Byrets dom af 22. maj 2012 i sag Retten i Århus, BS 13-156/2009

Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Flemming Krog Bjerre)

mod

A
(Advokat Gert Vestergaard)

Afsagt af byretsdommer

Otto Bisgaard

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører stadfæstelse af arrest og spørgsmålet om erstatning og tort.

Sagsøgeren, SKAT har påstået sagsøgte, A, dømt til at anerkende, at den af fogedretten den 2. august 2005 foretagne arrest for et beløb stort 1.701.320 kr. i sagsøgtes faste ejendom ...1 er lovligt foretaget og forfulgt, hvorfor arresten stadfæstes.

Sagsøgte, A, har påstået sagsøgeren, SKAT, dømt til at anerkende, at den stedfundne arrest har haft for stor udstrækning og tillige er forsømt aflyst ved de efterfølgende foretagne udlæg, hvorfor sagsøgte tilkendes erstatning, tort godtgørelse og sagsomkostninger.

Overfor sagsøgtes betalingspåstand har sagsøgeren principalt påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Oplysningerne i sagen

Sagsøgeren ydede politiet assistance i forbindelse med en strafferetlig efterforskning mod sagsøgte, der blandt andet var sigtet for overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13 og 16 samt straffelovens § 191.

Sagsøgeren har ydet bistand til politiets efterforskning ved, med udgangspunkt i oplysninger om sagsøgte og hans tidligere samlever TL´s (for årene 1997 og 1998) indkomst og formue samt oplysninger indhentet under politiets efterforskning, at foretage opgørelse af sagsøgte og TL privatforbrug for årene 1997-2004.

I forbindelse med en ransagning i foråret 2005 på ejendommen ...1 kunne det konstateres, at ejendommen var ombygget for et betydeligt beløb i de forudgående år.

Ved ransagningen af sagsøgtes ejendom fandt politiet tillige et større kontant beløb gemt i emhætten samt en større mængde hash. Det var således politiets antagelse, at hashen var beregnet til videresalg. I forbindelse med ransagningen kunne det konstateres at ejendommen i sagsøgtes ejertid var ombygget for et væsentligt beløb.

I slutningen af juli måned 2005 indhentede sagsøgte en mæglervurdering af sin faste ejendom beliggende ...1. Sagsøgeren modtog oplysninger herom, idet ejendomsmægleren henvendte sig til de kommunale skattemyndigheder.

Som følge af henvendelsen fra ejendomsmægleren udsendte sagsøgeren den 2. august 2005 forslag til afgørelse med tilhørende sagsfremstilling vedrørende forhøjelse af sagsøgtes skatteansættelse for perioden 1997-2004. Samtidig hermed anmodede sagsøgeren byretten om foretagelse af arrest i sagsøgtes eneste ubehæftede aktiv af betydning - ejendommen beliggende ...1.

Henset til, at sagsøgtes indkomst ikke muliggjorde finansiering af den førnævnte ombygning, foretog sagsøgeren en beregning af sagsøgtes privatforbrug i perioden 1997-2004. Sagsøgeren udarbejdede en analyse af sagsøgtes privatforbrug, som viste, at sagsøgtes indkomst og formue ikke levnede plads til det faktiske forbrug for årene 1997-2004. Sagsøgte måtte altså have haft en for sagsøgeren ukendt indkomst- og/eller finansieringskilde. Sagsøgeren opgjorde denne ukendte indkomst- eller finansieringskilde skønsmæssigt, først i forslaget til afgørelse og efterfølgende i den endelige afgørelse.

I den af politiet bestilte rapport blev ombygningsomkostningerne opgjort til 3.698.300 kr. SKAT skønnede imidlertid i forslaget til afgørelse, at ombygningsomkostningerne udgjorde 2.833.025 kr., idet SKAT med udgangspunkt i sagsøgtes egne oplysninger lagde til grund, at sagsøgte selv havde udført halvdelen af murer-, tømrer- og malerarbejdet. Da sagsøgte var sigtet for tyveri, subsidiært hæleri vedrørende ikke-indbyggede VELUX vinduer, indgik værdien af disse heller ikke i opgørelsen af ombygningsomkostningerne.

På baggrund af oplysninger om sagsøgtes økonomi i de pågældende indkomstår skønnede SKAT i forslaget til afgørelse, at sagsøgte i indkomstårene 1997-2004 måtte have haft yderligere indtægter, i alt 2.555.000 kr., som ikke var selvangivet.

Ved afgørelse af 6. september 2005 forhøjede SKAT sagsøgtes skattepligtige indkomst for indkomstårene 1997-2004 med i alt 2.140.000 kr. I forhold til forslaget til afgørelse nedsattes den skønsmæssige forhøjelse med 415.000 kr., idet SKAT i den endelige afgørelse skønnede, at ombygningsomkostningerne udgjorde 2.374.375 kr. Baggrunden herfor var hovedsageligt, at SKAT ud fra et forsigtighedsprincip nedsatte værdien af de skønnede materialeomkostninger med 20 pct.

Forhøjelsen af sagsøgtes skattepligtige indkomst udløste restskat og restarbejdsmarkedsbidrag inklusive renter på henholdsvis 1.360.579 kr. og 211.254 kr. Restancen forfaldt til betaling i tre rater begyndende den 1. oktober 2005 for så vidt angår den del, som fulgte af forhøjelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2004, mens restancen som fulgte af forhøjelsen sagsøgtes skattepligtige indkomst i de øvrige indkomstår forfaldt til betaling i tre rater begyndende den 1. november 2005.

Da restancen ikke blev betalt, foretog SKAT den 9. november 2005, den 12. januar 2006 og den 2. februar 2006 udlæg i sagsøgtes faste ejendom beliggende ...1.

Ved kendelse af 22. februar 2008 nedsatte Landsskatteretten forhøjelsen af sagsøgtes skattepligtige indkomst for indkomstårene 1999-2004 til 950.000 kr. For så vidt angår indkomstårene 1997-98 bortfaldt forhøjelsen i sin helhed.

Sagsøgeren har efterfølgende på sagsøgtes begæring nedlyst de foretagne udlæg, så de stemte overens med restancen efter Landsskatterettens nedsættelse af forhøjelsen, ligesom udlæggene og arresten blev aflyst efter sagsøgtes betaling af restancen.

Forklaringer

A har blandt andet forklaret, at formålet med mæglervurderingen var at modbevise SKATs vurdering af ejendommen og skønnet på ombygningsudgifterne. Vurderingen blev indhentet efter råd fra hans daværende advokat, KH. Ejendommen blev vurderet til salgsprisen, men han har aldrig overvejet at sælge ejendommen. Han er af sit pengeinstitut blevet anbefalet låneomlægning, men banken ville ikke røre ved det på grund af den tinglyste arrest og udlæg. Arresten og udlæggene er endnu ikke aflyst, og han ville have omlagt lånene, hvis disse hæftelser ikke var på ejendommen. Han kan ikke huske, om der i perioden fra ransagningen til arresten har været kontakt mellem ham eller hans advokat til SKAT.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har gjort følgende gældende:

Ad arrestbetingelserne

Der er mellem parterne enighed om, at SKAT på arresttidspunktet havde et krav mod sagsøgte, som ikke var forfaldent til betaling, hvorfor betingelsen i retsplejelovens § 627, nr. 1, er opfyldt. Tvisten vedrørende arrestbetingelserne vedrører således alene, hvorvidt der på arresttidspunktet var en sådan forstikkelsesrisiko, at arresten var berettiget.

Det gøres til støtte for den foretagne arrest gældende, at sagsøgerens mulighed for senere at opnå dækning hos sagsøgte, må antages at være blevet væsentligt forringet, såfremt der ikke var blevet foretaget arrest i sagsøgtes aktiver, jf. retsplejelovens § 627, nr. 2.

I denne sammenhæng må det tillægges afgørende betydning, at sagsøgte systematisk, omfattende og længerevarende har unddraget sagsøgeren personskatter. Sagsøgte har utvivlsomt været bekendt med pligten til at oplyse om indtægtsforhold, men har i flere år på trods heraf undladt at afgive oplysninger om indtægtsforhold.

Sagsøgte har oplyst, at det skønsmæssigt opgjorte privatforbrug stammer fra sort arbejde, og det må på baggrund af politiets ransagning antages, at en del af det skønsmæssigt opgjorte privatforbrug herudover stammer fra kriminalitet.

Endelig var sagsgenstanden af en sådan størrelse, at sagsøgte alene af denne grund måtte frygtes at disponere til skade for sagsøgeren

Efter ransagningen af sagsøgtes ejendom den 18. maj 2005, må det have stået sagsøgte klart, at sagsøgeren havde til hensigt at forhøje hans skattepligtige indkomst for de foregående indkomstår, og at det blot var et spørgsmål om tid, før arbejdet med agterskrivelsen var afsluttet.

Da sagsøgte herefter indhentede en mæglervurdering af ejendommen, måtte sagsøgeren i lyset af ovenstående omstændigheder med rette gå ud fra, at sagsøgte havde til hensigt at sælge eller belåne ejendommen og derved i betydelig grad forringe sagsøgerens senere dækningsmuligheder. Det bemærkes hertil, at mæglervurderingen er indhentet forud for arrestbegæringen og sagsøgerens forslag til afgørelse, og at vurderingen i det hele fremstår som en sædvanlig salgsvurdering. Hvis sagsøgte havde til hensigt at imødegå sagsøgerens skøn over ombygningsomkostningerne, havde det været mere nærliggende, at indhente ejendomsmæglerens vurdering af ombygningsomkostningerne frem for en almindelig salgsvurdering. At der ikke blev indgået en kommissionsaftale med ejendomsmægleren, kan derfor ikke tillægges betydning.

Som det fremgår af sagens dokumenter tog sagsøgeren ved vurderingen af ombygningsomkostningerne udgangspunkt i den af politiet indhentede vurdering, men den blev ikke ukritisk lagt til grund. Sagsøgte kendte således ikke til sagsøgerens vurdering af ombygningsomkostningerne, da han indhentede mæglervurderingen, hvorfor formålet hermed ikke kan have været imødegåelse af sagsøgerens vurdering af ombygningsomkostningerne.

Det bemærkes i tilknytning til ovenstående, at sagsøgerens krav forfaldt til betaling i tre rater og tidligst den 1. oktober 2005, og at der således fra indhentelsen af mæglervurderingen til forfaldstiden for SKATs krav forløb i hvert fald to måneder. Der var således en lang periode, hvori sagsøgte kunne have solgt eller belånt ejendommen til skade for SKATs dækningsmuligheder, hvis der ikke blev foretaget arrest i sagsøgtes eneste aktiv af betydning.

Det gøres derfor gældende, at der på baggrund af de ovenfor anførte forhold på arresttidspunktet var en betydelig risiko for, at sagsøgte ville disponere til skade for sagsøgerens senere dækningsmuligheder, og at betingelserne i retsplejelovens § 627, nr. 2, derfor var opfyldte, hvorfor den foretagne arrest skal stadfæstes som lovligt foretaget og forfulgt.

Ad erstatning og kreditspilde

Sagsøgte har gjort gældende, at han er berettiget til erstatning, jf. retsplejelovens § 639, stk. 2. Det bemærkes i forlængelse heraf, at kreditspilde udgør en delmængde af det økonomiske tab, som rekvisitus kan kræve af rekvirenten, hvis arrestfordringen alene viser sig at bestå for en del af det oprindeligt påståede beløb.

I følge retsplejelovens § 639, stk. 2, er rekvirenten erstatningsansvarlig for et eventuelt tab som rekvisitus måtte lide, hvis en arrest viser sig at være større end nødvendigt.

Rekvisitus må således dokumentere et økonomisk tab, ansvarsgrundlag, årsagssammenhæng og adækvans, førend rekvirenten kan ifalde erstatningsansvar. Det gøres overordnet gældende, at sagsøgte på ingen måde har dokumenteret, at ovennævnte betingelser for at pålægge sagsøgeren et erstatningsansvar er opfyldte i nærværende sag.

Det gøres indledningsvist gældende, at sagsøgte, som efter de fremlagte årsopgørelser ikke har oppebåret indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, må anses som lønmodtager. Det forhold, at sagsøgte har været nødsaget til at afholde advokatomkostninger i forbindelse med arrest- og skattesagen kan ikke føre til, at han må anses for erhvervsdrivende. Sagsøgte er således ikke omfattet af den formodning for kreditspilde, som er gældende ved arrest hos erhvervsdrivende.

Det følger af Vestre Landsrets dom i UfR1953.572V, at der alene tilkendes lønmodtagere erstatning for tort, med mindre rekvisitus beviser et yderligere tab f.eks. i form af kreditspilde.

Det bestrides, at sagsøgte har lidt et økonomisk tab. Sagsøgtes begrundelse for det påståede tab er aldeles spekulativ og uden støtte i relevante faktiske omstændigheder.

Sagsøgte har ikke ved fremlæggelse af udskrifter af Totalkredits og Nationalbankens historiske rentesatser samt diverse renteberegninger dokumenteret, at arresten har afholdt konkrete potentielle långivere fra at bevilge sagsøgte et lån med sikkerhed i ejendommen.

Det fastholdes derfor, at sagsøgte reelt ikke har lidt det påståede tab, hverken i form af kreditspilde eller andre tabsformer.

Sagsøgte har bevisbyrden for, at SKATs oprindelige skøn, som lå til grund for arresten, er udøvet på et ufuldstændigt grundlag eller var behæftet med betydelige mangler. Denne bevisbyrde har sagsøgte ikke løftet.

Det bestrides, at det blotte forhold, at SKATs forhøjelse af sagsøgtes skattepligtige indkomst for indkomstårene 1997-2004 blev nedsat af Landsskatteretten medfører, at SKAT ved sit skøn har handlet ansvarspådragende. Det bemærkes i tilknytning hertil, at SKATs skøn var nødvendiggjort af, at sagsøgte over en årrække ikke havde indberettet tilstrækkelige oplysninger til SKAT, og det derfor må tilskrives sagsøgtes forhold, at SKAT måtte basere sit skøn på sparsomme oplysninger. Videre var det nødvendigt, at afslutte undersøgelserne og træffe afgørelse hurtigst muligt, idet sagsøgte måtte befrygtes at forringe SKATs dækningsmuligheder.

Det bestrides, at SKAT ved udøvelsen af sit skøn har handlet ansvarspådragende. SKATs skøn var baseret på et forsigtighedsprincip, idet en lang række af sagsøgtes oplysninger til politiet er lagt uprøvet til grund i sagsfremstillingen til afgørelsen. SKAT har heller ikke ukritisk taget udgangspunkt i den af politiet indhentede vurdering af ombygningsomkostningerne.

Det bestrides, at spørgsmålet om, hvorvidt arresten er foretaget for beløb større end nødvendigt, skal afgøres ved, at arrestbeløbet tillægges de senere foretagne udlæg. Det gøres i den forbindelse gældende, at arresten bortfalder ved arresthavers - eller en hvilken som helst anden kreditors - senere udlæg, hvorfor arresten i nærværende sag bortfaldt gradvist i forbindelse med SKATs udlæg.

Det forhold, at arresten ikke blev aflyst samtidig med udlæggenes foretagelse, er ikke ansvarspådragende for SKAT, men blot udtryk for, at tingbogens udvisende ikke er i overensstemmelse med den reelle prioritetsstilling i sagsøgtes ejendom.

For så vidt angår spørgsmålet om årsagsforbindelse mellem arresten og det påståede tab bemærkes, at sagsøgte ikke på nogen måde har forsøgt at dokumentere, at långivere har nægtet ham lån med den begrundelse, at der på hans faste ejendom beliggende ...1 var tinglyst arrest og udlæg for skattemyndighederne. I forlængelse heraf bemærkes, at sagsøgeren på sagsøgtes begæring har nedlyst udlæggene således, at de ikke var unødigt til hinder for sagsøgtes finansieringsmuligheder. Det gøres derfor gældende, at der heller ikke er årsagssammenhæng mellem arrestens størrelse og det påståede tab.

Samlet set gøres det således gældende, at ingen af de nødvendige betingelser for at pålægge sagsøgeren et erstatningsansvar som følge af arrestens størrelse er opfyldte, hvorfor sagsøgeren må frifindes for sagsøgtes erstatningspåstand.

Ad tort

Det bestrides, at sagsøgte har et krav på tort godtgørelse. Sagsøgte har således ikke godtgjort at være berettiget hertil, herunder at hans værd er krænket som følge af arresten. Det følger endvidere af retspraksis, jf. landsrettens dom i UfR1977.939H, at der ikke tilkendes rekvisitus tort godtgørelse, såfremt arrestfordringen alene viser sig at bestå for et mindre beløb end oprindeligt antaget.

Såfremt retten mod forventning finder, at sagsøgte skal tilkendes et beløb som erstatning for kreditspilde og/eller tort gøres det gældende, at dette alene kan udgøre et mindre rundt beløb udmålt af retten og ikke de påståede tab på 577.031,15 kr.

Ad sagsomkostninger

Det gøres gældende, at arresten var berettiget, og at SKAT derfor skal tildeles sagsomkostninger på sædvanlig vis. Der er ikke grundlag for at ophæve sagsomkostningerne tildelt af byretten og Landsretten.

Det forhold, at sagsøgte har fået rådgivning ved advokat til forståelsen af de under sagen udskrevne årsopgørelser, berettiger ikke sagsøgte til yderligere sagsomkostninger, såfremt retten finder, at arresten var uberettiget.

Sagsøgte har gjort følgende gældende:

Ad erstatning

Sagsøger foretog den 2. august 2005 arrest for et beløb stort 1.701.320 kr., hvoraf 170.000 kr. vedrørte estimerede sagsomkostninger.

Selve arrestbeløbet udgjorde således 1.531.320 kr.

Efterfølgende foretoges følgende udlæg, jf. bilag 14

Den faktiske skattegæld udgjorde 523.015 kr., hvilket er bekræftet af sagsøgeren.

Udlæggene har således været 108.709 kr. større end den faktiske skattegæld.

Der er således anlagt en forsigtighedsbetragtning, når der alene kræves erstatning som følge af, at der uberettiget har været foretaget arrest for et beløb stort 1.531.320 kr.

Erstatningskravet er opgjort til 577.031,15 kr.

Renten på 6,5 pct. er fastsat på baggrund af, at almindelig procesrente beregnes som nationalbankens udlånsrente med tillæg af 7 pct. og sagsøgte kunne have optaget lån til nationalbankens udlånsrente med tillæg af 0,5 pct.

Til støtte for erstatningskravet gøres følgende gældende:

At sagsøgte har lidt et tab er veldokumenteret, idet SKAT har opkrævet mellem 6 og 7,2 pct. i årlig rente, for hvilken der ikke er fradragsret.

Såfremt arresten var blevet ophævet, kunne sagsøgte have optaget lån til mellem 1,33 og 5,14 pct. i årlig rente, vel at mærke med fradragsret.

Som følge af den manglende aflysning af arresten er sagsøgtes lånemuligheder blevet yderligere forværret, hvilket bl.a. skyldes:

Sagsøger er erstatningsansvarlig på objektivt grundlag jf. Retsplejelovens § 639, stk. 2.

I bogen Fogedsager 2. udgave, fremgår således på side 618:

"...

Traditionelt er der i erhvervsforhold praksis opstillet en formodning for tab i form af kreditspilde samt tilføjelse af tort. jf. Fogedret 239 ff. Er den ulovlige arrest foretaget hos en erhvervsdrivende, ydes således sædvanligvis erstatning for tort og kreditspilde med et mindre rundt beløb, medmindre der føres bevis for et større tab.

..."

I erstatningsmæssig henseende bør sagsøgte i nærværende sag ligestilles med en erhvervsdrivende, både henset til sagens karakter og det faktum, at sagsøgte har afholdt betragtelige udgifter til revisor- og advokatbistand.

Ad tort

Sagsøgtes krav om godtgørelse for tort fastholdes.

Der henvises til SKM2002.554.HR, hvor rekvisitus skønsmæssigt blev tilkendt kr. 25.000 i tortgodtgørelse. I domsbegrundelsen anføres bl.a.:

"...

Det forhold, at de arresterede genstande for en væsentlig dels vedkommende tilhørte andre end rekvisitus, kunne ikke begrunde, at rekvisitus eget værd ikke var blevet krænket.

..."

Den uretmæssigt foretagne arrest/manglende aflysning har været stærkt krænkende for sagsøgte, generelt fordi arresten var tinglyst og konkret i forbindelse med drøftelser med bank og kreditforening.

Ad sagsomkostninger

Ved udlæggets foretagelse blev SKAT den 2. august 2005 tilkendt 12.226 kr. i sagsomkostninger, heraf udgjorde retsafgiften 8.350 kr.

Ved kæremålet til Vestre Landsret, blev SKAT tilkendt 3.000 kr. i sagsomkostninger.

Ovenstående omkostninger bør ophæves som følge af, at arresten for størstedelen var uberettiget og SKAT forsømte at aflyse arresten efter udlæggets foretagelse.

Skat havde foretaget arrest for 1.531.320 kr. og efterfølgende udlæg for 631.724 kr., dvs. i alt 2.163.044 kr., medens sagsøgtes gæld reelt kun androg 523.015 kr.

Sagsøger har således i det væsentlige tabt sagen, idet sagsøger kun har fået 24,18 pct. medhold.

Sagsøgte bør derfor tilkendes sagsomkostninger i overensstemmelse med de almindelige regler herom. jf. f.eks. U2001.240Ø.

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagsøgte var i foråret 2005 sigtet for overtrædelse af skattekontrollovens § 13 og § 16 samt straffelovens § 191. Efter ransagningen hos sagsøgte, hvor der blandt andet blev fundet et større kontant beløb, indhentede sagsøgte en ejendomsmæglervurdering i juli 2005. Der bestod derfor på arresttidspunktet en betydelig risiko for, at sagsøgte kunne og ville disponere på en sådan måde, at sagsøgerens senere dækningsmuligheder ville blive væsentligt forringede. Betingelsen i retsplejelovens § 627, nr. 2, var derfor opfyldt, hvorfor arresten stadfæstes som lovligt foretaget og forfulgt.

Uanset at arresten blev foretaget for et større beløb end sagsøgerens aktuelle skattekrav, findes der ikke at være grundlag for at yde sagsøgte erstatning, idet sagsøgte ikke med tilstrækkelig sikkerhed har godtgjort, at han har lidt et økonomisk tab i anledning af den foretagne arrest.

Der findes heller ikke i et tilfælde som det foreliggende, hvor arresten ikke er ulovlig, grundlag for at tilkende sagsøgte godtgørelse for tort.

Retten tager som følge af det anførte sagsøgerens påstande til følge.

Under hensyn til det samlede sagsforløb, skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, A, skal anerkende, at den af fogedretten den 2. august 2005 foretagne arrest for et beløb stort 1.701.320 kr. i sagsøgtes faste ejendom ...1 er lovligt foretaget og forfulgt, hvorfor arresten stadfæstes.

Sagsøgeren, SKAT, frifindes for sagsøgtes påstande om tilkendelse af erstatning og tort godtgørelse.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.