Byrets dom af 15. juni 2023 i sag AM2023.06.15B

Print

Relaterede love

Straffeloven

Relaterede retsområder

Strafferet

Resumé

Bedrageri med bitcoins, opnået vinding ca. 27.760 kr., T 60 dg. bet., pt. 1 år

AM2023.06.15B

Retten i Københavns DOM

Dato:

15. juni 2023

Rettens sagsnr.:

4-2667/2023

Politiets sagsnr.:

01LC-76211-00175-21

Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 1963

Sagens baggrund og parternes påstande

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskriftet er modtaget den 26. januar 2023.

Tiltalte er tiltalt for

bedrageri efter straffelovens § 279, stk. 1,

ved i perioden fra den 15. februar 2021 til den 16. februar 2021 for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse at have bestemt en anden til en handling eller undladelse, idet tiltalte, der var hyret som ekstern it-konsulent for firmaet "Forurettede" i anledning af en konkret sag om hacking og kryptering af firmaets data, formåede firmaet til at overføre 0,1 bitcoin (svarende til ca. kr. 27.760,38) til ham med henblik på yderligere betaling af hackerne, hvorefter han konstaterede, at han fra tidligere konsulentbistand tilfældigt havde adgang til de nu krypterede data i ikke krypteret form, hvilket tiltalte imidlertid undlod at underrette firmaet om og i stedet overførte beløbet til sin egen bitcoin konto, alt hvorved firmaet blev påført et tilsvarende formuetab eller blev udsat for en væsentlig risiko herfor.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Forurettede ApS har påstået, at tiltalte skal betale 142.991,25 kr. i erstatning. Beløbet er opgjort således:

Tiltaltes krav

Køb af 4 PC

-33.541,25 kr.

Ikke leveret licens

-656,25 kr.

Antivirus, licens marts 2022-februar 2023

-26.235 kr.

Samlet krav Tiltalte

-59.120,00 kr.

Forurettede ApS' krav

Licens ny antivirus fra april 2022

24.048,75 kr.

"Klippekort" 20 timer, inkl. moms

19.687,50 kr.

Køb af bitcoin

32.000,00 kr.

Fakturet arbejde ekstern konsulent, inkl. moms

20.484,38 kr.

Faktureret arbejde Tiltalte, inkl. moms

6.890,63 kr.

Tidstab for ansatte beregnet ved timesats på 300 kr. pr. time

99.000,00 kr.

Samlet krav Forurettede ApS

202.110,51 kr.

I alt erstatningskrav 142.991,25 kr.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne Vidne1 og Vidne2.

Forklaringerne gengives ikke i dommen, idet disse er blevet lydoptaget.

Personlige oplysninger

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at tiltalte har arbejdet med IT i over 40 år, og at tiltalte i 20 år har været selvstændig. Tiltalte har en hustru samt børn og børnebørn. Tiltalte er indstillet på at udføre samfundstjeneste, og tiltalte har ikke nogen problemer med misbrug. Tiltalte oplyser at være sund og rask, samt at han i øvrigt fortsat driver en velfungerende virksomhed.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Forhold 1

Tiltalte har forklaret, at tiltalte, efter den første indbetaling af løsesum til hackerne på 0,2 bitcoins, opdagede, at tiltalte var i besiddelse af en backup af firmaets data grundet tidligere samarbejde. Tiltalte har hertil forklaret, at tiltalte ikke oplyste virksomheden om, at tiltalte havde opdaget, at han havde en backup af firmaets data, og at tiltalte herefter selv beholdt 0,1 bitcoin, som han var kommet i besiddelse af med henblik på at betale yderligere løsesum til hackerne. Tiltalte har desuden forklaret, at han senere udbetalte værdien af 0,1 bitcoin til sig selv. Tiltalte har yderligere forklaret, at grunden til dette var, at tiltalte havde haft udgifter til arbejdet med firmaets backup, som ca. svarede til værdien af 0,1 bitcoin, opgjort til 27.760,38 kr.

Retten finder på denne baggrund, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 279.

Straffastsættelse

Straffen fastsættes til fængsel i 50 dage, jf. straffelovens § 279, stk. 1.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på karakteren af bedrageriet, herunder beløbets størrelse, og at tiltalte har begået forholdet i forbindelse med sin ansættelse som ekstern IT-konsulent for virksomheden.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Retten har herved lagt vægt på den lange sagsbehandlingstid samt tiltaltes gode personlige forhold.

Erstatning

Den nedlagte erstatningspåstand udskydes efter retsformandens bestemmelse til civil behandling.

Thi kendes for ret:

Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 50 dage.

Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.

Prøvetid regnes fra endelig dom.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 14.765 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Martin Johan Justesen.