Voldgiftsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af voldgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om voldgift

Lov nr. 553 af 24. juni 2005,
som ændret ved lov nr. 106 af 26. februar 2008

Kapitel 1 1 Almindelige bestemmelser
§ 1

Loven gælder for voldgift, herunder international voldgift, der finder sted her i landet.

Stk. 2 Reglerne i § 4, kapitel 2, § 16, stk. 4, 2. pkt., og § 27, stk. 1, finder også anvendelse på voldgift, der finder sted i udlandet, og når det endnu ikke er fastlagt, hvor voldgiften skal finde sted.

Stk. 3 Har mindst én af parterne hjemting her i landet, finder kapitel 3 også anvendelse, når det endnu ikke er fastlagt, hvor voldgiften skal finde sted.

Stk. 4 Kapitel 9 finder også anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, der er afsagt i udlandet.

Stk. 5 Loven finder ikke anvendelse med hensyn til tvister, der behandles ved en faglig voldgiftsret i henhold til § 21, jf. § 33, stk. 1, i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter. Loven finder endvidere ikke anvendelse med hensyn til tvister, der behandles ved voldgiftsretter, der er oprettet ved lov til afgørelse af tvister på særlige områder.

§ 2

Kapitel 3-7 finder kun anvendelse, hvis andet ikke er aftalt.

Stk. 2 Reglerne i § 11, stk. 3, § 13, stk. 3, 1. pkt., § 14, stk. 1, 2. pkt., § 16, stk. 3, 2. pkt., § 27 og § 34, stk. 3, om anmodninger til domstolene samt reglerne i § 12, § 16, stk. 4, 2. pkt, § 18, § 31, stk. 1 og 3, og § 33, stk. 5, jf. § 31, stk. 1 og 3, kan dog ikke fraviges ved aftale.

§ 3

En part, som er bekendt med, at en bestemmelse i denne lov, som kan fraviges ved aftale, eller en bestemmelse i voldgiftsaftalen ikke er blevet overholdt, og som deltager i voldgiftssagen uden at gøre indsigelse uden ugrundet ophold eller, hvis der er fastsat en frist herfor, inden for denne frist, kan ikke senere gøre indsigelsen gældende.

§ 4

Domstolene har ingen kompetence i tvister, som skal afgøres ved voldgift, ud over, hvad der følger af denne lov.

§ 5

Anmodninger efter § 11, stk. 3, § 13, stk. 3, 1. pkt., § 14, stk. 1, 2. pkt., § 16, stk. 3, 2. pkt., § 27, stk. 2, og § 34, stk. 3, indgives til den ret, ved hvilken sagen skulle være anlagt, såfremt voldgift ikke var aftalt. Er der ikke efter dansk lovgivning værneting her i landet, indgives anmodningen på det sted, hvor den, der indgiver anmodningen (rekvirenten), har hjemting, eller, såfremt rekvirenten ikke har hjemting her i landet, i København.

Stk. 2 Anmodningen skal være skriftlig. Rekvirenten skal samtidig fremsende en kopi af anmodningen til modparten og voldgiftsretten eller, hvis voldgiftsretten endnu ikke er trådt sammen eller er ophævet, de udpegede voldgiftsdommere. I de i § 13, stk. 3, 1. pkt., nævnte tilfælde sendes tillige en kopi af anmodningen til den tredjemand eller institution, som måtte have udpeget den voldgiftsdommer, mod hvem der gøres indsigelse.

Stk. 3 Retten fastsætter en frist, inden for hvilken modparten og i givet fald andre vedkommende kan fremkomme med et skriftligt svar. Retten kan bestemme, at yderligere processkrifter skal udveksles. Retten kan anordne mundtlig forhandling.

Stk. 4 Retten træffer afgørelse ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Afgørelser efter § 11, stk. 3, kan dog ikke kæres.