Sagen drejede sig om, hvorvidt en virksomhed (gartneri) ved ikke
straks efter ophøret af en lovlig konflikt at have genansat tre
medlemmer af 3F havde tilsidesat hovedaftalen mellem LO og SALA og
det generelle fortrædigelsesforbud. Sagen angik endvidere, om
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A) ved handling
og/eller rådgivning havde gjort sig delagtig i det påklagede
forhold.Arbejdsretten udtalte bl.a., at det gælder som et almindeligt
arbejdsretligt princip, at der efter en afsluttet konflikt ikke må
ske fortrædigelse af modparten. Forbuddet mod fortrædigelse
indebærer bl.a. en pligt for arbejdsgiveren til at genansætte
medarbejdere, der har deltaget i en lovlig konflikt. Kun hvis
driftsmæssige hensyn i virksomheden kan begrunde det, kan det komme
på tale at undlade genansættelse.Arbejdsretten bemærkede herefter, at den i sagen omhandlede
lovlige konflikt kun havde varet nogle ganske få timer den 1. juli
2010, hvorfor det var åbenbart, at konflikten ikke havde kunnet
give nogen driftsmæssig begrundelse for ikke at genansætte de tre
medarbejdere, der havde været omfattet af konflikten. Den
indklagede virksomhed havde således tilsidesat forbuddet mod
fortrædigelse af medarbejderne. Arbejdsretten fastslog desuden, at
virksomhedens nægtelse af at genansætte medarbejderne i det mindste
til dels skete som følge af medarbejdernes medlemskab af 3F, og at
der således også forelå en organisationsfjendtlig handling omfattet
af parternes hovedaftale. Med hensyn til GLS-A fandt Arbejdsretten,
at der allerede efter indholdet af en mail af 1. juli 2010 fra
organisationens direktør, hvori det oplystes, at konflikten ville
ophøre samme dag kl. 12.00, få timer efter konfliktens
iværksættelse, og hvoraf det samtidig fremgik, at de
konfliktberørte medarbejdere ikke ville blive genansat, var et
sikkert grundlag for at anse GLS-A som medansvarlig for
tilsidesættelsen af fortrædigelsesforbuddet. Dette var på afgørende
måde bestyrket af, at GLS-A ikke på et efterfølgende møde i
Arbejdsretten havde pålagt virksomheden at genansætte de pågældende
medarbejdere. Endvidere fandt Arbejdsretten, at GLS-A's vejledning
over for medlemsvirksomhederne i tiden op til konfliktens
iværksættelse ikke havde været fyldestgørende med hensyn til
fortrædigelsesforbuddet.Ved bodsfastsættelsen lagde Arbejdsretten på den ene side vægt
på, at den konstaterede overtrædelse af fortrædigelsesprincippet
var et klart og alvorligt brud på de indklagedes forpligtelser. For
så vidt angik den indklagede organisation lagde Arbejdsretten på
den anden side i formildende retning vægt på, at organisationen den
12. juli 2010 havde indgået aftale med 3F om, at de berørte
medarbejdere skulle genindtræde i deres ansættelsesforhold i
virksomheden fra og med den 1. juli 2010, hvorved den umiddelbare
virkning af overtrædelsen af fortrædigelsesforbuddet blev afbødet.
Herefter blev boden fastsat til 150.000 kr. For så vidt angik den
indklagede virksomhed lagde Arbejdsretten i formildende retning
vægt på, at GLS-A i tiden forud for den 1. juli 2010 gav sine
medlemsvirksomheder rådgivning i forbindelse med sympatikonflikten,
der ikke- eller i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad - havde gjort det
klart, at fortrædigelse ikke må finde sted. Det måtte derfor i
hvert fald til dels anses som et resultat af
arbejdsgiverorganisationens rådgivning, at virksomheden ikke
genansatte de tre 3F-medlemmer umiddelbart efter konfliktens ophør.
Det forhold, at klagerens medlemmer imidlertid var blevet
afskediget umiddelbart eller kort tid efter, at de som følge af
forliget af 12. juli 2010 var blevet genantaget, skabte sammen med
sagens øvrige omstændigheder en formodning for, at afskedigelsen
havde forbindelse med den afsluttede lovlige konflikt.
Arbejdsretten fandt ikke, at denne formodning var afkræftet af
virksomheden gennem oplysningerne om virksomhedens stramme økonomi
eller andre af de fremkomne oplysninger. Under henvisning hertil,
men idet der dog også var taget hensyn til virksomhedens beskedne
størrelse blev boden fastsat til 50.000 kr.