Byrets dom af 03. august 2016 i sag BS 10A-517/2014 og BS 10A-1815/2014

Print

SKM2017.80.BR

Relaterede love

Ligningsloven
Retsplejeloven
Skattekontrolloven-GAMMEL
Aktieavancebeskatningsloven
Skatteforvaltningsloven
Afskrivningsloven
Momsloven
Statsskatteloven
Registreringsafgiftsloven

Relaterede retsområder

Skatteret

Resumé

Sagsøgerne et selskab og selskabets eneaktionær havde indbragt to landsskatteretskendelser for domstolene angående deres skattepligtige indkomster for 2007 og 2008. Sagerne blev behandlet samlet.

Sagen mod eneaktionæren handlede om, hvorvidt denne havde fået stillet en Ferrari og en Lamborghini til rådighed af selskabet, og derfor skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. Herudover handlede sagen om, hvorvidt eneaktionæren havde dokumenteret, at en række udgifter afholdt i selskabet relaterede sig til selskabets drift, eller om udgifterne reelt var private udgifter, som skulle anses for maskeret udlodning til eneaktionæren, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Retten fandt, at der samlet set var en sådan usikkerhed om brugen af bilerne, at det ikke var godtgjort, at eneaktionæren havde været afskåret fra at råde over bilerne. Retten fandt derfor, at eneaktionæren skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. For så vidt angår spørgsmålet om maskeret udlodning fandt retten, at to Corvetter indkøbt af selskabet, skulle anses for fradragsberettigede investeringsaktiver for selskabet, og at der ved forklaringer og bilag var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for at anerkende udgifter på kr. 79.833, som fradragsberettigede udgifter i 2007. For så vidt angik de øvrige påberåbte udgifter fandt retten, at der hverken gennem bilag eller forklaringer forelå tilstrækkelig dokumentation for, at der havde været tale om anerkendelsesværdige selskabsudgifter. Retten fandt derfor, at de resterende påberåbte udgifter var maskerede udlodninger til eneaktionæren.

Sagen mod selskabet handlede om, hvorvidt selskabet havde dokumenteret, at udgifter afholdt i 2007 og 2008 angik selskabets drift og at selskabet derfor havde ret til at fradrage udgifter i selskabets skattepligtige indkomst, samt hvorvidt selskabet havde ret til at forhøje saldoen på selskabets afskrivningskonto for driftsmidler. Herudover handlede sagen om, hvorvidt selskabet havde modtaget et skattepligtigt tilskud.

Retten fandt, at der hverken gennem bilag eller forklaringer forelå tilstrækkelig dokumentation for, at udgifter afholdt i selskabet skulle anses for anerkendelsesværdige selskabsudgifter. Selskabet havde derfor ikke ret til fradrag for driftsudgifter i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og de bogførte udgifter på selskabets driftsmiddelkonto kunne ikke anerkendes som vedrørende afskrivningsberettigede driftsmidler. Retten fandt dog, at selskabet med henvisning til eneaktionærens sag skulle tilkendes fradragsret for kr. 79.833, vedrørende driftsinventar.

Herudover fandt retten, at afgivne forklaringer ikke på fyldestgørende vis afkræftede den formodning, der efter forskellige posteringer bestod for, at selskabet havde modtaget et skattepligtigt tilskud.

I begge sager havde sagsøgerne nedlagt principal påstand om ophævelse af SKATs afgørelser med henvisning til, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, ikke var overholdt. Retten fandt i relation hertil, at der ikke var grundlag for sagsøgernes fortolkning af reglerne derhen, at endelig ansættelse skulle foreligge inden for tre måneder efter varslingen. Retten fandt herefter, at endelig ansættelse var sket inden fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., og skatteansættelserne var derfor rettidige og gyldige.

Parter 

A

(Advokat, Martin Henrichsen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten, v/adv. Kirsten-Marie Fog Pedersen)

 og

H1 Holding A/S
(Advokat, Martin Henrichsen)

mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten, v/advokat Kirsten-Marie Fog Pedersen) 

Afsagt af byretsdommer

Katrine B. B. Eriksen

Sagens baggrund og parternes påstande 

Sagen vedrører prøvelse af to Landsskatteretsafgørelser af 18. december 2013 vedrørende skatteforhold for 2007 og 2008 for henholdsvis A og det af hende ejede selskab H1 Holding A/S.

I BS 10A-517/2014 er sagsøgers endelige påstande: 

Principalt: SKATs afgørelse af 1. juni 2011 ophæves. 

Subsidiært:

- As personlige indkomst for indkomståret 2007 skal nedsættes med 788.355 kr., og hendes aktieindkomståret 2007 med 397.613 kr.

- As personlige indkomst for indkomståret 2008 nedsættes med 2.172.361 kr. og hendes aktieindkomst for indkomståret 2008 med 276.445 kr.

Mere subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT

I BS 10A-517/2014 er sagsøger endelige påstande:

Principalt: SKATs afgørelse af 1. juni 2011 ophæves.

Subsidiært:

- Sagsøgte skal anerkende, at H1 Holding A/S' skattepligtige indkomst for indkomståret 2007 nedsættes med 841.296 kr.

- Sagsøgte skal anerkende, at tilgang på konto for driftsmidler-/inventar for H1 Holding A/S for indkomståret 2008 ikke reduceres med 270.461 kr.

Mere subsidiært: Sagen hjemvises til SKAT til fornyet behandling.

Sagsøgtes endelige påstand i begge sager er frifindelse.

Oplysningerne i sagen 

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagsfremstillingen fremgår i alt væsentligt af ekstraktgengivelsen nedenfor af de indbragte Landsskatteretsafgørelser.

I Landsskatterettens afgørelse vedrørende A personligt er blandt andet anført følgende:

"Landsskatterettens afgørelse

2007

Personlig indkomst

Indkomsten er forhøjet med værdi af fri bil (Ferrari), beregnet til 738.047 kr. Klageren har selvangivet 0 kr.

Landsskatteretten forhøjer ansættelsen med 50.308 kr. til 788.355 kr.

...........................

Aktieindkomst

Indkomsten er forhøjet med udokumenterede udgifter samt private udgifter på 218.045 kr. afholdt af H1 Holding A/S.

Landsskatteretten nedsætter beløbet med 3.199 kr. til 214.846 kr.

.......................................

Indkomsten er forhøjet med udokumenterede udgifter på 266.009 bogført i H1 Holding A/S som tilgang på andre anlæg og driftsmidler

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen med 20.885 kr. til 245.885 kr.

2008

Personlig indkomst

Indkomsten er forhøjet med værdi af fri bil (Ferrari), beregnet til 885.656 kr.

Klageren har selvangivet 0 kr.

Landsskatteretten forhøjer ansættelsen med 60.370 kr. til 946.026 kr.

Indkomsten er forhøjet med værdi af fri bil (Lamborghini), beregnet til 1.592.289 kr.

Klageren har selvangivet 0 kr.

Landsskatteretten nedsætter ansættelsen med 365.754 kr. til 1.226.335 kr.

.........................................

Aktieindkomst

Indkomsten er forhøjet med private samt udokumenterede udgifter på 44.351 kr. afholdt i H1 Holding A/S.

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen med 14.313 kr. til 30.038 kr.

Indkomsten er forhøjet med udokumenterede udgifter på 270.461 bogført i H1 Holding A/S som tilgang på andre anlæg og driftsmidler.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

.......................................................................

Klagen vedrører beskatning af værdi af fri bil, en Ferrari og en Lamborghini, værdi af fri sommerbolig i Spanien, maskeret udlodning af en række udgifter afholdt af klagerens selskab, som er ansat for private, samt beskatning af ikke selvangivet honorarindkomst.

Sagens oplysninger 

Klageren er eneaktionær i H1 Holding A/S.

H1 Holding er administrationsselskab for fire sambeskattede datterselskaber, G1 Invest ApS, G2 Leasing A/S, G3 ApS og G4 ApS (tidligere G5 ApS).

Ifølge ledelsesberetningen i årsregnskabet for 2007 er H1 Holdings hovedaktivitet holding- og investeringsvirksomhed.

H1 Holding har i 2007 og 2008 beskæftiget gennemsnitlig to ansatte klageren og klagerens ægtefælle, LL, som er registreret som direktør.

H1 Holding har ingen omsætning eller ekstraordinære indtægter i 2007 og 2008.

1. Værdi af frie biler

H1 Holding har ikke lønoplyst nogen værdi af fri bil for klageren, som hovedaktionær.

Ferrari F430 Spider

H1 Holding har den 15. marts 2007 købt en ny Ferrari F430 Spider for 1.570.452 kr. Bilen er på tyske nummerplader, ...Q, og indregistreret i Tyskland af G6 GmbH, den 20. marts 2007.

Der er afholdt en udgift på 38.240 kr. til G8 for montering af udstødning med fjernbetjening. Grundbilaget er en faktura af 26. juni 2007, hvor kilometertælleren den 2. marts 2007 (ordredato) er oplyst til 71 km.

H1 Holding har købt bilen af G7 GmbH. Af fakturaen af 15. marts 2007 er prisen oplyst til 176.895 euro + tysk moms på 19 %, svarende til 33.610 euro, i alt 210.505 euro, svarende til 1.570.452 kr.

G7 GmbH har købt bilen af G8 A/S ved faktura af 15. marts 2007 for 175.495 euro.

Af H1 Holdings regnskabsmateriale for 2008 fremgår af konto 3103, at der er afholdt 22.881 kr. til forsikring for "Lambo", vægtafgift, indregistrering af tyske nummerplader (...Q), forsendelse af nummerplader mv. til G8 den 20. marts 2007.

Af konto X1 fremgår, at der er foretaget 10.000 km service af Ferrarien, og at kilometertælleren pr. 25. april 2007 er angivet til 9.458 km.

Der er for Landsskatteretten fremlagt mileage report, som ifølge repræsentanten er udarbejdet af G6. Af rapporten fremgår, at bilen er leveret i Y12-by i marts, hvor kilometertælleren var på 71 km. Det fremgår endvidere, at der har været "maintenance driving", samt at bilen er kørt til service i Y8-by (kilometerstand 595 km.) og tilbage til Y12-by i april. I alt er der kørt 1.435 km. i 2007. I 2008 er der kørt 1.574 km. i alt, hvor der alene har været tale om "maintenance driving."

Med udgangspunkt i indkøbsprisen eksklusiv moms på 1.159.993 kr. har SKATs Motorcenter beregnet Ferrariens pris til 4.353.281 kr., hvis den var anskaffet og indregistreret i Danmark.

I mail af 18. december 2012 fra NB, SKAT, til Landsskatteretten er det oplyst, at prisen efter en ny beregning udgør 5.102.097 kr., idet indkøbsprisen rettelig er 1.357.709 kr. (176.895 euro + 38.250 kr.). Indkøbsprisen er tillagt 9 % i avance.

Lamborghini

H1 Holding har købt en fabriksny Lamborghini. Af grundbilag fremgår meddelelse om bankoverførsel på 2.283.800 kr. den 12. marts 2008, samt faktura af 11. marts 2008 fra G7 GmbH til H1 Holding på samme beløb. G7 GmbH har købt bilen hos G9 A/S, G9 i Danmark, for 2.100.736 kr. inkluderet leveringsomkostninger ordredato den 11. marts 2008.

Bilen er indregistreret i Tyskland af G6 den 14. marts 2008.

Af konto X1 fremgår, at bilen har været på værksted, ordredato den 22. april 2008, hos G10 vedrørende en reparation af venstre bagskærm og lakering af samme. "Reg.nr." er udfyldt med "u/reg". Kilometerstand er ikke udfyldt.

Der er fremlagt mileage report, som ifølge repræsentanten er udarbejdet af G6. Af rapporten fremgår, at bilen er leveret i Y12-by i marts 2008. Det fremgår endvidere, at der har været "maintenance driving", samt at bilen er kørt til reparation / maling i Y8-by i marts og tilbage til Y12-by i april. I alt er der kørt 2.203 km. i 2008.

Med udgangspunkt i den faktiske købspris på 2.508.800 kr. eksklusiv moms har SKATs Motorcenter beregnet Lamborghiniens pris til 9.478.736 kr., hvis den var anskaffet og indregistreret i Danmark.

I mail af 18. december 2012 fra NB, SKAT, til Landsskatteretten er det oplyst, at prisen efter en ny beregning udgør 7.960.467 kr. Indkøbsprisen, beregnet til 2.108.101 kr., er tillagt 9 % i avance.

Vedrørende begge biler

I brev af 4. november 2010 fra H1 Holdings revisor til SKAT, fremgår, at revisoren havde en anden kunde, "[A] ApS hvis formål var at udleje dyre biler gennem valutaudlejning" og at revisoren havde drøftet tilsvarende investeringsmuligheder med H1 Holding, og "derfor besluttede LL at erhverve til formålet en Ferrari F430 og havde bestilt en Lamborghini (der var 6 måneders leveringstid på bilen) først leveret i 2008).

Efter at SKAT nedlægger reglerne for valutaudlejning, og indfører flexleasing, samtidig med at den globale finanskrise indtræffer, så har H1 Holding pludselig ingen mulighed for at fortsætte det oprindelige formål, valutaudlejning, og et salg af bilerne her og nu vil påføre H1 Holding et stort tab, derfor beslutter H1 Holding at vente med salget til markedet igen har rettet sig, så for øjeblikket forsøges bilerne solgt til nogle Russere eller Kineser ifølge mine oplysninger...".

Der er for begge biler fremlagt en kommissionsaftale henholdsvis af 20. marts 2007 og 14. marts 2008 med G6 og H1 Holding. Af aftalen fremgår, at "G6 skal forestå salg og eventuel udlejning" og at H1 Holding eller personer i H1 Holding ikke har forhånds råderet over køretøjet. Hvis og såfremt køretøjet fremvises uden G6's forhåndsgodkendelse, kan G6 uden videre skriftligt ophæve aftalen og gøre et evt. bevisligt tab gældende mod H1 Holding. G6 skal sørge for, at bilerne ikke får standskader.

Endvidere fremgår det, at bilerne til enhver tid vil stå i aflukkede lokaliteter, samt at bilerne bliver registreret i G6, således at der er forsikring som dækker køretøjet i tilfælde af tyveri eller skader på bilen, som måtte opstå i forbindelse med udlejning af køretøjet.

Af forretningsplan af 2. januar 2007 for H1 Holding A/S fremgår en påtænkt forretning med biludlejning samt køb og salg af slutsedler på specielle biler. Det er oplyst for Landsskatteretten, at den forventede gevinst ved salg af slutsedler var på mellem 10. - 20.000 euro som følge af, at H1 Holding kunne levere straks mod lang leveringstid hos de autoriserede forhandlere.

Udlejning samt salg var planlagt til at ske gennem G6, og man forventede at underskrive to slutsedler pr. år. Ønsket var at dække kundebehovet for "Oplevelser ved anvendelse med luksus/sportsprægede biler." Endvidere fremgår det, at der ikke var kendte konkurrenter i Danmark, som udlejede biler af denne karakter. Endelig indeholder forretningsplanen et budget, der forudsætter udlejning 6 måneder om året, hvorved der var budgetteret med et overskud på 232.000 DKK.

Der er fremlagt to slutsedler af 11. juli 2006 vedrørende køb af to Ferrari F430 Spider med levering henholdsvis "inden påske 2007" og "marts 2008". Som følge af finanskrisen er købet vedrørende den ene Ferrari senere annulleret (omkring juli eller august 2007).

TJ, G11 A/S, har i mail af 9. januar 2013, som svar på en henvendelse fra LL, svaret følgende:

"...

Jeg kan huske, at du havde planer om at bestille flere (Ferrari F430 Spider, rettens tilføjelse) idet din oprindelige plan var at få en ny leveret en gang årligt og erindre også, at der blev skrevet en slutseddel på mere end en F430 Spider. Men kun en af disse ordrer blev fuldført, dvs. kun en bil blev produceret til dig og leveret til dig.

..."

Der er fremlagt en værdiansættelse fra G12, Spanien, til H1 Holding A/S, dateret den 31. december 2009, vedrørende Lamborghinien, Ferrarien og en Bentley, købt af LLs selskab, G13 Invest A/S i 2007. Af denne fremgår blandt andet, at bilerne er i perfekt stand og at kilometerstanden i bilerne er på henholdsvis 4.100 km, 3.800 km og 3.900 km. Værdien er skønsmæssigt ansat til henholdsvis 120.000 euro, 190.000 euro og 120.000 euro under forudsætning af, at bilerne indregistreres i Spanien. Det fremgår videre, at bilerne kan være svære at sælge grundet finanskrisen, samt at værdiansættelsen af Ferrarien og Lamborghinien er sket ved fremvisning af billeder af bilerne, som befinder sig i Tyskland.

Klagerens ægtefælle har i perioden ejet en række biler, ligesom han er blevet beskattet af værdi af fri bil af mærket Audi, model A4, tilhørende H1 Holding.

Ved SKAT's afgørelse af 1. juni 2011 er LL anset for skattepligtig af værdi af fri bil vedrørende bilen af mærket Bentley Continental GT C 2p. Bilen er anskaffet og indregistreret i Spanien den 23. april 2007 med indregistreringsnummer ...Q1. Der er indgået tilsvarende kommissionsaftale for denne bil, som for Ferrarien og Lamborghinien. Der henvises til Landsskatterettens sag, j.nr. 11-0300617.

SKATs afgørelse 

Indkomsten er forhøjet med værdi af frie biler i 2007 og 2008 med henholdsvis 738.047 kr. og 2.477.945 kr.

Værdien af fri bil af mærket Ferrari er beregnet som 25 % af 300.000 kr. plus 20 % af 4.053.281 kr., i alt 885.656 kr. for 2008 og 10/12 heraf, svarende til 738.047 kr. i 2007, idet bilen først er anskaffet i marts 2007.

Værdien af fri bil af mærket Lamborghini er beregnet som 25 % af 300.000 kr. plus 20 % af 9.478.736 kr., i alt 1.910.747 kr. for et helt år. Idet bilen først er anskaffet i marts 2008 udgør værdien 10/12 heraf, svarende til 1.592.289 kr.

Som hovedaktionær i H1 Holding er der en formodning for, at A har anvendt bilerne privat. Der er for begge biler lagt vægt på følgende forhold:

- at der ikke er ført et fyldestgørende kørselsregnskab, som dokumenterer en udelukkende erhvervsmæssig anvendelse af bilen,

- at det ikke er sandsynliggjort, at A har været afskåret fra at benytte bilen privat,

- at det af revisor anførte omkring udlejning eller videresalg, ikke understøttes af foreliggende oplysninger, idet bilen hverken er udlejet i 2007 eller 2008 og ej heller forsøgt udlejet eller solgt, og

- at bilerne ikke ved møde med revisor på H1 Holdings adresse befandt sig på adressen, trods det at der stod flere veteranbiler i garageanlægget, og det derfor må antages, at bilen er parkeret på As private adresse.

For bilen af mærket Ferrari er der endvidere lagt vægt på følgende:

- omfanget af kørslen lidt over 9.000 km på knap 2 måneder, når henses til at en Ferrari ikke kan siges at være velegnet til erhvervsmæssig transport og at H1 Holdings aktivitet alene består af ejendomsinvestering.

For bilen af mærket Lamborghini er der endvidere lagt vægt på følgende:

- at en Lamborghini ikke kan siges at være velegnet til erhvervsmæssig transport, og H1 Holdings aktivitet består af ejendomsinvesteringer,

- at H1 Holding via det sambeskattede datterselskab G2 Leasing A/ S råder over faste prøveskilte, anskaffet den 15. maj 2007 ifølge CRM, som datterselskabet efter SKATs opfattelse ikke selv synes at have anvendelse for.

- at Lamborghinien repareres den 22. april 2008. Det må således antages, at der i et eller andet omfang er kørt i Lamborghinien. Der findes dog ingen oplysninger om bilens kilometerstand i regnskabsmaterialet, og

- at Lamborghinien blev anskaffet og leveret i året for As ægtefælles 50 års fødselsdag,

For hovedaktionærer gælder der endvidere, ifølge praksis, en skærpet bevisbyrde for, at en af H1 Holding ejet bil ikke har været til rådighed for privat anvendelse, jf. Ligningsvejledningen, afsnit A,B.1.9.2.

Det kan ikke lægges til grund, at A har afskrevet sig rådigheden over bilerne ved de fremlagte kommissionsaftaler. Der er herved henset til, at begge biler har været til reparation i Danmark, trods det at risikoen for eventuelle skader ifølge kommissionsaftalerne skulle være overgået til G6.

Det følger endvidere af G6's hjemmeside, at "medlemmet" er juridisk ejer af køretøjet.

H1 Holding har endvidere ikke medregnet lejeindtægter ved en udlejning af bilerne i 2007 og 2008, heller ikke i det sambeskattede selskab G2 Leasing A/S.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse 

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for sin hovedaktionær eller en ansat skal hovedaktionæren eller den ansatte beskattes af værdien heraf i medfør af ligningslovens § 16, stk. 1, og dagældende § 16A, stk. 9, 1. pkt., (nu stk. 5). Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. dagældende § 16A, stk. 9, 2. pkt. Værdien for biler under 3 år beregnes på baggrund af nyvognsprisen, uanset om bilen er indregistreret her i landet eller ikke, jf. dagældende ligningslovs § 16, stk. 4, 3. og 5. pkt. (nu 5. og 7. pkt.).

Nyvognsprisen er den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør, jf. Told- og Skattestyrelsens meddelelse, gengivet i TfS 1996,724 og TfS 1997,738. Det følger af registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, at der i den afgiftspligtige værdi altid indregnes mindst 9 pct. i samlet avance for importør og forhandler. Det følger af Vestre Landsrets dom, TfS 2004,98 (SKM2004.18.VLR), at der ved opgørelsen af værdien af fri bil ikke gives nedslag for værdien af sikkerhedsudstyr såsom ABS-bremser, airbags m.v., således at beregningsgrundlaget ikke kan sættes til en værdi lavere end den pris, der faktisk opkræves og udfaktureres af forhandleren.

Landsskatteretten lægger til grund, at Ferrarien og Lamborghinien har været opbevaret hos G6 fra leveringstidspunktet, og således ikke har stået parkeret ved hovedaktionærens private bopæl. Der er henset til, at bilerne ikke er observeret på den private bopæl, samt at de er indregistreret i Tyskland, og at det følger af kilometerregnskabet fra G6, at bilerne er leveret i Y12-by.

For så vidt angår kilometerangivelsen for Ferrarien lægger retten til grund, at bilen den 25. april 2007 har kørt 9.458 km, idet det ikke anses for sandsynlig, at værkstedet har foretaget 10.000 km service på en bil, som ifølge klagerens anbringende på det tidspunkt alene har kørt 595 km, ligesom der ikke ses at være anledning til at "sikre sig" på et tidspunkt, hvor der ikke er indgået nogen lejeaftale. Den fremlagte kørselsrapport samt vurderingen fra G12 er således ikke tillagt væsentlig bevismæssig betydning vedrørende kilometerstanden.

Retten finder det sandsynliggjort, at det oprindelige formål med bestillingerne / købene af bilerne har været med henblik på videresalg, henset til at der i 2007 er bestilt to Ferrarier og en Lamborghini. Klageren har imidlertid som hovedaktionær rådighed over bilerne, og det påhviler derfor klageren at godtgøre, at bilerne ikke har været til rådighed for privat anvendelse, jf. Østre Landsrets dom, gengivet i TfS 1999, 28.

Denne bevisbyrde er ikke løftet for så vidt angår Ferrarien, særlig henset til at bilen har kørt et ikke uvæsentligt antal kilometer, som der ikke er redegjort for, samt at klageren ikke har fraskrevet sig den fulde råderet, men alene en forhåndsråderet til, i modsætning til SKM2010.859.LSR, hvor anpartshaverne havde fraskrevet sig enhver råderet.

Når der samtidig ikke har været indtægter ved udlejning eller dokumenteret salgsbestræbelser, i modsætning til SKM2009.459.LSR, vedrørende køb af sommerboliger, finder retten, at det er med rette, at klageren er beskattet af værdi af fri bil vedrørende Ferrarien.

Samme forhold gør sig gældende for Lamborghinien, dog er der ikke udokumenteret kørsel i bilen. Skrammen på bagskærmen betyder ikke nødvendigvis, at der kørt privat i bilen, når der henses til, at kilometerstanden på værkstedsregningen er angivet til 0 km og bilen er anført som uregistreret.

Det er imidlertid rådigheden, som beskattes, og denne ses ikke at være afskåret. Det er herved også tillagt betydning, at kommissions/ udlejningsaftalen er indgået med et firma, som ikke har det som sit forretningsområde at sælge og udleje biler.

Samlet set er der en sådan usikkerhed om brugen af bilerne i perioden, at det ikke kan anses for godtgjort, at klageren har været afskåret fra at råde over bilerne.

Grundlaget for beregningen af nyvognsprisen for Ferrarien udgør prisen på 175.495 euro, som er prisen fra G8 til G7 GmbH. Det lægges til grund, at der er indeholdt minimum 9 % i avance i denne pris. Det følger af Den Juridiske Vejledning, 2013, afsnit C,A.5.14.1., at efterfølgende monteret udstyr, som er monteret efter aftale mellem forhandler og kunde kan undtages registreringsafgift, såfremt udstyret ikke er monteret af importørvirksomheden. Idet monteringen af den computerstyret udstødning er sket hos G8 og forud for G7 GmbH's køb skal udgiften tillægges fakturaprisen på 175.495 euro.

Salgsprisen u/afgift udgør herefter (175.495 euro x 746,05/100) + 38.240 kr.  =1.347.520 kr. + (1.347.520 kr. x 25/100) = 1.684.400 kr. og registreringsafgiften 2.970.729 kr., jf. SKATs beregningsskema (69.195 kr. + (180/100 x (1.684.400 kr.- 12.370 65.900 kr.) + 10.500 kr.).

Nyvognsprisen er herefter 1.684.400 kr. + 2.970.731 kr. = 4.655.131 kr. Den skattemæssige værdi for Ferrarien pr. år kan herefter beregnes til 75.000 kr. + 871.026 kr. svarende til 946.026 kr., (25 % af 300.000 kr. + 20 % af (4.655.132 kr. - 300.000 kr.)).

Da bilen er anskaffet i marts 2007 udgør den skattemæssige værdi 946.026 kr. / 12 * 10 = 788.355 kr. i 2007 og 946.026 kr. i 2008.

Grundlaget for beregningen af nyvognsprisen for Lamborghinien udgør prisen fra forhandleren i Danmark til G7 GmbH på 2.100.736 kr. Det lægges til grund, at der er indeholdt 9 % i avance i denne pris. Salgsprisen u/afgift udgør herefter 2.100.736 kr. + (2.100.736 kr. x 25/100) = 2.625.920 kr. og registreringsafgiften 4.657.090 kr., jf. SKATs beregningsskema, (80.220 kr. + (2.625.920 kr. 12.370 kr. 76.400 kr.) x 180/100 + 10.000 kr.).

Nyvognsprisen er herefter 2.625.920 kr. + 4.657.090 kr.= 7.283.010 kr. Den skattemæssige værdi for Lamborghinien pr. år kan herefter beregnes til 25 % af 300.000 kr. + 20 % af (7.283.010 kr. 300.000 kr.) = 1.471.602 kr. Da bilen er indregistreret i marts 2008 udgør den skattemæssige værdi 10/12 af 1.471.602 kr. = 1.226.335 kr.

Landsskatteretten ændrer således SKAT's afgørelse vedrørende dette punkt, idet ansættelsen forhøjes med 50.308 kr. til 788.355 kr. i 2007 og nedsættes med 305.384 kr. til 2.172.361 kr. i 2008.

2. Værdi af fri sommerbolig

Sagens oplysninger

H1 Holding har erhvervet en ejendom i Spanien i 2007 spansk skøde er underskrevet den 21. november 2007. Prisen er 690.000 euro + 48.300 euro i moms.

Af skødet fremgår, at der er tale om en projektejendom beliggende: Y1 i Malaga. Overtagelsesdato fremgår ikke umiddelbart. Bebygget areal er 427 m2. Ejendommen indeholder tre soveværelser og to badeværelse m.m. Videre fremgår det, at køber til sælger skal betale en del af ejendomsskatten for perioden juni december 2007.

Af hjemmesiden for projektejendommen www....P.com fremgår, at der er tale om golf-lejligheder med havudsigt i et 24 timers vagtsikret område med kun 10 minutters kørsel til den berømte marina Y3. Der findes to 18-hullers golfbaner, to udendørs swimmingpools og en indendørs swimmingpool tillige med et spa-område, bar og tennisbane.

Ejendommen har ikke været udlejet eller forsøgt udlejet i 2007 og 2008. Af regnskabsmaterialet kan følgende tidsforløb opstilles:

Dato:

Tekst:

Marts 2007

Indkøb i Spanien af sofaer, borde mv. for 106.000 kr. med levering 30-40 dage efter.

April 2007

Levering af spisebord + 4 stole købt i Spanien for 62.000 kr. med levering i april.

April 2007

Flyttemand fragt til Spanien

Maj 2007

Indkøb af senge + seks dyner for 42.000 kr.

Juni 2007

Indkøb af syv håndklæder i Spanien

Juli 2007

Indkøb af glas købt på Gibraltar for 3.000 kr.

August 2007

Indkøb af diverse B&O for 147.000 kr.

Nov. 2007

Aftale med flyttemand om fragt af møbler til Spanien samt opsamling af nyindkøbte møbler i Fuengirola (Y2). Selve kørslen er sket den 3. december 2007 fra Danmark ifølge klageren.

November 2007

Klager og direktør tager ophold i henholdsvis 6 og 9 dage ifølge flybilletter. Herefter stiger indkøb voldsomt, bl.a. indkøb af lamper for 6.000 kr., levering af lamper og opsætning for 11.000 kr. + køkkenting for 6.000 kr. mv.

Februar 2008

Gardiner for 34.000 kr.

Af brev af 10. januar 2011 fra TV, R1 Advokatfirma, Marbella, Spanien, til LL, fremgår, at firmaet har repræsenteret H1 Holding ved købet af lejligheden i Y4 i 2007. Det fremgår ligeledes af brevet, at skødet blev underskrevet i november 2007 i forbindelse med at bygningen fik "the first occupation licence".

Det fremgår af mail af 18. december 2007 fra udbyderne af lejlighederne, G14 Spain SL, at området er blevet forbundet til elnettet, og at man ved henvendelse til sin advokat e.l. kan blive tilsluttet el-forsyningen samt vandforsyningen.

Det fremgår af brev af 10. januar 2011 til LL fra R1 Advokatfirma, at dette er sket i april 2008. Af samme brev fremgår, at der har været mange fejl ved lejligheden, herunder en del alvorlige.

Der er fremlagt kopi af mailkorrespondance i perioden 26. juni til 2. juli 2008, hvoraf fremgår, at lejligheden stadig lider af mangler vedrørende vandgennemtrængning ved loftet, lugt m.v., og at LL ønsker en retssag mod bygherren.

I august måned 2008 rykker H1 Holding for udførelse af udbedringsarbejderne.

Der er fremlagt en tilstandsrapport på spansk af 21. august 2008, rekvirent R1 Advokatfirma, og en dansk oversættelse heraf. Det fremgår af rapporten, at byggeriet er afsluttet i 2007, og at efterarbejder stadig pågår. Konklusionen af rapporten er, at samtlige opregnede og definerede mangler i lejligheden bør gennemgås, samt at nogle af problemerne bør løses straks. Disse er:

- gennemgang af hældende tag for at finde frem til samtlige tegl, der mangler strygning; korrekt lægning af tegl,

- forsvarlig forankring af smedjejernsrækværk på terrasse;

- gennemgang af lejlighedens installationer med henblik på at fastslå årsagen til lugtgener samt anvise en holdbar løsning;

- løsning af de konstaterede fugtproblemer, hvoraf de mest alvorlige findes ved fordelingstrappen og i lejlighedens entré samt på overetagens terrasse bag klimaanlæggets udvendige aggregat.

H1 Holding A/S udlejede den omhandlede lejlighed til WM i perioden 1. februar 2009 til 1. juli 2009, jf. lejeaftale ("Rental Agreement") indgået mellem parterne den 22. januar 2009.

Det fremgår af referat af møde i ejerforeningen i Y4 den 8. april 2010, at resultatet af en teknisk rapport om fejl og mangler er gennemgået, samt at udbyderen af lejlighederne, G14 SL, har til hensigt at reparere årsagerne til utætheder og dårlig lugt.

Det blev samtidig besluttet af ejerne at få udarbejdet en arkitektrapport over manglerne. Der er i den forbindelse foretaget besigtigelse af lejligheden den 27. maj 2010. Det fremgår af udkast til rapport, at der forsat er fugtproblemer i opholds-og spisestue, samt i soveværelser; gennemtrængning af vand grundet dårlig tætning m.m., ligesom den større indendørs fugtighed skaber kondens, der danner grobund for svampeangreb, som misfarver væggene.

Det fremgår af dom fra Byretten af 26. april 2011, at klageren og ægtefælle i juli 2007 har lejet et feriehus i 14 dage i Malaga, hvor H1 Holdings lejlighed også ligger, for 27.000 kr.

Ifølge speciallægeerklæring af 20. maj 2008 skrevet af SU, Y13 Hospital, lider LL af en form for, ikke allergisk astma, der fremprovokeres i de kolde måneder, i fugtige og støvede omgivelser og ved virusinfektioner. Det anbefales, at klageren opholder sig i subtropiske omgivelser (Sydeuropa) i vinterhalvåret.

SKATs afgørelse 

Indkomsten er forhøjet med værdi af fri sommerbolig med 578.047 kr. i 2007 og med 893.876 kr. i 2008.

Beregningsgrundlaget for værdi af fri sommerbolig er ejendomsværdien pr. 1. oktober året før indkomståret eller hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi handelsværdien pr. 1. oktober året før rådighedsåret.

I mangel af andet anvendes den faktiske anskaffelsessum, som ifølge skøde udgør 690.000 euro med tillæg af 7 % spansk moms, 48.300 euro, som giver en samlet pris på 783.300 euro.

Eurokursen pr. ultimo 2007 udgør 7,4566 og pr. ultimo 2008 7,4506.

Beregningsgrundlaget for værdi af fri sommerbolig for 2007 udgør således 738.300 x 7,4566 = 5.505.208 kr., mens beregningsgrundlaget for 2008 udgør 738.300 x 7,4506 = 5.500.778 kr.

For 2007 vides det ikke med sikkerhed, hvornår sommerboligen har stået til rådighed for hovedaktionæren, men det må ud fra oplysningerne i skødet, omkring refusion af ejendomsskat, ligges til grund, at ejendommen har været til rådighed i juni 2007.

Værdien af fri sommerbolig til hovedaktionæren kan herefter beregnes til 30 uger for perioden fra den 1. juni 2007 31. december 2007 (uge 23 52).

Uge 23 uge 34 = 12 uger á ½ %                                       = 6,00 %

Uge 35 uge 52 = 18 uger á ¼ %                                       = 5,50 %

I alt for 2007                                                                   = 10,50 %

Værdi af fri sommerbolig udgør herefter for 2007, 578.047 kr. (5.505.208 kr. x 10,50 %) og for 2008, 893.876 kr. (5.500.778 kr. x 10,50 %).

SKAT er ikke enig i, at ejendommen har været ubeboelig på grund af fejl og mangler. I den af revisor indsendte tilstandsrapport udarbejdet af H1 Holdings egen betalte arkitekt fra januar 2008 fremgår under afsnittet konklusion vedrørende fugtproblemet, at der anbefales en gennemgang af ejendommens installationer for at opdage kilden til fugt, samt at der er fugtpletter primært ved trin, entre, terrasse ovenpå bag udendørs klimaanlæg.

Disse fejl og mangler gør ikke ejendommen ubeboelig. I øvrigt bemærkes, at H1 Holdings egne indkøb i Spanien af møbler, håndklæder, køkkenting og lignende fra primo 2007 / foråret 2007 netop bekræfter SKATs formodning om at, boligen er anvendelig og dermed til rådighed fra juni 2007. Der henvises til SKM2011.262.VLR.

At ejendommen, som anført af revisor, første får indlagt el og vand i april 2008, er en udokumenteret påstand. Den omstændighed, at H1 Holdings spanske advokat i et brev af 10. januar 2011 anfører, at installation af vand og el først finder sted i april 2008, er efter SKATs opfattelse blot et udsagn, ligesom oplysningen om, at lejligheden er forsøgt udlejet i maj 2008 gennem en lokal udlejer er en udokumenteret påstand.

Der er ikke i regnskabsmaterialet fundet udlejningsaftaler, i modsætning til bindende svar gengivet i SKM2010.859.LSR, vedrørende sommerbolig i Frankrig.

Den delvise udlejning i 2009 ændrer ikke på SKATs opfattelse. Der er henvist til ligningslovens § 16, stk. 5.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse 

En hovedaktionær som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 4, der modtager udbytte fra H1 Holding i form af, at der stilles en sommerbolig til rådighed, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Godets værdi ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 5. Dette følger af den dagældende ligningslovs § 16A, stk. 6, nu stk. 5.

Bestemmelsen indeholder en formodningsregel om rådighed hele året for ansatte hovedaktionærer o.l. med væsentlig indflydelse på egen aflønning.

Klageren er eneaktionær og tilhører dermed den personkreds, der kan være omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 16, stk. 5.

Landsskatteretten lægger til grund, at lejligheden tidligst har stået til rådighed for klageren fra november 2007, hvor skøde er underskrevet og License of first occupation, ifølge brev af 10. januar 2011 fra R1 Advokatfirma, er udstedt. Dette støttes af, at i hvert fald en del af møblerne købt i Spanien og møbler / udstyr købt Danmark er leveret på adressen primo december måned 2007.

I hvilket omfang klageren kan anses for at have rådighed over lejligheden i den efterfølgende periode, afhænger af i hvilket omfang lejligheden kan anses for at have været beboelig, jf. eksempelvis SKM2006.73.LSR idet klageren ikke ved aftale har fraskrevet sig rådigheden over lejligheden, og idet den ikke i 2007 og 2008 har været udlejet til tredjemand. Der henvises til Landsskatterettens kendelse 19. november 2010, SKM2010.859.LSR.

Det anses for godtgjort med henvisning til mail af 18. december 2007 fra G14 Spain SL til beboerne, samt brev af 10. januar 2011 fra R1 Advokatfirma, at lejligheden ikke er forbundet med el-og vandnettet før april 2008, hvilket er en forudsætning for at lejligheden kan anses for at være til rådighed for beboelse.

Den fremlagte rapport af 21. januar 2008 findes derudover at indeholde fejl og mangler ved lejligheden i et omfang, som gør, at lejligheden ikke kan anses for at have stået til rådighed som bolig for klageren i 2008. Der er herved også lagt vægt på, at mailkorrespondancen mellem LL og den spanske advokat i sommeren 2008, samt udkast til rapport fra 2010 dokumenterer, at årsagerne til blandt andet fugten i lejligheden ikke er udbedret i 2008.

På denne baggrund nedsættes forhøjelsen af værdi af fri sommerbolig med 578.047 kr. i 2007 og med 893.876 kr. i 2008.

3. Maskeret udlodning driftsudgifter afholdt i H1 Holding 2007

konto X2 rejseomkostninger er der bogført 209.457 kr. Af kontospecifikationen fremgår, at poster på kontoen primært består af en henvisning til grundbilag 421.

Grundbilag 421 er et udtræk fra søsterselskabet G13 Invest ApS af mellemregningen pr. ultimo december 2007 med H1 Holding. Af denne fremgår bilagsreference til øvrige bilag i søsterselskabet G13 Invest ApS. Alle grundbilag består alene af løbende kontoudtog fra bank eller World Signia, hvoraf hævning af beløb fremgår. Grundbilag, hvoraf ydelsernes art fremgår, mangler.

Derudover består kontoen af enkelte posteringer med tekstangivelsen SBC. Grundbilag vedrørende disse posteringer består alene af PBS-oversigter i H1 Holdings regnskabsmateriale, hvoraf det fremgår, at der er tale om diverse færgebilletter primært mellem Danmark og Sverige. Bilag 63 og 8 vedrører udgifter på i alt 1.897 kr. afholdt i 2006.

En enkelt postering med bilagsreference 2031 på 158.767 kr. vedrører rejseudgifter, som består af et udtræk af søsterselskabet G1 Invest ApS's konto X2, som bliver udlignet der og kontoens saldo bliver overført i sin helhed (inkl. efterposteringer) til H1 Holdings udgiftskonto. Grundbilag består af udskrifter fra World Signia. Grundbilag, hvoraf ydelsens art fremgår mangler.

Herudover består kontoen af en postering, bilag 442, på 11.372 kr. med teksten "flybillet til Malaga m.v.". Af grundbilaget fremgår, at der er rejst to voksne og to børn den 3. januar 2007 12. januar 2007 t/r. Ligeledes lejes en Ford Mondeo 4 dørs. SKAT har godkendt ¼ heraf, svarende til 2.843 kr., som erhvervsmæssig udgift for H1 Holding, svarende til direktør LLs andel.

Endvidere en postering, bilag 9001, på 1.392 kr. med teksten "B352 flybillet". Grundbilaget er en checkkopi af 19. september 2007, udstedt til OH, Y5-vej i Y11-by. Ligeledes består grundbilag af booking af flybillet med afrejse den 19. september 2007 til samme person. Med håndskrift er anført "Til dækning af flybillet til Spanien for at vurdere / tilbudsgivning i lejlighed."

2008

På konto X2 Rejseomkostninger er der bemærkninger til følgende bilag.

Bilag 20 og 21, begge på 3.000 kr., hvor grundbilag er to kvitteringer af 18. november 2007 fra hæveautomat i Danske Bank, hvor der med håndskrift er påført "vejpenge samt mad til Spanien".

Bilag 40 og 58, på henholdsvis 7.578 kr. og 74.626 kr., hvor grundbilaget er henholdsvis en bankkvittering af 20. november 2007 fra Jyske Bank for køb af 1.000 euro, med håndskrift påført Div. til Spanien, samt meddelelse af 10. januar 2008 om overførsel af 10.000 euro fra H1 Holding til LL, med håndskrift påført lejlighed Spanien. Bilag 58 er godkendt som tilgang på statuskonto X3 Tilgang driftsmidler og inventar som køb af møbler.

Endvidere tre posteringer med tekstangivelsen SBC, på i alt 2.955 kr. Grundbilag vedrørende disse posteringer består alene af PBS-oversigter i H1 Holdings regnskabsmateriale, hvoraf det fremgår, at der er tale om diverse færgebilletter primært mellem Danmark og Sverige.

Der er indsendt en kopi af to reservationer fra Sterling på henholdsvis 2.147 kr. og 2.596 kr. Af reservationerne fremgår, at deltagerne er LL og A med afgang fra København til Malaga henholdsvis den 21. november 2007 og 25. november 2007 og begge retur den 30. november 2007. På LLs reservation er der påført "overtagelse af lejlighed." Der er ikke bilagsreference på bilagene, og det er ikke muligt at finde posteringen. SKAT har godkendt 2.147 kr. fratrukket i H1 Holding vedrørende LLs flyudgift.

På konto X6 Vægtafgift er som en efterpostering bogført refunderede udgifter på henholdsvis 3.321,66 kr., bilag 297, samt 1.366,33 kr., bilag 128, i alt 4.688 kr. Beløbene vedrører dels en ophørt forsikring samt for meget betalt forsikring. Beløbene er fejlagtig udgiftsført. Beløbene skulle have været indtægtsført. Beløbene er modposteret på mellemregningen med G13 Invest A/S. H1 Holdings indkomst er forhøjet med i alt 9.367 kr. (2 x 4.688 kr.).

På konto 3103 Forsikring er som bilag 246 " Danske forsikring ??" indtægtsført et beløb på 4.988 kr. den 29. juli 2008 og modposteret banken. Grundbilag er indbetalingskvittering fra bank.

På konto X6 Vægtafgift og forsikr., perso i datterselskabet G2 Leasing A/S er som bilag 297 "Danske forsikring ??" indtægtsført et beløb på 3.321,66 kr. den 18. marts 2008. Beløbet er modposteret på mellemregningskontoen med H1 Holding.

På konto X8 Spanien er der som bilag 276, med tekst "5000 EUR diverse Spa" fratrukket et beløb på 37.404,50 kr. Grundbilag består af en bankhævning/-overførsel til LLs bankkonto i Barcelona på 5.000 euro den 13. maj 2008. Der er fremlagt fyldestgørende grundbilag på i alt 1.789,44 euro eller cirka 13.420 kr. SKAT har forhøjet H1 Holdings indkomst med ikke-dokumenterede udgifter på 23.984 kr.

På konto X7 Forsikring for 2008 er bogført en enkelt postering på 10.991 kr., bilag 296. Grundbilaget består af en præmieopkrævning fra Danske Forsikring vedrørende en løsøreforsikring for perioden 1. marts 2008 1. marts 2009 med policenummer J 1557 560 080. Af policen fremgår, at forsikringen dækker NGs Stambog. Forsikringsstedet er klagerens private bopæl.

Landsskatteretten har ved afgørelse af 17. april 2012, j. nr. 11-03438, ikke anset H1 Holdings køb af NGs' stambog som maskeret udlodning til klageren, men rådighedsbeskattet hende heraf. Det fremgår af kendelsen, at bogen er opbevaret på den private bopæl.

SKATs afgørelse 

Indkomsten er forhøjet med 218.045 kr. i 2007 og med 44.351 kr. i 2008.

For 2007 er indkomsten forhøjet med i alt 218.045 kr. Beløbet dækker manglende fyldestgørende grundbilag vedrørende rejseudgifter på 198.085 kr. samt private udgifter på 8.529 kr. som vedrører klageren samt klagerens børns rejse til Malaga. Endvidere er udokumenterede rejseudgifter på 11.431 kr. fratrukket i H1 Holding i regnskabsåret 2008 henført til beskatning i 2007 hos klageren, idet udgiften er afholdt i 2007.

For 2008 er indkomsten forhøjet med i alt 44.351 kr., som dækker 9.376 kr. vedrørende tilbagebetaling af forsikringspræmier m.m., 23.984 kr. vedrørende ikke-dokumenterede udgifter afholdt i Spanien, samt 10.991 kr. vedrørende privat forsikring.

Beløbene anses som maskeret udlodning til klageren i medfør af ligningslovens § 16A, stk. 1.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse 

I det omfang H1 Holding afholder udgifter, som ikke kan anses for at være afholdt i H1 Holdings interesse eller som må anses for udokumenteret, idet det ikke er muligt at kontrollere rigtigheden af registreringen, som følge af manglende grundbilag, anses beløbet for udloddet til klageren, som hovedaktionær. Dette følger blandt andet af SKM2008.14.ØLR.

For 2007 bemærkes, at bilag 63 og 8 vedrører udgifter afholdt i 2006, som derfor ikke kan beskattes som maskeret udlodning i 2007. For så vidt angår de øvrige udgifter er det ikke godtgjort af klageren, at disse udgifter er afholdt i H1 Holdings interesse, idet der mangler grundbilag.

For 2008 anses forsikringspræmien på 10.991 kr. for afholdt i H1 Holdings interesse i medfør af Landsskatterettens kendelse, j. nr. j. nr. 11-03438. Endvidere er det dokumenteret, at tilbagebetalingen af 3.321,66 kr. i forsikringspenge, bilag 297, er indtægtsført i datterselskabet G2 Leasing ApS, hvorfor den maskeret udlodning reduceres med dette beløb. Indtægtsføringen af bilag 296 på 4.988 kr. ses ikke at vedrører tilbagebetalingen af forsikringsbeløbene på i alt 4.688 kr. For så vidt angår de øvrige udgifter er det ikke godtgjort af klageren, at disse udgifter er afholdt i H1 Holdings interesse.

Landsskatteretten nedsætter herefter den påklagede afgørelse vedrørende dette punkt med 1.897 kr. til 216.148 kr. i 2007, og med 14.313 kr. (10.991 kr. + 3.322 kr.) til 30.038 kr. i 2008.

4. Maskeret udlodning anlægsudgifter afholdt i H1 Holding a. Tilgang grunde og bygninger, konto 5101

Sagens oplysninger 

2007

Med bogføringsdato den 16. januar 2007 er der afholdt en udgift på 37.497 kr., bilag 74, 5000 EUR til Spanien". Grundbilag består af betaling til udlandet fra Jyske Bank til G14 Spain SL, betalingsformål er angivet til Y1. Vedhæftet er en reservation dateret den 11. januar 2007 vedrørende samme lejlighed.

Det fremgår af skødet, s. 22, at sælger har betalt 5.000 euro til sælger forud for handlen. Dette er tillige bekræftet i brev af 10. januar 2011 fra R1 Advokatfirma til LL.

SKATs afgørelse 

Aktieindkomsten er i 2007 forhøjet med 37.497 kr.

Ukendte ikke-dokumenterede udgifter for 2007 betalt af H1 Holding anses for maskeret udlodning til hovedaktionæren i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse 

I det omfang H1 Holding afholder udgifter, som ikke kan anses for at være afholdt i H1 Holdings interesse, eller som må anses for udokumenteret, idet det ikke er muligt at kontrollere rigtigheden af registreringen, som følge af manglende grundbilag, anses beløbet for udloddet til klageren, som hovedaktionær. Dette følger blandt andet af SKM2008.14.ØLR.

Det anses for godtgjort, at overførslen på de 5.000 euro vedrører H1 Holdings køb af lejligheden i Spanien.

Landsskatteretten nedsætter herefter forhøjelse vedrørende dette punkt med 37.497 kr. til 0 kr.

b. Tilgang andre anlæg og driftsmidler, konto X3

Sagens oplysninger 

2007

Med bogføringsdato den 24. november 2006 er der afholdt en udgift på 20.885 kr., bilag 9, "SEK 25.000 Corvette". Grundbilag består af en hævet valuta-kvittering på 25.000 SEK., hvor der med håndskrift er skrevet "Corvette Sverige".

Med bogføringsdato den 28. juni 2007 er der afholdt en udgift på 121.460 kr., bilag 287, Køb af føl NS". Grundbilag er en faktura til G16 AB et tidligere datterselskab i koncernen, hvis formål var at opdrætte væddeløbsheste i Sverige fra G15 Dyrehospital på 22.000 $. Endvidere brev af 26. juni 2007 til LL fra G15 Dyrehospital, hvor de ønskes tillykke med det nyfødte føl. Revisor har oplyst, at H1 Holding købte føllet med det formål at starte et dansk stutteri og senere på møde med SKAT, at det var købt af H1 Holding med videresalg for øje. Føllet er dødt nu.

Med bogføringsdato den 31. juli 2007 er der afholdt en udgift på 22.929 kr., bilag 295, "Autotilbehør Corvet". Grundbilag er en kvittering for hævning af valuta, samt en følgeseddel fra G17 AB uden navn på modtager.

Med bogføringsdato den 31. oktober 2007 er der foretaget flere posteringer, i alt udgifter på 56.904 kr. Posteringerne henviser til bilag 421, som er udskrift af mellemregning fra G13 Invest ApS. Heraf fremgår, at beløbene refererer til diverse bilag i G13 Invest ApS. Disse grundbilag består alene af enten udskrift fra World Signia eller udskrift fra Jyske Bank. Der er fremlagt fyldestgørende bilag for i alt 13.669 kr., men med kundenr. "OH". SKAT har ikke godkendt beløbene som tilgang til kontoen med henvisning hertil.

SKAT har vedrørende konto X3 godkendt en efterpostering vedrørende "Inventar i alt Spanien", på 474.698 kr. med undtagelse af bilag 419, 421 og 352, ligesom bilag 418 alene er godkendt delvis med 104.463 kr. på baggrund af en række kopier bestående af diverse hævninger på kontokort / bankkonti m.v. og dels bonner fra møbelhuse og andre alle uden bilagsreference, hvorefter der resterer et beløb på 14.665 kr., som der ikke er dokumentation for.

Bilag 419 vedrører en udgift på 4.020 kr. med teksten "Depositum møbler Spa". Grundbilag består i en betaling til G18 S.A, Spanien, fra Jyske Bank.

Bilag 421 vedrører en udgift på 23.754 kr., "Omk. Lejligheden Spa". Grundbilaget er en udskrift af mellemregning fra G13 Invest ApS. Heraf fremgår, at beløbet på 23.754 kr. refererer til bilag 145 i G13 Invest ApS, og dette bilag består alene af udskrift fra World Signia.

Med bogføringsdato den 19. september 2007 er der afholdt en udgift på 1.392 kr., bilag 352, "Flybillet til Spanien". Beløbet er tillige fratrukket under konto X2 for 2007.

2008

Med bogføringsdato den 9. marts 2008 er der afholdt en udgift på 26.900 kr., bilag 122, "Pedan F44846". Af grundbilag fremgår, at der er tale om køb af et sammenklappeligt løbebånd (den 26. februar 2008) med leveringsadresse Y6, som er hovedaktionærens privatadresse. På bilaget er med håndskrift anført "Spa". Ifølge klageren befinder løbebåndet sig i Spanien.

SKAT har godkendt faktura dateret den 20. marts 2008 fra G19 A/S stilet til H1 Holding. Ydelsens art er anført som "7/3 -08 Fragt ifølge aftale", 14.373 kr. inkl. moms.

Som efterpostering er bogført 82.235,70 kr., bilag 9050, "MGT"(rettelig Triumph). Beløbet er debiteret tilgang i årets løb og krediteret mellemregningen med G13 Invest A/S. SKAT har ikke kunne finde grundbilag. Af posteringsjournal fremgår, at beløbet oprindeligt kommer fra konto X4 mellemregning med G13 Invest ApS, som mangler i det til SKAT indleverede materiale. Beløbet svarer til en overførsel på 17.000 $ den 18. juni 2008 til A og LLs konto i New York, USA, bilag 291, som er posteret som et tilgodehavende på mellemregningskontoen med G13 Invest. Revisor har fremlagt kopi af en bankhævning til udlandet vedrørende "payment for Truimh TR6" på 12.146 $, svarende til 58.232,68 kr. med bilagsreference 284, som er debiteret mellemregningskontoen med G13 Invest A/S og krediteret bankkontoen den 11. juni 2008. Der er vedlagt korrespondance fra Ebay til LL og en korrespondance mellem en UC og LL, hvor LL anmoder om UCs bankkonto, så penge kan overføres og samtidig spørger om UC har hørt fra transportfirmaet. Af korrespondancen fra E-bay fremgår, at LL har vundet en Triumph TR-6 på E-bay til en pris på 12.646 $. For Landsskatteretten er fremlagt kopi af overførsel af 17.000 $ til LL og As bank i New York den 18. juni 2008.

Endvidere er som efterpostering, bilag 9052, bogført 161.325,17 kr., Tilgang Corvette". Af posteringsjournal fremgår, at beløbet oprindeligt kommer fra konto X4 mellemregning med G13 Invest, som mangler i det til SKAT indleverede materiale. Der er fremlagt udskrift fra Jyske Bank, hvoraf fremgår, at der den 11. april 2008 er overført 130.000 kr. fra H1 Holdings konto til LLs konto. Med håndskrift er påført "Kreditkort til Corvette EK". Endvidere kopi af check af 4. juni 2008 til G20, på 17.000 kr. Med håndskrift er påført "a conto vedr. Corvette 63 ifølge aftale" Endelige er der fremlagt kopi af faktura til G5 (datterselskab) af 29. september 2008 fra G20 vedrørende Projekt Chevrolet Corvette Sting Ray 1963 på 14.400 kr. Der er tale om a-conto husleje.

SKAT har under konto X3 tilgang driftsmidler og inventar, godkendt en efterpostering på 154.844,75 kr., bilag 9033, "inventar Lejlig Span", selvom det ikke har været muligt at verificere beløbet hverken fra bilag eller beløb på posteringerne. Revisor har fremlagt en række kopier bestående af diverse hævninger på kontokort / bankkonti m.v. og dels bonner fra møbelhuse og andre alle uden bilagsreference, på i alt 175.007 kr., hvoraf SKAT har godkendt et beløb svarende til efterposteringen. Der er blandt andet henset til, at bilagene er uden bilagsreference og således kan være bogført på andre konti, samt at det ikke har været muligt at følge transaktions- og kontrolsporet.

SKATs afgørelse 

Aktieindkomsten er i 2007 forhøjet med 266.009 kr. og i 2008 med 270.461 kr.

Ukendte ikke-dokumenterede udgifter for indkomståret 2007 og 2008 betalt af H1 Holding er anset for maskeret udlodning til hovedaktionæren i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1. Ligeledes anses H1 Holdings betaling for G16 AB's indkøb af føl for maskeret udlodning, idet der ikke i H1 Holdings formålsparagraf fremgår oplysninger om stutteri, ligesom der ikke er nogen indtjening herfra. Det samme er tilfældet med løbebåndet, hvor det uvist, hvor det befinder sig, men hvor det er ubestridt, at det er leveret til hovedaktionærens private adresse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse 

I det omfang H1 Holding A/S afholder udgifter, som ikke kan anses for at være afholdt i H1 Holdings interesse, eller som må anses for udokumenteret, idet det ikke er muligt at kontrollere rigtigheden af registreringen, som følge af manglende grundbilag, anses beløbet for udloddet til klageren, som hovedaktionær. Dette følger blandt andet af Østre Landsrets dom af 3. december 2007, SKM2008.14.ØLR.

Vedrørende 2007 bemærkes at beløbet på 25.000 SEK, svarende til 20.885 kr., bilag 9, er hævet i 2006, og dermed ikke kan beskattes som maskeret udlodning hos klageren i 2007.

Særlig vedrørende indretning af lejligheden i Spanien bemærkes, at SKAT allerede har godkendt de for Landsskatteretten fremlagte bilag. På denne baggrund finder Landsskatteretten ikke grundlag for at nedsætte den maskeret udlodning for så vidt angår bilag 418 og 419.

Vedrørende 2008 bemærkes, at løbebåndet er leveret til klagerens private adresse, som ikke er sammenfaldende med H1 Holdings adresse, og at det dermed anses for at være klagerens private udgift.

Vedrørende efterposteringen på 82.235 kr. anses det ikke for godtgjort, at 58.233 kr. vedrører køb af Triumph TR6. Der er lagt vægt på, at beløbet størrelsesmæssigt svarer til LLs hævning af 17.000 $, bilag 291. Dette beløb anses for at have passeret klagerens økonomi.

Vedrørende de øvrige bilag henvises til det af SKAT anførte vedrørende manglende grundbilag.

For 2007 nedsættes forhøjelsen med 20.885 kr. til 245.124 kr., mens 2008 stadfæstes."

I Landsskatterettens afgørelse vedrørende H1 Holding A/S er blandt andet anført følgende:

"Klagen skyldes, at SKAT ikke har godkendt fradrag for udokumenterede udgifter, samt anset en forøgelse af et tilgodehavende hos søsterselskabet G13 Invest A/S for et ikke-fradragsberettiget, skattepligtigt tilskud.

Landsskatterettens afgørelse

2007

Indkomsten er forhøjet med udokumenterede udgifter på i alt 206.614 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Indkomsten er forhøjet med skattepligtigt tilskud fra søsterselskabet G13 Invest A/S med 697.800 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

2008

Indkomsten er forhøjet med udokumenterede udgifter på i alt 130.408 kr.

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen med 14.313 kr. til 116.095 kr.

Tilgang på konto for driftsmidler er reduceret med 270.461 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger 

H1 Holding A/S, herefter H1 Holding, er ifølge regnskabet for 2007 et holding- og investeringsvirksomhed. Holdingselskabet er ejet af A, mens ægtefællen LL er registreret som direktør i selskabet. H1 Holding har ingen omsætning eller ekstraordinære indtægter i 2007 og 2008.

Udokumenterede udgifter

Sagens oplysninger

2007

Rejseomkostninger (konto X2)

Rejseomkostninger er i årsregnskabet for 2007 fratrukket med 209.457 kr.

Af kontospecifikationen fremgår, at poster på kontoen primært består af en henvisning til grundbilag 142, som er et udtræk fra søsterselskabet G13 Invest ApS (kontonr. X5) af mellemregningen pr. ultimo december 2007 med H1 Holding A/S. Af denne fremgår bilagsreference til øvrigt grundbilag i søsterselskabet G13 Invest ApS. Alle grundbilag uden undtagelse består alene af løbende kontoudtog fra bank eller World Signia, hvoraf hævning af beløb fremgår.

Derudover består konto X2 af enkelte posteringer med tekstangivelsen SBC. Grundbilag vedrørende disse posteringer består alene af PBS-oversigt i H1 Holding A/S' regnskabsmateriale, hvoraf det fremgår, at der er tale om diverse færgebilletter primært mellem Sverige og Danmark.

Én enkelt postering med bilagsreference 2031 på 158.767,33 kr. vedrører rejseudgifter, som består af et udtræk af søsterselskabets konto X2 i G13 Invest ApS, som bliver udlignet der og kontoens saldo er overført i sin helhed (inkluderet efterposteringer) til H1 Holding A/S udgiftskonto.

SKAT har foretaget stikprøvekontrol af poster til grundbilag for et beløb svarende til 164.075 kr. Grundbilagene bestod alene af World Signia-udskrifter, hvoraf fremgik, at beløb er hævet.

Herudover består konto X2 i H1 Holding A/S af to posteringer med bilagsreference 422 og 9001. Bilag 422 er dateret den 2. januar 2007 som "flybillet til Malaga mv." med et beløb på 11.372. Af grundbilaget fremgår, at to voksne og to børn den 3. januar 2007 12. januar 2007 flyver til Malaga t/r. Ligeledes lejes en Ford Mondeo 4 dørs i samme tidsrum. Bilag 9001 er dateret "Ul. 10-07" som "B352 flybillet" med et beløb på 1.392 kr. Grundbilaget er en checkkopi af 19. september 2007, som er udstedt til en OH, Y5-vej i Y11-by. Ligeledes består grundbilaget af booking af flybillet med afrejse den 19. september 2007, hvoraf fremgår at den rejsende er en OH. På grundbilag er med håndskrift anført "Til dækning af flybillet til Spanien for at vurdere / tilbudsgivning i lejlighed"

2008

På konto X2 Rejseomkostninger er der bemærkninger til følgende bilag.

Bilag 20 og 21, begge på 3.000 kr., hvor grundbilag er to kvitteringer af 18. november 2007 fra hæveautomat i Danske Bank, hvor der med håndskrift er påført "vejpenge samt mad til Spanien".

Bilag 40 og 58, på henholdsvis 7.578 kr. og 74.626 kr., hvor grundbilaget er henholdsvis en bankkvittering af 20. november 2007 fra Jyske Bank for køb af 1.000 euro, med håndskrift påført Div. til Spanien, samt meddelelse af 10. januar 2008 om overførsel af 10.000 euro fra H1 Holding til LL, med håndskrift påført lejlighed Spanien. Bilag 58 er godkendt som tilgang på statuskonto X3 Tilgang driftsmidler og inventar som køb af møbler.

Endvidere tre posteringer med tekstangivelsen SBC, på i alt 2.955 kr. Grundbilag vedrørende disse posteringer består alene af PBS-oversigter i H1 Holdings regnskabsmateriale, hvoraf det fremgår, at der er tale om diverse færgebilletter primært mellem Danmark og Sverige.

Der er indsendt en kopi af to reservationer fra Sterling på henholdsvis 2.147 kr. og 2.596 kr. Af reservationerne fremgår, at deltagerne er LL og A med afgang fra København til Malaga henholdsvis den 21. november 2007 og 25. november 2007 og begge retur den 30. november 2007. På LLs reservation er der påført "overtagelse af lejlighed" Der er ikke bilagsreference på bilagene, og det er ikke muligt at finde posteringen. SKAT har godkendt 2.147 kr. fratrukket i H1 Holding vedrørende LLs flyudgift.

På konto X6 Vægtafgift er som en efterpostering bogført refunderede udgifter på henholdsvis 3.321,66 kr., bilag 297, samt 1.366,33 kr., bilag 128, i alt 4.688 kr. Beløbene vedrører dels en ophørt forsikring samt for meget betalt forsikring. Beløbene er fejlagtig udgiftsført. Beløbene skulle have været indtægtsført. Beløbene er modposteret på mellemregningen med G13 Invest A/S.

På konto X6 Vægtafgift og forsikr., perso i datterselskabet G2 Leasing A/S er som bilag 297 "Danske forsikring ??" indtægtsført et beløb på 3.321,66 kr. den 18. marts 2008. Beløbet er modposteret på mellemregningskontoen med H1 Holding.

På konto X8 Spanien er der som bilag 276, med tekst "5000 EUR diverse Spa"fratrukket et beløb på 37.404,50 kr. Grundbilag består af en bankhævning/-overførsel til LLs bankkonto i Barcelona på 5.000 euro den 13. maj 2008. Der er fremlagt fyldestgørende grundbilag på i alt 1.789,44 euro eller cirka 13.420 kr.

På konto X7 Forsikring for 2008 er bogført en enkelt postering på 10.991 kr., bilag 296. Grundbilaget består af en præmieopkrævning fra Danske Forsikring vedrørende en løsøreforsikring for perioden 1. marts 2008 1. marts 2009 med policenummer J ...11. Af policen fremgår, at forsikringen dækker NGs Stambog. Forsikringsstedet er klagerens private bopæl.

Landsskatteretten har ved afgørelse af 17. april 2012, j. nr. 11-03438, ikke anset H1 Holdings køb af NGs' stambog som maskeret udlodning til hovedaktionæren, men rådighedsbeskattet hende heraf. Det fremgår af kendelsen, at bogen er opbevaret på den private bopæl.

SKATs afgørelse 

Den skattepligtige indkomst er forhøjet med 206.614 kr. i 2007 og med 130.408 kr. i 2008.

Udgiftsførte omkostninger, som mangler fyldestgørende grundbilag, hvor ydelsens art fremgår, kan ikke fratrækkes ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, da det ikke er muligt at se, om udgiften er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Udgifter til diverse færgebilletter synes på det foreliggende grundlag at mangle erhvervsmæssig relevans for selskabet, som alene er et holding- og investeringsselskab. Udgiften er således ikke fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Flybilletter til Malaga for to voksne og to børn i januar 2007 er selskabet uvedkommende og alene afholdt i hovedaktionærens interesse, hvorfor udgiften ikke kan fradrages ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Dog er udgiften til direktørens rejse godkendt fradraget, svarende til ¼ af den samlede udgift 11.372 kr. eller 2.843 kr. Udgiften er anset for at vedrører besigtigelse af H1 Holdings lejlighedskøb i Malaga, Spanien.

En checkkopi udstedt til en OH tillige med booking af flybillet, hvoraf fremgår at den rejsende er samme person, er ikke et fyldestgørende grundbilag, som berettiger til fradrag i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Som minimum kræves en faktura fra den nævnte person eller dennes virksomhed, hvoraf ydelsens art fremgår.

I alt forhøjes selskabets skattepligtige indkomst med 206.614 kr. (209.457 kr. 2.843 kr.).

Selskabets skattepligtige indkomst i 2008 forhøjes med ikke dokumenterede rejseudgifter på 86.057 kr., idet SKAT godkender direktørens andel af flyudgift som erhvervsmæssig, (88.204 kr. 2.147 kr.), samt med 23.984 kr. for ikke dokumenterede udgifter vedrørende Spanien.

Indkomsten forhøjes endvidere med for meget fratrukket forsikring på 4.688 kr. samt for lidt medregnet forsikringsrefusion, i alt 9.376 kr.

Selskabets betaling af hovedaktionærens private forsikring er ikke fradragsberettiget ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse 

Udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Bevisbyrden for at der er tale om en fradragsberettiget udgift påhviler den, som fratrækker udgiften.

For 2008 anses forsikringspræmien på 10.991 kr. for afholdt i H1 Holdings interesse i medfør af Landsskatterettens kendelse, j. nr. j. nr. 11-03438. Endvidere er det dokumenteret, at tilbagebetalingen af 3.321,66 kr. i forsikringspenge, bilag 297, er indtægtsført i datterselskabet G2 Leasing ApS.

Vedrørende de øvrige udgifter henvises til det af SKAT anførte.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse for 2007 vedrørende dette punkt, mens forhøjelsen af den skattepligtige indkomst for 2008 nedsættes med 14.313 kr.

Skattepligtigt tilskud

Sagens oplysninger 

Kontospecifikation 6048 er ifølge H1 Holdings kontoplan konto for udbetalt udbytte. Kontospecifikationen mangler i det indleverede materiale for 2007.

Af H1 Holdings posteringsjournal for 2007 fremgår, at der den 27. februar 2007 er bogført 172.800 kr. med teksten "A udbytte". Der er henvist til bilag 206. Af grundbilaget fremgår, at beløbet er hævet fra selskabets bankkonto og indsat på As private bankkonto.

Den 17. juni 2007 er der bogført 240.000 kr. med teksten "udbytte A". Der er henvist til bilag 263. Af grundbilaget fremgår, at beløbet er hævet fra selskabets bankkonto og indsat på A og LLs fælles konto.

Den 27. september 2007 er der bogført 285.000 kr. med teksten "Udbytte udbetalt". Af grundbilaget fremgår, at beløbet er hævet fra selskabets bankkonto og overført til LL, Y6-vej, Y6-by.

H1 Holding har ikke deklareret udbytte ifølge indsendte årsregnskab. Beløbet er beskattet hos A ved SKATs afgørelse af 1. juni 2011. Punktet er ikke påklaget.

Ved revisors efterpostering ultimo 2007 bortkonteres saldoen på konto 6048 udbetalt udbytte for indkomståret 2007 med i alt 697.800 kr. modposten er mellemregningen med datterselskabet G1 Invest ApS.

Saldoen på mellemregningen med G13 Invest A/S pr. 31. oktober 2007 udgør ifølge kontospecifikationen 1.673.083 kr., som også er aktiveret H1 Holdings årsregnskab for 2007. Denne saldo kan afstemmes med mellemregningen ifølge G13 Invest A/S's regnskab for 2007, hvor saldoen pr. 31. oktober 2007, reguleret for revisors efterpostering, udgør 1.673.082 kr.

Selskabets revisor har overfor SKAT gjort gældende, at beløbet vedrører driften af datterselskabet G16 AB.

SKATs afgørelse 

Den skattepligtige indkomst er forhøjet med 697.800 kr.

Selskabets forøgelse af sit tilgodehavende i søsterselskabet G13 Invest A/S på 697.800 kr. mangler reelt indhold og anses derfor for et skattepligtigt tilskud til selskabet, jf. statsskattelovens § 4.

Klagerens påstand og argumenter

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse 

H1 Holding har i kraft af den foretagne efterpostering opnået et formuegode hos datterselskabet G13 Invest A/S, som er skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4, som et skattepligtigt tilskud. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at posteringen på mellemregningskontoen er en fejl, som siden er rettet.

Af denne grund stadfæster Landsskatteretten SKAT's afgørelse vedrørende dette punkt.

Tilgang på konto for driftsmidler og inventar, 2008

Sagens oplysninger 

Med bogføringsdato den 9. marts 2008 er der afholdt en udgift på 26.900 kr., bilag 122, "Pedan F44846". Af grundbilag fremgår, at der er tale om køb af et sammenklappeligt løbebånd (den 26. februar 2008) med leveringsadresse Y6-vej, Y6-by som er hovedaktionærens privatadresse. På bilaget er med håndskrift anført "Spa". Ifølge klageren befinder løbebåndet sig i Spanien.

Som efterpostering er bogført 82.235,70 kr., bilag 9050, "MGT". Beløbet er debiteret tilgang i årets løb og krediteret mellemregningen med G13 Invest A/S. SKAT har ikke kunne finde grundbilag. Af posteringsjournal fremgår, at beløbet oprindeligt kommer fra konto X4 mellemregning med G13 Invest ApS, som mangler i det til SKAT indleverede materiale. Revisor har fremlagt kopi af en bankhævning til udlandet på 12.146 $, svarende til 58.232,68 kr. med bilagsreference 284, som er debiteret mellemregningskontoen med G13 Invest A/S og krediteret bankkontoen. Der er vedlagt korrespondance fra E-bay til LL og en korrespondance mellem en UC og LL, hvor LL anmoder om UCs bankkonto, så penge kan overføres og samtidig spørger om UC har hørt fra transportfirmaet. Af korrespondancen fra E-bay fremgår, at LL har vundet en Triumph TR-6 på E-bay til en pris på 12.646 $. For Landsskatteretten er fremlagt kopi af overførsel af 17.000 $ til LL og As bank i New York den 18. juni 2008.

Endvidere er som efterpostering, bilag 9052, bogført 161.325,17 kr., Tilgang Corvette". Af posteringsjournal fremgår, at beløbet oprindeligt kommer fra konto X4 mellemregning med G13 Invest, som mangler i det til SKAT indleverede materiale. Der er fremlagt udskrift fra Jyske Bank, hvoraf fremgår, at der den 11. april 2008 er overført 130.000 kr. fra H1 Holdings konto til LLs konto. Med håndskrift er påført "Kreditkort til Corvette EK". Endvidere kopi af check af 4. juni 2008 til G20, på 17.000 kr. Med håndskrift er påført "a conto vedr. Corvette 63 ifølge aftale." Endelige er der fremlagt kopi af faktura til G5 (datterselskab) af 29. september 2008 fra G20 vedrørende Projekt Chevrolet Corvette Sting Ray 1963 på 14.400 kr. Der er tale om a-conto husleje.

SKATs afgørelse 

Tilgang på konto for driftsmidler er reduceret med i alt 270.461 kr.

Løbebåndet er ubestridt leveret på hovedaktionærens private adresse, og udgiften anses derfor at være H1 Holding uvedkommende. Vedrørende bilag 9050 anses en bankhævning og en korrespondance ikke som fyldestgørende bilag, hvoraf ydelsens art fremgår. Vedrørende bilag 9052 anses en bankhævning / overførsel ikke som fyldestgørende grundbilag, hvoraf ydelsens art fremgår.

Der er henvist til afskrivningslovens § 5, stk. 2.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse 

Det er en forudsætning for at kunne afskrive på et aktiv, at den afskrivningsberettigede dokumenterer, at der er tale om et afskrivningsberettiget aktiv. Aktiver, som benyttes helt eller delvist erhvervsmæssigt kan afskrives efter afskrivningslovens regler.

Vedrørende bilag 122 bemærkes, at løbebåndet er leveret til klagerens private adresse, som ikke er sammenfaldende med H1 Holdings adresse, og aktivet anses dermed ikke for at være erhvervsmæssigt anvendt.

Vedrørende efterposteringen på 82.235 kr. anses det ikke for godtgjort, at 58.233 kr. vedrører betaling for køb af en Triumph TR6, som i øvrigt ikke anses som et driftsmiddel, jf. afskrivningslovens §§ 1 og 2, stk. 1, men derimod må anses som en lagervare.

For så vidt angår efterposteringen på 161.325 kr. mangler der grundbilag, som dokumentere ydelsens art. Beløbet kan således ikke godkendes som tilgang på driftsmiddelkontoen.

Landsskatteretten stadfæster således SKAT's afgørelse vedrørende dette punkt."

Under hovedforhandlingen er afgivet forklaring af sagsøger A, hendes ægtefælle og tidligere direktør i H1 Holding A/S og af revisor JS.

Parternes synspunkter: 

I BS 10A-517/2015:

Sagsøger har i påstandsdokumentet blandt andet gjort gældende: Ad overskridelse af kendelsesfrist

SKAT fremsendte den 1. oktober 2010 agterskrivelse, hvor de forhøjelser af indkomsten for 2007 og 2008 blev foreslået, jf. bilag 57. SKAT traf på den baggrund afgørelse 1. juni 2011, jf. bilag 4.

SKATs afgørelse er dermed truffet mere end 3 måneder efter agterskrivelsen er fremsendt til A. Afgørelsen er som følge heraf ugyldig.

Der henvises til støtte herfor til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, samt til lovmotiverne til ændringen af skatteforvaltningsloven ved lov nr. 1341 af 19. december 2008 om ændring af skatteforvaltningsloven, registreringsafgiftsloven, tonnageskatteloven og lov om skattenedslag for seniorer, hvor 3-måneders fristen fremgår. Det gøres på den baggrund gældende, at den påklagede afgørelse skulle have været truffet senest den 1. januar 2011. Der blev først truffet afgørelse den 1. juni 2011. SKATs afgørelse er af den grund ugyldig, og SKATs afgørelse skal derfor ophæves.

Ad beskatning af den hævdede rådighed over fri bil Ferrari og Lamborghini

A er for indkomstårene 2007 og 2008 blevet beskattet af fri bil af H1 Holding A/S' Ferrari og for indkomståret 2008 af den af selskabet indkøbte Lamborghini.

H1 Holding A/S indkøbte begge biler som investeringsobjekter og med henblik på udlejning, jf. bilag 1, side 17, 2. afs. Til belysning heraf er fremlagt kopi af selskabets revisors bemærkninger til SKATs i brev af 4. november 2010. Det fremgår heraf på side 3, at revisorens havde en anden kunde, som havde lavet forretning ved investering i "dyre biler" og udlejning heraf, og at revisoren havde drøftet tilsvarende investeringsmuligheder med selskabet, og "derfor besluttede LL at erhverve til formålet en Ferrari F430 og havde bestilt en Lamborghini...".

Sagsøgte har gjort gældende, at H1 Holding A/S købte bilen på LLs 50-års fødselsdag. Det bemærkes hertil, at tidspunktet for udfærdigelse af dokumenterne beroede på leveringstidspunktet af bilen, som hverken G7 GmbH, G6 GmbH eller H1 Holding A/S var herre over. Således fremgår det aftalen i bilag 58, at der var aftalt levering i senest marts 2008 eller så hurtigt fabrikken kunne levere.

Videre har sagsøgte gjort gældende, at købet af Lamborghinien i bilag 58 ikke blev gennemført og at købet i bilag 12-14 er en helt anden handel. Det er ikke korrekt, jf. bilag 87 og bilag 88.

Det fremgår af købsaftalen, at Lamborghinien indledningsvis var tiltænkt til at skulle udlejes via G9 Car rental, jf. bilag 58. Dette blev så ændret til at der blev indgået aftale med G6 i Tyskland, jf. nedenfor.

Rent faktisk blev der, som anført i Landsskatterettens kendelse side 17, 2. afsnit, bestilt to Ferrarier til successiv levering i 2007 og 2008, jf. bilag 18 og 19. Som følge af finanskrisen blev købet af den anden af bilerne annulleret, jf. bilag 20.

LL havde som selskabets direktør udarbejdet en forretningsplan for biludlejning, der fremlægges som bilag 21. Heraf ses, at udlejningen var planlagt til at ske gennem G6 GmbH, og at der forventedes underskrevet to slutsedler pr. år. Ønsket var at dække kundebehovet for "Oplevelser ved anvendelse med luksus/sportsprægede biler." Endvidere fremgår, at der ikke var kendte konkurrenter i Danmark, som udlejede biler af denne karakter. Endelig indeholder forretningsplanen et budget, der forudsætter udlejning 6 måneder om året, hvorved der var budgetteret med et overskud på 232.000 DKK.

Til opfyldelse af formålet indgik H1 Holding A/S herefter kommissionsaftale med G6 GmbH (G6) for de to biler. Kopi af aftalen af 20. marts 2007 vedr. Ferrarien fremlægges som bilag 22, og kopi af aftalen af 14. marts 2008 vedr. Lamborghinien fremlægges som bilag 23. De to aftaler er identiske. Af side to fremgår: "A eller personer i selskabet har ingen forhånds råderet over køretøjet. Hvis og såfremt køretøjet eller fremvises uden G6's forhåndsgodkendelse, kan G6 uden videre skriftligt ophæve nærværende aftale og kræve et evt. bevisligt tab gældende med A." Endvidere fremgår, at bilerne til enhver tid vil stå i aflukkede lokaliteter.

Det har ikke været muligt at finde dokumentation helt tilbage til 2007 og 2008 vedrørende forsøg på udleje/salg af bilerne pga. computerskift, men der er fra 2009 og 2010 fremlagt eksempler på korrespondance vedrørende evt. salg af bilerne, jf. bilag 59-63. Det skal om aftalen i bilag 59 oplyses, at den pågældende russer ikke kunne få banken til at stille garanti for købesummen og derfor blev handlen ikke til noget. Om mailen i bilag 60 skal nævnes, at det oplyste kilometertal svarer til det i vurderingen i bilag 27 anførte.

Det var med finanskrisens indtræden reelt ikke muligt at udleje bilerne, idet der skulle stilles en betragtelig bankgaranti for at indgå lejeaftalen samme grund der førte til at russeren i bilag 59 ikke købte bilen alligevel.

Sagsøgte har gjort gældende, at det er almenkendt, at biler ud fra en økonomisk betragtning udgør et ringe investeringsobjekt. Dette synspunkt bestrides, idet biler som de omhandlede normalt dvs. i ikke-krise-tider stiger i værdi over tid, jf. artikel fra Berlingske Business fra 22. januar 2013 i bilag 65 og udtræk fra HAGI indeksene i bilag 66-68.

Landsskatteretten har i kendelsen side 17, 6. afsnit anført: "Det er herved også tillagt betydning, at kommissions/ udlejningsaftalen er indgået med et firma, som ikke har det som sit forretningsområde at sælge og udleje biler."

Det anførte beror på en fejl, der forsøgtes rettet før retsmødet i Landsskatteretten og som det fremgår af kendelsen uden held. G6 GmbH er en del af G22, der fysisk har til stede på adressen Y7-vej, D-Y7-by. G22 driver fra samme adresse virksomhed med udlejning og salg af bl.a. eksklusive biler som de i sagen omfattede. Til dokumentation herfor fremlægges udskrift fra G22's hjemmeside, hvoraf dette fremgår, jf. bilag 24. Således har G22 som også omfatter G6 GmbH netop har disse forretningsområder, som sine kernekompetanceområder og virksomheden drives fra en og samme adresse.

Der er som bilag 25 og 26 fremlagt kørebøger for de to biler for 2007-2008 og 2008 udarbejdet af G6 GmbH v/ WJ, der havde begge biler i kommission.

G6 GmbH v/ WJ, der havde begge biler i kommission, har også udarbejdet kørebøger for 2009 for Ferrarien indtil den blev afmeldt i december 2009 og for 2009-2010 for Lamborghinien, jf. bilag 90-92.

For Ferrarien bemærkes, at G6 GmbH, der havde bilen i kommission og hvor bilen befandt sig og foretog løbende kørsel i bilerne for undgå stilstandsskader på dæk, kuglelejer mv., har opgjort kilometerstanden til 4.139 ved udgangen af 2009. Da bilen blev kørt til eftersyn hos G23 i Hamburg i juli 2011 var kilometerstanden 4.961 km, jf. bilag 89. De mellemliggende kørte kilometer i løbet af 2010 og 2011 har også været varetaget af G6 GmbH og det har fortsat været for at undgå stilstandsskader på dæk, kuglelejer mv. Det gøres på den baggrund gældende, at det er godtgjort at der ikke har været kørt privat i bilen af A.

For Lamborghinen bemærkes, at G6 GmbH, der havde bilen i kommission og hvor bilen befandt sig og foretog løbende kørsel i bilerne for undgå stilstandsskader på dæk, kuglelejer mv., har opgjort kilometerstanden til 5.599 km ved udgangen af 2010. Da bilen blev kørt til eftersyn hos G23 i Hamburg i juni 2011 var kilometerstanden 6.483 km, jf. bilag 93. De mellemliggende kørte kilometer i løbet af 2011 har også været varetaget af G6 GmbH og det har fortsat været for at undgå stilstandsskader på dæk, kuglelejer mv. samt kørslen til værkstedet på 173 km, jf. bilag 94. Det gøres på den baggrund gældende, at det er godtgjort at der ikke har været kørt privat i bilen af A.

Som det fremgår heraf, har bilerne ikke været benyttet til privat kørsel.

Videre er som bilag 27 fremlagt vurdering af bilernes værdi foretaget af G12 31. december 2009, hvor Ferrariens kilometerstand er aflæst til 4.100 km og Lamborghiniens kilometerstand til 3.800 km.

Landsskatteretten har i kendelsen side 16, sidste afsnit omtalt den anførte kilometerstand på faktura af 26. juni 2007 vedrørende reparation 25. april 2007, jf. bilag 28. Som forklaret under kontorforhandlingen i Landsskatteretten og som det fremgår af kørebogen i bilag 25 og fakturaen i bilag 28 var Ferrarien til service hos Ferrari i Y8-by, Danmark i april 2007. Bilens kilometerstand er anført til 9.458 kr. den 25. april 2007. Den anførte kilometerstand er imidlertid en opskrivning af kilometerstanden foretaget af værkstedet af hensyn til garantien, jf. bilag 29, side 2n.

Landsskatteretten såvel som sagsøgte har ikke fundet det godtgjort, at der var foretaget en sådan opskrivning af kilometerstanden på grund af garantiforholdene, jf. bilag 29 side 2n. Til støtte for opskrivningen af bilens kilometerstand henvises udover forklaringen for Landsskatteretten til de efterfølgende aflæsninger af bilens kilometerstand, der alle viser at bilen ikke havde kørt 9.458 km i april 2007.

Således fremgår dette af den udarbejdede kørebog i bilag 25 fra G6 GmbH. Videre understøttes det af G12s vurdering af bilen pr. 31. december 2009 (bilag 27), at bilen på det tidspunkt havde kørt 4.100 km dvs. 5.158 km mindre end på opskrivningstidspunktet godt halvandet år tidligere i april 2007. Og endelig er den som bilag 89 fremlagt faktura fra Ferrari forhandler G23 i Hamburg godtgjort, at Ferrarien 1. juli 2011 havde kørt 4.961 km. dvs. 4.497 km mindre end på opskrivningstidspunktet 4 år tidligere i april 2007.

Det fastholdes på den baggrund, at retten må lægge til grund, at den anførte kilometerstand på 9.458 km ikke er udtryk for den faktiske kilometerstand i april 2007 og at retten skal lægge kørselsoversigten i bilag 25 til grund for sin afgørelse af sagen og dermed, at det er godtgjort, at A ikke har kørt privat i bilen. Som følge af, at der ikke har været kørt privat i Ferrarien eller Lamborghinien for den sags skyld, er der ikke noget grundlag at beskatte A af værdien af fri bil af de to biler i 2007 og 2008.

Sagsøgte har gjort gældende, at det forhold, at LL efterfølgende købte Ferrarien og Lamborghinien understreger, at bilerne skyldes A og LLs personlige passion for biler. Hvordan sagsøgte kan udlede dette af handlen, jf. bilag 64, undrer og bestrides. Bilerne indgik som led i finansiering af handlen og blev til dels foretages som følge af, at SKAT på det tidspunkt havde varslet beskatningen af fri bil, som er en af denne sags stridspunkter.

Sagsøgte har gjort gældende, at de biler, der er omfattet af HAGI-indekset skal være veteranbiler. Hertil bemærkes, at veteranbiler i skatte-/afgiftsretlig forstand normalt er biler, der mindst har 30 år på bagen, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet for bilerne i indekset. Det fastholdes, at HAGI-indekset viser, at biler som de i sagen omfattede i ikke-krisetider normalt stiger i værdi over tid, hvilket netop alt andet lige gør sådanne biler til gode investeringsobjekter.

H1 Holding A/S' aktiviteter

H1 Holding A/S' formål er "holdingvirksomhed" med kapitalanbringelse og investering. Som det ses af aktiverne i årsrapporterne har selskabet bl.a. investeret i grunde og bygninger. Ligeledes har selskabet løbende investeret i aktier og værdipapirer. Til belysning heraf er fremlagt årsrapporterne og kontoudtræk for 2006-2008, hvoraf det ses, at der bl.a. har været investeret i aktier og obligationer. Endvidere har selskabet løbende investeret i andre biler, jf. kontoudskrift for oktober 2005 og oktober 2006, hvoraf registreringsnummer på selskabets daværende ejede biler fremgår.

Som det ses har H1 Holding A/S således løbende foretaget investeringer i forskellige aktivtyper.

Øvrige biler

As samlevende ægtefælle, LL, ejede i de omhandlede indkomstår 2007 og 2008 en række biler, der har tjent til privat kørsel for LL og A i den omhandlede periode. Derudover var H1 Holding A/S i hele perioden 2007 og 2008 indregistreret som ejer af en Audi A4, hvor LL som registreret som direktør i dette selskab er blevet beskattet af værdi af fri bil af Audi'en i både 2007 og 2008.

A er i 2007-2008 videre blevet beskattet af en Chevrolet Trans og en VW Touareg efter reglen om beskatning af fri bil

A og LL har således i 2007-2008 haft 8-9 biler til deres rådighed for privat kørsel.

Det gøres til støtte for den principale påstand vedrørende beskatning af fri bil i de to indkomstår overordnet gældende, at bilerne ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Der er ikke sammenfald mellem As private bopælsadresse på Y6-vej i Y6-by og H1 Holding A/S' adresse på Y9-vej på Y9. Hertil kommer, at bilerne på intet tidspunkt har befundet sig på As privatadresse eller har været benyttet til privat kørsel. Der var således indgået kommissionsaftale med G6 GmbH, jf. bilag 22 og 23. Bilerne blev leveret på fejeblad hos G6 GmbH og befandt sig fra leveringen hos G6 GmbH, hvilket der er enighed med SKAT og Landsskatteretten om. G22 som også omfatter G6 GmbH har udlejning og salg af biler som sine kerneforretningsområder og virksomheden drives fra en og samme adresse, og Landsskatterettens præmis på dette felt beror derfor på en misforståelse.

Bevisbyrden for privat benyttelse af de to biler påhviler SKAT, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det gøres videre gældende, at der ikke er grundlag for at vende bevisbyrden om og pålægge A at godtgøre, at bilerne ikke har stået til hendes private rådighed. Til støtte herfor skal navnlig fremhæves, at der er udarbejdet forretningsplaner for indkøb, udlejning og ultimativt salg af bilerne; at formålet med købet af bilerne var køb med henblik på udlejning i en periode og salg af bilen, hvis den rette pris kunne opnås. Bilerne havde derfor karakter af drifts-/anlægsaktiver for H1 Holding A/S. Bilerne var egnede til det formål som selskabet havde indkøbt dem til. Det forhold, at markedet med finanskrisen ændrede sig, gør ingen forskel herved. Bilerne var netop egnede til det formål, som selskabet havde indkøbt dem til. Det fremgår af købsaftalen for Lamborghinien, at det indledningsvis var tiltænkt, at bilen skulle have været lejet ud via G9 Car Rental, og der var oprindeligt bestilt flere biler til at udfylde konceptet i forretningsplanen, hvilke pga. finanskrisen blev annulleret. Der er indgået aftale med G6 om udlejning og salg af bilerne, ihht., hvilke aftaler A ikke har kunnet råde over bilerne. Bilerne har fra levering til udgangen af 2010 befundet sig i aflåst aflukkede lokaler hos G6 og har således aldrig befundet sig i nærheden af As bopæl eller A for den sags skyld. De af G6 udarbejdede kørselsoversigter viser, at A da heller ikke på noget tidspunkt har kørt i bilerne, hvilket udelukker beskatning. H1 Holding A/S har betalt G6 for løbende at sørge for vedligeholdelse herunder vedligeholdelseskørsel af bilerne, jf. jf. de udarbejdede kørselsoversigter. Opskrivningen af Ferrariens kilometerstand i april 2007, ikke var udtryk for den faktiske kilometerstand, hvilket efterfølgende aflæsninger af kilometerstanden viser. Der har i familien A og LL været 8-9 biler til privat benyttelse i de omhandlede indkomstår.

Under disse omstændigheder påhviler det skattemyndighederne at godtgøre, at bilen har været benyttet til privat kørsel af A, før der er grundlag for beskatning af fri bil for hende. Denne bevisbyrde har skattemyndighederne ikke løftet. De foretagne forhøjelser skal derfor nedsættes til 0 kr.

Ad aktieindkomst A

Det gøres til støtte for den principale påstand vedrørende nedsættelse af aktieindkomsten for indkomstårene 2007 og 2008 overordnet gældende at der ikke er grundlag for at beskatte A af maskeret udlodning heraf efter ligningslovens § 16A. Bevisbyrden for, at de beløb skal anses som maskeret udlodning til A, påhviler sagsøgte, og det gøres gældende, at sagsøgte ikke har løftet denne bevisbyrde.

Videre bemærkes, at en del af det beløb A er blevet beskattet af som maskeret udlodning ikke vedrører indkomståret 2007, hvorfor der allerede af den grund ikke kan ske beskatning af dette beløb i indkomståret 2007.

For så vidt angår beløbet på 11.431 kr. er der tale periodisering af en del af rejseomkostninger fra indkomståret 2008 til indkomståret 2007. Det bestrides, at dette beløb ikke er fradragsberettiget for selskabet såvel som at der skulle foreligge maskeret udlodning.

Forhøjelse indkomståret 2007 med 214.846 kr. samt 11.431 kr.

SKAT har for indkomståret 2007 underkendt fradrag med 206.614 kr. vedrørende konto X2 for H1 Holding A/S. Samtidig er det fradragne beløb anset for at være maskeret udlodning til A.

Der er fremlagt kontospecifikation for konto X2, med bilag. Revisor har i brev af 4. november 2010 til SKAT redegjort for, hvorfor denne udgiftspost for det første er fradragsberettiget i H1 Holding A/S, og for det andet ikke kan anses som maskeret udlodning til A.

Selskabets revisor har dog allerede inden SKAT traf afgørelse i sagen forklaret at flyudgiften i bogføringsbilag 422 på 11.372 kr. alene skulle have været fradraget med den andel, der vedrørte direktørens tilsyn med selskabets lejlighed, og som følge heraf skal der ikke gives fradrag selskabet for 8.529 kr. heraf, og beløbet skal beskattes som aktieindkomst hos A.

Den af selskabet købte lejlighed var behæftet med alvorlige mangler, hvorfor det har været nødvendigt, at repræsentanter for selskabet løbende har været på stedet med henblik på deltagelse i den omfattende proces, der førte til at manglerne efterfølgende er blevet afhjulpet. Rejseudgifter hertil er i sagens natur fradragsberettigede for selskabet.

Der har i 2007 dels været afholdt udgifter til rejse til Spanien i forbindelse med selskabets køb af lejligheden i Malaga, dels har der igennem 2007 og de efterfølgende år været udgifter til adskillige rejser til Spanien i forsøget på at "redde" selskabets investering og få udbedret manglerne. Som det fremgår af Landsskatterettens kendelse for A er det anerkendt, at lejligheden var så mangelfuld, at Landsskatteretten var enig i, at den var ubeboelig. Der har derfor været nødvendigt i flere omgange at flyve til Spanien i forsøget på at få dokumenteret manglerne og efterfølgende at få samlet andre af ejerne i komplekset til at gå imod sælgeren af lejlighederne. Indsatsen viste sig at bære frugt, da det efter et langt forløb frem til 2012 endte med, at manglerne var udbedret af sælgeren og lejlighederne derefter kunne bebos uden sundhedsmæssige risiko. Oftest har disse rejser været forestået af selskabets direktør LL, men også OH har rejst til Spanien på vegne selskabet i forbindelse med arbejdet med at få manglerne udbedret og anerkendt af sælgeren.

Det skal om rejse-og messeudgifterne i Jylland oplyses, at LL som direktør for H1 Holding A/S var på messe i Herning for at undersøge, om der kunne købes reservedele til de Corvetter, som H1 Holding A/S var ved at istandsætte, jf. nedenfor.

Forhøjelse i indkomståret 2008 med 30.038 kr.

Der indgår i SKAT opgørelse en række beløb udover rejseomkostningerne. Det gøres gældende, at der ikke er noget grundlag at beskatte A af maskeret udlodning af denne udgift for selskabet.

23.984 kr. konto X8.

SKAT har godkendt fradrag for 13.420,50 kr. ud af det samlede beløb på 37.404,50 kr. vedrørende lejligheden i Spanien, jf. bilag 45. Der i det hele er tale om en fradragsberettiget udgift for selskabet og det gøres gældende, at der ikke er noget grundlag at beskatte A af maskeret udlodning heraf.

121.460 kr. bilag 287 M1 (føl)

Der er som bilag 46 fremlagt kvittering for den afholdte udgift til køb af føllet. Fakturaen er udstedt til G16 AB, der tidligere var et datterselskab i koncernen H1 Holding A/S. H1 Holding A/S købte føllet med det formål at starte et dansk stutteri. Hesten afgik ved døden i 2012.

Købet af føllet er erhvervsmæssigt begrundet i selskabets forhold, idet selskabet i lighed med investering i en række andre investeringsaktiver spredte sin risiko ved at investere i en række forskellige aktiver, biler, værdipapirer, heste, antikvariske bøger. Uanset investering i kostbare galopheste ikke eksplicit er omtalt i selskabets formålsbeskrivelse er det ikke desto mindre en investering, der er fradragsberettiget/afskrivningsberettiget på linje med køb af andre fradragsberettigede/ afskrivningsberettigede aktiver, jf. statsskattelovens § 6, jf. afskrivningsloven.

Det skal oplyses, at udgiften på 121.460 kr. var til inseminering. Føllets far er hingsten, M2. Føllet, M1, kom til verden 21. marts 2007 og da føllet viste sig levedygtigt, udstedte G15 Dyrehospital fakturaen. Årsagen til at fakturaen er stilet til G16 AB er, at H1 Holding A/S indtil det svenske selskabs konkurs 24. januar 2007 var dets moderselskab. Som følge heraf besluttede H1 Holding A/S at afholde udgiften til føllet og gå ind i investeringen.

Det gøres gældende, at udgiften er en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet, subsidiært, at der er tale om køb af et afskrivningsberettiget aktiv. Der er derfor intet grundlag at beskatte A af maskeret udlodning heraf.

22.929 kr. bilag 295

H1 Holding A/S købte i 2002 og 2004 2 Corvetter oprindeligt fra 1960 og 1963 med henblik på renovering og efterfølgende salg med fortjeneste for øje. Det er ubestridt, at bilerne er afskrivnings-/fradragsberettigede for selskabet og til eksempel kan nævnes, at SKAT i selskabets afgørelse af 1. juni 2011 har anerkendt køb af reservedele til renovering af Corvetterne med 74.420 kr. Bilerne er indkøbt med henblik på renovering og efterfølgende salg med fortjeneste for øje. Det har ikke været hensigten, at der skulle påbegyndes import og salg af biler i større omfang, men derimod at foretage få og frugtbare investeringer. Da der er tale om biler fra 1960'erne, forudsætter videresalget af disse ikke, at H1 Holding A/S skulle lade sig momsregistreres, da salget af bilerne var omfattet af reglerne om brugtmoms. Det bestrides, at H1 Holding A/S ikke skulle opfylde kravene for "brugtmoms".

Sagsøgte har gjort gældende, at da der alene er fremlagt en følgeseddel, er det ikke godtgjort, at H1 Holding A/S har afholdt udgiften på 22.929,20 kr. Dette bestrides, idet der henvises til kvitteringen for beløbets betaling samt til, at beløbet er udgiftsført i H1 Holding A/S bogføring/ regnskab. Ellers var fradraget aldrig indgået i selskabets skatteansættelse.

Det gøres gældende, at udgiften til bilen er en fradragsberettiget driftsomkostning og der derfor intet grundlag er at beskatte A af maskeret udlodning heraf.

56.904 kr. bilag 421

De fremlagte bogføringsbilag vedrører selskabets køb af reservedele til selskabets Corvette. SKAT har vedrørende samme bil anerkendt udgiften på 74.420 kr. SKAT har da også anerkendt fradrag for 13.669 kr. af det samlede beløb på 66.995 kr.

Vedrørende udgifterne afholdt til reservedele mv. til renovering af selskabets Corvetter, henvises til det ovenfor anførte og de fremlagte bilag, og det gøres gældende, at udgiften til bilen er fradragsberettiget driftsomkostning, og der derfor intet grundlag er at beskatte A af maskeret udlodning heraf.

14.665 kr. bilag 418 og 4.020 kr. bilag 419

Der er fremlagt bankkvitteringer for overførsel af depositum til møbelbutikken i Spanien, G18 S.A. på 119.127,92 kr. og 4.020 kr. SKAT har anerkendt fradrag med 104.463 kr. Der er således tale om, at selskabet har afholdt fradragsberettigede udgifter med 373.502 kr., hvorfor der er af den grund ikke er grundlag til den foretagne forhøjelse af selskabets indkomst. Der er heller ikke grundlag for at beskatte A af maskeret udlodning heraf.

23.754 kr. bilag 421.

Landsskatteretten har anerkendt, at lejligheden var så mangelsbehæftet, at det ikke var muligt at bebo den. Der er tale om fradragsberettigede rejseudgifter i forbindelse med lejligheden og tilsyn med mangler/ mangelsudbedring. Der er derfor intet grundlag at beskatte A af maskeret udlodning.

1.392 kr. bilag 352

Der har som følge af lejligheden i Spaniens mangler været nødvendigt i flere omgange at flyve til Spanien i forsøget på at få dokumenteret manglerne og efterfølgende at få samlet andre af ejerne i komplekset til at gå imod sælgeren af lejlighederne. Oftest har disse rejser været forestået af selskabets direktør LL, men også OH har rejst til Spanien på vegne selskabet i forbindelse med arbejdet med at få manglerne udbedret og anerkendt af sælgeren, jf. det ovenfor anførte herom.

Udgiften er fradragsberettiget for selskabet. Og der er derfor intet grundlag at beskatte A af maskeret udlodning heraf.

Forhøjelse for indkomståret 2008 med 270.461 kr.

26.900 kr. bilag 122

Løbebåndet er leveret til selskabet på LLs hjemmeadresse på Y6-vej, jf. bilag 53. Således adskiller løbebåndet sig ikke fra en lang række andre møbler og indbogenstande, som selskabet fik leveret i Danmark og som herefter blev transporteret til selskabets lejlighed i Spanien. Det svarer også til påtegningen på fakturaen "Spanien, jf. bilag 53. Løbebåndet har derfor indgået i den møblerede lejlighed som selskabet udlejede i 2009.

Det gøres gældende, at løbebåndet er en udgift afholdt i selskabets interesse og derfor skal medregnes i selskabets anlægskartotek/ driftsmiddelkonto for indkomståret 2008. Der er derfor intet grundlag at beskatte A af maskeret udlodning heraf.

Renovering af selskabets Corvetter 272.342,83 kr.

H1 Holding A/S købte i 2002 og 2004 to Corvetter oprindeligt fra 1960 og 1963 med henblik på renovering og efterfølgende salg med fortjeneste for øje. Det er ubestridt, at bilerne er afskrivnings-/fradragsberettigede for selskabet og til eksempel kan nævnes, at SKAT i selskabets afgørelse af 1. juni 2011 har anerkendt køb af reservedele til renovering af Corvetterne med 74.420 kr.

Selskabets revisor har til brug for sagen om H1 Holding A/S gennemgået anlægskartoteket for Corvetterne og fundet ud af, at den oprindeligt foretagne efterpostering af tilgang i løbet af året på 161.325 kr. i stedet skulle være 272.342,83 kr. Det gøres derfor gældende, at tilgangen på driftsmiddelkontoen for Corvetterne (anlægskartotek nr. 13) i stedet for den foretagen nedsættelse med 161.325 kr. skal forhøjes, så den udgør 272.342,83 kr. Der er derfor intet grundlag at beskatte A af maskeret udlodning.

82.235,70 kr. bilag 291

Revisor har i efterposteringen vedrørende anlægskartoteket nr.15 for køb af en Triumph oprindeligt opgjort dette beløbsmæssigt til 82.235,70 kr. ud fra bankkvitteringen i bilag 55. Efter revisors gennemgang af anlægkartoteket til brug for sagsforberedelsen kan det konstateres, at udgiften til købet udgør 58.232,68 kr., jf. bilag 56, sidste side. Det gøres derfor gældende, at tilgangen på driftsmiddelkontoen for Triumphen (anlægskartotek nr. 15) i stedet for den foretagen nedsættelse med 82.235,70 kr. alene skal nedsættes, så tilgangen af driftsmidler for dette aktiv i 2008 udgør 58.232,70 kr. Denne fejlrettelse i selskabets afskrivningsgrundlag fører imidlertid ikke til, at der er grundlag for at opretholde nogen del af den foretagne forhøjelse med 82.235,68 kr. og den foretagne ansættelse på 82.235,68 kr. skal derfor nedsættes til 0 kr. Det gøres gældende, at der er tale om køb af et afskrivningsberettiget driftsmiddel for selskabet.

Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres det gældende, at såfremt retten måtte finde, at sagen skal hjemvises til fornyet ligning med mere eller mindre konkrete retningslinjer udstukket af retten, så er der med påstanden mulighed herfor.

Sagsøgte har i henhold til påstandsdokumentet blandt andet gjort gældende:

Over for sagsøgers principale påstand gøres det gældende, at SKAT ved afgørelsen af 1. juni 2011 har overholdt ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., hvorfor der ikke er grundlag for at ophæve afgørelsen.

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., kan Told-og Skatteforvaltningen ikke afsende varsel om foretagelse eller ændring af en indkomstansættelse senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne sag vedrører indkomstårene 2007 og 2008, hvorfor varsel skulle afsendes senest den 1. maj 2011 vedrørende 2007 og senest den 1. maj 2012 vedrørende 2008. SKAT varslede forhøjelsen allerede ved agterskrivelsen af 1. oktober 2010. Varslet er derfor ubestridt rettidigt.

Selve ansættelsen skulle i henhold til § 26, stk. 1, 2. pkt., ske senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, det vil sige senest den 1. august 2011 vedrørende 2007 og senest den 1. august 2012 vedrørende 2008. Ansættelsen skete allerede den 1. juni 2011 og er derfor også rettidig og dermed ikke ugyldig.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. punktum, skal ikke forstås sådan, at ansættelsen under alle omstændigheder skal være foretaget senest 3 måneder efter agterskrivelsen. Et sådant resultat vil være i åbenbar strid med lovens ordlyd og har ikke støtte i lovmotiverne eller i retspraksis.

Der er således intet grundlag for sagsøgers indsigelser vedrørende ansættelsesfristen, og der er således heller ikke grundlag for at "ophæve" SKATs afgørelse.

Hertil kommer, at det forhold, at H1 Holding A/S har afholdt udgifter, der ikke relaterer sig til selskabets drift, på vegne af sin hovedanpartshaver, må anses for kontrollerede transaktioner i medfør af Skattekontrollovens § 3 B. Sådanne kontrollerede transaktioner er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, hvorefter fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og stk. 2, først udløber i det 6. år efter indkomstårets udløb.

Sagsøger har ikke bestridt at være omfattet af § 26, stk. 5. Hendes synspunkter om, at ansættelsen i alle tilfælde skal være foretaget senest 3 måneder efter agterskrivelsen, må derfor forstås således, at disse ligeledes gøres gældende i relation til forståelsen af § 26, stk. 5.

Rette hjemmelshenvisning i relation til formalitetsindsigelsen må derfor under alle omstændigheder være skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Forhøjelse af sagsøgers personlige indkomst for 2007 med 788.355 kr. og for 2008 med 2.172.361 kr. (Ferrari og Lamborghini)

Det gøres overordnet gældende, at H1 Holding A/S i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, stillede de i sagen omhandlede biler, en Ferrari F430 Spider F1 og en Lamborghini, til rådighed for sagsøgers private benyttelse i perioden fra 1. marts 2007 til 31. december 2008 for så vidt angår Ferrarien og fra 1. marts 2008 til 31. december 2008 for så vidt angår Lamborghinien. Landsskatterettens resultat, hvorefter der skal ske rådighedsbeskatning i 2007 med et beløb på kr. 788.355 og i 2008 med et beløb på kr. 2.172.361, er derfor rigtigt.

Sagsøger gør gældende, at de faktiske omstændigheder i denne sag fører til, at det påhviler skattemyndighederne at påvise, at der er kørt privat i Ferrarien og Lamborghinien, og at bilerne stod til rådighed for sagsøgers private kørsel. I denne sag, hvor sagsøger er eneaktionær i det selskab, der ejede bilerne, H1 Holding A/S, og som havde holding- og investeringsvirksomhed som hovedaktivitet, og hvor der er tale om to særlige og kostbare biler, der ikke er egnet til at opfylde selskabets erhvervsmæssige behov, har sagsøger bevisbyrden for, at bilerne ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Sagsøger gør gældende, at bilerne var egnet til det formål, som H1 Holding A/S indkøbte dem til, som angiveligt skulle være udlejning og efterfølgende salg med fortjeneste gennem det tyske selskab, G6 GmbH, og henviser i den forbindelse til den fremlagte forretningsplan.

Hverken Ferrarien eller Lamborghinien har imidlertid været udlejet i 2007 og 2008. Der foreligger end ikke dokumentation for forsøg herpå, idet bemærkes, at der udelukkende foreligger dokumenter herom fra 2009, som ligger efter den for sagen relevante periode. Herudover foreligger der korrespondance angående forsøg på salg/ønske om salg af Lamborghinien fra 2014, hvor Lamborghinien ikke længere tilhørte H1 Holding A/S, men derimod var ejet af LL.

Herudover bestrides, at de omhandlede biler overhovedet er velegnede som investeringsobjekter. Tværtimod, købte LL bilerne privat samtidig med Bentley'en til priser, der ligger over 50 % under indkøbsprisen vedrørende Ferrarien og 46 % under indkøbsprisen vedrørende Lamborghinien. Det er almenkendt, at biler ud fra en økonomisk betragtning udgør et ringe investeringsobjekt. Det fremlagte materiale vedrørende veteranbilers prisudvikling ses ikke at være af relevans for sagen. I denne sag er der ikke tale om veteranbiler, men derimod om "almindelige" luksusbiler.

Det bestrides således, at der er nogen som helst realitet bag den fremlagte forretningsplan. Formålet med indkøbene af bilerne udsprang derimod alene af sagsøgers (og LLs) personlige passion for biler.

Selvom det lægges til grund, at bilen ikke har været parkeret ved sagsøgers bopæl, påhviler det under disse omstændigheder, hvor selskabet på ingen måde har haft behov for bilerne, hende at sandsynliggøre, at bilerne ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Denne bevisbyrde har sagsøger ikke løftet.

Det er selve rådigheden og ikke den faktiske kørsel, der beskattes. Sagsøger kan ikke afkræfte formodningen for privat rådighed og benyttelse af bilerne blot ved at hævde, at de ikke blev benyttet privat. Derimod kræves det, at der forelægges konkret bevis for, at bilerne ikke var til rådighed og blev anvendt privat. Et sådant bevis kan navnlig og efter retspraksis i realiteten på eneste måde føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab. Der er ikke ført kørebog og dermed ikke afkræftet formodningen om, at bilerne var til rådighed for og blev benyttet til privat brug. Der stilles strenge krav til et kørselsregnskab, og det fremgår af den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C,A.5.14.1, at en kørebog skal føres dagligt og indeholde oplysninger om den eksakte dato for kørslen, hvorfra og hvortil kørslen er foregået, således at kørselsregnskabets rigtighed kan kontrolleres. De fremlagte kørselsoversigter, udarbejdet af WJ, opfylder ikke disse krav. Det er ikke godtgjort, at de udaterede kørselsoversigter, er ført løbende, og det må derfor lægges til grund, at de er udarbejdet efterfølgende, hvorfor de ikke kan tillægges bevismæssig betydning. Derudover fremgår det ikke af kørselsoversigterne, at der er tale om de i sagen omhandlede biler ejet af H1 Holding A/S, ligesom kørselsoversigten vedrørende Ferrarien ikke stemmer overens med Ferrariens kilometerstand, som den 25. april 2007 blev aflæst til 9.458 km af G8 A/S i forbindelse med en reparation. I den forbindelse kan der ikke lægges vægt på LLs forklaring om opskrivning af kilometerstand af hensyn til garantien eller på de kilometertal, der er anført i vurderingen af de to biler foretaget den 31. december 2009 af G12, som ikke fysisk havde bilerne til stede.

Sagsøger har heller ikke fremlagt eller på anden måde godtgjort eksistensen af en skriftlig aftale med H1 Holding A/S, hvorefter hun ikke måtte benytte Ferrarien og Lamborghinien til privat brug. H1 Holding A/S' kommissionsaftaler med selskabet G6 afskærer heller ikke sagsøgers rådighed over bilerne, idet aftalerne udelukkende afskærer en "forhånds råderet". Kommissionsaftalerne er således udformet på en sådan måde, at der under alle omstændigheder sikres adgang til en vis privat brug for sagsøger. Da bilerne i øvrigt aldrig har været udlejet, forekommer aftalerne at være uden realitet.

At bilerne blev stillet til rådighed for sagsøger, bestyrkes endvidere af, at G6's forretningsområde angår hjælp til indregistrering samt opbevaring af biler, så erhvervsfolk kan opnå besparelser på indregistrering af en bil ved kørsel i Europa, og bilentusiaster kan købe deres drømmebil og køre overalt i Europa, jf. det fremlagte udprint fra G22.de's hjemmeside. Det forhold, at bilerne har været opbevaret hos G6 i Tyskland ændrer ikke ved, at sagsøger har kunnet benytte bilerne til privat brug ved at rejse til Tyskland.

Den omstændighed, at der i øvrigt var private biler i husstanden i perioden, og at sagsøger i perioden er blevet beskattet af værdi af fri bil af en Chevrolet Trans og en VW Touareg, er ikke afgørende for vurderingen af, om Ferrarien og Lamborghinien har været stillet til sagsøgers rådighed. Det afgørende er, at hun havde rådighed over bilen, og at man beskattes af alle de biler, man har til rådighed.

Herudover bemærkes, at det høje antal af biler til rådighed for sagsøger og ægtefællen LL både privat og gennem deres selskaber viser, at ægteparret har en betydelig privat interesse for biler, herunder dyre luksusbiler, hvilket bestyrker, at bilernes er indkøbt i deres private interesse og ikke er begrundet i holding- og investeringsselskabets drift.

Sammenfattende gør sagsøgte gældende, at selskabets køb af Ferrarien og Lamborghinien ikke var begrundet i selskabets forhold, men alene udsprang af sagsøgers og hendes mands personlige passion for biler, herunder dyre og eksklusive biler, hvilket yderligere understøttes af, at LL privat har købt både Lamborghinien, Ferrarien og Bentley'en ud af selskaberne. I øvrigt bemærkes, at H1 Holding A/S købte Lamborghinien på LLs 50-års fødselsdag den 11. marts 2008.

Forhøjelse af sagsøgers aktieindkomt for 2007 og 2008

Det gøres gældende, at dels private, dels udokumenterede udgifter til rejser, indkøb i Spanien, Corvetter og indkøb af et føl reelt må anses for at være afholdt til varetagelsen af sagsøgers personlige og dermed selskabet uvedkommende interesser og derfor udgør skattepligtige udlodninger til hende.

Ligningslovens § 16 A, stk. 1 betyder, at sagsøger er skattepligtig ikke blot af deklareret udbytte, men af enhver udlodning fra selskabet uanset hvordan denne er betegnet der anvendes til et for selskabet uvedkommende formål.

Det er sagsøger, der som udgangspunkt har bevisbyrden for, at udgifterne på i alt 452.743 kr. for 2007 og 300.499 kr. for 2008, som sagsøger er blevet beskattet af som maskeret udlodning, har været fradragsberettigede udgifter for H1 Holding A/S i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, herunder at udgifterne har haft en sådan konkret og direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, at disse kan anses for at være erhvervsmæssige udgifter.

I denne sag kan der konstateres betydelige uregelmæssigheder i bogføringsforholdene i H1 Holding A/S, som sagsøger er eneaktionær i, hvorfor sagsøger må føre et sikkert bevis for, at udgifterne er fradragsberettigede hos H1 Holding A/S, at hun derfor ikke skal beskattes heraf som maskeret udlodning.

Af betydelige uregelmæssigheder i regnskabet kan blandt andet henvises til, at indtægter er blevet udgiftsført og fratrukket som driftsomkostninger i selskabet; at selskabet har afholdt udgifter vedrørende et andet selskabs køb af et føl, og at selskabets revisor i 2014- dvs. 5 år efter indkomståret 2008 har fundet behov for at udarbejde en revideret opgørelse af selskabets anlægs-kartotek vedrørende Corvetter, hvorved en efterpostering på 161.325 kr. ifølge revisoren rettelig burde være 272.342,83 kr. Dokumentation for selskabets afholdte udgifter består i vidt omfang udelukkende består af kontoudtog, hvoraf udgifternes art ikke fremgår.

Rejseomkostninger i 2007 på 207.619 kr.

Udgifter bogført på H1 Holding A/S' konto "X2 Rejseomkostninger" for 2007 angår følgende poster:

Udgifter ført på G13 Invest A/S mellemregningskonto med H1 Holding A/S  32.070,78 kr.

32.070,78 kr.

Rødby-Putgarden og Helsingør-Helsingborg ("SBC")

3.958,00 kr. 

Rejser til Spanien ("B 352 flybillet")

1.392,00 kr.

G13 Invest A/S' Rejseudgifter ("rejseudgifter")

158.767,33 kr.

I alt

196.188,11 kr.

 

Derudover har H1 Holding A/S i november 2007 afholdt rejseomkostninger på kr. 11.431, som grundet selskabets forskudte regnskabsår (1. november 31. oktober) er bogført på H1 Holding A/S' konto "X2 Rejseomkostninger" for 2008 (bilag 40). Beløbet angår følgende udgifter:

Vejpenge samt mad til Spanien

6.000,00 kr.

Diverse til Spanien

5.431,00 kr.

I alt

11.431,00 kr.

Det gøres overordnet gældende, at der ikke foreligger dokumentation for, at der er afholdt udgifter til rejser som udgør fradragsberettigede driftsomkostninger for H1 Holding A/S. Det anerkendes direkte af sagsøger, at der ikke foreligger bilag, og forklaringer under hovedforhandlingen fra sagsøger, og hendes ægtefælle, LL, samt fra revisor, JS, kan ikke godtgøre, at H1 Holding A/S har afholdt fradragsberettigede udgifter.

Vedrørende udgifterne på mellemregningskontoen 32.070,78 kr. foreligger der udelukkende kontoudtog fra World Signia og kontoudtog fra G13 Invest A/S' konto i Jyske Bank. Disse bilag dokumenterer ikke, at der er tale om fradragsberettigede driftsudgifter. Udgifternes nærmere karakter fremgår ikke. Sagsøger har ikke fremlagt de bagvedliggende fakturaer vedrørende de enkelte udgiftsposter, hvoraf ydelsernes art fremgår.

Udgifter vedrørende Rødby-Putgarden og Helsingør-Helsingborg på 3.958 kr. har alle posteringsteksten "SBC", og består af PBS-oversigter for H1 Holding A/S, hvoraf fremgår, at beløbene vedrører "Rødby-Putgarden/Rødby" og "Helsingør-Helsingborg/Helsingør". Disse bilag dokumenterer heller ikke, at der er tale om fradragsberettigede driftsudgifter, idet udgifternes nærmere karakter ikke fremgår, og sagsøger har ikke fremlagt de bagvedliggende fakturaer vedrørende de enkelte udgiftsposter, hvoraf ydelsernes art fremgår. Det er således i det hele udokumenteret, at der er tale om udgifter, som er afholdt til brug for selskabets drift, hvorfor beløbet udgør skattepligtige udlodninger til sagsøger.

Vedrørende udgiftsposten på 1.392 kr., som ifølge det oplyste angår en flybillet til OH, gøres det gældende, at sagsøger ikke har dokumenteret, at udgiften er afholdt i selskabets interesse for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Den håndskrevne checkkopi, påført teksten "Til dækning af flybillet til Spanien for at vurdere/tilbudsgivning i lejlighed", udstedt til OH, Y5-vej og underskrevet af LL, udgør ikke tilstrækkelig dokumentation herfor. På ordrebekræftelsen fra Travellink (bilag 38) sendt til oh@oh.dk er pris og destination endvidere ikke synlig og kan derfor heller ikke udgøre dokumentation for, at udgiften er fradragsberettiget for H1 Holding A/S. Sagsøger har ikke fremlagt dokumentation i form af en faktura for den vurdering/tilbudsgivning, som OH ifølge posteringsteksten skulle udføre, og der er heller ikke redegjort for relevansen af en sådan vurdering/tilbudsgivning for H1 Holding A/S.

Det gøres gældende, at det ikke er godtgjort, at G13 Invest A/S' rejseudgifter på 158.767,33 kr. er afholdt i H1 Holding A/S' interesse og for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Den dokumentation, der er fremlagt for de afholdte rejseudgifter, er ikke tilstrækkelig, idet der udelukkende findes kontoudtog fra World Signia, hvoraf ydelsernes karakter ikke kan udledes.

Angående posteringen på 58 kr. med teksten "Herning messe kaffe" samt udgift på 356 kr. med posteringsteksten "Mols Linen mad" gøres det gældende, at det ikke er dokumenteret, hvorledes kaffe og wienerbrød på en messe i Herning eller et restaurantbesøg på Mols-Linien relaterer sig til H1 Holding A/S' drift, og udgifterne må anses som værende af privat karakter, afholdt i sagsøgers interesse og dermed en skattepligtig udlodning til sagsøger, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Ved afgørelsen af 1. juni 2011 forhøjede SKAT derudover sagsøgers aktieindkomst for 2007 med udokumenterede udgifter på 266.009 kr. bogført i H1 Holding A/S som tilgang på andre anlæg og driftsmidler. Denne forhøjelse nedsatte Landsskatteretten med 20.885 kr. til 245.124. kr. Ved en fejl er der i Landsskatterettens kendelse anført 245.885 kr. og ikke 245.124 kr.

Beløbet på 245.124 er bogført på H1 Holding A/S' konto X3

"Tilgang i årets løb" for 2007 og angår følgende punkter:

Indkøb af føl 121.460 kr.

Autotilbehør Corvette 22.929 kr.

Autotilbehør 56.904 kr.

Lejligheden i Spanien

(indeholdt i posteringen "Inventar i alt Spanien")

Rejseudgifter til Spanien 1.392 kr.

(indeholdt i posteringen "Inventar i alt Spanien")

I alt 245.124 kr.

 

Sagsøgers oplysning i stævningen på side 6, om at H1 Holding A/S ville opstarte et dansk stutteri kan ikke lægges til grund, og der fremgår heller ikke oplysninger om en sådan udvikling for selskabet i årsrapporten for 2006/2007, hvor det under punktet "Forventet udvikling" på side 7 fremgår, at koncernen i det kommende år forventer at erhverve en eller flere ejendomme. Derudover fremgår det af den i bilag 46 fremlagte faktura, at denne er adresseret til et svensk selskab, G16 AB. Sagsøger gør gældende, at G16 AB er et datterselskab. Selskabet fremgår imidlertid ikke som datterselskab i H1 Holding A/S' årsrapporter for 2007 og 2008, og af udskrift fra Bolagsverket vedrørende G16 AB fremgår, at der den 14. november 2006 blev iværksat likvidation af selskabet.Det gøres gældende, at udgiften på kr. 121.460 til indkøb af et føl er H1 Holding A/S uvedkommende, og ikke er en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet. H1 Holding A/S har holding- og investeringsvirksomhed som hovedaktivitet, hvorfor købet af et føl ikke er erhvervsmæssigt begrundet i selskabets forhold.

I forhold til udgifterne til de to Corvetter gøres det helt overordnet gældende, at det ikke er godtgjort, at der er tale om driftsmidler for H1 Holding A/S. Selskabet har som nævnt holding- og investeringsvirksomhed som hovedaktivitet, hvorfor bilerne ikke har en driftsmæssig relevans for selskabet, men i stedet må anses for indkøbt og renoveret som følge af LL og sagsøgers personlige interesse for biler. Beløbene udgør derfor skattepligtige udlodninger til sagsøger, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Selskabet har oplyst, at Corvetterne blev indkøbt med henblik på renovering og efterfølgende salg med fortjeneste for øje. I den forbindelse er fremlagt en faktura i bilag 75 angående salg af to Corvetter for kr. 475.000 ekskl. moms.

H1 Holding A/S er ikke momsregistreret, og har heller ikke pålagt moms på fakturaen, hvilket bestyrker, at selskabet ikke har haft til hensigt at drive virksomhed med køb og salg af biler, men at Corvetterne er indkøbt, renoveret og solgt igen som led i A og LLs personlige interesser for biler. I den forbindelse bemærkes, at hvorvidt der har været tiltænkt import og salg af biler i større omfang, eller derimod få og frugtbare investeringer med hensyn til de i sagen omhandlede Corvetter, er ikke af betydning i forhold til momspligten.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at der ikke har været behov for, at H1 Holding A/S lod sig momsregistrere, idet salget af bilerne var omfattet af reglerne om brugtmoms i momslovens kapitel 17. De særlige regler om brugtmoms indebærer, at der alene beregnes moms på baggrund af 80 pct. af avancen af videresalget af en brugt vare, modsat momslovens udgangspunkt om, at der beregnes moms af hele vederlaget, jf. momslovens § 27, stk. 1. Sagsøgeren kan imidlertid ikke anvende de særlige regler om brugtmoms, allerede fordi der ikke er ført særligt regnskab med salget, og der ikke er udstedt fakturaer, jf. momslovens § 70, stk. 4. Momsbekendtgørelsens §§ 92 og 93 indeholder særlige faktura- og regnskabskrav, herunder krav om lagernummer for brugte køretøjer. Kravene skal overholdes, såfremt brugtmomsordningen skal anvendes. Når regnskabskravene ikke er opfyldt, kan ordningen ikke anvendes.

I øvrigt bemærkes, at det oplyste kontonummer på fakturaen ikke er selskabets kontonummer.

At der tidligere er godkendt tilgang på selskabets konto vedrørende Corvetter ændrer ikke ved, at Corvetterne ikke udgør afskrivningsberettigede driftsmidler i afskrivningslovens § 5, stk. 2's forstand.

Herudover har sagsøger for så vidt angår beløbet på kr. 22.929 alene fremlagt en følgeseddel fra G17 AB, samt en kvittering fra Jyske Bank for en kontanthævning på kr. 22.929,20. Der er således ikke fremlagt en faktura, der godtgør, at H1 Holding A/S reelt har afholdt den pågældende udgift.

Sagsøger har heller ikke med kontoudtrækket fra G13 Invest A/S' mellemregningskonto med H1 Holding (bilag 48) samt dertilhørende bilag, godtgjort, at H1 Holding A/S har afholdt fradragsberettigede driftsomkostninger for så vidt angår beløbet på kr. 56.904. Bilagene udgør alene kontoudtog fra World Signia og Jyske Bank, samt to kvitteringer af UPS-udbringninger, og heraf fremgår ydelsernes karakter ikke.

Fakturaerne fra G24's udstedt til OH, dokumenterer ikke, at H1 Holding A/S har afholdt fradragsberettigede driftsomkostninger. Det samme gør sig gældende, for fakturaerne fra G24's, der er udstedt til LL. Adresse, telefonnummer, kundenummeret på fakturaerne er dog uændret og tilhører OH. De pågældende fakturaer angår i øvrigt kun et samlet beløb på kr. 23.973.

I øvrigt bemærkes, at på denne mellemregningskonto figurer et beløb på kr. 6.515,78 med posteringsteksten "Lejlighed TIF Spani", som ligeledes er udgiftsført på H1 Holding A/S' konto X2 "Rejseomkostninger", hvorfor dette beløb også af denne grund ikke er en fradragsberettiget driftsomkostning.

Udgiftsposterne på kr. 22.929 og kr. 56.904 indgik ligeledes i H1 Holding A/S' skattesag, hvor beløbene figurerede på selskabets driftsmiddelkonto for 2007. Ved SKATs afgørelse vedrørende selskabet blev disse poster på driftsmiddelkontoen reduceret. Dette blev ikke påklaget til Landsskatteretten.

Vedrørende udgiften på kr. 42.439 vedrørende lejligheden i Spanien foreligger der ikke dokumentation for, at beløbet på kr. 42.439 er afholdt af H1 Holding A/S for at sikre selskabets indkomsterhvervelse, og beløbet udgør derfor skattepligtige udlodninger til sagsøger, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Beløbet er en del af posteringen "Inventar i alt Spanien" på kr. 474.698,34, der er udgiftsført på H1 Holding A/S' konto X3 "Tilgang i årets løb". Sagsøger har ikke med de fremlagte bilag godtgjort, at H1 Holding har afholdt fradragsberettigede driftsomkostninger. Bilagene udgør alene kontoudtog fra World Signia og kvitteringer fra Jyske Bank for overførsler fra H1 Holding A/S til G18 S.A. og G25 S.C, hvoraf ydelsernes karakter ikke kan udledes.

Posten rejseudgifter Spanien kr. 1.392 er bogført på H1 Holding A/ S's konto "Tilgang i årets løb", indeholdt i posteringen "Inventar i alt Spanie", til trods for at der er tale om en rejseudgift, der også allerede er bogført på konto X2 "Rejseomkostninger". Udgiftsposten kan således allerede af denne grund ikke indgå som en tilgang på H1 Holding A/S' driftsmiddelkonto for 2007. Det ses i øvrigt ikke, hvorledes rejseudgiften angår et driftsmiddel for H1 Holding A/S.

På H1 Holding A/S' konto X8 "Spanien" for 2008 er udgiftsført kr. 37.404,50, hvoraf der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for kr. 23.984. Dette beløb har SKAT beskattet hos sagsøger som maskeret udlodning i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1 hvilket Landsskatteretten har stadfæstet.

Vedrørende udgifter på i alt kr. 23.984, der er udgiftsført på H1 Holding A/S' konto X8 "Spanien" under posteringen "5000 EUR diverse Spa", gøres det gældende, at der ikke foreligger dokumentation for, at beløbet er en for selskabet fradragsberettiget driftsomkostning, og beløbet udgør derfor en skattepligtig udlodning til sagsøger. Som dokumentation for den afholdte udgift findes alene en overførsel på 5000 euros fra H1 Holding A/S' konto i Jyske Bank til en konto i udlandet, der tilhører sagsøgers mand, LL. Heraf kan ikke udledes, at udgiften er afholdt i H1 Holding A/ S' interesse og for at sikre selskabets indkomsterhvervelse.

På H1 Holding A/S' konto X3 "Tilgang i årets løb" for 2008 er udgiftsført: løbebånd med 26.900 kr., bankoverførsel med 82.235,70 kr. og tilgang Corvette med 161.325,17 kr., i alt 270.461,00 kr.

Det gøres gældende, at de udgifter udgør dels hovedaktionærens private udgifter, der er selskabet uvedkommende, dels udgifter hvor det ikke er dokumenteret, at udgifterne vedrører et for selskabet anskaffet driftsmiddel. Derfor er Landsskatterettens resultat, hvor beløbet på kr. 270.461 beskattes som maskeret udlodning hos sagsøger for indkomståret 2008 i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1, korrekt.

For så vidt angår udgiften på kr. 26.900 blev løbebåndet ikke leveret til H1 Holding A/S' adresse på Y10-vej i Y10-by, men til LLs og sagsøgers private adresse. I stævningen blev oplyst, at løbebåndet er stillet til rådighed for alle ansatte i H1 Holding A/S. Dette fremgår også af selskabets bemærkninger i forbindelse med sagens behandling hos SKAT, jf. SKATs sagsfremstilling, og selskabets bemærkninger for Landsskatteretten. Hertil skal bemærkes, at H1 Holding i 2007 og 2008 gennemsnitligt beskæftigede to ansatte, nemlig sagsøger og LL. Denne oplysning bestyrker således kun, at udgiften er afholdt i sagsøger, interesse, og derfor udgør en privat udgift, der skal beskattes hos sagsøger som maskeret udlodning. Sagsøger har senere under sagens forberedelse oplyst, at løbebåndet ikke blev stillet til rådighed for de ansatte i H1 Holding A/S, men derimod blev indkøbt for at skulle indgå som en del af møblementet i den udlejningslejlighed, som H1 Holding A/S ejer i Malaga.

Den omstændighed, at der er afgivet skiftende oplysninger om løbebåndet må tillægges bevismæssig skadevirkning for sagsøger.

Vedrørende en udgift på 82.235,70 kr. gøres det gældende, at det ikke er dokumenteret, at udgiften er afholdt til anskaffelse af driftsmidler til selskabet, og udgiften skal derfor beskattes hos sagsøger som maskeret udlodning.

Den fremlagte bankkvittering på overførsel af kr. 82.235,70 til USA, som sagsøger har fremlagt, lyder på LL og sagsøger som betalingsmodtagerne, hvilket bestyrker, at der ikke for beløbet er anskaffet et driftsmiddel til selskabet. Den fremlagte e-mail-korrespondance vedrørende køb af en sportsvogn af mærket "Triumph TR-6" på E- bay til en værdi af 12.646 USD (58.232,68 kr.), ses ikke at vedrøre overførslen på de 82.235,70 kr., idet der foreligger en særskilt bankkvittering for en overførsel på 58.232,68 kr. fra H1 Holding A/S' bankkonto til en UC og TU, som ifølge e-mail-korrespondancen skulle have solgt sportsvognen.

Selv hvis de 82.235,70 kr. vedrører køb af den nævnte sportsvogn, så har sagsøger ikke godtgjort, at udgiften til køb af sportsvognen er en fradragsberettiget driftsomkostning, da H1 Holding A/S har holding- og investeringsvirksomhed som hovedaktivitet, og købet af sportsvognen derfor ikke ses at være erhvervsmæssigt begrundet i selskabets forhold, men må anses for eneaktionærens private udgift.

Vedrørende det resterende beløb på 24.003,02 kr., der udgør differencen mellem de 82.235,70 kr. og 58.232,68 kr., har selskabets egen revisor i brev af 29. april 2011 oplyst, at der ikke foreligger dokumentation for, hvad dette beløb er anvendt til.

Der foreligger således ingen dokumentation for, at de 82.235,70 kr. er anvendt til at sikre H1 Holding A/S' indkomsterhvervelse, og derfor skal beløbet beskattes hos sagsøger som maskeret udlodning.

Med hensyn til udgiften på kr. 161.325,17, der oplyses at vedrøre en Corvette, gøres det gældende, at der ikke foreligger dokumentation for, at udgiften er afholdt til anskaffelse af driftsmidler til selskabet, og udgiften skal derfor beskattes hos sagsøger som maskeret udlodning.

Den fremlagte bankkvittering udviser alene, at 130.000 kr. er hævet på H1 Holding A/S' konto og overført til LLs, konto. Det bestrides som udokumenteret, at beløbet er anvendt til at anskaffe driftsmidler til selskabet.

Kontoudtræk fra H1 Holding A/S' konto "Tilgang i årets løb" dokumenterer ikke, at der er afholdt udgifter til at anskaffe driftsmidler. Udspecificering fra G20 vedrørende arbejde og materialer angående "Projekt Chevrolet Corvette Sting Ray skulle dokumentere udgifter på kr. 72.703, som ifølge underbilaget angår tidligere udstedte fakturaer på henholdsvis kr. 17.000, kr. 37.703 og kr. 18.000. Der er imidlertid godkendt en tilgang på H1 Holding A/S' konto for driftsmidler for så vidt angår disse fakturaer, og A er således ikke blevet udlodningsbeskattet af disse beløb. Disse fakturaer kan således ikke anvendes som dokumentation for, at de i denne sag omtvistede udgiftsposter er afholdt for at anskaffe driftsmidler til selskabet.

Hverken kontoudtog fra G13 Invest ApS' konto i Jyske Bank, eller bankkvittering fra Jyske Bank angående en overførsel foretaget den 14. november 2007 til JTs spanske bankkonto kan dokumentere, at H1 Holding A/S har afholdt udgifter til at anskaffe driftsmidler. En bankoverførsel i 2007 kan ikke dokumentere, at H1 Holding A/S har afholdt udgifter til at anskaffe driftsmidler i 2008. Kvittering fra H1 Holding A/S' netbank konto, hvoraf fremgår, at selskabet overfører kr.130.000 til LL, eller bankkvittering fra Jyske Bank angående en overførsel til VV i Spanien dokumenterer ikke, at H1 Holding A/S har afholdt udgifter til at anskaffe driftsmidler.

Vedrørende faktura på kr. 18.000, der er udstedt til G5 har SKAT allerede godkendt en tilgang på H1 Holding A/S' konto for driftsmidler for så vidt angår denne faktura, og sagsøger er således ikke blevet udlodningsbeskattet af dette beløb. Denne faktura kan således ikke anvendes som dokumentation for, at de i denne sag omtvistede udgiftsposter er afholdt for at anskaffe driftsmidler til selskabet.

En kvittering fra H1 Holding A/S' netbank konto vedrørende en overførsel til JT og en overførsel til Spanien dokumenterer heller ikke, at H1 Holding A/S har afholdt udgifter til at anskaffe driftsmidler.

I BS 10A-1815/2015:

Sagsøgeren har i påstandsdokumentet blandt andet gjort gældende:

Til støtte for den principale påstand gøres gældende, at den påklagede afgørelse skulle være truffet senest den 1. januar 2011. Der blev først truffet afgørelse den 1. juni 2011. SKATs afgørelse er af den grund ugyldig og SKATs afgørelse skal derfor ophæves.

Indkomståret 2007

Det gøres til støtte for den subsidiære påstand vedrørende fradrag for udgifterne på i alt 206.614 kr. i indkomståret 2007 overordnet gældende, at der er tale om fradragsberettigede driftsomkostninger for selskabet, jf. statsskattelovens § 6a.

Der er fremlagt kontospecifikation for konto X2, med bilag. Revisor har i brev af 4. november 2010 til SKAT redegjort for, hvorfor denne udgiftspost er fradragsberettiget i H1 Holding A/S. Revisor har, allerede inden SKAT traf afgørelse i sagen, forklaret at flyudgiften i bogføringsbilag 422 på 11.372 kr. alene skulle have været fradraget med den andel, der vedrørte direktørens tilsyn med selskabets lejlighed og som følge heraf skal der ikke gives fradrag for 8.529 kr. heraf.

Der har i 2007 dels været afholdt udgifter til rejse til Spanien i forbindelse med selskabets køb af lejligheden i Malaga dels har der igennem 2007 og de efterfølgende år været udgifter til adskillige rejser til Spanien i forsøget på at "redde" selskabets investering og få udbedret manglerne. Som det fremgår af Landsskatterettens kendelse for A, er det anerkendt, at lejligheden var så mangelfuld, at Landsskatteretten var enig i, at den var ubeboelig. Til belysning af arten og omfanget af manglerne er fremlagt en spansk redegørelse, som selskabet fik en spansk arkitekt til at udarbejde

Til brug for Landsskatteretssag vedrørende 2009-2010 er der indhentet skønserklæring af 9. december 2015, hvori skønsmanden om lejlighedens stand i 2009-2010 udtaler, at det vurderes, at det kan være sundhedsskadeligt at bebo lejligheden, og at lejligheden derfor opfattes som værende ubeboelig i perioden 2009 og 2010.

Der har derfor været nødvendigt i flere omgange også i 2007/2008 at flyve til Spanien i forsøget på at få dokumenteret manglerne og efterfølgende at få samlet andre af ejerne i komplekset til at gå imod sælgeren af lejlighederne. Indsatsen viste sig at bære frugt, da det efter et langt forløb frem til 2012 endte med, at manglerne var udbedret af sælgeren og lejlighederne derefter kunne bebos uden sundhedsmæssige risiko. Oftest har disse rejser været forestået af selskabets direktør LL, men også OH har rejst til Spanien på vegne selskabet i forbindelse med arbejdet med at få manglerne udbedret og anerkendt af sælgeren. Rejseudgifter hertil i 2007 og 2008 hvor lejligheden var ubeboelig er i sagens nature fradragsberettigede for selskabet.

Rejse- og messeudgifterne i Jylland vedrører, at LL som direktør for H1 Holding A/S var på messe i Herning for at undersøge om der kunne købes dele til de Corvetter, som H1 Holding A/S var ved at istandsætte.

SKAT og Landsskatteretten har anset udbetaling på 697.800 kr. for skattepligtigt tilskud fra søsterselskabet, G26 Invest Holding A/S. H1 Holding A/S har igennem en årrække oparbejdet et tilgodehavende hos datterselskabet G16 AB (Sverige), der er ført over mellemregningskontoen, konto 5622.

I løbet af 2007 blev der hævet 697.800 kr. på H1 Holding A/S' konto, der i den løbende bogføring blev bogført på konto 6048 som udbytte til eneaktionæren, A.

LL importerede to hopper M3 og M4 fra USA og har afholdt alle omkostninger til disse. Når der på nogle af bilagene er anført "Fam. G21 A/S" beliggende på Y6-vej i Y6-by, skyldes det, at LL på daværende tidspunkt overvejede at stifte et sådant selskab og indskyde hestene; men selskabet er aldrig stiftet og udgifterne til hestene er afholdt af LL personligt, der ejede hestene. LL har oplyst, at det har kostet ham ca. 200.000 kr. at købe, importere mv. hver af de to hopper, og han fik for egen regning insemineret de to hopper, hvilket førte til at der blev født fire føl, M5, M6, M7 og M8. Som det fremgår af udskrift fra det svenske travforbund, har M5, M6 og M7 redet adskillige løb og vundet for G16 AB.

Efter aftale med H1 Holding A/S afholdt LL igennem årene udgifter for G16 AB, ligesom han i 2004 efter aftale med H1 Holding A/S indskød heste til en værdi af 1.325.000 SEK i dets datterselskab. Med anden udligning i forhold til det danske moderselskab, H1 Holding A/S, førte det til, at der ansås for foretaget "villkorat aktieagertillskott" af H1 Holding A/S på i alt 1.590.000 SEK. Ved drøftelse med revisor i forbindelse med årsafslutningen for indkomståret 2006/2007 kom det frem, at det hævede beløb på 697.800 kr. var benyttet til køb og drift af heste i datterselskabet G16 AB. Revisor omposterede herefter "udbyttet" på 697.800 kr. og udgiften på 700.000 kr. til køb og drift af heste via mellemregningskontoen.

Det gøres til støtte for den subsidiære påstand vedrørende udbetalingen på 687.800 kr. gældende, at der ikke er noget grundlag at beskatte selskabet af skattepligtigt tilskud. Det gøres gældende, at der ikke er tale om udbytte/tilskud, som antaget af SKAT og Landsskatteretten. Der er da heller ikke vedtaget udlodning af udbytte på generalforsamlingen 15. april 2008. Derimod er der tale om, at en skattefri udligning af betaling af udgift til køb og drift af heste i datterselskabet G16 AB. Der er således heller ikke noget grundlag at beskatte A af maskeret udlodning af beløbet.

Indkomståret 2008

Det gøres til støtte for den subsidiære påstand vedrørende opgørelsen af selskabets driftsmiddelkonto, jf. afskrivningsloven gældende, at de indkøbte omhandlede aktiver er afskrivningsberettigede aktiver, jf. afskrivningslovens kapitel 2.

Løbebåndet er leveret til selskabet på LLs hjemmeadresse på Y6-vej. Således adskiller løbebåndet sig ikke fra en lang række andre møbler og indbogenstande som selskabet fik leveret i Danmark og som herefter blev transporteret til selskabets lejlighed i Spanien. Dette svarer også til det tidligere oplyste, jf. Landsskatterettens kendelse, og til påtegningen på fakturaen "Spanien. Løbebåndet har derfor indgået i den møblerede lejlighed som selskabet udlejede i 2009, og det gøres derfor gældende, at løbebåndet er en udgift afholdt i selskabets interesse og derfor skal medregnes i selskabets anlægskartotek/ driftsmiddelkonto for indkomståret 2008.

H1 Holding A/S købte i 2002 og 2004 2 Corvetter oprindeligt fra 1960 og 1963 med henblik på renovering og efterfølgende salg med fortjeneste for øje. Det er ubestridt, at bilerne er afskrivningsberettigede for selskabet. Til eksempel herpå kan nævnes, at SKAT i afgørelsen af 1. juni 2011 har anerkendt fradrag for køb af reservedele til renovering af Corvetterne med 74.420 kr. Selskabets revisor har til brug for sagen gennemgået anlægskartoteket for Corvetterne og har fundet ud af, at den oprindeligt foretagne efterpostering af tilgang i løbet af året på 161.325 kr. i stedet skulle være 303.325,17 kr. Det gøres derfor gældende, at tilgangen på driftsmiddelkontoen for Corvetterne (anlægskartotek nr. 13) i stedet for den foretagen nedsættelse med 161.325 kr. skal forhøjes, så den udgør 272.342,83 kr.

Bilerne er indkøbt med henblik på renovering og efterfølgende salg med fortjeneste for øje. Det har ikke været hensigten, at der skulle påbegyndes import og salg af biler i større omfang, men derimod at foretage få og frugtbare investeringer. Da der er tale om biler fra 1960'erne, forudsætter videresalget af disse ikke, at H1 Holding A/S skulle lade sig momsregistreres, da salget af bilerne var omfattet af reglerne om "brugtmoms". Det bestrides, at H1 Holding A/S ikke skulle kunne benytte eller opfylde reglerne om "brugtmoms".

Sagsøgte har gjort gældende, at det forhold, at SKAT har anerkendt, at Corvetterne indgår på selskabets afskrivningssaldo for driftsmidler, ikke bevirker, at Corvetterne er afskrivningsberettigede driftsmidler. Dette synspunkt undrer og bestrides, idet SKAT har foretaget en materiel prøvelse af, om Corvetterne er afskrivningsberettigede aktiver som led i ligningen af selskabet og på baggrund af denne prøvelse konkluderet, at Corvetterne netop var afskrivningsberettigede driftsmidler. Dette kan sagsøgte ikke fragå under nærværende sag, men må anses bundet heraf.

Revisor har i efterposteringen vedrørende anlægskartoteket nr.15 for køb af en Triumph oprindeligt opgjort dette beløbsmæssigt til 82.235,70 kr. ud fra bankkvitteringen. Efter revisors gennemgang af anlægskartoteket til brug for udarbejdelse af nærværende replik kan det konstateres, at udgiften til købet udgør 58.232,68 kr. Det gøres derfor gældende, at tilgangen på driftsmiddelkontoen for Triumphen (anlægskartotek nr. 15) i stedet for den foretagne nedsættelse med 82.235,70 kr. alene skal nedsættes, så tilgangen af driftsmidler for dette aktiv i 2008 udgør 58.232,70 kr., hvorfor den subsidiære påstand er korrigeret i overensstemmelse hermed.

Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres det gældende, at såfremt retten måtte finde, at sagen skal hjemvises til fornyet ligning med mere eller mindre konkrete retningslinjer udstukket af retten, så er der med påstanden mulighed herfor.

Sagsøgte har i påstandsdokumentet blandt andet gjort gældende:

Over for sagsøgers principale påstand gøres det gældende, at SKAT ved afgørelsen af 1. juni 2011 har overholdt ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., hvorfor der ikke er grundlag for at ophæve afgørelsen.

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., kan Told- og Skatteforvaltningen ikke afsende varsel om foretagelse eller ændring af en indkomstansættelse senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne sag vedrører indkomstårene 2007 og 2008, hvorfor varsel skulle afsendes senest den 1. maj 2011 vedrørende 2007 og senest den 1. maj 2012 vedrørende 2008. SKAT varslede forhøjelsen allerede ved agterskrivelsen af 1. oktober 2010. Varslet er derfor ubestridt rettidigt.

Selve ansættelsen skulle i henhold til § 26, stk. 1, 2. pkt., ske senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, det vil sige senest den 1. august 2011 vedrørende 2007 og senest den 1. august 2012 vedrørende 2008. Ansættelsen skete allerede den 1. juni 2011 og er derfor også rettidig og dermed ikke ugyldig.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. punktum, skal ikke forstås sådan, at ansættelsen under alle omstændigheder skal være foretaget senest 3 måneder efter agterskrivelsen. Et sådant resultat vil være i åbenbar strid med lovens ordlyd og har ikke støtte i lovmotiverne eller i retspraksis.

Der er således intet grundlag for sagsøgers indsigelser vedrørende ansættelsesfristen, og der er således heller ikke grundlag for at "ophæve" SKATs afgørelse.

Hertil kommer, at det forhold, at sagsøger har afholdt udgifter, der ikke relaterer sig til selskabets drift, på vegne af sin hovedanpartshaver, må anses for kontrollerede transaktioner i medfør af Skattekontrollovens § 3 B. Sådanne kontrollerede transaktioner er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, hvorefter fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og stk. 2, først udløber i det 6. år efter indkomstårets udløb.

Sagsøger har ikke bestridt at være omfattet af § 26, stk. 5. Hendes synspunkter om, at ansættelsen i alle tilfælde skal være foretaget senest 3 måneder efter agterskrivelsen, må derfor forstås således, at disse ligeledes gøres gældende i relation til forståelsen af § 26, stk. 5.

Rette hjemmelshenvisning i relation til formalitetsindsigelsen må derfor under alle omstændigheder være skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Til støtte for frifindelsespåstanden i forhold til sagsøgers subsidære påstand gør sagsøgte overordnet gældende, at sagsøgers skattepligtige indkomst for 2007 med rette er forhøjet med kr. 895.885. Indkomstforhøjelsen består dels af kr. 198.085, som sagsøger har fratrukket i sin skattepligtige indkomst for 2007 som udgifter til rejser, dels af kr. 697.800, som angår et skattepligtigt tilskud til selskabet.

Det gøres gældende, at sagsøger ikke har fradragsret for de omtvistede udgifter, idet udgifterne ikke er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst i de omhandlede indkomstår, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Bevisbyrden for den skattemæssige fradragsret påhviler sagsøger, og sagsøger må således godtgøre, at der eksisterer en direkte og umiddelbar forbindelse mellem den hævdede afholdelse af de omtvistede udgifter og erhvervelsen af selskabets indkomst.

Dette indebærer, at selskabets skal dokumentere, at udgifterne rent faktisk er afholdt, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer for virksomhedens drift, og at udgifterne ikke kan karakteriseres som private udgifter, der er selskabets indkomstopgørelse uvedkommende, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og stk. 2.

Denne bevisbyrde har sagsøger ikke løftet. Der er således ikke ført bevis for, at udgifterne på i alt kr. 198.085 er afholdt med henblik på at sikre, erhverve og vedligeholde selskabets indkomst. Sagsøger har ikke fremlagt nogen dokumentation for, at de omtvistede udgifter overhovedet er erhvervsmæssige.

Rejseomkostningerne på kr. 198.085 er bogført på sagsøgers konto "X2 Rejseomkostninger".

Vedrørende udgifter ført på G13 Invest A/S' mellemregningskonto med sagsøger på i alt kr. 32.070,78 foreligger der udelukkende kontoudtog fra World Signia og kontoudtog fra G13 Invest A/S' konto i Jyske Bank. Disse bilag dokumenterer ikke, at der er tale om fradragsberettigede driftsudgifter. Udgifternes nærmere karakter fremgår ikke.

Udgifter vedrørende Rødby-Putgarden og Helsingør-Helsingborg: kr. 5.855 har alle posteringsteksten "SBC", og består af PBS-oversigter for selskabet, hvoraf fremgår, at beløbene vedrører "Rødby-Putgarden/Rødby" og "Helsingør Helsingborg/Helsingør". Disse bilag dokumenterer heller ikke, at der er tale om fradragsberettigede driftsudgifter, idet udgifternes nærmere karakter ikke fremgår.

Det er således i det hele udokumenteret, at der er tale om udgifter, som er afholdt til brug for selskabets drift, hvorfor sagsøger ikke kan fradrage udgifterne.

Vedrørende udgiftsposten på 1.392 kr., som ifølge det oplyste angår en flybillet til OH, gøres det gældende, at sagsøger ikke har dokumenteret, at udgiften er afholdt i selskabets interesse for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Den håndskrevne checkkopi påført teksten "Til dækning af flybillet til Spanien for at vurdere/tilbudsgivning i lejlighed", udstedt til OH, Y5-vej og underskrevet af LL, udgør ikke tilstrækkelig dokumentation herfor. På ordrebekræftelsen fra Travellink sendt til oh@oh.dk er pris og destination endvidere ikke synlig og kan derfor heller ikke udgøre dokumentation for, at udgiften er fradragsberettiget for sagsøger.

Det er heller ikke dokumenteret, på hvilken måde OH har ydet en service i form af en "vurdering/tilbudsgivning" på lejligheden i Spanien. Sagsøger har i relation hertil trods opfordringer ikke fremlagt dokumentation i form af en faktura for den vurdering/tilbudsgivning, som OH ifølge posteringsteksten skulle udføre, samt redegjort for relevansen af en sådan vurdering/tilbudsgivning for sagsøger.

Det gøres gældende, at der ikke er fradragsret for så vidt angår beløbet på 158.767,33 kr. for rejseudgifter, da det ikke er godtgjort, at G13 Invest A/ S' rejseudgifter er afholdt i sagsøgers interesse og for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I øvrigt gøres det gældende, at den dokumentation, der er fremlagt i bilag 5 for afholdte rejseudgifter på 158.353.33 kr., ikke er tilstrækkelig, idet den indeholder fakturaer udstedt til LL personligt og kontoudtog fra World Signia, hvoraf ydelsernes karakter ikke kan udledes.

Angående posteringen på 58 kr. med teksten "Herning messe kaffe" samt udgift på 356 kr. med posteringsteksten "Mols Linen mad" gøres det gældende, at det ikke er dokumenteret, hvorledes kaffe og wienerbrød på en messe i Herning eller et restaurantbesøg på Mols-Linien relaterer sig til sagsøgers drift, og udgifterne må anses som værende af privat karakter, der er sagsøgers indkomsterhvervelse uvedkommende og kan heller ikke af denne grund fradrages, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2.

Sagsøger har trods opfordringer allerede i svarskriftet ikke fremlagt de bagvedliggende fakturaer vedrørende de enkelte udgiftsposter på i alt kr. 198.085, hvoraf ydelsernes art fremgår, hvilket må komme sagsøger bevismæssigt til skade, hvorved bemærkes, at forklaringerne under hovedforhandlingen fra selskabets hovedaktionær og direktør, fra selskabets tidligere direktør, LL samt fra selskabets revisor, JS, ikke kan godtgøre, at disse udgifter er fradragsberettigede udgifter.

Vedrørende beløbet på 697.800 kr., der er posteret på mellemregningskontoen med G13 Invest A/S, er der tale om, at sagsøger uden modydelse har opnået et tilgodehavende hos G13 Invest A/S på 697.800 kr., som sagsøger skal beskattes af i medfør af statsskattelovens § 4.

Sagsøger har anført, at LL afholdt udgifter for et svensk selskab, G16 AB, og at udgifterne efter det oplyste skulle være afholdt på vegne af sagsøger, og denne gæld til LL skulle fremgå af en mellemregningskonto mellem LL og sagsøger, hvorefter mellemregningen blev "omposteret" til G13 Invest A/S. At dette skulle medføre, at sagsøger opnår et tilgodehavende hos G13 Invest A/S på kr. 697.800, savner mening, og sagsøgers forklaring om forholdet er udokumenteret. I et sådant tilfælde, hvor der foreligger ganske mange uregelmæssigheder i selskabets regnskabsmateriale, må der føres et sikkert bevis for, at det konstaterede tilgodehavende hos G13 Invest A/S skulle angå en tilbagebetaling af udlæg. Et sådant bevis har sagsøger ikke ført.

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt skatteyderen. Sagsøger har derfor bevisbyrden for, at de beløb, der indgår på konto for driftsmidler, udgør afskrivningsberettigede udgifter. Denne bevisbyrde har selskabet ikke løftet.

I forhold til udgifterne til de to Corvetter og indkøbet af en Triumph gøres det helt overordnet gældende, at det ikke er godtgjort, at der er tale om driftsmidler, der er afskrivningsberettigede for sagsøger, der har holding- og investeringsvirksomhed som hovedaktivitet, hvorfor bilerne ikke har en driftsmæssig relevans for selskabet, men i stedet må anses for indkøbt og renoveret som følge af LL og As personlige interesse for biler.

Sagsøger har oplyst, at Corvetterne blev indkøbt med henblik på renovering og efterfølgende salg med fortjeneste for øje, og har i den forbindelse fremlagt en faktura angående salg af to Corvetter for kr. 475.000 eksl. moms.

Sagsøger er ikke momsregistreret, og har heller ikke pålagt moms på fakturaen, hvilket bestyrker, at sagsøger ikke har haft til hensigt at drive virksomhed med køb og salg af biler, men at Corvetterne er indkøbt, renoveret og solgt igen som led i A og LLs personlige interesser for biler.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at salget af bilerne, som fremgår af bilag 27, var omfattet af reglerne om brugtmoms i momslovens kapitel 17.

De særlige regler om brugtmoms indebærer, at der alene beregnes moms på baggrund af 80 pct. af avancen af videresalget af en brugt vare, modsat momslovens udgangspunkt om, at der beregnes moms af hele vederlaget, jf. momslovens § 27, stk. 1. Sagsøgeren kan imidlertid ikke anvende de særlige regler om brugtmoms allerede fordi, der ikke er ført særligt regnskab med salget, og der ikke er udstedt fakturaer, jf. momslovens § 70, stk. 4. Momsbekendtgørelsens §§ 92 og 93 indeholder særlige faktura- og regnskabskrav, herunder krav om lagernummer for brugte køretøjer. Kravene skal overholdes, såfremt brugtmomsordningen skal anvendes. Når regnskabskravene ikke er opfyldt, kan ordningen ikke anvendes. I øvrigt bemærkes, at det oplyste kontonummer på fakturaen ikke er selskabets kontonummer.

At der tidligere er godkendt tilgang på selskabets konto vedrørende Corvetter ændrer ikke ved, at Corvetterne ikke udgør afskrivningsberettigede driftsmidler i afskrivningslovens § 5, stk. 2's forstand.

Med hensyn til den fremlagte check på 17.000 kr. udstedt til G20, bestrides det som udokumenteret, at sagsøger har afholdt en udgift, der er anvendt til at anskaffe/forbedre et driftsmiddel i medfør af afskrivningslovens § 5, stk. 2. Det fremgår ikke af checken, at det er sagsøger, der har udstedt checken, ligesom der ikke foreligger en faktura fra G20, hvoraf det fremgår, hvad specifikt de 17.000 kr. dækker over.

For så vidt angår udgiften på 26.900 kr. vedrørende løbebåndet gøres det gældende, at der er tale om hovedaktionærens private udgift, som er sagsøger uvedkommende. Sagsøgte har til støtte herfor henvist til de samme oplysninger og argumenter som anført i BS 10A-517/2014.

Vedrørende udgiften på kr. 58.232,68 til køb af en sportsvogn, Triumph TR6 gøres det gældende, at det ikke er dokumenteret, at udgiften vedrører et for H1 Holding A/S anskaffet driftsmiddel i medfør af afskrivningslovens § 5, stk. 2, og sagsøgte har også her anført samme argumentation som i BS 10A-517/2014.

Rettens begrundelse og afgørelse 

Vedrørende sagsøgernes principale påstand om ophævelse:

Fristerne efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. punktum, for udsendelse af varselsskrivelser er overholdt.

Retten finder, at der ikke er grundlag for sagsøgernes fortolkning af reglerne derhen, at endelig ansættelse skulle foreligge inden for tre måneder efter varslingen, og da endelig ansættelse er sket inden for fristen i § 26, stk. 1, 2. punktum, er skatteansættelserne rettidige og gyldige.

Sagsøgte frifindes derfor i begge sager for de principale påstande.

Vedrørende de subsidiære påstande:

Retten bemærker indledningsvis, at det af A og LLs forklaringer fremgår, at uagtet hun var eneaktionær i H1 Holding A/S, havde hun intet med driften at gøre. Det var udelukkende LL, der drev både det selskab og selskabet G13 Invest A/S, som han ejede og var direktør i, og hvor A i øvrigt var med i bestyrelsen. Selv efter A og LL i 2012 blev separeret, og efter A formelt indtrådte som direktør i H1 Holding A/S, var det stadig LL, der var den reelle leder og blandt andet havde adgang til selskabets konti. Der har efter forklaringerne ikke været ansatte i selskabet.

G13 Invest A/S er efterfølgende overdraget fra LL til H1 Holding A/S.

Både af sagens bilag og af de forklaringer, der er afgivet af ægtefællerne og af deres revisor fremgår det, at der har været omfattende mellemregninger mellem H1 Holding A/S og G13 Invest A/S og også i forhold til LL personligt. Der er overført aktiver ved salg og til udligning af tilgodehavender, og udgifter er i vidt omfang afholdt over LLs kreditkort. Der er sket en del fejlposteringer ved bogføringen. En del af disse fejl er endda først kommet frem under selve hovedforhandlingen og afstedkom, at sagsøgerne i løbet af hovedforhandlingen måtte revidere beløbene i de subsidiære påstande i forhold til flere af de forud påberåbte udgifter.

Dette indebærer, at der for en række posters vedkommende kun foreligger uklar eller utilstrækkelig dokumentation, og at der generelt består betydelig tvivl omkring dispositionerne.

Vedrørende Ferrarien og Lamborghinien:

Landsskatteretten vurderede, at der samlet set er en sådan usikkerhed om brugen af bilerne, at det ikke var godtgjort, at A havde været afskåret fra at råde over bilerne.

Retten er enig med Landsskatteretten, og hverken de forklaringer, der er afgivet under hovedforhandlingen, eller de yderligere bilag, sagsøgerne har fremlagt, giver anledning til en ændret vurdering.

Retten er således enig i Landsskatteretten begrundelse og resultat.

Vedrørende driftsudgifter 2007 og 2008:

Corvetterne er af SKAT anerkendt som fradragsberettigede investeringsaktiver for H1 Holding A/S, hvilket også blev lagt til grund ved Landsskatterettens afgørelser, ligesom en række udgifter i forbindelse med Corvetterne er anerkendt. Det var alene spørgsmålet om behørig dokumentation, der gjorde, at andre påberåbte udgifter ikke blev anerkendt som fradragsberettigede, og det er alene det spørgsmål, der er behandlet af Landsskatteretten.

Herefter skal det ved rettens afgørelse lægges til grund, at Corvetterne er fradragsberettigede investeringsaktiver, og det ses i den forbindelse ikke afgørende, hvorvidt det efterfølgende salg skete med elle uden moms.

Retten finder, at der ved forklaringer og bilag er tilstrækkeligt grundlag for at anerkende 79.833 kr. som fradragsberettigede udgifter afholdt i 2007 vedrørende Corvetterne.

For så vidt angår de øvrige påberåbte udgifter findes der hverken gennem bilag eller forklaringer at foreligge tilstrækkelig dokumentation for, at der har været tale om anerkendelsesværdige selskabsudgifter.

Vedrørende OHs rejseudgifter bemærkes, at han efter LLs forklaring var en nær personlig bekendt, og det er noget uklart, hvad der var formålet med hans rejse til Spanien.

Vedrørende føllet M1 bemærkes, at de intentioner, som man ifølge LL og revisoren skulle have haft om at starte stutteri inden for H1 Holding A/S, ikke har fundet vej til selskabets årsrapport og i øvrigt fremstår noget uklare. LL forklarede blandt andet, at han personligt havde betalt nogle udgifter vedrørende føllet, og de påberåbte fakturaer er stilet til det svenske datterselskab, jf. nedenfor.

Vedrørende løbebåndet er det leveret til A og LLs private bopæl. Der er undervejs i forløbet af skattesagen givet divergerende forklaringer om det løbebånd, først gående ud på, at det var til de ansatte, hvorved bemærkes, at der ikke har været andre ansatte end A og LL, siden gående ud på, at det var indkøbt til lejligheden i Spanien og flyttet derned sammen med andet inventar.

Vedrørende rejseudgifter til Sverige bemærkes, at dette ifølge forklaringerne skulle vedrøre datterselskabet G16 AB.

Det er ikke i regnskaber med mere i H1 Holding A/S anført, at man har dette datterselskab, hvilket revisoren har forklaret som en fejl; men det fremgår af bilag vedrørende det svenske selskab, at det er et helejet datterselskab af H1 Holding A/S.

G16 AB trådte i likvidation i november 2006 og blev erklæret konkurs i januar 2007.

Revisoren kunne foreholdt disse fakta ikke nærmere forklare baggrunden for, hvorfor disse rejser skulle være en udgift i H1 Holding A/S. LL forklarede noget med, at der var ting, der skulle afvikles, blandt andet med selskabets heste.

Det er ikke dokumenteret, at disse rejser er fradragsberettigede i H1 Holding A/S, og det samme er tilfældet for rejseudgifter ved LLs rejser til Jylland, der blandt andet efter det oplyste skulle have noget at gøre med G15 Dyrehospital i forbindelse med heste.

Vedrørende 697.800 kr., der er anset for skattepligtigt tilskud til H1 Holding A/S:

Dette beløb er en af de poster, som angiveligt oprindeligt var fejlposteret.

LL og revisoren har forklaret, at LL for egne midler havde købt heste, som han i forbindelse med en kapitaludvidelse i 2004 skød ind i G16 AB. Da selskabet gik konkurs, besluttede man at lade moderselskabet, H1 Holding A/S, overtage et mellemværende på 697.800 kr., som siden blev indgik i handelen, da H1 Holding A/S købte LLs selskab, G13 Invest A/S.

Retten finder ikke, at de afgivne forklaringer fyldestgørende afkræfter den formodning, der efter de forskellige posteringer består for, at der er tale om et skattepligtigt tilskud.

Som følge af det anførte skal sagsøger As aktieindkomst for skatteåret 2007 nedsættes med 79.833 kr., mens dette beløb anerkendes som fradragsberettiget vedrørende sagsøger H1 Holding A/S.

I øvrigt tages sagsøgtes frifindelsespåstande til følge.

Efter sagens resultat skal sagsøgerne betale sagsomkostninger til sagsøgte til dækning af udgift til advokat.

I forhold til den skattemæssige værdi af påstandene og henset til, at sagerne i alt væsentligt har vedrørt de samme faktiske og retlige problemstillinger og er behandlet sammen, skal i BS 10A-57/2014 sagsøger A betale 80.000 kr. med tillæg af moms til sagsøgte, og i BS 10A-1815/2014 sagsøger H1 Holding A/S betale 45.000 kr. med tillæg af moms til sagsøgte.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

BS 10A-517/2014:

Sagsøger As aktieindkomst indkomst for indkomståret 2007 skal nedsættes med 79.833 kr.

Sagsøger A skal inden 14 dage betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte Skatteministeriet.

BS 10A-1815/2014: 

Sagsøgte Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøger H1 Holding A/ S i 2007 har haft yderligere fradragsberettigede udgifter 79.833 kr. vedrørende driftsinventar.

Sagsøger H1 Holding A/S skal inden 14 dage betale 56.250 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte Skatteministeriet.