Vekselloven § 88

Denne konsoliderede version af vekselloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Veksellov

Lov nr. 68 af 23. marts 1932,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1661 af 12. december 2018

§ 88

Om optagelse af vekselprotest og om vekslers forevisning her i riget gælder følgende regler:

  • 1) Protest skal foretages af notarius publicus eller den embedsmand, som efter lovgivningen udfører notarialforretninger. Skulle det tilfælde indtræffe, at en sådan embedsmands medvirken ikke i betimelig tid kan haves, kan protesten optages af to troværdige personer; en genpart af den optagne protest skal imidlertid i løbet af følgende søgnedage forelægges vedkommende embedsmænd, for at den kan blive indført i dennes protokol. Sker dette ikke, har protesten tabt sin gyldighed.

  • 2) Mundtlig rekvisition til den eller dem, der skal optage protesten, er tilstrækkelig, når tillige vekslen overleveres. Begæres vekselprotest hos flere personer på samme sted, udfordres kun en protestforretning.

  • Hvis den, hos hvem protest for manglende betaling skal optages, tilbyder at betale - være sig helt eller delvis - skal embedsmanden modtage pengene, ved delvis betaling påføre vekslen fornøden kvittering og ved fuldstændig betaling udlevere vekslen og, for så vidt det ønskes af debitor, kvittere den.

  • 3) Optagelse af protest skal, såfremt anden overenskomst ikke træffes, ske mellem kl. 9 formiddag og kl. 7 eftermiddag i den pågældendes forretningslokale eller, hvis han ikke har sådant på stedet, i hans bolig. Træffes ikke den, hos hvem der skal protesteres, bliver protesten at optage i eller ved hans forretningslokale eller bolig. Er hans forretningslokale eller bolig ikke kendt, og kan oplysning derom af den, der foretager protesten, ikke erholdes hos stedets politimyndighed, bliver dette at anføre i protesten.

  • 4) Den originale veksel eller vekselkopien skal bilægges protesten, der i øvrigt skal indeholde rekvirentens begæring eller påstand, det svar, der gives af den, hos hvem der protesteres, eller bemærkning om, at der intet svar har været at erholde, eller at han ikke har kunnet træffes, angivelse af stedet, hvor og tiden, når protesten sker, og endelig underskrift af den, som foretager protesthandlingen. Om den optagne protest skal der gøres bemærkning på vekslen eller vekselkopien.

Stk. 2 Protesten tillige med afskrift af vekslen eller vekselkopien bliver at indføre i en protokol.

Stk. 3 Af protestforretningen må udskrift ikke meddeles andre end protestrekvirenten.