Parter
A
(advokat Kasper Kelm Demant)
mod
Skatteministeriet Departementet (advokat Malthe Gade Jeppesen)
Afsagt af byretsdommer
Ulla Ingerslev.
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen er anlagt den 7. juni 2018. Sagen drejer sig om nedsættelse af skattepligtig indkomst.
Sagsøgeren, A, har fremsat følgende påstand: A’s skattepligtige indkomst for indkomståret
2010 nedsættes med kr. 4.000.000, og
2012 nedsættes med kr. 2.000.000.
Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse, subsidiært, at A skal beskattes af kr. 6.000.000,-, i indkomståret 2014. Den endelige opgørelse hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Sagen angår som anført i sagsøgerens sammenfattende processkrift følgende:
”Sagen drejer sig om, hvorvidt der som antaget af skattemyndighederne er grundlag for at forhøje A’s skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2012 med overførsler fra SA på i alt kr. 6.000.000.
Det nærmere tvistepunkt i sagen er for det første, hvorvidt overførslen på kr. 4.000.000 i 2010 var et lån eller en gave. Såfremt retten måtte finde, at der var tale om en gave, er tvistepunktet i anden række, hvorvidt gavetilsagnet var kommet A til kundskab allerede i 2010.
Det nærmere tvistepunkt i sagen er for det andet, hvorvidt overførslen på kr. 1.000.000 ud af kr. 2.000.000 i 2012 var et lån eller en gave. Såfremt retten måtte finde, at der var tale om en gave, er tvistepunktet i anden række, hvorvidt gavetilsagnet var kommet A til kundskab allerede i 2012.
Det nærmere tvistepunkt i sagen er for det tredje, hvorvidt overførslen på de resterende kr. 1.000.000 i 2012 var til A, således at den skal behandles som de øvrige kr. 1.000.000, som A fik overført i 2012, eller om overførslen var til SJ, således at den er A’s skatteansættelse uvedkommende, uanset om der oprindeligt var tale om en gave eller et lån.
Det nærmere tvistepunkt i sagen er i sidste række, hvorvidt SKATs afgørelse af den 10. januar 2014, jf. bilag 16, vedrørende indkomstårene 2010 og 2012 er ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsmangler.
Der er enighed mellem parterne om, at konsekvensen af, at A får medhold i sin principale påstand, er, at der er sket en gældseftergivelse i 2014 af det samlede lån.
Der er således også enighed mellem parterne om, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2014 i givet fald vil skulle behandles på ny af skattemyndighederne med henblik på blandt andet at vurdere fordringens kursværdi for kreditor på eftergivelsestidspunktet.
Endelig er der også enighed om, at dette resultat på hensigtsmæssig vis opnås ved, at retten hjemviser A’s skatteansættelse for indkomståret 2014 til skattemyndighederne.
Det fastholdes imidlertid, at de kr. 1.000.000 af i alt kr. 6.000.000 er eftergivelse af SJs gæld til SA og således A’s skatteansættelse uvedkommende. Konsekvensen heraf må således være, at skattemyndighederne selv genoptager SJ skatteansættelse for det relevante indkomstår.”
Landsskatteretten afsagde den 8. marts 2018 afgørelse i sagen. Heraf fremgår blandt andet:
”… Landsskatterettens afgørelse
Sagens realitet
Af statsskattelovens § 4, stk. 1, fremgår, at som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.
I statsskattelovens § 5 er opregnet en række formueforskydninger, som ikke henregnes til den skattepligtige indkomst, herunder gaver, der falder ind under afsnit II i boafgiftsloven samt arv og forskud på arv.
Klageren og SA er ikke inden for den gaveafgiftspligtige kreds i boafgiftslovens § 22.
Klageren har bevisbyrden for, at de modtagne beløb ikke har medført skattepligt efter statsskattelovens § 4, stk. 1. Der henvises til afgørelserne refereret i SKM2013.363.BR og SKM2016.70.BR.
Klageren har ikke bestridt, at de omhandlede overførsler i 2010 og 2012 fra SA er tilgået hans private konto. Klageren har i øvrigt i 2006 og 2007 modtaget gaver fra SA. Der foreligger ikke gældsbreve eller anden form for dokumentation, der kan påvise en tilbagebetalingsforpligtelse vedrørende beløbene overført til klageren i indkomstårene 2010.
For så vidt angår overførslerne på i alt 4.000.000 kr. i indkomståret 2010 finder Landsskatteretten, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at det til klageren overførte beløb ikke er indkomstskattepligtigt. Klageren har ikke fremlagt nogen form for dokumentation for at der skulle være tale om et lån, som klageren havde pligt til at tilbagebetale. Landsskatteretten finder derfor, at beløbet er en indkomstskattepligtig gave.
Der foreligger et gældsbrev underskrevet den 25. april 2012 vedrørende 1.000.000 kr. af det i 2012 overførte beløb på 2.000.000 kr. Henset til, at lånet ifølge gældsbrevet er uopsigeligt fra kreditors side indtil år 2032 sammenholdt med bemærkningerne i klagerens svar til SA’s advokat om, at det har været SA’s ønske, at der skulle ske tilbagebetaling enten ved modregning i arv eller ved konvertering til en gave, hvor afgift/ skat ville blive betalt af SA, finder Landsskatteretten ikke, at gældsbrevet kan tjene som dokumentation for en reel tilbagebetalingsforpligtelse.
For så vidt angår den anden million kr. af det i 2012 til klageren overførte beløb finder Landsskatteretten det ikke dokumenteret, at dette beløb i stedet skal beskattes hos klagerens søn, SJ. Landsskatteretten henviser til, at der ikke foreligger dokumentation i form af underskrevet dokument mellem SA og SJ, ligesom der ikke er sket forhøjelse af SJ indkomst for 2012.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at det til klageren i 2012 overførte beløb ikke er indkomstskattepligtigt.
Landsskatteretten lægger vægt på, at der ikke foreligger en reel tilbagebetalingsforpligtelse sammenholdt med, at klageren tidligere har modtaget gaver fra SA. Landsskatteretten finder, at beløbet er en indkomstskattepligtig gave, og at retserhvervelsestidspunktet og dermed beskatningstidspunktet er overførselstidspunktet, da klageren allerede på dette tidspunkt må have indset, at der var tale om en gave.
Sagens formalitet
…
SKAT har pligt til at foretage høring, inden der træffes afgørelse om ændring af en skatteansættelse.
Reglerne herom fremgår af forvaltningslovens § 19 og af skatteforvaltningslovens § 20.
Landsskatteretten bemærker, at SKAT i afgørelsen til klageren har anført nye oplysninger modtaget fra SA’s advokat. Disse oplysninger har ikke været sendt i høring hos klageren. Det må anses for en sagsbehandlingsfejl, at SKAT ikke forud for afgørelsen har sendt disse oplysninger i høring.
Landsskatteretten finder ud fra en konkret væsentlighedsbetragtning, at denne sagsbehandlingsfejl ikke kan føre til afgørelsens ugyldighed, da afgørelsen grundlæggende er baseret på de oplysninger, som SKAT har anført i forslaget til afgørelse. Der henvises til afgørelserne refereret i SKM2006.677. HR og SKM2003.556.ØLR.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.”
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af A og hans søn, SJ.
A har forklaret, at han er gift med OR, hvis far var revisor og i mange år havde fungeret som revisor for de to søstre SA og NE. I 1996 blev svigerfaderen syg, og for at sikre søstrene, når han ikke var der længere, tog han A med ud til søstrene i sommeren 1996. De talte om, at han ville kunne hjælpe søstrene, og allerede i efteråret døde hans svigerfar. A hjalp siden de to søstre. Han mødtes med dem 1-3 gange årligt og ordnede deres papirer. Det var et rart bekendtskab.
Da SKAT eller skifteretten ikke ville godkende NE’s nødtestamente, kontaktede han en advokat, der forsøgte at få afgørelsen omgjort ved retten. Det lykkedes ikke, og SA ønskede ikke, at advokaten gik videre med sagen. SA sagde, at de bare måtte sørge for, at de fik arven, og så måtte hun bare betale afgiften. Han har ikke udover dette fået gaver fra SA eller NE. Han har heller ikke givet dem gaver. Da SA på et tidspunkt ønskede en hundehvalp, insisterede hun på at købe en af dem.
Han kan tydeligt huske, at han i 2010 underskrev gældsbrev vedrørende de 4 mio kr. han ved ikke, hvorfor han ikke havde gældsbrevene. Han husker, hvor SA opbevarede sine dokumenter. Beløbet på 4 mio var udtryk for, at hun ville give dem nogle muligheder for at købe en ejendom til deres børn. Hun boede selv i en andelslejlighed og ville hjælpe dem til at købe en andelslejlighed. Det var omtrent dette tidspunkt, at de som forældrekøb købte en ejendom på ca. 4 mio til SJ.
Han var klar over, at der var et testamente fra 2007, han vidste dog ikke, om det var underskrevet for en notar, eller om det var ændret efterfølgende. Han vidste ikke, om han rent faktisk var nævnt i et testamente. Der kan ske mange ændringer. Han er ikke bekendt med et evt. testamente fra 2010.
Der blev oprettet et gældsbrev i relation til overførslen den 25. april 2012. Hver af 12 personer lånte 1 mio kr. Det kom i stand på SA initiativ, fordi hun ønskede at give venner og familie økonomiske muligheder ved at låne dem en mio kr. hver. De skulle være afdragsfrit, fordi det var et stående lån. Det var SA’s ønske at lånet kunne være der, så længe folk havde brug for beløbet. Det var SA’s nabo, MB, som SA talte med 2-4 gange dagligt, der sørgede for dette. MB var tidligere bankdame men havde ikke kontonumre for så vidt angår to af hans sønner. SA kendte ingen af hans sønner. Hun ønskede kun, at de skulle have mulighed for at anvende nogle penge. Han ved med næsten sikkerhed, at SJ underskrev på et gældsbrev i 2012, fordi alle gældsbrevene blev underskrevet.
Beløbet til SJ blev ikke overført til denne, fordi beløbet var SJ’s del af finansieringen. Det der gjorde det muligt at erhverve ejendomme og formueforvalte. Han har på sin selvangivelse hvert år anført mellemregninger med sine børn.
SJ’s beløb blev ikke brugt til noget bestemt. De har bl.a. et firma, G1, hvor han og hans kone og deres sønner har en del hver. Nogle af pengene blev overført til dette firma til investeringer.
I sommeren 2012 skete der det, at IN følte, at SA’s gamle venner ikke skulle have noget med SA at gøre, og hun skubbede derfor de gamle venner ud. Det skyldtes måske misundelse eller grådighed, og så lavede hun det ultimatum at det var enten hende eller vennerne. Det medførte, at de ikke længere kunne kontakte SA. Hun ændrede telefonnumre, og dørklokken blev afbrudt. De var kede af det på SA’s vegne. Henvendelsen fra advokaten virkede ikke til at være SA’s ønske. Det var IN, der var veninde med advokaten, der reelt henvendte sig til dem. Til sidst mere ubehageligt og så valgte de ikke at gøre noget.
De var chokerede over formen på henvendelsen fra advokaten den 26. februar 2013. De var ikke overraskede over lånene, for dem kendte de til.
Hans svar i mailen af 4. marts 2013 blev sendt, efter at han havde talt med sin familie, dog ikke så meget børnene, men de øvrige låntagere, om at give en fælles besvarelse, for det syntes han var bedst. De ønskede at sikre, at SA fik det godt fremadrettet. Hun virkede ked af det, når de en enkelt gang besøgte hende i sommerhuset, og SA endte med at græde.
Han havde selv udarbejdet et udkast til svar, men netop det afsnit på side 2 i mailen, der er skrevet med en anden skrift, kom fra NS og NF, der havde talt med en advokat. De mente, at der senere kunne komme en gave, og insisterede på, at afsnittet skulle indgå. SA havde aldrig talt med ham om det, der står i dette afsnit. For ham var det et lån. Man er ikke sikker på, at det bliver et beløb senere, og han mente selv at det var uvedkommende. Han skrev ikke dette brev på SJ’s vegne, fordi SJ ikke havde fået brev fra advokaten.
Han havde ikke fuldmagt til SA’s konti. Han havde kun efter kontakt med hende mulighed for at sælge og købe papirer. Han havde ikke fuldmagt til at hæve.
Han havde ikke set brevene fra advokaten, før SKAT traf afgørelsen. Han har ikke haft noget at gøre med overførelserne.
Lånevilkårene vedrørende beløbet på 4 mio i 2010 var de samme som i 2012. Han har ikke betalt afdrag eller renter. Disse beløb skulle tillægges gælden.
I forbindelse med bruddet tænkte han at det var i deres interesse at det var uopsigeligt.
Han havde ved bruddet drøftet med sin kone hvordan de kunne komme ud af det, fordi han ikke ønskede at have det stående, men JS kom dem i forkøbet.
SJ har forklaret, at han i 2012 fik mulighed for at låne 1 mio. Han talte ikke med SA om lånet, men kun med sin far. Han vidste dengang, at SA var en ven af hans forældre. Han husker at have mødt SA en eller to gange. Han kendte hende ikke. Han har aldrig givet hende gaver eller fået gaver af hende. Han husker ikke, hvorfor beløbet endte på hans fars konto. Han var tryg ved, at beløbet var på hans fars konto, og det er aldrig overført til ham. Han underskrev et gældsbrev på 1 mio kr. men har ikke selv gældsbrevet. Han ved ikke hvorfor, men tror, at det har ligget hos hans far. Han har aldrig betalt afdrag eller renter.
Pengene skulle bruges til at investere. De havde mulighed for at investere i noget, som så rigtig godt ud, en ejendomsinvestering. De købte en ejendom i familien og nogle af pengene gik til det. Det var et hus i Y1-by. Det har været lejet ud.
Parternes synspunkter
A har i sit påstandsdokument anført følgende:
”… Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i første række gældende, at de af A modtagne beløb i 2010 og 2012 udgjorde lån og ikke gaver, og således er skatteansættelsen for de pågældende indkomstår uvedkommende i indkomstårene 2010 og 2012.
Det gøres gældende, at A ikke tidligere har modtaget gaver fra SA, når bortses fra den kompensation for arven, som han skulle have haft ifølge NE’s nødtestamente. Der foreligger således ikke et gavemiljø.
I situationen med kompensation for arv, hvor beløbet var givet til eje, lå beskatningen SA på sinde. Der blev udfærdiget gavebreve (E s. 137 og 139), og SA ønskede selv at foretage indbetalingen til skattemyndighederne, før selvangivelsen forelå, om end dette selvsagt ikke lod sig gøre. A selvangav da også beløbet og indbetalte frivilligt skatten allerede inden indkomstårets udgang (E s. 143 og 145)
Det ses tydeligt af parternes dispositioner, at man har anset de i sagen omhandlede overførsler som lån, allerede fordi der er oprettet lånedokumenter, ligesom der er anført ”lån” på overførslerne i 2012.
Det ses også, at når SA har givet beløb til eje, har skattebetalingen ligget hende på sinde (E s. 137 og 139)
SA har da også efterfølgende tilkendegivet, at der var tale om lån, som hun ikke længere agter at søge inddrevet, (E s. 211 og 215), ligesom SA, via advokat JS, i 2013 ligefrem truede med indenretlige skridt til sikring af sit tilgodehavende (E s. 171 og 180)
At advokat JS efterfølgende et enkelt sted har anført, at SA på et senere tidspunkt anså beløbene som gaver, ændrer ikke herpå, når SA allerede på overførselstidspunktet, og stedse herefter, har behandlet overførslerne som lån.
Sagsøger har da også kunne påvise væsentlige fejl i advokat JS’s oplysninger, herunder at A skulle have haft fuldmagt til SA’s konti, hvilket er en dokumenteret falsk oplysning (E s. 209). En oplysning, som skattemyndighederne ligefrem har lagt afgørende vægt på i relation til tekstanmærkningerne på overførslerne (E s. 205)
Skattemyndighederne har i sagen lagt afgørende vægt på, at det skulle være meningen, at As lån fra SA senere skulle udlignes i forbindelse med arv (E s. 206), vel vidende fra SKATs side, at A ikke var begunstiget i SA’s testamente, ligesom man bevidst har fortiet denne afgørende oplysning for A.
Når SKAT anfører, at ”der i forbindelse med udbetalingerne, på samme tid oprettes et testamente, hvori ”lånet” skulle udlignes med et legat” (E s. 206), er dette fuldstændigt udokumenteret, ligesom efterfølgende oplysninger viser, at det ligefrem er positivt forkert, hvilket SKAT var bekendt med, jf. oversigten over testamenter (E s. 177), der viser, at der slet ikke blev oprettet testamente i forbindelse med den i sagen omhandlede overførsel på kr. 4.000.000 den 22. februar 2010, ligesom testamentet fra 2012 ikke indeholder en begunstigelse af A.
Det gøres gældende, at i en situation som den foreliggende, hvor parterne har disponeret efter, at der er tale om et lån, ligesom objektiv dokumentation støtter dette, er det Skatteministeriets bevisbyrde, at der i stedet var tale om en gave på tidspunktet for overførslen, jf. TfS 2000, 544 LSR. Denne bevisbyrde har Skatteministeriet ikke løftet.
Såfremt man måtte finde, at en eller flere af de i sagen omhandlede udbetalinger udgjorde skattepligtige gaver, gøres det i anden række gældende, at gavetilsagnet først er kommet A til kundskab i indkomståret 2014, hvor SA ubestridt eftergiver gælden. Det gøres således gældende, at A først skal beskattes heraf i indkomståret 2014, hvor han kan støtte ret på gaven.
Selv såfremt SA måtte have haft en intention om at lade lånene udligne ved senere arv, er dette ikke ensbetydende med, at lånene skal beskattes på udbetalingstidspunktet. Der er tværtimod tale om en hel almindelig anvendt fremgangsmåde (E s. 217)
Det gøres gældende, at A ikke er begunstiget i SA’s testamente af 12. september 2012.
Såfremt en låntager skal beskattes på lånetidspunktet, når ovenstående fremgangsmåde anvendes, vil dette alt andet lige forudsætte, at testamentet er uigenkaldeligt eller i det mindste, at skattemyndighederne kan godtgøre, at låntager var bekendt med testamentet, således at denne har fået et endeligt og ubetinget retligt krav over for giveren, jf. TfS 1989, 176 V. Denne bevisbyrde har skattemyndighederne ikke løftet.
Det gøres i tredje række gældende, at skattemyndighedernes afgørelse af den 10. januar 2014 (E s. 193) er ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsmangler.
Det gøres videre i den henseende gældende, at skattemyndighederne både forinden fremsendelse af agterskrivelse af den 14. oktober 2013 (E s. 181), samt i tiden herefter, men forinden fremsendelse af afgørelsen den 10. januar 2014, har modtaget skriftlige og telefoniske henvendelser fra SA’s advokat, JS (E s. 185-193), der har haft væsentlig betydning for skattemyndighedernes vurdering af A’s sag, og som A ikke var gjort bekendt med, forinden skattemyndighederne traf afgørelse.
At oplysningerne fra advokat JS var væsentlige for sagen illustreres tydeligt af, at skattemyndighederne har citeret hele henvendelsen ind i afgørelsen (E s. 194-195), ligesom man har ændret begrundelsen til i vidt omfang at henvise til oplysningerne herfra (197198).
A er først blevet bekendt med ovennævnte skrivelser og notater samtidigt med, at han blev bekendt med afgørelsen af den 10. januar 2014. Det gøres således gældende, at skattemyndighederne ikke har partshørt A om disse telefoniske og skriftlige henvendelser, der var af særlig vigtig betydning for A’s skattesag.
Det gøres således gældende, at SKATs afgørelse af den 10. januar 2014 lider af så væsentlige sagsbehandlingsmangler i form af manglende partshøring, at afgørelsen er ugyldig, og at forhøjelserne for indkomstårene 2010 og 2012 som følge heraf skal bortfalde.
Det gøres gældende, at den manglende partshøring er en sagsbehandlingsmangel, der ud fra en generel væsentlighedsbedømmelse medfører ugyldighed.
Selv såfremt man måtte finde, at der for så vidt angår sagsbehandlingsmanglen skal anlægges en konkret væsentlighedsbedømmelse, gøres det gældende, at skattemyndighederne ikke har løftet bevisbyrden for, at manglen har været konkret uvæsentlig.
Endelig gøres det gældende, at overførslen på kr. 1.000.000 ud af kr. 2.000.000 i 2012 var til SJ, således at den er A’s skatteansættelse uvedkommende.
A modtog kr. 2.000.000 den 25. april 2012, men de kr. 1.000.000 var et lån til A’s søn, SJ. Som også anført af Skatteministeriet, i svarskriftet s. 3, 4. hele afsnit, modtog A’s hustru og to andre børn, samt en række andre personer i vennekredsen, også et lån på kr. 1.000.000 samme dag. De kr. 1.000.000, som A lånte, er dokumenteret ved gældsbrev (E s. 151)
Af bilaget fremgår imidlertid, at der den 25. april 2012 er overført samlet kr. 12.000.000 fra SA’s konto, betegnet som lån. Det fremgår også, at SA er i besiddelse af lånedokumenter vedrørende kr. 10.000.000 af de i alt kr. 12.000.000.
Det gøres således gældende, at A har bevist, at de kr. kr. 1.000.000 ud af kr. 2.000.000 var til SJ, således at den er A’s skatteansættelse uvedkommende. ”
Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:
”2. ANBRINGENDER
2.1 Gaver
Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, at gaver skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Gaver anses for skattepligtige i det indkomstår, hvor gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab, jf. Den juridiske vejledning 2019-1, pkt. C.A.1.2.1.
A modtog den 22. februar 2010 kr. 4.000.000,fra SA. Beløbet blev overført ved fire lige store overførsler, jf. bilag A. Det fremgår af de underliggende bilag til overførslen, jf. bilag A, at beløbene blev overført med teksten ”fra SA” til en konto, som ubestridt tilhører A.
A modtog yderligere kr. 2.000.000,fra SA den 25. april 2012, jf. bilag E.
Beløbet blev overført med teksten ”Lån A”.
Det påhviler A at bevise, at overførslerne på i alt kr. 6.000.000,-, som ifølge ham udgør lån, ikke er skattepligtige gaver, jf. eksempelvis U2010.415/2H, U2009.163H og SKM2015.633.ØLR.
A og SA var i de omhandlede år gode venner og havde en tæt relation, jf. stævningen, side 3. Dette understøttes af, at A modtog en betydelig gave på kr. 25.000.000,fra SA i 2007, jf. stævningen, side 3. Under disse omstændigheder skærpes bevisbyrden for, at der faktisk foreligger et låneforhold, jf. eksempelvis U2009.2325H, SKM2003.247.VLR og SKM2012.586.ØLR.
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A ikke har løftet sin skærpede bevisbyrde. Han har således ikke bevist, at der bestod et låneforhold med realitet, og at han reelt havde påtaget sig en tilbagebetalingsforpligtigelse vedrørende de modtagne beløb.
Tværtimod taler sagens faktiske omstændigheder for, at overførslerne på i alt kr. 2.000.000,udgør skattepligtige gaver.
SA har således via sin advokat JS oplyst i brev af 14. november 2014 (bilag I), at hun betragter de overførte beløb som gaver og ikke lån. JS’s mail af 15. november 2017 (bilag 19) ændrer ikke herpå, idet hans bemærkning om, at SA ikke agter at søge de overførte ”beløb” inddrevet skal ses i lyset af henvendelsen af 16. oktober 2017 fra As advokat (bilag 18), hvori JS anmodes om at bekræfte, at lånene er eftergivet.
Tilsvarende ændrer JS’s bemærkning i brev af 9. juli 2013 (bilag 15) om, at det af nogle lånedokumenter ”synes” at fremgå, A skulle være låntager, ikke herved. Det fremgår således af brevet, at JS endnu ikke havde afsluttet sine undersøgelser af beløb overført fra SA’s konto, hvorfor JS senere brev af 14. november 2014 (bilag I), må lægges til grund.
Om de enkelte overførsler skal følgende bemærkes:
2.1.1 Overførslerne den 20. februar 2010 på i alt kr. 4.000.000,-
A gør gældende, at overførslerne på i alt kr. 4.000.000,den 20. februar 2010 udgjorde lån. A har imidlertid ikke kunnet fremlægge lånedokumentation, og han har alene kunnet oplyse, at der efter hans ”bedste erindring” blev aftalt en årlig forrentning på 4 %, jf. stævningen, side 3, 4. sidste afsnit.
A har allerede af denne grund ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at overførslerne på i alt kr. 4.000.000,udgjorde lån og ikke skattepligtige gaver.
2.1.2 Overførslen den 25. april 2012 på kr. 2.000.000,-
Til støtte for sit synspunkt om, at overførslen af 25. april 2012 på kr. 2.000.000,udgjorde et lån, har A fremlagt et gældsbrev på kr. 1.000.000,(bilag 11). Gældsbrevet kan derfor allerede af den grund alene tjene som dokumentation for en del af overførslen.
Vilkårene i gældsbrevet er imidlertid så usædvanlige, at gældsbrevet heller ikke kan dokumentere, at der skulle foreligge et faktisk låneforhold med en reel tilbagebetalingsforpligtelse for kr. 1.000.000,ud af den samlede overførsel på kr. 2.000.000,-. Gældsbrevet er uopsigeligt for kreditor, og der er først pligt til at betale lånet tilbage i 2032 – dvs. på et tidspunkt, hvor SA er 108 år. Hertil kommer, at gældsbrevet er afdragsfrit, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at renterne er blevet tilskrevet.
Den anden halvdel af overførslen den 25. april 2012 tilkommer ifølge A hans søn SJ ikke A. A har anført, at årsagen til, at beløbet på kr. 1.000.000,blev overført til hans konto i stedet for SJ’s konto var, at SA ikke var i besiddelse af SJ’s kontoinformationer den 25. april 2012, jf. stævningen, side 4, 4. afsnit.
Til besvarelse af opfordring (H), jf. processkrift I, side 3, 3. afsnit, har A oplyst, at beløbet aldrig er blevet videreoverført til SJ. Det må derfor allerede af den grund afvises, at beløbet skulle udgøre et lån til SJ. Hertil kommer, at A ikke har fremlagt lånedokumentation, der understøtter, at SJ skulle have lånt kr. 1.000.000,fra SA den 25. april 2012.
At der aldrig har foreligget et reelt låneforhold understøttes af en mail af 4. marts 2013 (bilag G) fra A, hvoraf fremgår, at de overførte beløb skulle konverteres til enten arv eller gaver. Det har dermed aldrig været tanken, at de overførte beløb på noget tidspunkt skulle tilbagebetales, ligesom det heller ikke har været tanken, at modtageren skulle betale renter af beløbet.
Hertil kommer, at SA ligeledes den 25. april 2012 overførte kr. 1.000.000,til både As hustru og to af hans sønner.
Herudover overførte SA yderligere kr. 1.000.000,til otte andre personer omfattet af hendes omgangskreds, jf. bilag E.
At SA har overført så betydelige beløb den 25. april 2012 til familien Schougaard og hendes øvrige omgangskreds tyder på, at SA med overførslerne har ønsket at give familien SH og den øvrige omgangskreds gaver.
A har da også bekræftet, at baggrunden for overførslerne ikke var akutte pengebehov, og at lånene blot indgik som en ”integreret del af finansieringen af de investeringer m.v.”, der blev foretaget af familien Schougaard, herunder i A’s selskaber, jf. processkrift I, side 2, 5. afsnit.
A gør i processkrift II, side 2, gældende, at det må lægges til grund, at han ikke er begunstiget i SA’s testamente af 12. september 2012.
Om A er eller ikke er betænkt i dette testamente, er imidlertid uden betydning for vurderingen af, om overførslerne udgjorde lån eller gaver.
I et indlæg til Landsskatteretten anførte A, at han var bekendt med, at der var udarbejdet et testamente, hvor han blandt andet var indsat som bobestyrer, men at det må formodes ”at dette testamente, såfremt det blev underskrevet hos notaren, senere er ændret efter, at SA brød kontakten til familien SH i 2012”, jf. bilag 1, side 35.
Testamentet af 12. september 2012 er udarbejdet efter de omhandlede overførsler, og efter det oplyste brud mellem SA og familien SH. Hvis A ikke er betænkt i testamentet, siger en sådan ændring dermed under alle omstændigheder ikke noget om, hvorvidt overførslerne – foretaget på et tidspunkt, hvor der utvivlsomt bestod en ganske tæt relation mellem SA og familien SH – udgjorde lån eller gaver. Hertil kommer, som nævnt, at SA ifølge de foreliggende oplysninger selv betragter overførslerne som gaver og ikke lån, jf. bilag I.
2.2 Ugyldighed
A gør gældende, at SKATs afgørelse er ugyldig, da SKAT har undladt at partshøre A om oplysningerne modtaget fra advokat JS, jf. stævningen, side 33.
Som anført i stævningen fandt Landsskatteretten, at denne manglende partshøring udgjorde en sagsbehandlingsfejl, der dog ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke kunne føre til, at SKATs afgørelse var ugyldig, jf. bilag 1.
Under sagens behandling i Landsskatteretten fik A mulighed for at fremkomme med bemærkninger til oplysningerne fra advokat JS, hvorfor der under alle omstændigheder ikke længere foreligger en sagsbehandlingsfejl, der kan føre til afgørelsens ugyldighed.
Det er således fast antaget i retspraksis, at en sådan eventuel sagsbehandlingsfejl kan repareres af en rekursinstans, jf. eksempelvis U2002.752H (landsrettens begrundelse) og TfS 2006, 814 V, som netop omhandlede manglende partshøring.
Det gøres sammenfattende gældende, at den manglende partshøring ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke kan føre til, at afgørelsen er ugyldig, jf. eksempelvis SKM2006.677.HR og SKM2003.556.ØLR.
Den manglende partshøring over oplysningerne modtaget fra advokat JS har således ikke haft betydning for sagens materielle indhold, ligesom den heller ikke har haft betydning for A’s mulighed for at anfægte afgørelsen til Landsskatteretten og indbringe sagen for domstolene.
2.3 Skatteministeriets subsidiære påstand
Hvis retten måtte finde, at de overførte lån udgør lån, gør Skatteministeriet gældende, at A efterfølgende har fået eftergivet lånene, og at de derfor skal beskattes som en gældseftergivelse i indkomståret 2014.
A har i processkrift II, side 1, anført, at han er enig i, at han skal beskattes af en gældseftergivelse i indkomståret 2014, hvis retten måtte finde, at overførslerne udgør lån, samt at den endelige beløbsmæssige opgørelse heraf bør hjemvises til Skattestyrelsen. ”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Efter statsskattelovens § 4 skal alle indtægter som altovervejende udgangspunkt anses som skattepligtig indkomst. Herunder fremgår det udtrykkelig af § 4, litra c, at gaver indgår i den skattepligtige indkomst.
Som en undtagelse fremgår det af statsskattelovens § 5, litra b, at gaver indenfor den kreds, der er anført i boafgiftslovens afsnit II, ikke medregnes i den skattepligtige indkomst.
Baggrund
Retten lægger til grund, at SA i 2007 gav A en gave på 25 mio kr., antagelig som anført af A for at efterkomme et ønske fra SA’s afdøde søster. Beløbet blev selvangivet som skattepligtig indkomst.
A har ikke nogen familiemæssig relation til SA eller hendes søster, men har forklaret, at han siden 1996 hjalp hende med regnskaber og andre papirer og i den forbindelse mødte søstrene ca. 2 gange årligt.
Beløbet i 2010
Der blev den 22. februar 2010 overført 4 x 1 mio kr. fra SA til A. Beløbene blev overført med teksten ”fra SA”.
Da det er udgangspunktet for indkomst af enhver art er, at der er tale om skattepligtig indkomst, må det som anført af Skatteministeriet være A som skatteyder, der har bevisbyrden for, at beløbene ikke er indkomst men skattefrie overførsler.
Der foreligger ikke gældsbreve eller andre skriftlige tilkendegivelser vedrørende disse beløb. Der er ikke afhørt vidner om overførslerne, og A har ikke ageret, som om der var tale om et lån. A har således heller ikke efter det angivelige brud med SA i 2012 gjort noget for helt eller delvis at tilbagebetale beløbet. Henset hertil finder retten, at A ikke udelukkende ved sin egen forklaring har godtgjort, at beløbene blev overført til ham som lån.
Retten finder derfor, at det var korrekt, at A’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 blev forhøjet med 4 mio. kr.
Beløbet i 2012
Hvad angår det beløb på 2 mio. kr., der den 25. april 2012 blev overført fra SA til A med teksten ”lån SA”, lægger retten til grund, at det fremgår af SA’s instruks til banken, at der skulle overføres 2 mio. kr. til A. Det er heri anført, at der på hendes konto vedrørende dette beløb skulle anføres ”lån + A”, og at hun anmodede om, at der hos modtageren blev anført ”lån SA”. Det fremgår af instruksen, at der samme dag blev overført beløb til i alt 10 personer.
Retten lægger videre til grund, at SA og A samme dag underskrev et gældsbrev på 1 mio. kr. Gældsbrevet er anført med forrentning på 4% p.a., første gang 31. december 2012. Der fremgår ingen afdragsbestemmelser, men det fremgår, at lånet er uopsigeligt fra kreditors side i hele løbetiden, og at debitor kan indfri lånet når som helst, dog senest år 2032. Det fremgår af sagen, at tilsvarende gældsbreve samme dag blev underskrevet af 9 andre personer, herunder A’s søn, SC. Navnene på de øvrige underskrivere fremgår ikke af sagen.
A har som svar på en henvendelse fra SA’s advokat den 26. februar 2013, sendt en mail den 4. marts 2013 på egne vegne og på vegne 9 andre, navngivne personer, herunder A’s ægtefælle OR og deres søn OJ.
Retten lægger efter A’s forklaring til grund, at mailen blev sendt på vegne de personer, der ligesom han selv havde fået en henvendelse fra SA’s advokat.
Det fremgår af A’s mail, at det hele tiden havde været tanken, at beløbene skulle modregnes i arv eller ved en senere gave, hvor gavegiver skulle betale gaveafgiften eller skatten.
Henset hertil finder retten, at A ikke har godtgjort, at der – trods gældsbrevet har været en reel tilbagebetalingsforpligtelse for så vidt angår beløbet i 2012.
Den omstændighed, at den anførte passus i mailen er skrevet med en mindre skrift, ændrer ikke herved. Det er også uden betydning, at A har forklaret, at han ikke selv mente, at SA havde disse tanker om beløbene.
Retten finder yderligere, at det ikke er godtgjort, at 1 mio. kr. af det overførte beløb skulle tilgå A’s søn, SJ. Retten har herved lagt vægt på, at beløbet ikke blev overført til SJ fra SA. Det blev heller ikke efterfølgende videreoverført til SJ.
Der er ikke fremlagt et gældsbrev fra SJ vedrørende beløbet, og SJ har forklaret, at han ikke havde kontakt med SA og ikke var involveret i låneaftalen eller vilkårene for lånet. Endelig har A forklaret, at beløbet indgik i familiens samlede portefølje.
Det samlede beløb på 2 mio. kr. anses derfor for at være korrekt medtaget ved opgørelsen af A’s skattepligtige indkomst for 2012.
Sagsbehandlingsfejlen
Det er ubestridt, at der blev begået en sagsbehandlingsfejl hos SKAT, idet A ikke blev partshørt over de oplysninger fra SA’s advokat, JS, som SKAT modtog dels forud for og dels efter at have sendt agterskrivelse til A, men inden afgørelsen blev truffet.
Spørgsmålet om, hvorvidt denne sagsbehandlingsfejl i sig selv er så væsentlig, at den kan føre til at anse afgørelsen om skatteansættelsen for ugyldig, må – som anført i Højesterets afgørelse gengivet i U.2007.225/2H – afhænge af en konkret væsentlighedsvurdering. Fejlen kan ikke anses at have haft betydning for afgørelsen, idet A ikke ved kontradiktion under sagens behandling hos Skat kunne have påvirket afgørelsen på en sådan måde, at han ikke var anset som skattepligtig.
Retten finder derfor, at afgørelsen ikke er ugyldig som følge af den mangelfulde partshøring.
Sagsomkostningerne
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 187.500,00 kr. inkl. moms. Det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.
Retten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens værdi på 3.000.000 kr. Retten har videre lagt vægt på, at sagen er blevet hovedforhandlet på ca. 4 timer, og at den er gennemført selvstændigt, selv om Skatteministeriet havde ønsket, at der skete sammenlægning af denne sag med andre sager, anlagt af A’s nære familie.
T H I K E N D E S F O R R E T :
Skatteministeriet Departementet frifindes.
A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 187.500,00 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.