Kapitel 23 Telefonsamtaler
Hvis forbindelse gennem brevveksling ikke uden væsentlig ulempe kan afventes og i det omfang, det er praktisk muligt, kan en varetægtsarrestant få tilladelse til at føre telefonsamtaler, jf. dog stk. 2 – 5.
Stk. 2 Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at en varetægtsarrestant fører telefonsamtaler.
Stk. 3 Kriminalforsorgsområdet kan nægte en varetægtsarrestant at føre telefonsamtaler, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 4 Telefonsamtaler påhøres eller aflyttes uden retskendelse af kriminalforsorgsområdet, medmindre dette ikke findes nødvendigt af de i stk. 3 nævnte grunde. Såfremt telefonsamtalen påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed. Afgørelse om påhør eller aflytning træffes af kriminalforsorgsområdet.
Stk. 5 Ved telefonsamtaler, der påhøres eller aflyttes af kriminalforsorgsområdet, kan der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog, som den, der påhører eller aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.
Anmodninger om at føre telefonsamtale med forsvareren imødekommes i almindelighed.
Stk. 2 En varetægtsarrestants telefonsamtaler med forsvareren påhøres eller aflyttes ikke.
Telefonsamtaler kan afbrydes, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Varetægtsarrestanter afholder selv udgifterne til telefonsamtaler.
Stk. 2 Hvis særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler derfor, kan det uanset bestemmelsen i stk. 1 tillades en varetægtsarrestant at føre telefonsamtale for kriminalforsorgsområdets regning.
Kriminalforsorgsområdet kan under hensyn til forholdene i den enkelte institution fastsætte regler om den praktiske gennemførelse af varetægtsarrestanters ret til at føre telefonsamtaler, herunder om begrænsninger med hensyn til hyppighed og varighed af telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte samtalerne.