Varmeforsyningsloven Kapitel 4 a

Denne konsoliderede version af varmeforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om varmeforsyning

Lov nr. 382 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 02. februar 2024

Kapitel 4 a Forsyningstilsynet, oplysningspligt m.v.
§ 23

Forsyningstilsynets afgørelser skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen.

§ 23a

Forsyningstilsynet kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven få adgang til lokaler, der benyttes af en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder virksomhedens regnskaber, øvrige regnskabsmaterialer, forretningsbøger og andre forretningspapirer, uanset om disse oplysninger opbevares elektronisk. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en virksomhed, der er koncernforbunden med en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, såfremt der har fundet en eller flere transaktioner sted mellem de nævnte virksomheder.

Stk. 2 Politiet yder om nødvendigt bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1.

§ 23b

Forsyningstilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, andre betingelser m.v. og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang årligt.

Stk. 2 Forsyningstilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de af loven omfattede anlægs indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse anlægs udførelse af deres opgaver. Forsyningstilsynet udarbejder en analyse af omkostninger og udgifter til opvarmet vand, der er undtaget efter § 20 e. Forsyningstilsynet udarbejder analysen på baggrund af de oplysninger, som det geotermiske anlæg og det kollektive varmeforsyningsanlæg anmelder i medfør af § 21 a. Forsyningstilsynets analyse skal foreligge inden 5 år efter idriftsættelse af det geotermiske anlæg.

Stk. 3 Forsyningstilsynet tager fornødne skridt til i øvrigt at sikre gennemsigtighed omkring tariffer, rabatter og andre betingelser. Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om, hvordan sådanne forhold skal offentliggøres af de af loven omfattede anlæg, og regler om fakturering og specificering af omkostninger.

Stk. 4 Forsyningstilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i et af loven omfattet anlæg med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.

Stk. 5 Forsyningstilsynet kan hos en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, indhente de oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en virksomhed, der er koncernforbunden med en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, såfremt der har fundet en eller flere transaktioner sted mellem de nævnte virksomheder.

Stk. 6 Forsyningstilsynet kan pålægge en virksomhed, der er omfattet af stk. 5, at tilvejebringe de oplysninger, herunder at tilvejebringe dem i en bestemt form, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om tilvejebringelse af oplysninger.

Stk. 7 Hvis Forsyningstilsynet ikke har mulighed for at indhente oplysninger efter stk. 5 om en transaktion mellem en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, og en virksomhed, der er koncernforbunden med denne virksomhed, kan Forsyningstilsynet foreløbigt fastsætte den indregningsberettigede udgift til den pågældende transaktion. Den foreløbige fastsættelse af den indregningsberettigede udgift bortfalder, når de nødvendige oplysninger er fremsendt og dokumenteret. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler for Forsyningstilsynets foreløbige fastsættelse af den indregningsberettigede udgift.

Stk. 8 Forsyningstilsynet gør klima-, energi- og forsyningsministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for ministerens varetagelse af opgaver efter denne lov.

Stk. 9 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, skal udarbejde en selvevaluering af virksomhedens overholdelse af varmeforsyningslovens kapitel 4, 4 a og 4 b til brug for tilsynet. Der kan herunder fastsættes regler om, at selvevalueringen ledsages af en erklæring fra en statsautoriseret revisor, som ikke er eller har været virksomhedens sædvanlige revisor og hverken har eller i perioden, som selvevalueringen vedrører, har haft andre opgaver for virksomheden, og som har dokumenteret erfaring med regnskaber baseret på varmeforsyningsloven.

§ 23c

Omkostninger, som er forbundet med Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, betales af de selskaber, som Forsyningstilsynet fører tilsyn med efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Varmeselskaberne betaler halvårligt et beløb til Forsyningstilsynet til dækning af Forsyningstilsynets omkostninger til opgaver efter §§ 23 l og 23 m. Det samlede beløb fastsættes til 0,2 mio. kr. Beløbet reguleres en gang årligt pr. 1. juli med den sats for det generelle pris- og lønindeks, der er fastsat af Finansministeriet. Klima-, energi- og forsyningsministeren offentliggør reguleringer hvert år, første gang pr. 1. juli 2019. Betalingen opkræves i forhold til mængden af terajoule varme leveret ab værk korrigeret for graddage. Den leverede varme opgøres på baggrund af selskabets indberetning af energiforbrug og -produktion til Energistyrelsens energiproducenttælling i det foregående kalenderår. Betalingen opkræves fra de selskaber,

  • 1) der ejer anlæg til produktion af varme,

  • 2) hvis hovedbeskæftigelse er energiproduktion eller affaldsforbrænding,

  • 3) hvis samlede levering af varme ab værk i det foregående kalenderår mindst har udgjort 100 TJ korrigeret for graddage, og

  • 4) som Forsyningstilsynet fører tilsyn med.

Stk. 3 Forsyningstilsynet fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af omkostningerne efter stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4. Afgørelser truffet i henhold til regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af Forsyningstilsynets omkostninger i forbindelse med Forsyningstilsynets opgaver efter loven eller regler fastsat i medfør af loven angående varmeselskabernes opgaver vedrørende energibesparelser.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 28 b, stk. 1, nævnte varmedistributionsvirksomheder skal betale de udgifter, som er forbundet med ministerens behandling og vurdering af de pågældende virksomheders opgaver vedrørende energibesparelser efter § 28 a, stk. 1, og § 28 b, stk. 1.

§ 23d

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed, forsyningssikkerhed og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge de af loven omfattede anlæg at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger om anlæggenes produktions- og driftsmæssige forhold samt om de af anlæggene købte og solgte ydelser. Energioplysningsbekendtgørelsen

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan hos kommunerne indhente de nødvendige oplysninger til brug for kortlægningen af den kollektive forsyning med opvarmet vand, damp eller gas.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om omfanget og offentliggørelse af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger. Energioplysningsbekendtgørelsen