Varetægtsbekendtgørelsen Kapitel 6

Denne konsoliderede version af varetægtsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 173 af 17. august 2023

Kapitel 6 Anbringelse i eller overførsel til Vestre Hospital
§ 17

Anbringelse i eller overførsel til Vestre Hospital kan ske af helbredsmæssige grunde, og hvis indlæggelse på almindeligt hospital er betænkelig ud fra

  • 1) sikkerhedshensyn,

  • 2) hensynet til efterforskningen eller

  • 3) varetægtsarrestantens forhold.

Stk. 2 Anbringelse i eller overførsel til Vestre Hospital kan endvidere ske, hvis varetægtsarrestanten ikke kan modtages på almindeligt hospital på grund af pladsmangel.

§ 18

Afgørelse om anbringelse i eller overførsel til Vestre Hospital efter § 17 træffes af kriminalforsorgsområdet. Er der tale om overførsel fra et arresthus beliggende i et andet kriminalforsorgsområde, træffes afgørelsen om overførsel af vedkommende kriminalforsorgsområde efter forudgående drøftelse med Kriminalforsorgen Hovedstaden. Er der uenighed mellem kriminalforsorgsområderne om, hvorvidt overførsel skal ske, afgøres sagen af det kriminalforsorgsområde, som har rejst spørgsmålet om overførsel.

Stk. 2 Kriminalforsorgsområdet sender motiveret indstilling bilagt en erklæring fra den læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, til Kriminalforsorgen Hovedstaden. Hvis forholdene tilsiger øjeblikkelig overførsel, forelægges sagen telefonisk for Kriminalforsorgen Hovedstaden, eventuelt efter drøftelse mellem fængselslægen (arresthuslægen) og den ledende overlæge på Københavns Fængsler.

Stk. 3 Når Kriminalforsorgen Hovedstaden har truffet afgørelse om tilbageførsel fra Vestre Hospital, påhviler det kriminalforsorgsområdet, som har truffet afgørelse om overførsel til Vestre Hospital, at sørge for, at tilbageførslen sker snarest muligt.