjemme. Dette synspunkt blev også gjort gældende for så vidt angår udstationeringen i Y11-by, der var det af de ovenfor omtalte overnatningssteder, hvor afstanden til bopælen var 40 kilometer (Ekstrakten, s. 135).

Højesteret tillagde imidlertid ikke dette anbringende betydning i relation til udstationeringen i Y11-by, idet Højesteret - som det fremgår ovenfor - alene med henvisning til, at arbejdsstederne i Y12-by og Y11-by lå henholdsvis 51 km og 40 km fra bopælen, fandt, at afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted var så kort, at dette i sig selv indebar, at betingelsen om, at det ikke var muligt at overnatte på bopælen, ikke var opfyldt.

3.2 Den subsidiære påstand

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgeren for indkomståret 2007 kan fradrage rejseudgifter efter ligningslovens § 9A med yderligere kr. 3.164,-. Sagsøgerens opgørelse af dette beløb fremgår af bilag 11 (Ekstrakten, s. 195).

Skatteankenævnet (Ekstrakten, s. 187), stadfæstet af Landsskatteretten (Ekstrakten, s. 6-7), har opgjort sagsøgerens fradrag efter ligningslovens § 9A skønsmæssigt, idet det ikke ud fra sagsøgerens kørselsrapporter er muligt at se, hvornår sagsøgeren var tilbage på sin bopæl, jf. bilag 1, side 4, 1. afsnit. Sagsøgeren har derimod i den som bilag 11 fremlagte opgørelse af fradraget forudsat, at hviletiden efter ugens sidste arbejdsdag udgjorde 9 timer og på den måde beregnet, hvornår sagsøgeren var tilbage på sin bopæl.

Da der ikke er dokumentation for, at sagsøgerens hviletid efter ugens sidste arbejdsdag har udgjort ni timer, finder Skatteministeriet ikke, at opgørelsen kan udarbejdes på den af sagsøgeren foretagne måde.

Såfremt sagsøgeren måtte få medhold i, at sagsøgeren er berettiget til fradrag for de 8 omtvistede dage, bør sagen derfor efter ministeriets opfattelse hjemvises til SKAT, så der kan foretages en fornyet skønsmæssig opgørelse, hvor de omtvistede dage indgår."

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagen drejer sig om, hvorvidt A har ret til standardfradrag efter den dagældende ligningslovs § 9A, stk. 7, jf. stk. 1, for 8 nærmere angivne overnatninger i perioden 6. august til 28. november 2007.

Retten til fradrag efter disse bestemmelser er bl.a. betinget af, at en overnatning uden for den faste bopæl er en følge af et midlertidigt arbejdssted, og at opholdet (rejsen) har en varighed på mindst 24 timer. Parterne er enige om, at disse to betingelser er opfyldt.

Det er herudover en betingelse for fradrag, at lønmodtageren faktisk overnatter uden for bopælen, og at dette er nødvendigt som følge af afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted, jf. herved § 9A, stk. 1. Skattemyndighederne har bestridt, at disse to betingelser er opfyldt.

A har under sagen bl.a. forklaret, at han de omtvistede dage overnattede i lastbilens førerkabine, som var indrettet med sovemulighed og køleskab. Lastbilen var i disse tilfælde parkeret ved sidste aflæsningssted eller andet passende sted, og overnatningerne i lastbilen skyldtes, at han efter arbejdsgiverens instruks skulle køre, så længe han måtte af hensyn til køre -hvile-tids-reglerne. A udfyldte dagligt køresedler, som dannede grundlag for lønafregningerne, og noterede overnatningerne på køresedlerne. Køresedlerne dannede bl.a. grundlag for, at A fra arbejdsgiveren fik udbetalt det såkaldte udliggertillæg på 85 kr. for hver af de omtvistede overnatninger, jf. overenskomstens § 3, stk. 3.

Det fremgår af erklæringen fra As daværende arbejdsgiver, IP, som parterne er enige om at lægge til grund, at A, når der var arbejde nok, skulle køre, "indtil hans køretid (efter køre- og hviletidsreglerne) var opbrugt". IP har endvidere oplyst, at han stikprøvevis førte kontrol med, at A faktisk overnattede uden for hjemmet.

Uanset at der må stilles skærpede krav til en skatteyders sandsynliggørelse af, at han faktisk har overnattet uden for den sædvanlige bopæl, jo tættere den hævdede overnatning er på bopælen, har A efter det anførte i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at han de omtvistede nætter overnattede i lastbilen og dermed ikke på den sædvanlige bopæl.

Det er endelig en betingelse for fradrag, at A "på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke (havde) mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl", jf. § 9A, stk. 1.

Det er her As synspunkt, at han ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, da han som anført skulle arbejde (køre), så længe han måtte af hensyn til køre-hvile-tids-reglerne.

Det fremgår af Højesterets dom i UfR 2009.2098 (SKM2009.333.HR) ("Banedanmarksagen"), at en afstand mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt ansættelsessted kan være så kort, at dette i sig selv indebærer, at betingelsen om, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, ikke er opfyldt, medmindre der er behov for, at arbejdstageren overnatter på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted. I dommen nægtede Højesteret herefter fradrag for 2 overnatninger, hvor afstanden fra det midlertidige arbejdssted til bopælen var henholdsvis 40 og 51 km.

Det må efter As forklaring og erklæringen fra hans daværende arbejdsgiver lægges til grund, at A overvejende kørte med foderstoffer, sand, grus, kul og lignende, og at arbejdsgiveren ikke stillede krav om, at A overnattede i lastbilen, selvom der var gods i den.

Der var derfor ikke behov for, at A overnattede i eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted (lastbilen). Det forhold, at arbejdsgiveren i travle perioder tilrettelagde arbejdet, så en chauffør skulle køre, så længe han havde mulighed for det af hensyn til køre-hvile-tids-reglerne, kan ikke sidestilles med, at der var et arbejdsmæssigt behov for, at lønmodtageren overnattede uden for sin sædvanlige bopæl.

I de 8 dage, sagen drejer sig om, var afstanden mellem de opgivne overnatningssteder og As sædvanlige bopæl mellem 13 og 48 km. Herefter, og da A som anført ikke har godtgjort, at overnatningerne skyldtes et arbejdsmæssigt behov, tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Sagsomkostninger

Sagsøgeren har tabt sagen og skal derfor betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Beløbet fastsættes til 20.000 kr. inklusive moms, som er til dækning af udgift til advokatbistand.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A, sagens omkostninger til Skatteministeriet med 20.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=11-0297514&docId=dom-lsr-11-0197514-full