Varmeforsyningsloven Kapitel 7 a

Denne konsoliderede version af varmeforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om varmeforsyning

Lov nr. 382 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 02. februar 2024

Kapitel 7 a Oprindelsesgaranti for varme fra vedvarende energikilder
§ 30

Med henblik på at garantere oprindelsen af energi til varme fra vedvarende energikilder udsteder klima-, energi- og forsyningsministeren efter anmodning oprindelsesgarantier. Ministeren annullerer og fører tilsyn med oprindelsesgarantier for varme fra vedvarende energikilder.

Stk. 2 Ved oprindelsesgaranti forstås et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Stk. 3 Ved varme fra vedvarende energikilder forstås varme fra vedvarende energi som defineret i § 1 a, nr. 3.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan påbyde, at forhold, der strider mod regler udstedt i medfør af stk. 5, bringes i orden straks eller inden for en nærmere angiven frist.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om udstedelse, overførsel og annullering af og tilsyn med oprindelsesgarantier for varme fra vedvarende energikilder. Ministeren fastsætter herunder regler om

  • 1) betingelser for udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier,

  • 2) oplysninger, som oprindelsesgarantier skal indeholde,

  • 3) indhentning af nødvendige oplysninger i forbindelse med tilsyn og

  • 4) betaling og opkrævning af beløb til dækning af nødvendige omkostninger efter stk. 1.

§§ 31-32

(Ophævet).