Vurderingsloven J.

Denne konsoliderede version af vurderingsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

denne lov blev ophævet den 1. januar 2018, men er stadig relevant for visse vurderinger

Lov om vurdering af landets faste ejendomme

Lov nr. 179 af 23. juni 1956,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013,
som ændret ved lov nr. 649 af 12. juni 2013, lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014, lov nr. 1883 af 29. december 2015, lov nr. 1887 af 29. december 2015, lov nr. 60 af 16. januar 2017 og lov nr. 61 af 16. januar 2017

J. Bestemmelser om indsamling og registrering af data til udviklingsformål m.v.

§ 48

Skatteministeren kan indhente data og føre registre over oplysninger om ejendomme, handelspriser, ejerforhold, udlejningsforhold, jordbundsforhold, stand og forhold i øvrigt, når sådanne oplysninger er af betydning for udvikling eller forbedring af metoder og modeller for ejendomsvurdering.

Stk. 2 Skatteministeren kan samkøre egne registeroplysninger med oplysninger i andre offentlige registre eller alene samkøre oplysninger fra andre offentlige registre, når dette er af betydning for udvikling eller forbedring af metoder og modeller for ejendomsvurdering.

Stk. 3 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om oprettelsen og driften af registre som nævnt i stk. 1.

§ 48A

Offentlige myndigheder og andre offentlige institutioner m.v. skal meddele skatteministeren oplysninger, der er af betydning for udvikling eller forbedring af metoder og modeller for ejendomsvurdering.

Stk. 2 Skatteministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles, og hvilke myndigheder og offentlige institutioner m.v. der skal meddele oplysningerne. Skatteministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om meddelelse af oplysninger, herunder om tidsfrister og form for meddelelse af oplysningerne.

§ 48B

De registre, der er nævnt i § 48, skal føres inden for EU eller EØS.

Stk. 2 For de registre, som er nævnt i § 48, og som er af særlig interesse for fremmede magter, træffer skatteministeren foranstaltninger, der muliggør bortskaffelse eller tilintetgørelse i tilfælde af krig eller lignende forhold.

§ 48C

Skatteministeren kan uden forudgående underretning indsamle billedmateriale af ejendomme optaget fra luften eller fra offentligt tilgængelige steder på jorden, når dette er af betydning for udvikling eller forbedring af metoder og modeller for ejendomsvurdering. Skatteministeren kan bemyndige eksterne leverandører til at foretage indsamling af billedmateriale.

§ 48D

Data indhentet af skatteministeren til brug for udvikling eller forbedring af metoder og modeller for ejendomsvurdering kan videregives til told- og skatteforvaltningen. Told- og skatteforvaltningen kan modtage og anvende de pågældende data i arbejdet med at vurdere ejendomme, jf. dog stk. 2. 1. og 2. pkt. gælder dog ikke data, der er modtaget efter § 354, stk. 6, nr. 17, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 2 Ved dataindsamling foretaget i form af besigtigelser af ejendomme med henblik på indsamling af data til brug for udvikling eller forbedring af metoder og modeller for ejendomsvurdering er told- og skatteforvaltningen afskåret fra at lægge de indsamlede data direkte til grund for vurderingen af de ejendomme, som er omfattet af dataindsamlingen. Indsamlede data kan dog indgå i generelle metoder og beregningsmodeller.

Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen kan i vurderingsarbejdet efter eget skøn anvende indsamlet billedmateriale, som videregives efter stk. 1.

§ 49

Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for denne lovs gennemførelse.

§ 50

Denne lov træder i stedet for lov nr. 352 af 7. august 1922 om beskatning til staten af faste ejendomme, således som denne er ændret ved lov nr. 47 af 6. marts 1936, lov nr. 102 af 14. april 1937, § 22 i lov nr. 108 af 31. marts 1938, lov nr. 289 af 3. juli 1942, lov nr. 88 af 7. marts 1951 og lov nr. 61 af 12. marts 1955. Reglerne om vurderingen og told- og skatteforvaltningen er som lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme, trådt i kraft den 1. september 1956.

§ 51

Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.