Vurderingerne foretages på grundlag af oplysninger fra det i stk. 2 nævnte register, fra bygnings- og boligregistret, fra andre registre med oplysninger om fast ejendom og fra de indkomne udfyldte skemaer vedrørende ejendommene.
Stk. 2 Skatteministeren kan pålægge kommunalbestyrelserne at opretholde og ajourføre et register indeholdende de for vurderingen nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om matriklen, de vurderede ejendomme og ejerforholdene. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for registrets førelse samt for adgangen til at benytte registret.
Stk. 3 Ved bedømmelse af prisforholdene pr. 1. oktober, jf. § 2, anvendes de af told- og skatteforvaltningen senest indsamlede oplysninger om salgsprisen for sammenlignelige ejendomme suppleret med en fremskrivning af prisniveauet til den 1. oktober. Den anvendte fremskrivning af prisniveauet skal godkendes af Skatterådet.