Parter
H1
(v/Adv. Claus Rosenkilde)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/Adv.fm. Okan Olgun)
Afsagt af Byretsdommer
Tine Bransholm Ginnerup
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen vedrører hvorvidt et boligselskab er berettiget til fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af eksterne veje, henholdsvis en stamvej og en fordelingsvej, i medfør af vurderingslovens dagældende bestemmelser i § 17 og § 18.
Påstande
H1 har nedlagt påstand om, at fradragsfastsættelsen ved vurderingerne og genoptagelsesårene pr. 1. oktober 2007, 2008, 2010 og 2012 for ejendommen Y1, ejendomsnummer …21 hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse af fradrag for afholdte udgifter til ekstern vej.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagens oplysninger
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
H1 har ved skøde af 18. august 1988 erhvervet et ubebygget grundareal for en købesum på 2.190.321 kr., med overtagelsesdato den 31. december 1987. Det fremgår af skødets pkt. 3, at købesummen blandt andet omfatter anlæg af stam- og fordelingsveje.
Af lokalplanens § 5 fremgår blandt andet, at:
"Der udlægges areal til følgende nye veje og stier med en beliggenhed og udformning, som vist på kortbilag 1 og 1A.
Fordelingsvejen A-B-C en bredde af 26 m.
(...)
Stamvejene H-J, K-L, M-N, O-P, Q-R, S-T, U-V og X-Y i en bredde af 10 m."
Af kortbilag til lokalplanen ses, at fordelingsvejen benævnt A-B-C i lokalplanen udgør en del af Y2-vej. På vejstykket betegnet K-L går Y3-vej i vestlig retning og fordeler sig herefter i området i nord- og sydgående retning, herunder ind på den påklagede ejendom.
Det fremgår af byrådsreferat af 17. december 1987, at Y4 Kommune anlægger stam- og fordelingsveje m.m.
Af Landsskatterettens afgørelse af 2. september 2016 fremgår, at Skat godkendte et skønsmæssigt fradrag på 76.565 kr. for udgifter til Y3-vej, men afviste, at der var fradragsret for udgifter til Y2-vej under henvisning til, at det var en overordnet vej, der ikke havde en værdiforøgende effekt på grundværdien. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at godkende fradrag for udgifter til anlæg af hverken Y2-vej eller Y3-vej. Som begrundelse herfor henviste Landsskatteretten for så vidt angår Y2-vej til, at denne vej ikke er adgangsgivende, og at foreningen ikke har dokumenteret bekostningen. For så vidt angår Y3-vej, lagde Landsskatteretten til grund, at Y3-vej tilfører grunden værdi i ubebygget stand, men at foreningen ikke på tilstrækkelig vis har godtgjort, hvilken andel af købesummen, der vedrører udgifter til anlæg af Y3-vej.
Der er endvidere enighed mellem parterne om, at etableringen af Y3-vej har medført en forøgelse af grundværdien.
Udover skøde, lokalplan og byggeteknisk notat, er der ikke fremlagt dokumentation af H1 til støtte for påstanden.
Parternes synspunkter
Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med det anførte i deres påstandsdokumenter.
H1:
H1 har gjort gældende, at der ikke kan stilles krav om en eksakt dokumentation for et bestemt afholdt beløb efter de regler, som den foreliggende sag skal afgøres efter, og at det ikke kan komme H1 til skade, at lovgiver ikke før 1. januar 2013 har skabt klarhed over, hvilken dokumentation, der kan kræves fremlagt. H1 har endvidere i overensstemmelse med påstandsdokument af 25. oktober 2017 gjort følgende gældende:
"4.4 Den konkrete dokumentation
Vejene Y2-vej og Y3-vej er udlagt samtidig med, at den i påstanden nævnte ejendom blev udlagt til boligformål, jf. lokalplan B 31.1-2 (bilag 2).
Vejene udlægges i form af fordelingsvejen A-B-C (Y2-vej) og stamvej K-L (Y3-vej), jf. lokalplanens kortbilag 1.
Det fremgår af byrådets orientering af Ejendomsudvalget (bilag 3), at kommunen sælger omhandlede ejendom til sagsøger inklusiv overordnet byggemodning.
Byrådsreferatet specificerer nærmere, at den overordnede byggemodning består i anlæggelse af bl.a. stam- og fordelingsvejen i overensstemmelse med lokalplan … for området.
Det fremgår af skødets § 3 (bilag 4), at købesummen omfatter anlæg af stam- og fordelingsveje, hovedstier, grønning og beplantningsbælter i overensstemmelse med lokalplan ….
Både byrådets orientering og skødet er således entydige i forhold til, hvad der er indeholdt i den af sagsøger betalte købesum. Begge fastlægger klart, at indeholdt i grundkøbesummen er anlægsudgifter til både Y2-vej og Y3-vej.
På ovenstående baggrund gør sagsøger gældende, at sagsøger på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort at have bekostet vejene Y2-vej og Y3-vej gennem betaling af købesummen på 2.190.321 kr.
Skatteministeriet gør gældende, at der ikke er grundlag for at fastsætte fradraget skønsmæssigt, da det hverken er bevist i hvilket omfang Y4 Kommune har afholdt udgifter til vejene, eller er bevist i hvilket omfang disse udgifter er overvæltet på sagsøger.
Hertil bemærkes, at det ikke er en forudsætning for fradraget, at den eksakt afholdte – hverken kommunens eller sagsøgers – kendes, jf. gennemgangen ovenfor under pkt. 4.2 og i særdeleshed pkt. 4.3.
Således fremgår det af SKATs juridiske vejledning 2017-2, afsnit A,B.5.2, at der på skatterettens område generelt er hjemmel til at foretage en skønsmæssig ansættelse af et fradrag såfremt det er konkret sandsynliggjort, at en skatteyder har afholdt en fradragsberettigede udgift, hvis størrelse skatteyderen ikke kan dokumentere på regulær vis.
Endvidere følger det specifikt af vurderingsvejledningen i hvert fald fra 2004 og frem til 2013-1, at fradraget netop skal ansættes skønsmæssigt, såfremt den fornødne dokumentation for den faktisk afholdte udgift ikke foreligger.
At fradraget ansættes skønsmæssigt i tilsvarende situationer fremgår da netop også af de som bilag 8, 10 og 11 fremlagte afgørelser fra Landsskatteretten. I ingen af sagerne var der ført bevis for den faktisk afholdte udgift eller hvor stor en del, der var via grundkøbesummen var overvæltet på grundejerne. Tværtimod var det manglende bevis for den faktisk afholdte udgift og omfanget af overvæltningen netop Landsskatterettens begrundelse for at ansætte fradraget skønsmæssigt.
Tilsvarende blev et fradrag for afholdte udgifter til ekstern vej fastsat skønsmæssigt i SKM2014.235.BR. I sagen fremgik det af skødet, at der i grundkøbesummen var indeholdt et vejbidrag til omlægning af en ekstern vej. Der var under sagen ikke ført bevis for, hvor stort vejbidraget var eller hvilke faktiske udgifter kommunen havde haft til denne vejomlægning. Landsskatteretten ansatte derfor et skønsmæssigt fradrag på 72.000 kr.
Grundejeren indbragte sagen for Retten i Herning med påstand om at være berettiget til et højere fradrag end 72.000 kr. Idet Landsskatterettens skøn var foretaget på et forkert grundlag og på baggrund af et under retssagen gennemført syn og skøn fandt retten grundlag for at fastslå, at grundejeren var berettiget til et højere fradrag og hjemviste sagen til fornyet behandling hos vurderingsmyndigheden.
Efter hjemvisning ansatte vurderingsmyndigheden på baggrund af en V&S-beregning fradraget til 99.870 kr. Denne afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, der ved afgørelse af 27. september 2016 (sagsnr. 14-4195818) forhøjede fradraget til 190.000 kr. Afgørelsen vil blive medtaget i sagsøgers materialesamling.
Af Landsskatterettens præmisser fremgår således følgende:
Idet boligselskabet ikke har fremlagt specifikation af den faktiske anlægsudgift til ekstern vej skal det fradragsberettigede beløb for udgifter til anlæggelse af det eksterne vejanlæg fastsættes ved et skøn. [min understregning]
Endelig bemærkes det, at der hverken i SKM2017.15.BR eller SKM2017.140.BR var ført bevis for den faktisk afholdte udgift.
Dette forhold afskar dog ikke grundejernes fradragsret, og byretterne hjemviste den beløbsmæssige opgørelse af fradragets størrelse til vurderingsmyndigheden, idet der netop var tale om et fradrag, der skulle fastsættes skønsmæssigt.
5. DET VÆRDIFORØGENDE ELEMENT
Der ses at være enighed om, at en ekstern vej, der sikrer adgangen til en grund har betydning for værdien af grunden i ubebygget stand, og dermed berettiger til fradrag, såfremt grundejeren har afholdt udgifter hertil.
På den baggrund er parterne da også enige om, at Y3-vej har virket værdiforøgende ved grundværdiansættelsen for sagsøgers ejendom, idet denne netop sikrer adgangen til sagsøgers ejendom.
5.1 Y2-vej
Skatteministeriet mener ikke, at Y2-vej har virket værdiforøgende ved grundværdiansættelsen, idet den ikke sikrer adgangen til sagsøgers ejendom.
Heroverfor gør sagsøger gældende, at Y2-vej er en grundforbedrede foranstaltning, idet den er en nødvendig forudsætning for adgangen til sagsøgers ejendom.
Sagsøgers ejendom er omfattede af lokalplan … (bilag 4) og er beliggende i den østlige del af lokalplanområdet.
Det følger af lokalplanen, s. 7, 4 afsnit, at adgang til lokalplansområdet er bestemt til at ske fra de overordnede veje Y5-vej og Y6-vej.
Y5-vej er etableret vest for lokalplansområdet og Y6-vej løber syd for området.
Y5-vej og Y6-vej er eksisterende veje og ikke udlagt i den fremlagte lokalplan.
Af lokalplanen, s. 7, 4 afsnit, følger det ligeledes, at der fra Y5-vej og Y6-vej skal føres en fordelingsvej langs lokalplansområdets nordlige og østlige grænse.
Fra fordelingsvejene skal der indføres to stamveje til betjening af bebyggelsen mod vest og syd.
De nordøstlige kvarterer er derimod bestemt til at være knyttet mere direkte op på fordelingsvejene.
Da fordelingsvejen udgøres af Y2-vej, følger det derfor af lokalplanen, at sagsøgers ejendom er bestemt til at blive betjent af Y2-vej.
Y2-vej er således bestemt til at være den primære adgangsvej til sagsøgers grund, og er således en nødvendighed for adgangen til sagsøgers grund.
Af denne årsag udgør Y2-vejen grundforbedrende foranstaltning for sagsøgers ejendom.
Det følger af lovbekendtgørelse 2013-10-07 nr. 1213 om udstykning og anden registrering i matriklen, at der ikke må ske udstykning af en grund, såfremt der derved vil fremkomme en samlet fast ejendom eller et særskilt beliggende areal af en sådan ejendom, som ikke har adgang til offentlig vej, jf. § 18.
Dersom Y2-vej i lokalplanen er bestemt til at være adgangsvej til sagsøgers grund, er den også en forudsætning for udstykningen af den pågældende grund, da der uden Y2-vej netop ikke ville være planlagt en adgangsvej til grunden.
Y2-vej i forening med Y3-vej udgør med andre ord den offentlige adgangsvej, som lovliggør etableringen af sagsøgers grund, jf. § 18 i lovbekendtgørelse 2013-10-07 nr. 1213.
Y2-vej må således i sagens natur være grundforbedrende for sagsøgers ejendom, da ejendommen ikke kunne være udmatrikuleret foruden den.
På dette grundlag gøres gældende, at Y2-vej er en grundforbedrende foranstaltning og berettiger til fradrag for de af sagsøger afholdte udgifter hertil.
Det forhold, at der er tale om en adgangsgivende vej i andet led medfører ikke, at vejen ikke kan anses for værdiforøgende ved grundværdiansættelse, såfremt den er en nødvendig forudsætning for adgangen til grunden.
Dette følger bl.a. af den som bilag 8 fremlagte afgørelse fra Landsskatteretten og det til afgørelsen hørende oversigtsfoto (bilag 9).
I sagen ansatte Landsskatteretten et skønsmæssigt fradrag for den eksterne vej Y7-vej, der som Y3-vej, er den direkte adgangsvej for den i sagen omhandlede ejendom.
Endvidere ansatte Landsskatteretten et skønsmæssigt fradrag for den eksterne vej Y8-vej, der som Y2-vej, er adgangsgivende i andet led. Af Landsskatterettens præmisser i sagen fremgår følgende som begrundelse for fradrag for begge veje (bilag 8, side 8, 5. afsnit):
Det er Landsskatterettens opfattelse, at Y8-vej er adgangsvej for hele udstykningen …22, herunder Y7-vej. Y7-vej skaber desuden adgang til de enkelte parceller på Y7-vej.
På samme måde skaber Y2-vej adgang for den nordøstlige del af lokalplansområdet, herunder Y3-vej, der skaber adgang til adgang til sagsøger ejendom.
Tilsvarende fremgår af den som bilag 6 fremlagte dom fra Vestre Landsret (offentliggjort som SKM2015.453.VLR) og det til afgørelsen hørende oversigtsfoto (bilag 7).
I sagen var der nedlagt påstand om forhøjelse af fradrag for udgifter til vejen Y9-vej, der var adgangsgivende for grundejerens ejendom i andet led – akkurat som Y2-vej er det i nærværende sag.
Y9-vej skaber adgang til 4 boligområder, herunder boligvejen Y10-vej der er den direkte adgangsvej for grundejerens ejendom.
For byretten og landsretten blev der bl.a. procederet på hvor stor en del af vejstrækningen, der er fradragsberettigede.
Landsretten fandt, at der skulle tildeles et fradrag for en afgrænset del af Y9-vej. Landsretten lagde til grund, at vejen udgør en grundforbedrende foranstaltning desuagtet at Y9-vej ikke er den direkte adgangsvej for den omhandlede ejendom men derimod adgangsgivende i andet led."
Skatteministeriet:
Skatteministeriet har i overensstemmelse med påstandsdokument af 23. oktober 2017 gjort følgende gældende:
"Anbringender
Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at boligforeningen ikke er berettiget fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af vejene i henhold vurderingslovens dagældende §§ 17 og 18. Landsskatterettens afgørelse af 2. september 2016 (bilag 1) skal derfor ikke tilsidesættes.
Det fremgår af vurderingslovens dagældende § 17, at:
”Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.”
Af vurderingslovens dagældende § 18, stk. 1, fremgår det, at:
”Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.”
Fradrag efter §§ 17 og 18 er således overordnet betinget af to forhold: For det første, at forbedringen bevirker en stigning i grundværdien. For det andet er det en betingelse, at grundejeren har bekostet forbedringen.
Det er den, der ønsker at opnå et fradrag, der har bevisbyrden for fradragets berettigelse, jf. eksempelvis UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR) og UfR 2016.3592 H. Denne bevisbyrde er ikke løftet.
1. STIGNING I GRUNDVÆRDIEN I UBEBYGGET STAND
Det gøres gældende, at den eksterne vej, Y2-vej, ikke tilfører ejendommen værdi i ubebygget stand, idet vejen ikke sikrer adgang til ejendommen. Adgang til ejendommen sker via Y3-vej.
Y2-vej er en gennemgående vej, hvorfra der er etableret en række veje, som sikrer adgang til mange ejendomme i området (bilag C).
At adgangen til Y2-vej er en forudsætning for, at der er adgang til boligforeningens ejendom via Y3-vej kan ikke føre til, at boligforeningen kan indrømmes fradrag for Y2-vej. Skulle der indrømmes fradrag efter denne logik, skulle boligforeningen også være berettiget til fradrag for Y11-vej, idet adgangen til Y11-vej er en forudsætning for at opnå adgang til Y2-vej. Sat på spidsen ville denne logik altså føre til, at hele det danske vejnet skulle være en forudsætning for at opnå adgang til boligforeningens ejendom.
Lovbekendtgørelse 2013-10-07 nr. 123 om udstykning og anden registrering i matriklen er uden betydning for spørgsmålet om fradragsret efter vurderingsloven. Fradragsretten skal bedømmes efter vurderingsloven.
2. DOKUMENTATION FOR UDGIFTENS AFHOLDELSE
Det er ubestridt, at boligforeningen ikke direkte har afholdt udgifterne til etablering af vejene, men at udgifterne er afholdt af Y4 Kommune.
Boligforeningen gør gældende at have afholdt udgifterne til vejene gennem grundkøbesummen, og at foreningen dermed indirekte har betalt for vejene (stævningen, side 9, 6. afsnit).
Når boligforeningen ikke selv har afholdt den udgift, der søges fradrag for, kræves der efter retspraksis en betydelig grad af sikkerhed for, at udgiften er overvæltet via købesummen, jf. eksempelvis SKM2015.495.ØLR og SKM2015.406.ØLR.
Boligforeningen har som dokumentation for udgiftsafholdelsen blandt andet fremlagt lokalplan … med bilag (bilag 2), byrådsreferat fra Y4 Kommune (bilag 3) og betinget skøde (bilag 4).
Det fremgår imidlertid ikke af nogen af de fremlagte dokumenter, hvilket beløb boligforeningen skulle have betalt for etableringen af vejene gennem grundkøbesummen.
Boligforeningen gør da også alene gældende, at der er grundlag for at fastsætte et skønsmæssigt fradrag for foreningens udgifter til etablering af vejene (stævningen, side 11, 1. afsnit ff.)
Indrømmelsen af et skønsmæssigt fradrag forudsætter, at der er et grundlag for at foretage skønnet. Et sådant grundlag findes ikke i nærværende sag, da det hverken er bevist, i hvilket omfang Y4 Kommune har afholdt udgifter til vejene, eller er bevist i hvilket omfang Y4’s Kommunes udgifter er overvæltet på boligforeningen.
Af byrådsreferatet fra Y4 Kommune (bilag 3) og det betingede skøde (bilag 4) fremgår det, at Y4 Kommune anlægger stam- og fordelingsveje, hovedstier, grønning og beplantningsbælter i overensstemmelse med lokalplan for området, og at udgifterne hertil er indeholdt i salgsprisen.
Y2-vej er i henhold til lokalplanen en ’stamvej’, jf. bilag 2, § 5, side 13, sammenholdt med kortbilag 1 til lokalplanen.
En lille del af Y3-vej er en ’fordelingsvej’. Det drejer sig om den del, der giver adgang til lokalplansområdet, som på kortbilag 1 til lokalplanen er markeret med henholdsvis et ”K” og ”L”, jf. bilag 2, § 5, side 13. Den resterende del af vejen, der forgrener sig gennem bebyggelsen i lokalplansområdet, herunder på boligforeningens ejendom, må anses for ’boligvej’.
Lokalplan gælder for 41 matrikler, samt alle parceller der er udstykket fra disse ejendomme efter den 1. november 1985 (bilag 2, § 2, side 11). Boligforeningens ejendom udgøres af 4 matrikler, nemlig matrikel …23 (bilag 4).
Det fremgår hverken af byrådsreferatet (bilag 3) eller det betingede skøde (bilag 4), hvilke udgifter Y4 Kommune har afholdt til etablering af vejene, hvordan disse udgifter skulle være fordelt mellem de 41 matrikler i lokalplansområdet, eller hvilke konkrete udgifter kommunen skulle have overvæltet på boligforeningen gennem grundkøbesummen.
Når hverken de konkrete udgifter til etableringen af vejene eller de overvæltede udgifter er kendt, er der ikke grundlag for at fastsætte fradraget skønsmæssigt, jf. SKM2015.404.VLR, hvor landsretten fandt, at der ikke var fremlagt tilstrækkelige oplysninger til indrømmelse af et fradrag:
"Selvom det ikke kan udelukkes, at en del af det tilslutningsbidrag, der omtales i skødet, kan indeholde udgifter, der ville kunne fradrages efter vurderingslovens § 17, finder retten, at der på grund af den usikkerhed, der både er om størrelsen af det konkret betalte tilslutningsbidrag og den andel af det betalte bidrag, der vedrører udgifter, der kan fradrages efter vurderingslovens § 17, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse vedrørende dette punkt." (min understregning)
At dommen vedrører tilslutningsafgift ændrer ikke ved, at det er en betingelse for at opnå fradrag efter vurderingslovens §§ 17 og 18, at grundejeren kan godtgøre, hvilke udgifter der er medgået til en værdiforøgende forbedring, og at ansættelse af et skønsmæssigt fradrag forudsætter, at de tilstrækkelige oplysninger foreligger. Der kan i den forbindelse også henvises til UfR 2014.2113 H (SKM2014.362.HR) og UfR 2014.1193 H (SKM2014.87.HR).
Der henvises endvidere til SKM2017.209.BR, hvor retten ligeledes fandt, at der ikke var det fornødne grundlag for at indrømme et skønsmæssigt fradrag for overvæltede udgifter til eksternt vejanlæg:
”Selvom det må antages, at en del af etableringsudgifterne via købesummen for grunden er overvæltet på sagsøgeren, og at der er tale om udgifter som ville kunne fradrages efter vurderingslovens § 17, finder retten ikke, at derer grundlag for at indrømme sagsøgeren et skattemæssigt fradrag. Dette skyldes den usikkerhed som er forbundet med både etableringsudgifternes omfang og den andel af etableringsudgifterne, som er overvæltet på sag søgeren. Retten lægger i den forbindelse særligt vægt på, at der er tale om etableringsudgifter til en gennemgående vej, der løber igennem et større erhvervsområde, bestående af bl.a. ca. 40 matrikler. Der er således ikke angivet nogen nøgle for fordeling af etableringsudgifterne mellem de omkringliggende matrikler. Indrømmelsen af et skønsmæssigt fradrag forudsætter, at der er et grundlag for at foretage skønnet.” (min understregning)
Der er således ikke noget faktisk eller retligt grundlag for at skønne over, i hvilket omfang kommunens udgifter til etablering af vejene er overvæltet på boligforeningen gennem købesummen for grunden. Det er således heller ikke tilstrækkeligt, at man kan anslå prisen for etablering af vejene via en eventuel V&S-prisberegning, idet en sådan beregning intet viser om, hvordan etableringsudgifterne skulle være fordelt mellem matriklerne i lokalplansområdet og de ejendomme, som vejene i øvrigt betjener, eller hvilke konkrete udgifter der måtte være indeholdt i boligforeningens købesum for grunden.
Den omstændighed, at Landsskatteretten i andre afgørelser måtte have foretaget en umiddelbart mere lempelig bevisvurdering, kan endvidere ikke føre til andet resultat, hvorved bemærkes, at de faktiske omstændigheder i de fremlagte afgørelser (bilag 8, 10 og 11) ikke kan anses for sammenlignelige med de faktiske omstændigheder i nærværende sag.
Skatteministeriet er i øvrigt ikke enig i boligforeningens udlægning af retspraksis om bekostning.
Boligforeningen anfører endvidere en række generelle betragtninger vedrørende forståelsen af UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR) og forarbejderne til lov nr. 925 af 18. september 2012, herunder hvad den pågældende lovændring skulle have af betydning for bevisbedømmelsen i denne sag (stævningen, side 8 ff.).
For så vidt angår UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR) udlægger boligforeningen dommen således, at der alene gælder et krav om, at en sagsøger skal sandsynliggøre at have afholdt udgiften. Hertil bemærkes, at Højesteret ikke fastslår andet og mere end det naturlige udgangspunkt, at den, der ønsker et fradrag, har bevisbyrden herfor.
Hvor store krav, der skal stilles til beviset i en given sag, afhænger således af den konkrete sag.
Skatteministeriet bestrider også boligforeningens synspunkter vedrørende betydningen af lovændringen i 2012. Loven ændrer ikke ved, at boligforeningen i perioden forud for lovændringen har bevisbyrden for, at foreningen har afholdt udgiften. Det forhold, at bevisbyrden efter lovændringen alene kan løftes ved tilvejebringelse af nærmere angivne konkrete dokumenter, ændrer ikke ved, at sådanne dokumenter før tiden for lovændringen skal tillægges betydning som led i almindelig bevisbedømmelse."
Rettens begrundelse og afgørelse
Det følger af den dagældende vurderingslovs § 17, at såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde. Et skattemæssigt fradrag for forbedringsudgifter må dog kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde, jf. den dagældende vurderingslovs § 18, stk. 1.
Sagsøgeren har, som den der vil opnå et fradrag, bevisbyrden for, at sagsøgeren har ret til et skattefradrag.
Y3-vej (stamvej)
Der er enighed mellem parterne om, at etableringen af Y3-vej har medført en forøgelse af grundværdien, hvorfor udgangspunktet er, at H1 skal gives fradrag i grundværdien i det omfang, H1 har afholdt udgifter hertil.
Henset til formuleringen af skødet, hvorefter købesummen omfatter anlæg af stamveje, samt til at Y3-vej er anlagt med det formål at betjene ejendommen Y1, finder retten, at det må lægges til grund, at der af kommunen er væltet udgifter over på H1 til anlæg af vejen, som det henset til den begrænsede strækning og antal af brugere vil være muligt at foretage et skøn over. Dette blev tillige lagt til grund ved SKATs afgørelse om at godkende et skønsmæssigt fradrag, som blev fastsat bl.a. på baggrund af V & S prisbogen om teknisk og økonomisk information til beregning af anlægs- og byggeopgaver.
H1’s påstand tages derfor til følge for så vidt angår den del af påstanden, der vedrører Y3-vej.
Y2-vej (fordelingsvej)
Selvom det efter formulering af købsaftalen ikke kan udelukkes, at en del af etableringsudgifterne via købesummen for grunden er overvæltet på H1, eller at der herved er tale om udgifter, som kan have medført en stigning af værdien af grunden i ubebygget stand, finder retten, at der er en sådan usikkerhed forbundet med både størrelsen af de af Y4 Kommune afholdte etableringsudgifter og den andel heraf, som måtte være væltet over på H1, at berettigelsen af et skattemæssigt fradrag på det foreliggende grundlag ikke i tilstrækkelig grad er godtgjort.
Retten tillægger det i den forbindelse vægt, at der er tale om etableringsudgifter til en gennemgående vej, der løber igennem et større erhvervsområde, bestående af mere end 40 matrikler, og at der ikke i skødet er angivet en nøgle for fordeling af etableringsudgifterne mellem de omkringliggende matrikler eller på anden måde er specificeret en fordeling af udgifterne på en måde, som gør det muligt at foretage et skøn over, hvilken andel af anlægsudgifterne, som er væltet over på H1 gennem købesummen.
Retten finder således ikke, at de fornødne oplysninger foreligger for så vidt angår foreningens bekostning af udgifter til anlæg af Y2-vej, jf. den dagældende vurderingslovs § 17, og der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte denne del af Landsskatterettens afgørelse.
Efter udfaldet af sagen skal ingen af paterne betale sagsomkostninger til den anden part.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Fradragsfastsættelsen ved vurderingerne og genoptagelsesårene pr. 1. oktober 2007, 2008, 2010 og 2012 for ejendommen Y1, ejendomsnummer …21 hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse af fradrag for afholdte udgifter til ekstern vej for så vidt angår stamvejen Y3-vej.
Skatteministeriet frifindes i øvrigt.
Ingen af parterne skal afholde udgifter til den anden part.