Byrets dom af 01. marts 2013 i sag Retten på Frederiksberg, BS L-320/2010

Parter

A
(Advokat Finn Roger Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Casper Sølbeck)

Afsagt af byretsdommer

Lise Karsten

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 4. februar 2010, drejer sig om, hvorvidt en forhøjelse af sagsøgerens afgiftstilsvar vedrørende moms og vinafgift m.v. har været berettiget.

Sagsøgeren, A, har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for at forhøje sagsøgerens afgiftstilsvar vedrørende moms og vinafgift m.v. vedrørende indkomståret 1999 med 620.662 kr. og vedrørende indkomståret 2000 med 626.219 kr., således at sagsøger må frifindes for den samlede afgiftsforhøjelse.

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for at forhøje sagsøgers afgiftstilsvar vedrørende moms og vinafgift m.v. vedrørende indkomståret 1999 med 620.662 kr. og vedrørende indkomståret 2000 med mere end 236.483,50 kr.

Sagsøgeren har mere subsidiært nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for at forhøje sagsøgerens afgiftstilsvar vedrørende moms og vinafgift m.v. vedrørende indkomståret 1999 med 620.662 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den 3. november 2009 afsagde Landsskatteretten kendelse, hvoraf fremgår:

"...

Klagen vedrører skønsmæssig forhøjelse af afgiftstilsvaret vedrørende moms og vinafgift. Der er endvidere fremsat formalitetsindsigelser.

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsperioden 1 januar 1999 - 31. december 1999 ToldSkat har forhøjet momstilsvaret skønsmæssigt med 346.795 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

ToldSkat har forhøjet vinafgiften skønsmæssigt med 273.867 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Afgiftsperioden 1. januar 2000 - 31. december 2000 ToldSkat har forhøjet momstilsvaret skønsmæssigt med 388.920 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

ToldSkat har forhøjet vinafgiften skønsmæssigt med 237.599 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Møde mv.

Virksomhedens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler, ligesom han har haft mulighed for at udtale sig for retten på et retsmøde.

Generelle oplysninger

Virksomheden H1 er etableret den 1. januar 1994 med ikke-specialiseret engroshandel med nærings- og nydelsesmidler.

Virksomhedens skatteansættelse er blevet ændret af Kommunen, og på baggrund af disse ændringer har ToldSkat foretaget beregning af udeholdte afgifter.

ToldSkat har foretaget ændringer i afgiftstilsvaret således:

Tekst	Beløb 1999	Beløb 2000
Udgående moms	184.677 kr.	269.295 kr.
Indgående moms, konsulenthonorarer	88.750 kr.	0 kr.
Indgående moms, fakturaer uden reelt indhold	73.368 kr.	119.625 kr.
Vinafgift, udeholdt omsætning	273.867 kr.	237.599 kr.
Emballageafgift, udeholdt omsætning *)	3.767 kr.	- 8.678 kr.
I alt	624.429 kr.	617.841 kr.

*Ej påklaget

Klagerens repræsentant har bl.a. gjort gældende, at afgørelsen er ugyldigt foretaget på baggrund af SKATs anvendelse af nye regler i skattestyrelsesloven.

Formalitet

Sagens oplysninger

For perioden 1. januar - 31. december 1999 er der udsendt forslag til afgørelse den 25. august 2003. Afgørelsen er dateret den 9. oktober 2003.

For perioden 1. januar - 31. december 2000 er der udsendt forslag til afgørelse den 4. september 2003. Afgørelsen er dateret den 9. oktober 2003.

Skattestyrelsesloven er ændret ved lov nr. 410, den 2. juni 2003, hvor der bl.a. er indsat § 35C vedrørende ekstraordinære ansættelsesfrister. Ifølge ikrafttrædelsesbestemmelserne har ændringerne virkning for afgifter som varsles over for den afgiftspligtige den 12. marts 2003 eller senere.

Såfremt de ændrede regler er til ugunst for den afgiftspligtige i forhold til tidligere gældende regler, kan bestemmelserne først anvendes for afgiftstilsvar, hvor angivelsesperioden udløber den 1. juli 2000 eller senere.

ToldSkats afgørelse

Det fremgår af afgørelserne af 9. oktober 2003, at reguleringerne af moms og punktafgiftstilsvar for 1999 og 2000 er foretaget i henhold til skattestyrelseslovens § 35C, stk. 1, nr. 3, der vedrører ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar.

Det følger herefter, at afgiftstilsvaret kan fastsættes efter udløbet af fristen skattestyrelseslovens § 35B, såfremt afgiftstilsvaret ved forsæt eller grov uagtsomhed er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

ToldSkats afgørelse er varslet efter den 12. marts 2003, og derfor finder de ændrede regler i skattestyrelsesloven anvendelse.

Anvendelse af lovens bestemmelser er ikke til ugunst i forhold til de tidligere gældende regler, da forældelse tidligere var omfattet af reglerne i forældelsesloven af 1908.

Betingelserne for at træffe afgørelse er opfyldt, da klageren (eller nogen på dennes vegne) har handlet forsætligt eller groft uagtsomt til fastsættelse af et forkert afgiftstilsvar.

Betingelserne for at træffe afgørelser efter skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 3 er opfyldt, idet klageren eller nogen på dennes vegne har handlet mindst groft uagtsomt.

Ikrafttrædelsesbestemmelserne i lov nr. 410, § 6, stk. 4 afskærer ikke ToldSkat fra at rejse krav vedrørende 1999 og 2000 i henhold til skattestyrelseslovens § 35 C, da anvendelsen af bestemmelserne i skattestyrelsesloven ikke er til ugunst for klageren i forhold til hidtil gældende regler.

Formalitetsindsigelserne kan dermed ikke imødekommes.

Virksomhedens indehavers påstand og argumenter

Virksomhedens indehavers repræsentant har fremsat påstand om, at afgørelsen vedrørende perioden frem til den 1. juli 2000 er forældet i henhold til lov nr. 410 af 2. juni 2003. Den af ToldSkat påberåbte bestemmelse i § 35C, stk. 1, nr. 3 finder først anvendelse for så vidt angår angivelsesperioder der udløber efter den 1. juli 2000, når der ikke inden den 1. juli 2003 er fremsat krav vedrørende den tidligere periode i henhold til tidligere gældende regler i skattestyrelsesloven.

Som følge af den nye lovgivning kan ToldSkat ikke træffe afgørelse om efterbetaling vedrørende perioden frem til den 1. juli 2000.

Da efterreguleringerne ikke kan tidsfæstes præcist til at være før eller efter den 1. juli 2000, idet der er tale om generelle efteransættelser på baggrund af en vurdering af indkomstårene som helhed, er der heller ikke grundlag for at regulere tilsvaret for andet halvår 2000.

Det bestrides, at skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 3 vil finde anvendelse, da virksomhedens indehaver bestrider at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt med henblik på at udvirke, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

For så vidt angår indkomståret 1999, er kravet fremsat for sent efter de tidligere gældende regler, hvorfor man ikke efter de nye regler kan gå længere tilbage.

Under alle omstændigheder er kravet nu forældet efter 1908-loven. Repræsentanten er ikke enig i SKATs interne vejledning, afsnit F.13, idet det bemærkes, at SKATs muligheder for at inddrive et tilgodehavende over en længere periode end sædvanligt ikke kan være resultat af en henstand. Afbrydelse af forældelsesfristen i lovens forstand kræver, at der er foretaget inddrivelsesskridt. En meddelt henstand ændrer ikke på den oprindelige forfaldsdato for et af SKAT beregnet krav.

Virkningen af henstanden kan maksimalt være, at forældelsesfristen suspenderes. Når henstanden ophører, fortsætter forældelsen med at løbe.

Som følge heraf var den 5-årige forældelse udløbet ved udgangen af 2008, når henses til den hengåede tid fra indkomstårenes afslutning og til slutningen af 2003, hvor henstanden blev meddelt. Der er i hvert fald indtrådt forældelse efter 1908-loven den 1. maj 2009.

Som supplement hertil er det gjort gældende, at da den nye forældelseslov trådte i kraft den 1. januar 2008, vil kravene vedrørende 1999 og 2000 under alle omstændigheder efter den nye lov være forældede 3 år efter forfaldsdagen for de forhøjede krav, jf. princippet i U1989.1064H.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af forældelsesloven af 1908 § 3 (lov nr. 274 af 22. december 1908) fremgår følgende:

"...

Naar den fordringshaver, for Hvem noget af de i § 1 ommeldte Krav er stiftet, paa Grund af utilregnelig Uvidenhed om sit Krav eller om Skyldnerens Opholdssted har været ude af Stand til at gøre sin Ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere Forældelsesfrist først fra den Tid, da Fordringshaveren var eller ved sædvanlig Agtpaagivenhed vilde have været i Stand til at Kræve sit krav betalt.

..."

Af forældelsesloven af 6. juni 2007 fremgår følgende af § 2:

"...

Forældelsesfristerne regnes fra det tidsligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb.

Stk. 3. For fordringer, som opstår ved misligholdelse af kontrakt, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for misligholdelsen.

Stk. 4. For fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden.

Stk. 5. Selv om fordringshaveren på grund af skyldnerens misligholdelse eller i medfør af en særlig opsigelsesadgang kunne kræve opfyldelse før et aftalt forfaldstidspunkt, regnes forældelsesfristen fra det aftalte forfaldstidspunkt, hvis fordringshaveren ikke udnytter denne mulighed. Udnytter fordringshaveren muligheden, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, til hvilket opfyldelse herefter kan kræves.

..."

Ifølge lovens § 3, stk. 1 er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Uanset fristerne i skattestyrelseslovens § 35B kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skattemyndighedernes bestemmelse i tilfælde, hvor den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skattestyrelseslovens § 35C, stk. 1, nr. 3.

Skattestyrelseslovens § 35C, stk. 1, nr. 3 har virkning for ændringer af afgiftstilsvar som varsles overfor den afgiftspligtige den 12. marts 2003 eller senere, jf. lov nr. 410 af den 2. juni 2003, § 6, stk. 4. Det fremgår endvidere heraf, at såfremt anvendelsen af lovens bestemmelser for en afgiftsperiode er til ugunst for den afgiftspligtige i forhold til hidtil gældende regler, kan bestemmelserne først finde anvendelse for afgiftstilsvar, hvor angivelsesperioden udløber den 1. juli 2000 eller senere.

Efter de hidtil gældende regler var Told- og skatteregionens ansættelsesadgang alene begrænset af forældelsesreglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 (1908-loven). Efter de gældende regler i momslovens § 57, stk. 3, skulle afgifterne for januar kvartal 1999 angives senest den 10. maj 1999, og forældelse ville indtræde den 10. maj 2004.

Det anses for godtgjort, at virksomhedens indehaver, eller nogen på dennes vegne, har handlet groft uagtsomt eller forsætligt til afgivelse af et forkert afgiftstilsvar. Dette begrundes i, at der er difference i antallet af købte og solgte flasker vin samt medtaget fakturaer i regnskabsmaterialet uden reelt indhold.

Afgørelserne er varslet hhv. den 25. august 2003 for perioden 1999 og den 4. september 2003 for perioden 2000. Ændringerne er for begge perioder foretaget den 9. oktober 2003, og repræsentanten har herefter søgt om henstand med betaling af de ændrede moms- og afgiftsbeløb. Dette er imødekommet af ToldSkat den 18. december 2003.

Afgørelsen er dermed ikke ugyldigt foretaget efter de gamle regler. Anvendelse af de nye regler i skattestyrelseslovens § 35C er dermed ikke til ugunst for klageren i sammenligning med de gamle regler, og de nye regler kan derfor anvendes.

Ifølge inddrivelsesvejledningens afsnit F.13 er det fast antaget i teori og praksis, at bevilling af henstand efter anmodning afbryder forældelsesfristen, og at der herefter løber en ny forældelsesfrist regnet fra henstandsperiodens sluttidspunkt. Forældelsesfristen løber dermed fra sluttidspunktet for henstandsperioden den 18. december 2007, og kravet er derfor ikke forældet, hverken efter forældelsesloven af 1908 eller lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer.

Moms

Sagens oplysninger

I forbindelse med Kommunes gennemgang af virksomhedens skatteansættelse er det konstateret, at virksomheden har udeholdt omsætning, hvilket er reguleret i et brev til virksomhedens indehaver den 24. juni 2003. På baggrund af denne gennemgang har ToldSkat beregnet udeholdt moms for virksomheden.

Der er bl.a. opgjort en konkret difference i antallet af købte og solgte flasker vin på 21.207 flasker for 1999, som er ganget med en gennemsnitlig salgspris ved opgørelse af den udeholdte omsætning.

De samlede ændringer vedrørende moms er sammensat således:

	1999	2000
Forhøjelse af udgående moms	184.677 kr.	269.295 kr.
Nedsættelse af indgående moms, G1 ApS	88.750 kr.	119.625 kr.
Nedsættelse af indgående moms, fakturaer uden indhold	73.368 kr.
I alt	346.795 kr.	388.920 kr.

ToldSkats afgørelse

Salgsmoms

ToldSkats skøn over ind- og udgående afgift er fastsat i overensstemmelse med skønnet fra kommunen over indkomsten. Dette har givet følgende beregning af ikke-angivet salg:

Beregning ikke-angivet salg	Flasker-99	Beløb-99	Flasker-00	Beløb-00
Varelager primo	5.843 stk.	115.000 kr.	13.110 stk.	258.000 kr.
Varelager forskydning	36.924 stk.	726,733 kr.	27.443 stk.	665.586 kr.
Varelager ultimo beregnet	42.767 stk.	841.733 kr.	40.553 stk.	923.586 kr.
Køb bogført 2001			9.696 stk.	161.710 kr.
Varelager ult. ifølge regnskab	- 13.110 stk.	- 258.000 kr.	- 13.110 stk.	- 258.000 kr.
Varelager ultimo difference	29.657 stk.	583.733 kr.	37.139 stk.	827.296 kr.
Eget vareforbrug	- 1.000 stk.	- 19.680 kr.	- 600 stk.	- 13.368 kr.
Repræsentation	- 5.400 stk.	- 106.272 kr.	- 5.400 stk.	- 120.312 kr.
Personaleomkostninger	- 2.000 stk.	- 39.360 kr.	- 2.000 stk.	- 44.560 kr.
Eget vareforbrug	- 50 stk.	- 984 kr.
Skøn, udeholdt	21.207 stk.	417.437 kr.	29.139 stk.	649.056 kr.

Beregning af udgående moms er foretaget således:

Tekst	Flasker-99	Beløb-99	Flasker-00	Beløb-00
Udeholdt omsætning	21.207 stk.	573.395 kr.	29.139 stk.	898.938 kr.
Udtaget eget forbrug	1.000 stk.	19.680 kr.	600 stk.	13.368 kr.
Udtaget repræsentation.	5.400 stk.	106.272 kr.	5.400 stk.	120.312 kr.
Udtaget personale	2.000 stk.	39.360 kr.	2.000 stk,	44.560 kr.
I alt	29.607 stk.	738.707 kr.	37.139 stk.	1.077.178 kr.
Udeholdt salgsmoms		184.677 kr.		269.295 kr.

ToldSkat har på den baggrund forhøjet momstilsvaret i henhold til ovenstående.

Købsmoms konsulenthonorar

For afgiftsperioden 1999 har ToldSkat nedsat den indgående moms med 88.750 kr. som følge af en forklaring fra virksomhedens revisor KB om, at fakturaer fra selskabet G1 ApS, som var kontrolleret af revisoren, var uden reelt indhold.

Virksomheden H1 har modtaget fakturaer fra G1 ApS, som er medregnet i virksomhedens regnskab med følgende:

Fakt. Nr.	Beløb ex. Moms	Moms	Beløb inkl. moms
...	63.500 kr.	15.875 kr.	79.375 kr.
...	52.500 kr.	13.125 kr.	65.625 kr.
...	51.500 kr.	12.875 kr.	64.375 kr.
...	61.000 kr.	15.250 kr.	76.250 kr.
...	66.500 kr.	16.625 kr.	83.125 kr.
...	60.000 kr.	15.000 kr.	75.000 kr.
I alt	355.000 kr.	88.750 kr.	443.750 kr.

Revisor KB er ved Byretten den 28. maj 2002 dømt for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3. Ovenstående fakturaer indgår i dommen.

Det bemærkes, at der ikke i regnskabsmateriale er dokumentation, der sandsynliggør, at de nævnte fakturaer beror på momspligtige leverancer. Der er f.eks. ikke sket betaling af de nævnte fakturaer.

Indgående moms, fakturaer uden reelt indhold

Den indgående moms er nedsat med 73.368 kr. i 1999 vedrørende fakturaer fra selskaberne G2 ApS og G3 ApS, som er uden reelt indhold. Begge selskaber var kontrolleret af revisor KB.

Fakturaerne omfatter varekøb af mel og olie til hhv. 532.262 kr. og 503.472 kr. hos G2 ApS og G3 ApS.

Virksomheden har fået eftergivet gæld af selskabet G4 Holding ApS, der var kontrolleret af revisor KB, med 810.589 kr. En del af eftergivelsen, 366.839 kr. anses for at være fiktive varekøb af olie og mel hos G2 ApS og G3 ApS. Moms heraf udgør 73.368 kr.

Den indgående moms for afgiftsperioden 2000 er nedsat med 119.625 kr. vedrørende fakturaer fra G1 ApS, som er uden reelt indhold. Disse kan opgøres således:

Fakt. Nr.	Beløb ex. Moms	Moms	Beløb inkl. moms
...	66.500 kr.	16.625 kr.	83.125 kr.
...	55.000 kr.	13.750 kr.	68.750 kr.
...	74.000 kr.	18.500 kr.	92.500 kr.
...	57.000 kr.	14.250 kr.	71.250 kr.
...	61.500 kr.	15.375 kr.	76.875 kr.
...	44.500 kr.	11.125 kr.	55.625 kr.
...	35.000 kr.	8.750 kr.	43.750 kr.
...	25.000 kr.	6.250 kr.	31.250 kr.
...	60.000 kr.	15.000 kr.	75.000 kr.
I alt	478.500 kr.	119.625 kr.	598.125 kr.

KB har afgivet forklaring om, at fakturaer fra G1 ApS var fiktive og uden reelt indhold for afgiftsperioden 2000.

Det bemærkes, at der ikke i regnskabsmaterialet er dokumentation, der sandsynliggør, at de nævnte fakturaer beror på momspligtige leverancer. Der er f.eks. ikke sket betaling af de nævnte fakturaer.

Virksomhedens indehavers påstand og argumenter

Virksomhedens indehavers repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelserne skal bortfalde.

Selv om indehaveren efter konkrete forhandlinger med Kommunen har anerkendt en efteransættelse af skattetilsvaret for 1999 og 2000, indebærer dette ikke, at han derved har anerkendt, at der på samme grundlag kan foretages efterregulering vedrørende moms og punktafgifter.

ToldSkats begrundelser for nedsættelse af virksomhedens indgående moms af fakturaer fra G1 ApS for både 1999 og 2000 er ikke tilstrækkeligt dokumenteret. Begrundelserne bygger alene på revisor KB´s forklaring til ToldSkat, samt på en ikke nærmere dokumenteret formodning om, at fakturaerne ikke skulle være betalt.

I forbindelse med en sag mod KB, har virksomhedens indehaver vidnet mod ham i Byretten. KB har derfor mulige personlige motiver omkring den afgivne forklaring til ToldSkat.

Der er endvidere ikke grundlag for at vurdere, at samtlige posteringer foretaget af KB vedrørende virksomhedens regnskab er uden reelt indhold, blot fordi selskaberne relaterer sig til KB, og fordi denne har forklaret herom. Eventuelle forkerte fakturaer bør ikke komme virksomheden til skade, da de alle er udstedt og bogført af KB.

Der er indberettet og indbetalt 68.627 kr. i moms for 1999 og 70.731 kr. for 2000, hvilket svarer til en nettoomsætning på ca. 350.000 kr. årligt forinden fradrag af ikke-momsbelagte udgifter som f.eks. lønninger.

ToldSkats beregninger af moms må foretages på baggrund af virksomhedens nettoomsætning, som den fremgår af årsopgørelserne fra skatteforvaltningen med regulering for de udgifter der ikke er momsbelagte. Dette vil utvivlsomt medføre, at virksomheden skal have penge tilbage, eller måske alene skal betale begrænset supplerende tilsvar.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Kan størrelsen af det afgiftsbeløb, som påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan de statslige told- og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret, jf. momslovens § 77, stk. 2 (lovbekendtgørelse nr. 634 af 23. juli 1997 med senere ændringer). De statslige told- og skattemyndigheder kan desuden ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2. Landsskatteretten kan tilslutte sig SKATs opgørelse af de manglende betalte afgifter og begrundelsen for ændringerne, som bl.a. er foretaget på baggrund af en detaljeret opgørelse af antal købte og solgte flasker vin i virksomheden. Det anses endvidere for godtgjort, at der foreligger fakturaer uden reelt indhold. Der er bl.a. ikke påvist pengestrømme i forbindelse med betaling af disse fakturaer.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen vedrørende dette punkt.

Vinafgift

Sagens oplysninger

ToldSkat har forhøjet virksomhedens vinafgift med 273.867 kr. i 1999 og 237.599 kr. i 2000 vedrørende køb af vin som ikke er anset for at være afgiftsberigtiget.

ToldSkats afgørelse

H1 har i 1999 og 2000 foretaget indkøb af vin med en deraf følgende vinafgift til afregning overfor ToldSkat på 551.172 kr. i 1999 og 457.696 kr. i 2000. Opgørelsen er foretaget af Kommunen, og lagt, til grund for ændring af indehaverens indkomst.

Der er angivet vinafgift i 1999 med 277.305 kr. og i 2000 med 220.097 kr., jf. angivelsesoplysninger fra virksomheden.

På baggrund af ovenstående tal har ToldSkat forhøjet virksomhedens vinafgift med differencerne.

Virksomhedens repræsentant har forespurgt, hvilken betydning bekendtgørelse vedrørende vinafgift med ikrafttræden 1. juli 2001 muligvis har for beregningen af størrelsen af vinafgiften. Bekendtgørelse nr. 972 af 16. december 1998 om sikkerhedsstillelse mv. har ikke betydning for opgørelsen af vinafgift, men udelukkende om sikkerhedsstillelse.

Der henvises endvidere til begrundelse ovenfor vedrørende momsspørgsmålet.

Virksomhedens indehavers påstand og argumenter

Virksomhedens indehavers repræsentant har fremsat påstand om, at den pålagte vinafgift skal bortfalde for hele perioden. Der henvises i det hele til begrundelsen ovenfor vedrørende momsspørgsmålet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Følgende fremgår af lovbekendtgørelse nr. 565 af 3. august 1998 om afgift af øl, vin og frugtvin mv. med senere ændringer:

§ 3. Der betales afgift af vin og frugtvin m.m. her i landet efter reglerne i denne lov. Stk. 2. Afgiften udgør pr ltr. for varer, der hører under KN-kode 2204 til 2206

1) med et etanolindhold på over 1,2 pct. vol, men ikke over 6 pct. vol 4 kr. 50 øre

2) med et etanolindhold på over 6 pct. vol, men ikke over 15 pct. vol 7 kr. 05 øre

3) med et etanolindhold på over 15 pct. vol, men ikke over 22 pct. vol 10 kr. 55 øre

§ 9, Stk. 2, registrerede varemodtagere skal opgøre den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode som den mængde afgiftspligtige varer, der er tilført virksomheden i perioden.

§ 20, Såfremt det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse til de statslige told- og skattemyndigheder, således at der er betalt for lidt i afgift, afkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Stk. 2. Kan størrelsen af afgiftsbeløbet ikke opgøres på grundlag af regnskaberne, kan de statslige told- og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret.

Lovens § 20 er ophævet ved lov nr. 165 af 15. marts 2000 med virkning fra 1. januar 2001, hvorefter angivelse og betaling sker efter reglerne i opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000 om opkrævning af skatter og afgifter mv. hjemmel til afkrævning af skyldige beløb og skønsmæssige ansættelser fremgår herefter af § 5, stk. 1 og 2 i opkrævningsloven. På baggrund af SKATs detaljerede opgørelse af virksomhedens varekøb og den heraf beregnede vinafgift anses det for godtgjort, at virksomheden mangler at angive afgift som opgjort af SKAT. SKATs beregning af afgiften efter en gennemsnitlig salgspris pr. flaske, kan ligeledes tiltrædes, og Landsskatteretten stadfæster afgørelsen vedrørende dette punkt.

..."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger.

Sagsøger har forklaret, at hans personlige virksomhed, H1, blev stiftet omkring 1996-1998. Sagsøger mener, at han startede samarbejdet med revisor KB omkring 1998 - 1999. Han kan ikke huske, om han forinden havde haft samarbejde med en anden revisor, men det har han nok haft. Han kan ikke rigtig huske, hvordan han kom i kontakt med KB.

KB havde lejet et lille kontor, som lå ved siden af sagsøgers eget kontor. KB betalte leje til sagsøger. Beløbet blev modregnet i det beløb, sagsøger skulle betale for rådgivning. KB brugte formentlig også kontoret i forbindelse med de mange andre kunder, han havde. Sagsøger kan ikke huske, om der var problemer med regnskabet for 1998.

KB´s opgaver for sagsøger bestod i, at han skulle føre regnskab samt kontrollere betalinger fra kunder, og at leverandører blev betalt. Det var også KB, der foretog bogføringen. Han lavede alt det, som en revisor normalt laver. Det var ham selv og ikke hans kone, der lavede arbejdet. Sagsøger udskrev selv fakturaer, som han bagefter lagde hos KB. KB gjorde momsangivelserne klar, ligesom revisorer normalt gør.

Forevist bilag AB forklarede sagsøger, at han har underskrevet momsangivelserne. Tallene på momsangivelserne er skrevet af KB. Det eneste sagsøger gjorde var at underskrive. Det samme gælder vedrørende bilag AA. Sagsøger skrev under, og KB skrev tallene og fortalte sagsøger, hvad han skrev under på.

Vedrørende betalingen for KB´s revisorbistand forklarede sagsøger, at han betalte, når revisoren spurgte efter penge. Han kan ikke huske, hvor meget han betalte ham om måneden. Det har været i størrelsesordenen 10.000-15.000 kr. KB bad ofte også om forskud. Sagsøger kan ikke huske, om han fik en faktura. Han mener, at KB nogle gange sendte en faktura; så det kunne registreres. Sagsøger betalte også KB for engang imellem at lave markedsundersøgelser, som skulle hjælpe sagsøger med at få flere kunder.

Forevist fakturaer fra G1 ApS under bilag E forklarede sagsøger, at han nok har set noget, der ligner. Vedrørende faktura 2523 af 31. december 1999 forklarede sagsøger, at det ikke var meningen, at han skulle betale 60.000 kr. pr. måned. Det har drejet sig om assistance ydet måske en eller to gange. Foreholdt at disse fakturaer foreligger for hver måned i en længere periode i 2000, forklarede sagsøger, at det måske skyldes, at KB lånte penge. Det var også ham, der tjekkede regnskaberne. Sagsøger har set nogle af disse fakturaer, men ved ikke, om han har set dem alle sammen. Det kan godt være, at KB skulle give ham pengene tilbage. Sagsøger har ikke skrevet på fakturaerne. Det var tit KB, der skrev til bogholderiet. Nogle af fakturaerne har sagsøger godkendt. KB har nok fået nogle af disse fakturaer betalt, fordi han også på det tidspunkt havde kontrol over bankkontoen. På dette tidspunkt brugte han nogle checks. Han havde ret til at disponere over sagsøgers konto, når sagsøger var ude og rejse. Højst sandsynligt har KB lagt fakturaerne ind i regnskabet, uden at sagsøger har vidst det. Han tror, at KB har udnyttet ham. Det er rigtigt, at der ikke var problemer med regnskabet for 1998.

Vedrørende årsregnskabet for 1999 (bilag 10) forklarede sagsøger, at han ikke kan huske, om han blev præsenteret for dette regnskab. Han har nok ikke set det. Hvis han ikke har skrevet under, har han ikke set det. Han har ikke talt med KD om, at der skulle laves regnskab. Han har ikke spurgt om noget. Det var revisor, der havde til opgave at lave regnskabet, og sagsøger gik ud fra, at det blev gjort. Man har en revisor, fordi man har tillid til, at tingene bliver lavet ordentligt.

Sagsøger vidste ikke, at der var noget galt med regnskaberne. Han havde ikke kendskab til, at revisoren foretog sig noget ulovligt på kontoret. Det gik først op for ham efterfølgende. Efter KB´s anholdelse ville hans kone og datter fortsætte samarbejdet, men sagsøger sagde nej. KB lavede revisorarbejdet for sagsøger, indtil han blev anholdt den 28. november 2000.

Vedrørende fakturaer under bilag AO forklarede sagsøger, at disse var reelle nok. De svarede til det, der var blevet leveret varer for. Det var dog alt sammen noget, KB tog sig af. Sagsøger kan ikke huske baggrunden for, at varerne var blevet leveret til G5. Måske har der været problemer med en bankgaranti. Det var varer, som KB bestilte, nogle gange i samarbejde med sagsøgeren og nogle gange alene. G5, der var en af sagsøgers kunder, kunne sælge varer langt bedre end sagsøgers firmaer kunne. Sagsøger kan ikke huske baggrunden for, at den sidste faktura under bilag AO er udstedt til G6 ApS.

Vedrørende købekontrakt, bilag 14, forklarede sagsøger, at de havde besluttet at dele aktiviteterne op og at lægge vinen for sig selv. Import af vin volder særlige vanskeligheder. Efter den 1. juni 1999 vedrørte al import, der ikke drejede sig om vin, G6 ApS. Det er ikke sagsøger, der har skrevet på fakturaerne under bilag AO. Vedrørende G7 Holding - anført på bilag 14 - forklarede sagsøger, at han mener, at dette firma var ejet af KB. Det var KB, der skrev købekontrakten, og som anbefalede at opdele aktiviteterne. Efter den 1. juni 1999 skulle H1 kun importere vin. Vinen skulle sælges videre til andre selskaber som f.eks. G6 ApS. H1 havde tilladelsen til at importere, idet man dengang krævede en speciel tilladelse til import af vin. Der blev også solgt til andre selskaber. Det kunne f.eks være restauranter. Der blev ikke solgt til private.

Vedrørende samarbejdet mellem H1 og G6 ApS forklarede sagsøger, at der blev lavet fakturaer, når G6 ApS købte vin. Der var dog ikke så meget at lave med hensyn til vin. Det var svært at få det til at løbe rundt. Der var ingen særlig avance. Han betalte først til de store firmaer i Italien, når han havde solgt vinen. Firmaerne ville gerne ind på det danske marked. Når H1 fik penge fra G6 ApS, blev pengene sendt videre til Italien. H1 var et kendt firma i Italien.

Vedrørende årsregnskab for G6 ApS for perioden 1. oktober 1998 til 31. marts 2000 (bilag AR) bekræftede sagsøger at have underskrevet på side 4. Han kender ikke LO. Det har været KB, der har haft kontakten til denne revisor. Sagsøger havde ikke indtryk af, at der havde været noget galt, dengang han underskrev regnskabet.

Sagsøger blev ikke på noget tidspunkt sigtet af politiet for nogen form for overtrædelse af skatte- eller momslovgivningen. Han blev heller ikke involveret i det, KB var involveret i. Sagsøger blev indkaldt som vidne i KB´s sag, idet han havde kontor lige ved siden af KB´s kontor, og fordi alle papirerne lå hos KB.

Vedrørende Byretsdom af 28. maj 2002 (bilag U, side 6, pkt. 17) forklarede sagsøger, at KB disponerede over kontoen i Bikuben. Han ordnede alt det regnskabsmæssige og administrative vedrørende H1. Han havde ikke adgang til andre konti end den i Bikuben. Vedrørende samme bilag, side 9, pkt. 29, forklarede sagsøger, at han ikke mener, at KB havde rådighed over kontiene i Danske Bank. Sagsøger kan dog ikke huske, om han havde en sådan rådighed i forbindelse med, at der skete en fusion mellem Bikuben og Danske Bank.

Da sagsøger fik bilagene udleveret fra SKAT, fandt han frem til revisor VJ, der lavede regnskab med det materiale, han havde til rådighed. Sagsøger kan godt huske forbeholdet fra VJ. Alt det materiale, sagsøger havde fået fra SKAT, fik VJ.

Vedrørende bilag N, side 2, forklarede sagsøger, at han godt kan huske VJ´s forbehold. Fakturaerne fra G4 Holding ApS blev betalt, men sagsøger er ikke klar over, hvem der overførte pengene. Fakturaerne til H1 blev betalt med checks, som sagsøger underskrev. KB´s firma fik herefter pengene, hvorefter han betalte den pågældende leverandør. Sagsøger tror, at der var meget forvirring i forbindelse med selskaberne. Alle fakturaer blev betalt, men nogle fakturaer har måske ikke været registreret. Sagsøger er ikke klar over, at der skulle have været et stort mellemværende med KB´s selskaber på det tidspunkt, hvor deres samarbejde sluttede. Da KB kom i fængsel, skyldte han sagsøger penge for alle de lån, sagsøger havde ydet ham.

Vedrørende mødet i Skatteforvaltningen den 16. september 2000, bilag AM, side 4, nederst, forklarede sagsøger, at det er rigtigt, at KB kom hver fredag og tog kontanter og checks i H1. Han skulle sørge for at foretage betaling og sætte penge i banken. Vedrørende side 5, 3. afsnit, forklarede sagsøger, at han tror, at der forekom en del forvirring i forbindelse med, at KB blev anholdt. Han mener ikke, at der var gæld til KB´s selskaber. Hvis der figurerer noget, må det være noget, KB har sat ind i regnskaberne.

Vedrørende rapport af møde den 26. maj 2003 under bilag I, forklarede sagsøger, at det, der er anført om vin, side 2, 3. afsnit, er rigtigt. Det, der er anført i 5. afsnit, virker også rigtigt, men sagsøger kan ikke rigtig huske det. Sagsøger kan ikke huske, om han startede med at tjekke varelageret, mens KB var revisor, men da KB blev anholdt, blev sagsøger selv nødt til at kontrollere det. Sagsøger kan ikke huske, om han fandt differencer. Der var også andre, der havde adgang til lageret, f.eks. kunder, gæster, lagerfolk og chauffører. Man var derfor nødt til at tjekke lageret. Sagsøger har ingen forklaring på den difference, Skattevæsenet fandt frem til vedrørende 1999 og 2000. Det var KB, der havde ført regnskabet. Sagsøger er ikke klar over, om der var fakturaer, der ikke var blevet bogført.

Vedrørende bilag U, side 9, pkt. 30b, forklarede sagsøger, at han ikke har bedt KB om at lave fiktive fakturaer. Alt det med fakturaerne er noget, han først har fået at vide efterfølgende.

Vedrørende de angivne gennemsnitspriser i bilag 1 forklarede sagsøger, at disse er fuldstændig forkerte. Avancen er på max 5-10%. Det drejer sig om engrossalg til f.eks restauranter og kiosker. Afgørelsen er forkert. Sagsøger er ikke klar over, hvorfor priserne er blevet accepteret i forhold til Kommunen. Han er ikke blevet spurgt. Vedrørende de markedsundersøgelser, som KB lavede for sagsøger, forklarede sagsøger, at han ved, at de forsøgte at sælge f.eks til supermarkeder. Der kan godt være lavet rapporter, men sagsøger er ikke i besiddelse af dem.

Parternes synspunkter

Parterne har under hovedforhandlingen uddybet anbringenderne i de fremlagte påstandsdokumenter, der er sålydende:

Sagsøgeren

"...

1. Vedrørende uagtsomhed: Det gøres gældende:

at	der i øvrigt ikke er handlet groft uagtsomt fra sagsøgers side, der berettiger til efterangivelse udover almindelig frist på 3 år,
at	det for hvert efterangivelseskvartal, som sagen drejer sig om, må undersøges og fastlægges, om der er forhold vedrørende det pågældende kvartal, der begrunder en antagelse om grov uagtsomhed ved konkrete handlinger, idet grov uagtsomhed forhold i et kvartal, ikke kan begrunde efterangivelse efter almindelig angivelsesfrist for andre kvartaler, hvis der ikke vedrørende disse kan påvises tilsvarende forhold,
at	sagsøger alene har handlet simpelt uagtsomt, subsidiært for de fleste af de afgiftskvartaler nærværende sag angår,
at	hvis der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt fra revisor KB´s side, kan der ikke statueres identitet mellem sagsøger og sagsøgers revisor alene med henvisning til domfældelsen over KB, der angår andre anliggender,
at	for så vidt angår postulerede fiktive fakturaer, gøres det gældende, at det forhold, at visse fakturaer i sagsøgers regnskab ikke er betalt, ikke udgør grov uagtsomhed hos sagsøger,
at	kunders betalingsudygtighed og likviditetsproblemer ikke kan danne grundlag for at statuere grov uagtsomhed hos sagsøger eller andre virksomheder, der skal betale skatter og afgifter,
at	fremlagte retsafgørelser, jf. bilag F,Q,R,S og T ikke kan tages som retningsgivende for, hvorvidt sagsøger har handlet groft uagtsomt eller ej vedrørende konkrete afgiftskvartaler vedrørende indkomstårene 1999 og 2000,
at	førnævnte afgørelser relaterer sig til efterregulering af indkomstansættelse for andre virksomheder efter ordinær frists udløb for så vidt angår skat og senere indkomstår i modsætning til nærværende sag, der drejer sig om afgiftstilsvar,
at	sagsøger ikke i den tidligere skattesag vedrørende sin personlige virksomhed har fået et efterbehandlet indkomstansættelse for 1999 og 2000 hos Skatteforvaltningen, efter udløbet af dagældende regler for sædvanlig efterangivelse,
at	udgangspunktet ikke har været at sagsøger har handlet groft uagtsomt i relation til skatteansættelsen vedrørende de to indkomstår,
at	sagsøger netop fik indgivet overskuelige regnskaber fra statsautoriseret revisor VJ, efter revisor KB´s besvigelser blev opdaget,
at	der må lægges vægt på, at under sagsbehandlingen ved Skatteforvaltningen, blev der indledt en administrativ skattestraffesag, der ikke førte til sanktioner over for sagsøger, jf. bilag 8 og 9,
at	der derved er gjort endelig op med, at sagsøger ikke har handlet groft uagtsomt, idet dette ellers ville have udmøntet sig i en sanktion i forbindelse med indkomstansættelserne for 1999 og 2000, blev efterbehandlet og ændret ved Skatteforvaltningen,
at	der skal foretages en selvstændig uagtsomhedsvurdering af hvert enkelt punkt i kravene, indeholdt i bilag A og B, da kravene vedrørende fakturaer vedrørende fra G1 ApS er anderledes end krav vedrørende omsætning/salg af vin,
at	uanset at der er forskel på grov uagtsomhed efter skattestyrelsesloven i forhold til momslovens § 81, stk. 3 og straffelovens uagtsomhedsbegreb, er denne forskel ikke af en karakter, der kan give Byretten anledning til nogen ændret vurdering i nærværende sag,
at	der må lægges vægt på sagsøgers bestræbelser på at få aflagt korrekt regnskab, jf. bl.a. bilag 10-12,
at	sagsøger ufrivilligt blev inddraget i KB´s sag, alene fordi sagsøgers regnskabsmateriale henlå hos KB´s,
at	der må vægt at 1999-regnskabet harmonerede med momstallene jf. bilagene AA og AC, men ikke med det tidligere modtagne regnskab for 1999 jf. bilag 10,
at	kendelserne jf. bilag W,X,Y og Z dokumenterer, at det var forbundet med store vanskeligheder for sagsøger at få udleveret sit regnskabsmateriale, herunder at få udleveret et fuldstændigt materiale,
at	sagsøger ikke er bundet af afgørelsen i KB´s sag i relation til spørgsmålet om fiktive fakturaer, KB´s manglende anke eller dennes udtalelse til Skattemyndighederne,
at	det materiale sagsøgte påberåber sig, ikke kan fortrænge princippet om bevisumiddelbarhed, jf. bilag P,
at	der må lægges vægt på, at det ikke var sagsøger, men KB, der udfyldte afgiftsangivelserne, jf. bilag P, 3. afsnit.

2. Forældelse:

Det gøres gældende:

at	det fremsatte krav om efterangivelse af moms og vinafgifter vedrørende indkomstårene 1999 og 2000 er forældede efter forældelseslovens af 1908 samt nugældende forældelseslov,
at	der ikke er juridisk grundlag for SKATs angivelse i inddrivelsesvejledningen om, at en meddelt henstand afbryder en forældelse,
at	forældelse efter forældelsesloven af 1908 § 2 samt efter nugældende forældelseslov kan alene afbrydes ved retslige skridt,
at	meddelelse af henstand ikke er et retsligt skridt, men en disposition mellem to parter, der også kan indgås privatretsligt, som suspenderer en igangværende forældelse af en fordring, efter forældelsesloven af 1908 § 3 samt i øvrigt tillige jf. den senere ikrafttrådte forældelseslov,
at	klagesager ved offentlige myndigheder, før den nye forældelseslov herunder Landsskatteretten ikke afbryder eller suspenderer en forældelse af en fordring,
at	hvis ikke forældelsesfristen vedrørende indkomståret 2000 begyndte at løbe fra 1. januar 2001, vil et senere begyndelsestidspunkt maksimalt indebære, at der kan fastholdes en efterangivelse for 2. halvår 2000,
at	spørgsmålet om forældelse må afgøres i overensstemmelse med principperne i U1989 64 H og U1930.68H samt Bernhard Gomard Obligationsretten i en nøddeskal side 381 - 385 særligt 383 - 385 vedrørende suspensionsreglen § 3,
at	lovændringen ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 jf., § 6, stk. 4 indebærer, at der som følge af tidspunktet, hvor afgørelserne pr. 9. oktober 2003 træffes vedrørende sagsøger, at der ikke kunne efterangives mere end 3 år bagud,
at	formålet med de nye regler har været, at indføre klarere regler i medfør lovens § 35, stk. 1, nr. 3 om, at efterangive længere bagud end de tidligere gældende 3 år, hvis der var handlet groft uagtsomt,
at	de skærpede regler vedrørende uagtsomhed hos skatteyder, som følge af lovændringen og ikrafttrædelsesbestemmelsen ikke må komme sagsøger til skade, hvorfor efterangivelserne må tilsidesættes, i hvert fald for så vidt angår 1999 og 1. halvår 2000,
at	sagsøgte ikke har været i utilregnelig uvidenhed om skattekravet, indtil Told og Skat traf afgørelse i sagen 9. oktober 2003, således at forældelsesfristen efter 1908-lovens § 3 ikke har været suspenderet i denne periode,
at	sagsøgte på baggrund af manglende årsopgørelser, der blev rykket for, har været bekendt med, at der muligt kunne være grundlag for regulering af moms,
at	der må lægges vægt på, at efter indgivelsen af årsregnskaberne i 2002 fra revisor VJ, blev der indledt sagsbehandling hos Skatteforvaltningen, der videresendte kontroloplysninger til Told og Skat jf. bilag C og D,
at	der ikke er grundlag for at fastslå et senere ikrafttrædelsestidspunkt for forældelsesfristen end tidspunktet for indgivelsen af momsindberetning,
at	Skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4 indført ved Lov nr. 2523 af 6. juni 2007 ikke har tilbagevirkende kraft på ekstraordinært fastsættelse af afgiftstilsvar, der er besluttet tilbage i 2003,
at	da en forhøjelse af tilsvaret senest skulle varsles 1. juli 2003 og den endelige afgørelse skulle foreligge inden 1. oktober 2003 og disse frister ikke er overholdt for så vidt angår afgørelsen jf. bilag A og B, er sagsøgtes krav forældet/prækluderet af denne såkaldt supplerende lille fristregel,
at	der heller ikke er meddelt fristforlængelse i overensstemmelse med den dagældende skattestyrelseslov § 35b, stk. 1, jf. overgangsbestemmelsens stk. 5, således at 3-årsfristen, bortset fra andet halvår af indkomståret 2000, er overskredet,
at	skattestyrelsesloven § 35 c, stk. 2 ikke er iagttaget, da der er forløbet mere end 6 måneder fra, at SKAT er kommet til kundskab om forhold, der kunne begrunde fravigelsen af fristen i § 35 b, jf. bl.a. bilag E, AG, AH, N,O, I, 16,17 og 18,
at	sagsøgte allerede fra 2001 har haft oplysninger, der kunne give anledning til at foretage undersøgelser, i hvert fald jf. varsling, forinden den sædvanlige 3-årsperiode i medfør af skattestyrelseslovens § 35 b var udløbet,
at	der i hvert fald har været den fornødne viden i systemet, set i forhold til Kommunes varsling af 24. april 2003 til at sagsøgte senest ultimo april 2003 kunne varsle ændrede afgifter,
at	der også må lægges vægt på bilag 19 og 20,
at	interne omrokeringer hos Skattemyndighederne i årene 2001-2003 er sagsøger uvedkommende og ikke kan indebære en bedre retsstilling for sagsøgte,
at	der i øvrigt siden marts 2001 jf. bl.a. bilag 19 var løbende koordination mellem Skatteregioner og den Kommunale Skatteforvaltning,
at	Skatteforvaltningslovens § 48 kun er relevant, såfremt sagsøgte får medhold i at forældelsesfristen er afbrudt og ikke suspenderet jf. meddelt henstand, der udløb 18. december 2007,
at	vedrørende den subsidiære påstand jf. § 7, så indebærer den meddelte henstandsperiode i hvert fald at indkomståret 1999 forældes således, at afgiftsansættelsen i hvert fald skal reguleres for dette indkomstår,
at	navnlig bilag AG, AH, 19, 20,E,W,X,Y,Z, indebærer en sådan indsigt hos sagsøgte i sagen, at sagsøgte ikke, som følge af sagen mod KB har været utilregnelig uvidenhed om at et eventuelt krav mod sagsøger kunne blive aktuelt.

3. Sagens realitet:

Det gøres gældende:

at	Told og Skats gennemsnitsberegninger pr. flaske, som grundlag for afgiftsberegninger ikke er legitimeret ved interne retningslinjer eller er i overensstemmelse med priserne i den daværende virksomhed, der var engrosvirksomhed,
at	de af Kommunen godkendte skattemæssige regnskaber for 1999 og 2000, ikke harmonerer med de tal, der danner grundlag for Told og Skats efterangivelse vedrørende moms og vinafgift, når henses til virksomhedens resultat,
at	i forbindelse med prøvelse af landsskatterettens afgørelse i nærværende sag fremhæves, at der ikke i forbindelse med sagsbehandlingen for Landsskatteretten blev anvendt ressourcer på sagens realitet, da man fokuserede på forældelsesproblematikken, at forhandlingerne ved Kommunen vedrørende ændret årsindkomst for sagsøger for 1999 og 2000 ikke indebærer, at indkomstforhøjelserne direkte kan danne grundlag for efterregulering af moms og afgifter i forhold til sagsøger,
at	en efterregulering nødvendigvis må tage udgangspunkt i, hvad der oprindelig er angivet i indgående og udgående moms,
at	der må lægges vægt på fakturaer fra G1 ApS på 88.750 kr. for 1999 og andre fakturaer for 1999 73.368 kr. og for indkomståret 2000 nedregulering af faktura fra G1 ApS på 119.625 kr.,
at	der ikke ses at have indgået tidligere afregnet moms i forbindelse med SKATs afgørelse og Landsskatterettens afgørelse, idet der blot sker efterangivelse på baggrund af de skønsmæssige tal, der blev forhandlet på plads vedrørende indkomsten,
at	det findes påfaldende, at SKAT kommer frem til afvigelser vedrørende moms og vinafgift, men ikke emballageafgift,
at	en avance på 37 % ligger langt udover, hvad sagsøgers virksomhed og andre virksomheder kan oppebære i forbindelse med engrossalg,
at	det må komme sagsøgte til skade, at der ikke er sket opfyldelse af opfordring 7, hvorved den anvendte avance på 37 % er udokumenteret og ikke kan danne grundlag som et erfaringstal,
at	i sagen jf. bilag R og S, blev der i modsætning til nærværende sag fremlagt erfaringstal, hvor der skete en opdeling mellem engrosavance og detailsalgsavance,
at	for så vidt angår faktura fra G1 ApS og visse fakturaer fra G2 ApS og G3 ApS vedrørende leverancer af mel og olie, jf. bilag 1 og 2,
at	KB´s forklaring af 2. november 2001 må anses som et forsøg på at pynte på egen position,
at	sagsøger ikke er afskåret fra at anfægte beregningerne i nærværende sag, selvom der er forhandlet et beløb på plads med Skatteforvaltningen,
at	der må lægges vægt på, at sagsøger solgte mest vin fra 1. juli 1999 til G6 ApS, senere G8 ApS, der videresolgte vinen til restauranter, vinforretninger og supermarkeder, men ikke til private,
at	den for sagsøger mest fordelagtige opgørelse vedrørende salgsmoms jf. bilag AD-AF jf. metode 3 skal lægges til grund i alt 236.483,50 kr., idet sagsøgers subsidiære påstand er tilpasset i overensstemmelse hermed,
at	der må lægges vægt på, at de af KB´s angivne tal vedrørende af salg og indkøb, som sagsøger har skrevet under på, har dannet grundlag for regnskaberne jf. bilag N og O,
at	der må lægges vægt på, at den manglende salgsmoms, kan være afregnet via G6 ApS, uanset om sagsøgtes og Skatteforvaltningens foretagne skøn over manglende flasker måtte være korrekt, herunder såfremt avancen måtte være korrekt, så skal sagsøger ikke pålægges at betale moms og vinafgift af de samme varer to gange.

4. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention:

Det gøres gældende,

at	de forhøjede afgiftstilsvar - over for sagsøger ikke kan opretholdes længere, da Landsskatterettens afgørelse som følge af for lang sagsbehandlingstid udgør en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1, idet sagen blev indbragt for Landsskatteretten jf. bilag 3, 24. oktober 2003, men først afgjort 3. november 2009, således der har været en for lang død periode under sagsbehandlingen,
at	krænkelsen er sket allerede inden sagens indbringelse for Byretten, jf. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 3. udgave side 551-554 og 558-571,
at	der kan henvises til praksis, som anført under processkrift I side 12,
at	der tillige er sket brud på EMRK artikel 13, da sagsøger ikke haft noget passende retsmiddel til at fremskynde processen ved Landsskatteretten,
at	retten under alle omstændigheder må træffe afgørelse om, at afgiftsforhøjelsen, som følge af den hengåede tid ikke længere kan opretholdes, idet dette udgør kompensation for den alt for lange sagsbehandlingstid,
at	der må lægges vægt på, at der kan gøres krav gældende for ikke økonomisk tab og psykisk pres, som den langvarige sag har betydet, hvilket i henhold til gældende praksis ved EMD skal kompenseres, som en ikke-økonomisk kompensation udover den økonomiske lempelse, en krænkelse af EMRK artikel 6 i sig selv indebærer,
at	henstandsperioden ikke har betydning for den 6-årige sagsbehandlingsperiode hos Landsskatteretten og har dermed ikke indflydelse på, om EMRK artikel 6, stk. 1 er krænkende,
at	sagsbehandlingsperioden hos Landsskatteretten må indebære, at sagsøger under alle omstændigheder tilkendes sagsomkostninger uanset udfald. Subsidiært fritages for omkostninger.

..."

Sagsøgte

"...

Anbringender

1. Realiteten

Denne sag vedrører en forhøjelse af sagsøgerens moms- og punktafgiftstilsvar for årene 1999 og 2000, som følge af udeholdt omsætning og fiktive fakturaer. Forhøjelserne er sket som følge af Kommunens skatteforvaltnings afgørelser af 26. august 2003 og af 12. september 2003, hvorved sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1999 og 2000 blev forhøjet.

Sagsøgte gør overordnet gældende, at forhøjelsen af sagsøgerens moms- og punktafgiftstilsvar er sket med rette, og at der ikke er anledning til at tilsidesætte det udøvede skøn. I henhold til fast retspraksis er det sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at det udøvede skøn kan tilsidesættes som baseret på et forkert faktisk grundlag, eller at skønnet er åbenbart urimeligt, jf. SKM2005.368.HR. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Som følge af de af Kommunens Skatteforvaltning konstaterede uregelmæssigheder, som blev lagt til grund af ToldSkat, kunne størrelsen af det tilsvar, som påhvilede sagsøgeren, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber. Skatteforvaltningen fandt i øvrigt, at virksomhedens regnskaber ikke opfyldte reglerne i bogføringsloven og måtte tilsidesættes.

På den baggrund var der hjemmel til at ansætte sagsøgerens tilsvar skønsmæssigt, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt., der afløste den før gældende bestemmelse i momslovens § 77, stk. 2 med virkning fra 1. januar 2001, jf. lov nr. 165 af 15. marts 2000, jf. også UfR 1977, side 422 H.

På tilsvarende vis var der hjemmel til at skønne over den manglende betaling af vinafgift efter § 5, stk. 1 og 2 i opkrævningsloven, der afløste øl-og vinafgiftslovens § 20.

Endelig var der hjemmel til at bortse fra fiktive fakturaer, jf. f.eks. SKM2009.325.ØLR, TfS 2000, 20 LSR og TfS 1996,561 Mn.

Som nævnt er det sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at det foretagne skøn skal tilsidesættes. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet. Sagsøgeren er ikke fremkommet med oplysninger, der indikerer, at dette skulle være tilfældet. Sagsøgeren har heller ikke dokumenteret, at de tilsidesatte fakturaer vedrører reelle leverancer.

For så vidt angår den udeholdte omsætning bemærkes, at det er med rette, at ToldSkat har taget varekøb og varesalg for hver enkelt flaske for sig og beregnet moms og afgift heraf. I den forbindelse bestrides det af sagsøgeren anførte om, at ToldSkat skulle beregne afgiftsændringerne ud fra det korrigerede resultat af sagsøgerens virksomhed. Konsekvensen heraf ville f.eks. være, at udgifter i virksomheden, som ikke er momsbelagte, ville blive indregnet i afgiftstilsvaret.

Det af sagsøgeren anførte om, at gennemsnitsberegningerne ikke er legitimeret ved interne retningslinjer, eller er i overensstemmelse med priserne i den daværende virksomhed, er forkert. Ved værdiansættelsen af en næringsdrivendes almindelige vareomsætning, anerkendes det, at gennemsnitsmetoden kan anvendes til at fastslå købsprisen, hvor der i årets løb er købt flere varepartier af samme art, og hvor varepartierne f.eks. er anskaffet til forskellige priser, jf. Ligningsvejledningen 2012-1, pkt. E.B.2.6.1.4. [?.red.SKAT]

I forbindelse med afgiftssagen har ToldSkat endvidere ved udøvelsen af skønnet endda uden nærmere dokumentation herfor indrømmet nedslag for flasker anvendt til repræsentation, eget vareforbrug og personale med 8.400 flasker i 1999 og 8.000 flasker i 2000, hvilket er særdeles gunstigt for sagsøgeren, bl.a. henset til, at der ifølge regnskaberne for 1999 kun var en person ansat, mens der for indkomståret 2000 slet ikke var ansatte i firmaet, jf. bilag A, side 9, og bilag B, side 4.

Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren har deltaget i mindst to møder med Skatteforvaltningen, hvor der blev taget hensyn til hans synspunkter ved vurderingen af den udeholdte omsætning mv. Sagsøgeren har således selv bemærket, at han "havde et udmærket samarbejde med Skatteforvaltningen i den anledning", jf. replikken, side 3, 2. afsnit.

Videre bemærkes, at Østre Landsret som nævnt i en af sagsøgerens andre skattesager (bilag R) tiltrådte, at en skønsmæssigt fastsat bruttoavance på 35 % ikke var åbenbart urimeligt, hvilket fuldt ud kan overføres på denne sag, jf. også SKM2009.159.ØLR, hvor Højesteret godkendte en bruttoavance på salg af pizzaer på hele 60 %.

I relation til fakturaerne fra G1 ApS samt fra G2 ApS og G3 ApS - selskaber, der alle var kontrolleret af sagsøgerens revisor, KB - bemærkes, at forklaringen fra KB gør, at fakturaerne må anses for fiktive. I den forbindelse bemærkes, at det kun var en del af fakturaerne fra G2 ApS og G3 ApS vedrørende leverance af mel og olie, der blev anset for fiktive, jf. bilag A, side 11.

Under et møde med Kommunens Skatteforvaltning af 26. maj 2003 var sagsøgerens advokat ifølge mødereferatet da heller ikke uenig i, at de fiktive regninger skulle udgå af sagsøgerens regnskab, jf. bilag G, underbilag 3, side 2.

Sagsøgeren har under alle omstændigheder ikke dokumenteret, at fakturaerne skulle være betalt, herunder ved dokumentation af pengestrømmene, jf. bilag 1, side 12, nederst. Sagsøgeren gjorde i øvrigt ikke indsigelse imod Kommunens Skatteforvaltnings vurdering af fakturaernes manglende realitet i forbindelse med skattesagen, jf. bilag C, side 13, og bilag D, side 9.

At sagsøgeren anerkendte den skattemæssige forhøjelse, idet denne ubestridt ikke blev påklaget, viser, at det ikke forholder sig anderledes i relation til det afgiftsmæssige efterspil, som skatteansættelsen gav anledning til. Som det fremgår af ToldSkats afgørelser, stemmer det momsmæssige skøn overens med det skøn, Kommunen udøvede i skattemæssig henseende og som ikke blev påklaget.

Således kommenterede sagsøgeren selv ToldSkats forslag til afgørelse ved brev af 16. september 2003 (bilag P), at:

"...

da Told & Skats opgørelser i det væsentlige bygger på Skatteforvaltningens reguleringer, er det vigtigt, at understrege, at A ser de nuværende skatteansættelser fra Kommunen, for de to indkomstår, som et nogenlunde samlet fornuftigt helhedsgrundlag for skatteansættelsen for de to indkomstår, som er noget, der er til at leve med, ud fra den betragtning, at det må erkendes, at det foreliggende regnskabsmateriale har været utilstrækkeligt, hvilket A finder meget beklageligt, men han har forladt sig meget på KB, som var revisor for A på det pågældende tidspunkt. Meget blev overladt til KB, hvorved min klient ikke har haft overblik over sin regnskabsmæssige situation.

..."

2. Formaliteten

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har overholdt ansættelsesfristerne i den dagældende skattestyrelseslovs § 35 C for så vidt angår hele 1999 og første halvår af 2000. Endvidere har sagsøgeren anført, at såfremt retten måtte finde, at ansættelsesfristerne er overholdt, er de pågældende krav forældet.

Dette er ikke korrekt. Sagsøgte har overholdt ansættelsesfristerne, ligesom der ikke er indtrådt formueretlig forældelse.

2.1 Ansættelsesfrister

Det følger af den dagældende skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 3, at det kunne ske ekstraordinær genoptagelse af fastsættelsen af afgiftstilsvaret ud over den ordinære treårsfrist, hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 410 af 2. juni 2003. Forud herfor gjaldt for moms og afgifters vedkommende udelukkende de almindelige forældelsesregler, navnlig den femårige forældelsesregel i medfør af forældelsesloven af 1908 (lov nr. 274 af 22. december 1908), jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, lovforslag L 175, side 4588ff., pkt. 2.5.1.

Den femårige forældelsesregel gjaldt dermed både for adgangen til at korrigere afgiftstilsvaret ved forhøjelse eller nedsættelse (på både den afgiftspligtiges og afgiftsmyndighedens initiativ), og den rent formueretlige forældelse af krav på betaling eller tilbagebetaling af afgift.

Med lovændringen blev SKATs adgang til fremover at ændre afgiftstilsvaret reguleret af reglerne for ordinær og ekstraordinær ansættelse.

Formålet med lovændringen var bl.a. at harmonisere fristreglerne på skatte og afgiftsområdet, således at der på afgiftsområdet indførtes frister for fastsættelsen af afgiftstilsvar svarende til ansættelsesfristerne på skatteområdet, jf. Folketingstidende 2002-03, Tillæg A, side 4600, højre spalte. Formålet var derimod ikke, at lovændringen pludselig skulle afskære ellers retskraftige krav som forældet.

Lovændringen i 2003 havde virkning for ændringer af afgiftstilsvar, der blev varslet over for den afgiftspligtige den 12. marts 2003 eller senere, jf. lovens § 6, stk. 4, 2. pkt. Loven bestemte dog også, at såfremt anvendelsen af lovens bestemmelser for en afgiftsperiode var til ugunst for den afgiftspligtige i forhold til de hidtidige gældende regler, fandt bestemmelserne først anvendelse for afgiftstilsvar, hvis angivelsesperiode udløb den 1. juli eller senere, jf. § 6, stk. 4, 3. pkt.

Endvidere følger det af ændringslovens § 6, stk. 5, at 1908-lovens regler ikke kunne anvendes efter 1. juli 2003 til at forhøje et afgiftstilsvar til ugunst for den afgiftspligtige, hvor angivelsesperioden udløb før den 1. juli 2000. Denne begrænsning i anvendelsen af det førgældende regelsæt var dog uden betydning, hvor forhøjelsen - som her - skete med hjemmel i skattestyrelseslovens § 35 C og ikke i 1908-loven.

Med udtrykket til "ugunst" menes ifølge lovmotiverne, at ændringerne af et afgiftstilsvar for samme afgiftsperiode samlet set er til ugunst for den afgiftspligtige set i forhold til de tidligere gældende regler, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4615-6. I "Processuelle regler på ToldSkats område" 2003-1, pkt. G.1.2.12, om overgangs- og ikrafttrædelsesreglerne, er der anført følgende eksempel på en sådan situation:

"...

Eksempel:

Myndighederne konstaterer i forbindelse med et kontrolbesøg i en virksomhed, at virksomheden i en årrække (flere end 5 år), har opgjort afgiftstilsvaret på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Den afgiftspligtige har kvartalet som afgiftsperiode.

Den 9. maj 2003 fremsætter myndighederne varsel om ændring af afgiftstilsvaret i henhold til SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3.

Myndighederne fremsætter varslet efter den 12. marts 2003. I henhold til SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3, kan myndighederne ændre den afgiftspligtiges afgiftstilsvar fra afgiftsperioden januar kvartal 1998 og fremefter, idet ændringen ikke er til ugunst, for den afgiftspligtige set i forhold til de hidtil gældende regler. Den afgiftspligtige ville således også efter 1908-loven være pligtig at betale afgiften.

..."

Med henblik på at fastslå, om anvendelsen af ændringslovens regler samlet set er til ugunst for sagsøgeren, skal sagsøgerens indsigelse om forældelse sammenlignes efter det førgældende regelsæt og ændringslovens regler.

2.1.1 Forældelse efter 1908-loven

Den ældste afgiftsperiode i sagen løb fra 1. januar 1999 - 31. marts 1999. Afgifterne skulle derfor i henhold til momslovens § 57, stk. 3 (som er uændret på dette punkt) angives senest 1 måned og 10 dage efter afgiftsperiodens udløb, altså 10. maj 1999. Dermed ville der tidligst være indtrådt forældelse efter den dagældende femårige forældelsesregel den 10. maj 2004.

For perioden 1999 blev afgørelsen varslet den 23. august 2003 og truffet den 9. oktober 2003. For perioden 2000 blev afgørelsen varslet den 9. oktober 2003 og også truffet den 9. oktober 2003.

Dermed ville ingen af perioderne være forældet efter de gamle regler.

2.1.2 Forældelse efter skattestyrelseslovens § 35 C

Den ordinære ansættelsesfrist er 3 år efter angivelsesfristens udløb, jf. skattestyrelseslovens § 35 B, stk. 1, 1. pkt.

Det følger imidlertid af skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 3, at:

"...

Uanset fristerne i § 35 B kan et afgiftstilsvar (...) fastsættes eller ændres (...) efter told- og skattemyndighedernes bestemmelse i følgende tilfælde:

(...)

3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne har forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

..."

De forhold, som har bevirket forhøjelsen, nemlig den udeholdte omsætning og de fiktive fakturaer, udgør klare tilfælde af forsætlig eller i det mindste groft uagtsom angivelse af forkert afgiftstilsvar, jf. eksempelvis SKM2011.209.HR, SKM2011.459.ØLR, SKM2011.508.VLR og SKM2011.735.BR.

Hertil kommer, at uagtsomhedsvurderingen ved overtrædelse af momsloven er en skærpet uagtsomhedsvurdering, således at der i relation til momslovgivningen stilles strenge krav til den registreringspligtiges omhu og påpasselighed, jf. UfR 1975,142 H, TfS 1996,296 V, TfS 2004,62 V [?.red.SKAT] og SKM2006.150.ØLR.

Det er et klart misforhold mellem det angivne og det reelle afgiftstilsvar. Også af den grund må det tilregnes sagsøgeren som et groft uagtsomt forhold, jf. Eksempelvis TfS 1997,405 V og TfS 2000,346 V.

Disse forhold alene er tilstrækkelig til at gennembryde den ordinære ansættelsesfrist.

Det bemærkes, at skattestyrelseslovens § 35 C også omfatter forsætlige eller groft uagtsomme forhold, som uden at være foretaget af skatteyderen selv er foretaget af "nogen på dennes vegne", f.eks. sagsøgerens daværende revisor.

Sagsøgeren identificeres med sin daværende revisor. Dette følger af såvel almindelige fuldmagtsregler som af fast retspraksis på skatteområdet, jf. eksempelvis UfR 1985, side 494 H og SKM2006.312.VLR.

Det bemærkes, at sagsøgeren forsøgte - uden held - at gøre et modsat synspunkt gældende for byret og landsret i i hvert fald en af sagsøgerens to andre skattesager om udeholdt omsætning, jf. bilag Q, jf. bilag F, side 14 øverst.

Det fremgår af de fremlagte afgørelser i skattesagerne mod sagsøgeren, jf. bilag F, Q, R, S og T, som ikke står til prøvelse længere, at sagsøgeren på nærmest systematisk vis har udeholdt salg og leverancer ved den skatte- og afgiftsmæssige behandling af hans personligt drevne virksomhed.

I forbindelse med forslaget til afgørelse i afgiftssagen oplyste ToldSkat endvidere, at sagen ville blive ansvarsvurderet. I den forbindelse blev sagsøgeren givet en sigtets rettigheder, jf. f.eks. forsiden til ToldSkats forslag til afgørelse for 1999 (bilag G).

At sagsøgeren blev givet en sigtets rettigheder under sagen, understreger endvidere sagens alvor. At der ikke blev rejst tiltale mod sagsøgeren i en straffesag, bevirker ikke, at forholdet er uden betydning i en civilretlig sag som den foreliggende. Der er ikke identitet mellem statueringen af strafansvar efter skattekontrolloven (eller straffelovens § 289) og forsæts-eller uagtsomhedsvurderingen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 (dengang skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 3), bl.a. fordi kravene til bevisets styrke. er forskellige, jf. f.eks. SKM2011.209.HR, SKM2009.172.VLR, Folketingstidende 2002-03, Tillæg A, side 4608; og Bostrup m.fl., "Skatteforvaltningslovens med kommentarer", DJØF 2006, side 330.

Motiverne til den lov, der indførte reglerne om ekstraordinær forhøjelse på skatteområdet udtalte udtrykkeligt om forholdet mellem den strafferetlige og den civilretlige vurdering, jf. Folketingstidende 1998-99, side 4565, højre spalte:

"...

Bestemmelsens anvendelse forudsætter ikke, at der er begået et strafbart forhold, men at der er udvist mere end almindelige uagtsomhed af den skattepligtige eller dennes repræsentant, typisk i forbindelse med opfyldelse af selvangivelsespligten.

..."

Videre bemærkes, at denne afgiftssag som nævnt er en følge af ændringen af sagsøgerens skatteansættelse, som blev foretaget af Kommunen for indkomstårene 1999 og 2000, og som skete ud fra de samme faktiske forhold (bilag C og D). I sin klage til Landsskatteretten anerkendte sagsøgeren ændringen af hans skatteansættelse, jf. bilag H, side 2, 3. afsnit. Skattesagen blev ikke påklaget.

Ændringerne af skatteansættelsen, henholdsvis afgiftstilsvaret, udspringer begge af samme forhold. Når sagsøgeren i forbindelse med skattesagen ikke har bestridt, at der ikke var adgang til ekstraordinær ansættelse, må tilsvarende gælde i relation til afgiftssagen.

Af bilag H, side 2, 3. afsnit fremgår det således, at sagsøgeren "efter konkrete forhandlinger med Kommunen har anerkendt en efteransættelse af skattetilsvaret for indkomstårene 1999 of 2000". Det fremgår endvidere af bilag C1, at oplysningerne i skattesagen ville blive videregivet til ToldSkat med henblik på den afledte moms- og afgiftsmæssige korrektion. Det måtte i hvert fald på dette tidspunkt have stået sagsøgeren klart, at han burde have klaget over skattesagen, hvis han var uenig heri.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, når det af bilag B 1, side 11, fremgår, at sagsøgeren på den ene side angav en emballageafgift på kr. 134.807,- for år 2000, hvilket var mere end den samlede afgift for årets omsætning inklusiv den udeholdte del på kr. 126.129,- og resulterede i en nedsættelse af afgiftstilsvaret med jr. 8.678,- når han samtidig hævder, at han ikke har handlet groft uagtsomt. Ved ikke at påklage denne del af afgørelsen har han altså erkendt, at der er udeholdt omsætning i hvert fald i indkomståret 2000, og den for lidt angivne moms og vinafgift for samme år kan derfor ikke hævdes at bero på et tilfælde.

Videre bemærkes, at retten ved dommen af 3. maj 2010 (bilag F), der er stadfæstet af landsretten (bilag Q) fandt det godtgjort, at sagsøgeren (eller dennes revisor) havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive de i dommen omhandlede indkomster i en sag, som på mange måder indebærer en næsten identisk problemstilling. Kombineret med det forhold, at skattesagen ikke blev bestridt af sagsøgeren, viser dette, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt.

Sagsøgeren har således handlet mindst groft uagtsomt, hvorfor der også efter de nye regler var grundlag for at fastsætte afgiftstilsvaret efter udløbet af den ordinære treårige frist, jf. skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 3.

På den baggrund har sagsøgte overholdt ansættelsesfristen efter både "gamle" og det "nye" regelsæt.

Samlet set er der derfor ikke tale om, at anvendelsen af de nye regler har medført nogen ændring for sagsøgerens vedkommende, endsige er til ugunst for ham, hvorfor afgiftsmyndighederne ikke har været afskåret fra at varsle og efterfølgende forhøje afgiftstilsvaret som sket ved de to afgørelser af 9. oktober 2003, jf. § 6, stk. 4 i lov nr. 410 af 2. juni 2003.

2.2 Formueretlig forældelse

2.2.1 Forældelse efter de gamle regler - 1908-loven

Indtil den 1. januar 2008 var den formueretlige forældelse af inddrivelsen af det afledte moms- og afgiftskrav udelukkende reguleret af 1908-loven.

For så vidt angår moms- og afgiftskrav fulgte det af 1908-loven, at den dagældende femårige forældelsesfrist kunne suspenderes ifølge lovens § 3, såfremt skattemyndighederne var i utilregnelig uvidenhed om kravet og af denne grund var ude af stand til at gøre det gældende, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4600, venstre spalte nederst; side 4610, venstre spalte, jf. side 4614, venstre spalte; og Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5681, højre spalte midtfor, og side 5682, højre spalte nederst.

Den femårige forældelse efter 1908-loven på kravet på betaling af afgifter var dermed helt automatisk suspenderet på grund af sagsøgerens mindst grove uagtsomhed, som dannede grundlag for det mangelfulde afgiftstilsvar.

Suspensionen ophørte først, da afgiftsmyndigheden, ToldSkat, kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en ændring af det fejlagtige afgiftstilsvar, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4613, højre spalte. SKM2011.209.HR fandt Højesteret, at skattemyndighederne først var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger efter sammen med politiet at have ransaget og beslaglagt materiale hos skatteyderen.

I denne sag, hvor det beslaglagte regnskabsmateriale ikke blev udleveret til ToldSkat, kan suspension derfor tidligst være ophørt, da Skatteforvaltningen traf afgørelse i skattesagen den 26. august 2003 for indkomståret 1999 og 12. september 2003 for indkomståret 2000. Indtil da var ToldSkat således ude af stand til at gøre efterbetalingen af moms og afgifter gældende. Derfor begyndte den femårige frist først at løbe fra dette tidspunkt.

Det bestrides i den forbindelse, at det forhold, at Skatteforvaltningen måtte have rykket for sagsøgerens årsopgørelse, bevirker at ToldSkat ikke længere var i utilregnelig uvidenhed om det mangelfulde afgiftstilsvar. At sagsøgeren blev rykket for årsregnskaber betyder ikke, at skattemyndighederne som følge heraf burde have udvist særlig agtpågivenhed - endsige at de var bekendt med sagsøgerens mindst groft uagtsomme handlen.

På samme måde bestrides det, at det forhold, at Told- og Skatteregionen d. 3. september 2001 videregav enkelte sagsakter til Told- og Skatteregionen, har betydning for, hvornår ToldSkat kom ud af sin utilregnelige uvidenhed, idet der som bekendt på daværende tidspunkt var tale om tre selvstændige myndigheder, hvor skattesagen endvidere blev behandlet af en fjerde myndighed, nemlig Skatteforvaltningen. Der kan således ikke statueres identifikation mellem disse myndigheder, jf. SKM2011.789.ØLR og SKM2011.735.BR. De ovennævnte sagsakter relaterer sig i øvrigt alene til de fiktive fakturaer og ikke den udeholdte omsætning.

Under alle omstændigheder bevirker den meddelte henstand, at det er uden betydning at fastsætte det eksakte tidspunkt for, hvornår suspensionen ophørte, jf. i det følgende.

ToldSkat traf afgørelse om forhøjelse af moms- og afgiftstilsvar for begge indkomstår den 9. oktober 2003 inden for den femårige forældelsesfrist. Denne afgørelse blev som nævnt påklaget til Landsskatteretten den 24. oktober 2003. Samtidig anmodede sagsøgeren om henstand, hvilket blev imødekommet af skattemyndighederne ved afgørelse af 18. december 2003 (bilag M).

Henstand blev givet for det tidsrum, hvor klagesagen var under behandling i det administrative system, dog maksimalt 4 år, dvs. indtil den 18. december 2007, eftersom Landsskatterettens afgørelse først forelå den 3. november 2009.

Afgørende er herefter alene, om fordringshaveren - her afgiftsmyndighederne - kunne kræve at få fordringen opfyldt. En anmodning om henstand, der imødekommes, bevirker, at ToldSkats ret hertil blev afskåret, hvorfor en ny forældelsesfrist begyndte at løbe fra henstandsperiodens udløb, jf. betænkning1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, side 173 og 437; Einersen, "Forældelsesloven af 1908 med kommentarer", DJØF 1999, side 128 og Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5587-8.

Forældelsesfristen efter 1908-loven blev derfor afbrudt, og en ny femårig frist begyndte fra udløbet af henstandsperioden den 18. december 2007.

Det er fast antaget både i teori og praksis, at en ny forældelsesfrist begynder ved udløbet af en aftalt henstandsperiode, jf. f.eks. Bo von Eyben, "Forældelse", bind I, side 353, og fra omfattende retspraksis og administrativ praksis, f.eks. UfR 1930, side 68 H, UfR 1989, side 1046 H, TfS 1989,441 Ø, TfS 1993,447 Ø, TfS 1994,682 Ø, TfS 1999,331 Ø, SKM2006.271.ØLR, TfS 2006,810 Ø og SKM2010.659.LSR.

Der indtræder således ikke suspension ved aftalt henstand, som tilfældet er, når den afgiftspligtige anmoder herom, hvortil kommer, at sagsøgeren blander suspension og afbrydelse sammen. Sagsøgerens udlægning af UfR 1930, side 68 H om en angivelig "fireårig suspension" er grundlæggende forkert.

Efter de gamle forældelsesregler ville der som følge af henstandsaftalen derfor tidligst være indtrådt forældelse af det afledte krav på efterbetaling af moms og afgifter den 18. december 2012.

Sagsøgerens anbringende om, at "klagesager ved offentlige myndigheder, herunder Landsskatteretten ikke afbryder eller suspenderer en forældelse af en fordring", der udgør en delvist forkert udlægning af gældende ret, er under alle omstændigheder uden betydning. Skatteministeriet har således på intet tidspunkt hævdet, at forældelsen af ministeriets krav på efterbetaling af de for lidt betalte beløb skulle være afbrudt ved sagsøgerens indbringelse af ToldSkats afgørelse for Landsskatteretten.

Fristen var derimod afbrudt i kraft af sagsøgerens anmodning om henstand. Indbringelsen af Landsskatterettens kendelse af 3. november 2009 for domstolene ved sagsøgerens stævning af 4. februar 2010, har i øvrigt bevirket, at den nye frist, der begyndte at løbe den 18. december 2007 blev helt afbrudt efter de gamle regler.

Sagsøgerens teori om, at "anerkendelsespåstande i forbindelse med søgsmål ikke afbryder en forældelse af det krav, som sagsøgte gør gældende over for sagsøger" er også forkert. Når ministeriet nedlægger påstand om frifindelse i en sag som denne om prøvelse af en afgørelse om efterbetaling af moms og afgifter (et såkaldt "negativt anerkendelsessøgsmål"), afbrydes forældelsen, uanset at det er sagsøgeren, der har indbragt sagen for domstolene, jf. SKM2001.65.ØLR og TfS 1990,120 Ø, jf. herved også UfR 1979, side 64 H; Bo von Eyben, "Forældelse I", 2003, side 686 og betænkning 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen.

2.2.2 Formueretlig forældelse efter de nye regler - skatteforvaltningslovens § 34 c, stk. 4

Med den ny forældelseslov, lov nr. 522 af 6. juni 2007, blev 1908-loven ophævet og erstattet af en ny treårig frist.

Samtidig blev der imidlertid ved § 37, nr. 4, i lov nr. 523 af 6. juni 2007, en følgelov til den ny forældelseslov, indsat et nyt kapitel 12 a i skatteforvaltningsloven om forældelse, herunder skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"...

Stk. 4. Forældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ... ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf § 32, stk. 1.

..."

Det fremgår af lovbemærkningerne, at der herefter alene gælder en 10-årig forældelsesfrist for moms- og afgiftskrav, som er afledt af en ekstraordinær forhøjelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, (som afløste skattestyrelseslovens § 35 C) dvs. bl.a. for afgiftskrav afledt af en ekstraordinær forhøjelse, der skyldes den afgiftspligtiges forsætlige eller groft uagtsomme adfærd, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5684-5. Forældelsesfristen regnes fra forfaldstidspunktet, helt på samme måde som efter den gamle og den nye forældelseslov.

Den "almindelige" treårsfrist i den nye forældelseslov er dermed uden betydning i nærværende sag, idet fristens længde udelukkende er reguleret af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4 samt overgangsreglerne hertil. At sagsøgeren i den forbindelse anfører, at loven "er i strid med danske retstraditioner", kan ikke føre til et andet resultat. De øvrige regler i den nye forældelseslov gælder dog sideløbende, f.eks. for hvornår forældelse suspenderes eller afbrydes helt.

Lov nr. 523 af 6. juni 2007 trådte i kraft den 1. januar 2008, jf. dennes § 47. Overgangsreglerne fremgår af lovens § 48, hvis stk. 1 og 2 har følgende ordlyd:

"...

§ 48. Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter de hidtil gældende bestemmelser som efter de bestemmelser, der gælder efter lovens ikrafttræden ... I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.

Stk. 2. Afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning som afbrydelse efter denne lov, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde.

..."

Skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4 finder således - i modsætning til det af sagsøgeren hævdede - også anvendelse på eksisterende krav opstået forud for lovens ikrafttræden, altså også kravene i denne sag, forudsat de ikke var forældet forinden efter de gamle regler, jf. følgelovens § 48, stk. 1. Samtidig bestemt loven også, at sådanne krav forældes tidligst den 1. januar 2011, altså tre år efter ikrafttrædelsesdatoen, medmindre kravet forinden var forældet efter de gamle og de nye regler, hvor i så fald alene det seneste forældelsestidspunkt gælder.

Ligesom tidligere afbrydes forældelsesfristen helt ved skatteyderens indbringelse af Landsskatterettens kendelse for domstolene, jf. den ny forældelseslovs § 16, stk. 2, nr. 4.

Idet den ældste afgiftsperiode skulle angives senest 10. maj 1999, ville kravet som udgangspunkt være forældet den 10. maj 2009 efter den nye frist i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

Imidlertid fremgår det af ændringslovens § 48, stk. 2, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, fortsat har virkning som afbrydelse. Dette betyder, at henstand ydet før lovens ikrafttræden har samme virkning også efter lovens ikrafttræden. Herefter begynder en ny 10- årsfrist efter skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4 at løbe fra henstandsperiodens udløb den 18. december 2007, hvorfor kravet først forældes den 18. december 2017. I relation til den formueretlige forældelse er det således fastslået, at det afledte moms- og afgiftskrav tidligst blev forældet den 18. december 2012 efter de gamle regler og tidligst den 18. december 2017 efter de nye. Da det følger af overgangsreglen i § 48, stk. 1, i lov nr. 523 af 6. juni 2007, at de nye regler skal anvendes på eksisterende fordringer, medmindre fordringen på ikrafttrædelsestidspunktet var forældet efter de gamle regler - hvilket ikke var tilfældet - indtræder forældelsen tidligst den 18. december 2017.

Ved stævning af 4. februar 2010 blev forældelsesfristen efter både de gamle og nye regler afbrudt.

Dermed var der tale om en retskraftig fordring, og sagsøgerens formelle indsigelse må på den baggrund afvises.

Kravet var således ikke forældet, da Landsskatteretten traf afgørelse i sagen den 3. november 2009 - hverken efter den gamle eller den nye forældelseslov.

3. Menneskerettigheder

Det følger af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste retspraksis, at den administrative behandling af skattesager ikke omfattes af EMRK artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang. Bestemmelsen omfatter alene tvister om borgerlige rettigheder og forpligtelser, hvortil skattesager ikke henregnes, jf. f.eks. sag 44759/98 Ferrazini mod Italien, dom af 12. juli 2001, præmis 25 og 29.

I sin beslutning af 6. marts 2003 i sag 63214/00 Ohlén mod Danmark, udtalte Menneskerettighedsdomstolen således i en dansk sag, der omhandlede Landsskatteretten, at:

"...

In respect of the complaint concerning the applicant's tax assessment proceedings which are currently pending before the National Taxation Board, the Court considers that these proceedings do not involve a determination of the applicant's civil rights and obligations and that, thus, Article 6 of the Convention is not applicable to such proceedings (see Ferrazzini v. Italy (GC), no. 44759/98, §§ 29-31, ECHR-VII)

..."

EMRK artikel 6 gælder derfor utvivlsomt ikke for sager, der verserer ved Landsskatteretten, hvorfor der ikke foreligger nogen krænkelse heraf. Retten til en retfærdig rettergang inden rimelig tid skal således først regnes fra det tidspunkt, hvor retten modtog stævningen, dvs. den 4. februar 2010. Der foreligger dermed ingen krænkelse af EMRK artikel 6.

Subsidiært bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt retten til en retfærdig rettergang inden rimelig tid er overskredet, afgøres efter Menneskerettighedsdomstolens faste praksis ud fra følgende kriterier, jf. f.eks. dom af 27. juni 2000 i sag 30979/96, Frydlender mod Frankrig, præmis 43:

"...

... the reasonableness of the length of proceedings must be assessed in the light of the circumstances of the case and with reference to the following criteria: the complexity of the case, the conduct of the  applicant and of the relevant authorities and what was at stake for the applicant in the dispute. 

..."

Hvad disse momenter angår, bemærkes det, at denne sag har fået et noget komplekst omfang til trods for, at afgørelsen ikke griber afgørende ind i sagsøgerens livsforhold. Sagen udspringer ganske enkelt af, at sagsøgeren ikke har svaret afgifter og moms af den omsætning, han har udeholdt.

Sagsøgeren klagede til Landsskatteretten den 24. oktober 2003. Sagen blev bl.a. stillet i bero ved Landsskatteretten, fordi der dengang verserede en skattestraffesag mod sagsøgeren. Landsskatteretten traf afgørelse den 3. november 2009:

Det var derfor muligt for sagsøgeren at udnytte den såkaldte "overspringsregel" i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2 (tidligere skattestyrelseslovens § 31, stk. 2), hvorved sagsøgeren kunne have indbragt SKATs afgørelse direkte for domstolene, eftersom der var forløbet mere end 6 måneder fra sagsøgerens klage og indtil Landsskatteretten traf afgørelse.

Under alle omstændigheder kunne SKAT ikke påbegynde inddrivelse af beløbet før udløbet af den henstandsperiode, som sagsøgeren bad om og fik, jf. bilag K, L og M, dvs. den 18. december 2007.

Den "døde periode" må derfor tilskrives sagsøgeren, hvorfor det forhold, at sagen har taget lang tid ved de administrative myndigheder, under alle omstændigheder ikke udgør en krænkelse af EMRK artikel 6.

Videre bestrides, at der skulle foreligge en krænkelse af EMRK artikel 13 om adgang til passende retsmidler. Sagsøgeren har haft adgang til at få prøvet sagens skatte- og afgiftsmæssige afgørelser på de betingelser, der er foreskrevet i skattelovgivningen. At han ikke valgte at klage over Skatteforvaltningens afgørelse, må betyde, at han er enig i denne ekstraordinære forhøjelse, som også ligger til grund for denne sag, og som skyldtes hans mindst grove uagtsomhed.

Ethvert krav på kompensation for såvel økonomisk som ikke-økonomisk skade må derfor afvises.

Selv hvis man følger sagsøgerens synspunkt, fører det dog ikke til, at hans påstand skal tages til følge. Forholdet kar i hvert fald alene betydning for fastsættelsen af sagsomkostninger, jf. SKM2008.100.HR og SKM2005.223.ØLR (Højesteretsdommen udgjorde afslutningen på den civile skattesag, som tidligere var indbragt for Menneskerettighedsdomstolen i ovennævnte sag Ohlén mod Danmark).

..."

Resultat og begrundelse

Formaliteten

Da forslag til afgørelse vedrørende indkomståret 1999 er udsendt den 25. august 2003, og forslag til afgørelse vedrørende indkomståret 2000 er udsendt den 4. september 2003, er ToldSkats afgørelser af 9. oktober 2003 som udgangspunkt omfattet af reglerne i dagældende skattestyrelseslovs § 35b og 35c, jf. § 6, stk. 4 i lov nr. 410 af 6. februar 2003 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love. Det fremgår dog videre af § 6, stk. 4, at disse bestemmelser først finder anvendelse for afgiftstilsvar, hvor afgiftsperioden udløber den 1. juli 2000 eller senere, såfremt anvendelsen af bestemmelserne for en afgiftsperiode er til ugunst for den afgiftspligtige.

Retten finder, at det i overensstemmelse med lovmotiverne til § 6, jf. folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4615, må lægges til grund, at der med udtrykket "ugunst" menes, at ændringerne af et afgiftstilsvar fra samme afgiftsperiode samlet set er til ugunst for den afgiftspligtige set i forhold til de hidtil gældende regler.

Efter de hidtil gældende regler var skattemyndighedens ansættelsesadgang alene begrænset af den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven. Da afgifterne for den ældste del af den af sagen omhandlede periode skulle angives senest den 10. maj 1999, ville forældelse efter de hidtil gældende regler indtræde den 10. maj 2004. Da varslingen er sket den 25. august 2003, og afgørelsen er truffet den 9. oktober 2003, foreligger der ikke forældelse efter 1908-loven. Reglerne i skattestyrelseslovens § 35b og 35c er således ikke til ugunst for sagsøger i forhold til de hidtil gældende regler og kan derfor anvendes.

Den ordinære ansættelsesfrist på 3 år efter skattestyrelseslovens § 35b, stk. 1 er udløbet, men ifølge lovens § 35c, stk. 1, nr. 3, kan et afgiftstilsvar, uanset fristerne i § 35b, fastsættes eller ændres, hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne har handlet forsætligt eller groft uagtsomt med den virkning, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det må i overensstemmelse med sagsøgers skatteansættelser for årene 1999 og 2000 lægges til grund, at der for disse år foreligger et klart misforhold mellem det angivne og det reelle afgiftstilsvar. Herefter og i øvrigt henset til, at sagsøgers revisor i regnskabsmaterialet har medtaget fakturaer uden reelt indhold, er det bevist, at sagsøger eller nogen på dennes vegne har handlet groft uagtsomt eller forsætligt med den virkning, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det bemærkes i den forbindelse, at anvendelsen af bestemmelsen ikke forudsætter, at sagsøger har gjort sig skyldig i strafbart forhold, jf. bemærkningerne til forslag til lov om ændring af skattestyrelsesloven, folketingstidende 1998 - 1999, tillæg A, side 4565.

Med hensyn til, hvornår kundskabstidspunktet i henhold til skattestyrelseslovens § 35c, stk. 2 skal regnes fra, finder retten ikke, at der kan statueres identifikation mellem forskellige skattemyndigheder med den virkning, at ToldSkat på grund af oplysninger tilgået en anden myndighed ikke længere er i uvidenhed om relevante forhold. Herefter, og idet det regnskabsmateriale, der blev beslaglagt i forbindelse med politiets ransagning hos revisor KB, ikke blev udleveret til ToldSkat, lægger retten til grund, at ToldSkat først ved modtagelse af oplysninger fra Skattevæsenet i forbindelse med sagsøgers skatteansættelse kom til kendskab om de forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i § 35b.

Skattevæsenets afgørelse vedrørende ændring af sagsøgerens skatteansættelser for 1999 og 2000 forelå henholdsvis den 26. august 2003 og den 12. september 2003. Det fremgår af sagens oplysninger (bilag I), at kommunen henholdsvis ved brev af 24. april 2003 og på et møde den 26. maj 2003 gav sagsøger meddelelse om den påtænkte forhøjelse af skatteansættelserne. Det må herefter lægges til grund, at ToldSkat tidligst på dette tidspunkt kan have modtaget de relevante oplysninger. Herefter, og idet ToldSkat varslede forhøjelserne henholdsvis den 25. august 2003 og den 4. september 2003 og traf afgørelserne den 9. oktober 2003, er 6-måneders fristen i § 35c, stk. 2, overholdt.

Efter det ovenfor anførte, og idet reglen i § 6, stk. 5 i lov nr. 410 af 2. juni 2003 alene finder anvendelse ved ændringer efter de hidtil gældende regler, det vil sige 1908-loven, og således ikke ved ændringer, der som i nærværende sag sker med hjemmel i skattestyrelseslovens § 35c, finder retten, at ToldSkat har overholdt de i skattelovgivningen fastsatte ansættelsesfrister.

Vedrørende spørgsmålet om formueretlig forældelse bemærkes, at det af § 48 i lov nr. 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. fremgår, at den nye forældelseslov finder anvendelse på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikræfttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler.

Retten finder, at ToldSkat har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, indtil de relevante oplysninger blev modtaget fra Skattevæsenet. Den 5-årige forældelse kan derfor i overensstemmelse med § 3 i 1908-loven tidligst regnes fra dette tidspunkt.

Da ToldSkat ved afgørelse af 18. december 2003 imidlertid imødekom sagsøgerens anmodning om henstand, finder retten i overensstemmelse med retspraksis, blandt andet fastslået ved dommen i U1989.1046H, at kravet først er forfaldent ved udløbet af den meddelte henstand. Da henstandsperioden udløb den 18. december 2007, er det relevante tidspunkt for forældelse efter de gamle regler, jf. § 2 i 1908-loven, herefter den 18. december 2012. Da sagen blev anlagt den 4. februar 2010, er kravet derfor ikke forældet efter 1908-loven.

Ved § 37, nr. 4 i ændringsloven, lov nr. 523 af 6. juni 2007, der trådte i kraft den 1. januar 2008, blev der indsat et nyt kapitel i skatteforvaltningsloven, herunder skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4, hvorefter der gælder en 10-årig forældelse for ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar, og efter ændringslovens § 48, stk. 2 har afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, fortsat virkning. Den henstand, der blev givet sagsøger den 18. december 2003, har derfor virkning også efter de nye regler, således at den 10-årige forældelsesfrist først løber fra henstandsperiodens udløb den 18. december 2007. Kravet er således heller ikke forældet efter de nye regler.

Realiteten

Det kan lægges til grund, at sagsøgeren i forbindelse med behandlingen af hans skatteansættelser for 1999 og 2000 har erkendt, at det foreliggende regnskabsmateriale var utilstrækkeligt, og at han ligeledes har accepteret den skattemæssige forhøjelse, som skattevæsenet foretog ved afgørelserne den 26. august 2003 og 12. september 2003.

Da det herefter må lægges til grund, at det ikke har været muligt at opgøre størrelsen af sagsøgers momstilsvar og vinafgift for de to regnskabsår på grundlag af det foreliggende regnskabsmateriale, har skattemyndigheden været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgers tilsvar. Sagsøger har herefter bevisbyrden for, at det udøvede skøn er åbenbart urimeligt eller er baseret på et forkert faktisk grundlag.

Sagsøgers revisor, KB, har forklaret, at der i regnskabet var medtaget fiktive fakturaer. Herefter, og idet sagsøger ikke har godtgjort, at de af ToldSkat tilsidesatte fakturaer har vedrørt reelle leverancer, ligesom sagsøger heller ikke har godtgjort, at ToldSkats skøn vedrørende udeholdt omsætning er åbenbart urimeligt, finder retten ikke, at der er grundlag for at ændre ToldSkats beregninger af sagsøgers manglende afgiftstilsvar, i hvilken forbindelse bemærkes, at disse beregninger er baseret på kommunens skattemæssige ansættelser, der ikke er påklaget af sagsøgeren.

Da EMRK artikel 6 ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis ikke gælder for sager, der behandles ved Landsskatteretten, og da sagsøger i øvrigt kunne have indbragt ToldSkats afgørelse direkte for domstolene, da der var forløbet mere end 6 måneder fra klagen og indtil Landsskatteretten traf afgørelse, foreligger der ikke en overtrædelse af EMRK i forbindelse med sagens behandling.

Efter det ovenfor anførte tiltræder retten, at sagsøgers afgiftstilsvar vedrørende moms og vinafgift for indkomstårene 1999 og 2000 er forhøjet som anført i ToldSkats afgørelser af 9. oktober 2003. Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Vedrørende sagens omkostninger bemærkes, at der er tilkendt sagsøgte 100.000 kr. inklusiv moms til dækning af udgift til advokat og materialesamling. Beløbet er med udgangspunkt i de vejledende takster og en sagsgenstand på 1.246.881 kr. fastsat under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte med 100.000 kr.